I stedet går han indenfor. Han vil ikke være derude. Indenfor er der varmt, stille og rart. Nogle ville måske kalde ham en kujon, en verdensfjern, angstfyldt dåse asparges, men han ved i det mindste med sig selv, at det ikke er nødvendigt at være modig for at være et godt menneske. Det er der efterhånden mange der har sagt til ham, så han ved at det passer. Og den der verden udenfor, den med blæsten, regnen, larmen og alle de mange tomme tønder, den passer ham rigtig dårligt.
   I dag holder han sig derfor inde i huset. I forsøget på at undgå verden finder han ud af, at huset snart braser sammen om ørerne på ham, men det kommer vi til senere.
   I øjeblikket er her lunt og trygt, og han er så tæt på lykke som han altid er: overhovedet ikke i nærheden. Han sidder foran kaminen og putter sig med et tæppe. Naturligvis har han en kamin, det er jo prototypen på hygge og lunhed. Hans tæppe er tykt og blødt og gør ingen skade. Faktisk har han fået arrangeret sig meget godt som han sidder her: alting omkring ham er ganske uskadeligt.
   I morgen ser hans verden anderledes ud, men i dag har han det godt. Eller så godt som man nu kan have det, når man ikke vil have med stormen udenfor at gøre. Men i det mindste er både han og hans lille verden helt uskadelige så længe de forholder sig i den tilstand som de er i lige nu.
   I samme nu sker der ting uden for hans kontrol. De sker langt væk, så han opdager det ikke. Det er nok heldigt for hans sjælefred. Hvis han havde kunnet se hvad der sker, ville hans sjælefred under ingen omstændigheder længere være en realitet. Det der sker, er, at en af de tomme tønder triller buldrende ned ad en bakke, hvor den lander oven på en lille, gammel dame med fipskæg og krum hals, som egentlig bare var på vej hjem fra supermarkedet. Den trillende, tomme tønde buldrer ind over en menneskemængde, hvilket får dem til kollektivt at have en anden mening om den tomme, trillende tønde end de havde lige før. Det betyder, at der er noget der har ændret sig.
   I hvert fald har noget ændret sig uden for hans verden. Derude, hvor blæsten bestemmer og regnen regerer. Derude, hvor fantasifulde fortællere bruger blændende bogstavrim til at sammenvæve sandsynlige sammenhænge.
   I hans verden er alting det samme. Bortset fra, at en snedig person, man ved ikke hvem, har været en tur inde under hans hus og fået noget til at krakelere. Først senere, når det hele er væltet, vil de tekniske eksperter kunne komme med et bud hvem der fik hvad til at krakelere. Det betyder nu heller ikke så meget. De vil tage fejl uanset. Det ligger lidt i spillets regler.
   I det lange løb kan man måske sige, at det vil være ligegyldigt, hvad der sker med ham. Han har ingen børn, hans forældre dør snart af naturlige og meget kedelige, gennemsnitlige årsager, og han betyder ikke nok for nogen til at nogen holder en tårefyldt afskedstale ved hans begravelse. Men derfor skal han da ikke glemmes, vel? Bare fordi han ikke objektivt set har nogen værdi overhovedet, betyder det jo ikke, at man bare skal ignorere ham. Hvem ved, om et par timer finder han måske på noget revolutionerende; noget der ændrer verden for altid, så den også udenfor bliver lidt mere uskadelig.
   I og med at han ikke er så frygtelig intelligent er det ikke særlig sandsynligt, men lidt har også ret, og han skal ikke negligeres bare fordi ingen tror på ham, heller ikke hans nærmeste. Det må egentlig være svært for ham. Det er også derfor han ikke tør være udenfor, fortæller han sig selv, fordi stormen ville blæse ham omkuld når han ikke rigtig er noget.
   I virkeligheden er hans problem naturligvis, at han er så bange. Han er en bangebuks, det sagde hans klassekammerater selv til ham. Han tør ikke være udenfor, og derfor og af mange andre snirklede grunde er stormen er så stærk, at han ikke tør være udenfor. Han ønsker kun fred og ro, det er netop hvad han ikke får, eftersom hans hus er ved at falde sammen.
   I dette øjeblik er fundamentet faktisk ved at ryge. Det har muligvis noget at gøre med den lille, gamle dame der blev væltet af en tom, trillende tønde. Det er også meget muligt, at de to ting ikke har noget som helst med hinanden at gøre, og at både han og resten af verden bare bliver trukket rundt ved næsen uden indflydelse på hvad der sker og underlagt en almægtig personligheds nåde. Det er faktisk også muligt, at damen og tønden både har noget med det krakelerede fundament at gøre og samtidig ikke har det. Men det bliver alt for indviklet.
   I sin inderste sjæl er han bange. Bange, fordi hans hus netop er væltet. Bange, fordi stormen udenfor er kommet indenfor, hvor der ikke længere er et indenfor. Bange, fordi han lige om lidt ikke længere eksisterer. Bange, fordi han måske gør alligevel. Bange, fordi det er hvad han er.
   I henhold til de givne regler er han nu ophørt med at eksistere.
   I forgårs ville det have givet mening.