"Jeg har tit undret mig over hvordan livet, ligesom kan hænge sammen i én lang kæde af begivenheder, der hver især er styret af en foregående begivenhed."
   Han skævede ned til sin brystlomme. Tog en kuglepen herfra og begyndte ivrigt at tegne på en serviet.
   "For eksempel: Hvis jeg var drejet til højre da jeg tog på arbejde i morges i stedet for til venstre... Var jeg så blevet involveret i et trafikuheld?"
   Han tegnede en streg til højre på papiret og kiggede næsten triumferende på mig.
   "Eller hvis jeg var gået ind i Kiosken og havde købt en lottokupon på vejen til jobbet en ganske bestemt dag, kunne jeg så være blevet Lottomillionær?"
   Han forventede tilsyneladende ikke et svar fra mig, men fortsatte imens han satte kuglepennen på plads i lommen.
   "Mulighederne synes uendelige når man sådan tænker efter, og det kan være et behageligt tidsfordriv at lege med tanken om hvad der eventuelt ville/kunne være sket hvis nu man havde forladt den slagne vej, og brudt sine faste rytmer."
   Han holdt en kort pause i talestrømmen. Tog en tår af sin øl og satte stille glasset fra sig.

"Hvis man nu er udstyret med en beroligende tro på at "Noget" sidder og trækker i trådene et eller andet sted, kan man vælge at føle sig tryg ved tanken om at blive holdt øje med.
   Eller man kan, hvis man er fatalist af natur, tro på at alt bliver styret af tilfældige sammentræf. "

I pausen hvor han var nødt til at trække vejret havde jeg lige et par sekunder til at reflektere over det han havde sagt.
   Nøjagtig de samme tanker havde jeg selv haft, på et eller andet tidspunkt hen ad vejen.
   Selv er jeg stadig i tvivl, og bruger gladelig noget af min sparsomme fritid til at "fintænke" over hvorfor jeg er, hvor jeg er... Og ikke mindst: Hvordan kom jeg hertil?
   Hvilken specifik begivenhed udløste lige netop at jeg i dette øjeblik sidder hér?
   I langt de fleste af de tilbagekig jeg har foretaget i min søgen på den reelle udløsende begivenhed, har jeg måttet give fortabt. Hele forløbet fortaber sig i sideordnede episoder der ikke er til at finde hoved og hale i.
   Det var lidt underligt at høre at andre tumlede med præcis de samme overvejelser og jeg var lutter ører da han fortsatte:

"Hvis man bare havde en mulighed for helt præcist at vælge lige netop den rute igennem livet der gav de mindste skrammer, og de største personlige fordele.... Ville man så føle sig lykkeligere i det lange løb?"

Jeg vidste ikke rigtig om han forventede et svar. Sagen var den, at vi kendte hinanden, uden at kende hinanden.
   Forstået på den måde at vi begge havde spist på den samme restaurant i en periode, hvor livet var en kende trist og ensomt.
   Vi var begge lige blevet skilt efter en del års ægteskab. Ingen af os kunne foretage sig noget som helst nyttigt i et køkken, og begge havde vi tilsyneladende lidt svært ved at finde balancen igen oven på skilsmissen.
   Den tomme lejlighed modtog én når man kom hjem fra arbejde.
   Det var simpelthen så ufattelig trøstesløst, at man bare måtte ud af huset. Stilheden i sådan en ungkarlelejlighed kan være nærmest larmende.
   Derfor foretrak både han og jeg at spise ude næsten hver aften.
   I starten sad vi ved hvert vores bord.
   Den stod altid på dagens ret og en kølig pilsner.
   Men på et tidspunkt kom vi i snak over en øl i baren, og herefter sad vi ved samme bord og, som han sagde: "Græd ned i øllet."
   Restauranten var en af den slags der er ved at uddø efterhånden.
   Lille og beskeden. Maden simpel, men velsmagende.
   Diskret betjening.
   Rimelige priser.
   Lige hvad en nyslået ungkarl har brug for.
   I dag hvor vi i øvrigt havde nydt en fortrinlig biksemad med det hele, kunne jeg mærke at han havde noget at sige der betød meget for ham.
   Da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle sige, rakte jeg en flaske op i luften og viftede med den for at vise tjeneren at vi gerne ville have en omgang til.

Min bordfælle tog sine briller af og gned sig træt i øjnene.

"Jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at man selv kan vælge betingelserne for et godt liv.
   Det handler sgu i bund og grund om at komme ind i kampen"
   Han tog brillerne på igen og holdt en kort pause imens tjeneren satte to øl på bordet, tog de tomme flasker og gik tilbage til sin plads i baren.

"Tror du på at man selv bestemmer over skæbnen?" spurgte han.

"Til en vis grad... er jeg sikker på!" Jeg prøvede at svare så diplomatisk som muligt. Jeg vidste jo ikke rigtigt endnu hvor han ville hen.

"Hvis du fik chancen, ville du så tage det bedste af det bedste?" Han lagde et kraftigt tryk på ordet bedste.

"Det tror jeg," svarede jeg forsigtigt.

Jeg havde i længere tid undret mig over at hans opførsel havde ændret sig.
   I begyndelsen af vores bekendtskab havde han været en smule uanseelig.
   En nydelig mand, lidt farveløs. Men i den senere tid var hans tøjstil blevet noget mere ekslusiv.
   Jeg havde en formodning om at han måske havde mødt en ny kvinde, men han havde ikke selv sagt noget, og jeg ville ikke spørge.

"Nu skal du høre," sagde han og lænede sig tilbage i stolen.

Jeg kunne fornemme at det godt kunne ende med at blive en længere historie. Det passede mig fint, for hjemme ventede kun den tomme lejlighed og en latterlig omgang TV underholdning med nogle "kendte" mennesker der for åben skærm gjorde sig selv til grin i et ligegyldigt gætteprogram.

"For et par år siden følte jeg at livet ikke rigtig kørte som det skulle for mig. Jeg følte at alle andre end mig, havde alt hvad de drømte om. Næsten uanset hvad jeg foretog mig endte det aldrig helt som jeg havde ønsket mig det skulle ende.
   Som vi talte om lige før, havde jeg den tanke at det kunne være rart at have lidt hånd i hanke med hvad jeg kunne forvente af fremtiden.
   Jeg besluttede mig til at prøve at ændre slagets gang"

Han sendte mig et gavtyveblik, slog sig på siden af næsen med en finger og fortsatte.:

"Hvordan gør man så det?" Han så betydningsfuld ud og sagde i et bestemt tonefald:
   "KONTROL".
   "Kontrol?" gentog jeg spørgende.
   "Ja," sagde han.
   "Hvis man vil prøve at styre sit eget liv er svaret kontrol."
   Han var nu blevet helt ivrig og fortsatte:
   "Kontrol blev mit første mantra i forsøget på at få en helt anden livsstil end den jeg havde haft indtil nu.
   Da jeg var kommet til den erkendelse begyndte jeg at systematisere alt omkring mig... ALT simpelthen!!!!"
   Jeg sørgede for at have helt fod på hvert eneste sekund på dagen, ugen og året!
   Jeg anskaffede mig en Time-manager med alarm for hver eneste begivenhed jeg skulle til, eller forventede at skulle deltage i!
   I starten brugte jeg oceaner af tid på skrive tingene ind, men efterhånden som det blev en rutine kørte det bare.
   Jeg må indrømme at min hverdag blev lettere. Jeg kom ikke som før halsende ind til møder i sidste sekund. Jeg følte med andre ord efter et stykke tid at jeg havde mere overskud"
   Han løftede sit glas til en skål, så meget selvtilfreds ud og fortsatte:
   "Nu følte jeg at det var på tide at se om der var andre områder i min tilværelse jeg kunne optimere og valget faldt på mit job!"
   "Var det det jeg ønskede? Kan man være tilfreds med et job som revisor med skibsanparter som speciale?"
   Vel at mærke "bare" en revisor!
   Ikke en af dem med indflydelse i virksomheden, men en ubetydelig ansat!"

Her kneb han det ene øje i.
   "Næh, Du!! Man må op i systemet, for at få den gode hyre og blive betragtet som betydningsfuld! Og hvordan gør man så det: Her kommer vi så til mantra nr. 2 "VIDEN" ... "
   Hvordan det? Tænker du!:
   "Man må investere noget tid i at finde ud af præcis hvad der foregår i alle led i virksomheden.
   Skulle der mon være noget der ikke går rigtigt for sig?
   Er der nogen i en stilling lidt oppe i hierarkiet der ikke er effektive nok?
   Skulle det være tilfældet må man koldt og kynisk kalkulere for og imod at bruge det jeg kunne kalde "Gøgeungetaktikken".
   Man skal være klar til at bruge alle våben til at charmere sig ind på ledelsen. Muligvis også (Hvis det er nyttigt) den person man vil mase ud af reden!"

Han lænede sig frem over bordet og sagde med eftertryk:
   "Og jeg investerede!!!
   Jeg brugte mange overarbejdstimer på at gennemgå regnskaberne fra de andre revisorer..
   Og til sidst kunne jeg konstatere at det bare var et spørgsmål om at vælge hvem der skulle vippes af pinden for at gøre plads til mig.
   Alle laver fejl!
   Måske ikke verdens største fejl! Men fejl det laves der!
   Jeg virkede jo efterhånden på ledelsen som selve symbolet på en mønstermedarbejder
   (Her lavede han en imaginær cirkel over sit hoved) med alle de timer jeg brugte på kontoret om aftenen. Nu handlede det kun om at få gjort dem opmærksom på at jeg nok var et bedre valg til jobbet end den fuldmægtig hvis stilling jeg havde udset mig".
   Han lænede sig veltilfreds tilbage og foldede hænderne over maven..

"Det passede rigtig fint sammen med at firmaet skulle 40 års jubilæum. Hele personalegruppen med sekretærer og administrerende direktører skulle på weekend tur med alt betalt."
   Han lavede en "Her kommer jeg-agtig" bevægelse samtidig med at han sagde ordene "alt betalt" med umiskendelig Hellerupdialekt.
   "Ud på aftenen sørgede jeg for at "komme" til at tale over mig med hensyn til den nævnte fuldmægtigs regnskaber.
   Jeg lod som om jeg var faldet over regnskaberne ved et tilfælde, og at jeg havde det skidt med at udlevere en kollega på den måde.
   Da alle efterhånden havde fået en del inden for vesten begyndte sladderen at løbe rundt omkring, og inden den første aften var gået, havde den administrerende direktør kaldt vedkommende ind til en lille privat samtale.
   Efter en rum tid kom de ud, chefen beslutsomt og fuldmægtigen noget krumrygget. Han forlod selskabet i ubemærkethed senere på aftenen.
   Han satte et påtaget medlidende ansigtsudtryk op, og fortsatte:

"Tjaa.. hvad kan jeg sige? Vi lever i egoismens tidsalder.
   Da der nu manglede en fuldmægtig, og jeg næsten var blevet ledelsens øjesten blev jeg tilbudt stillingen og sagde ja tak.."
   Denne hændelse ledte mig direkte over til næste led i mit forsøg på at få kontrol over mit liv.
   Den administrerende direktør har en datter på min alder. Smuk som bare f.... og sin fars øjesten. Kunne jeg på en eller anden måde få hende ind i mit liv ville alt være fuldkomment.
   Nu var der jo bare lige den hage ved det at jeg allerede var gift.
   Jeg måtte nøje overveje hvad jeg ville og hvad der skulle til.
   Jeg blev enig med mig selv om at det der skulle til.. var et nyt mantra: Viden, kontrol og målrettethed.
   Ergo.. Jeg måtte skille mig af med min kone for at få lige nøjagtig det liv jeg ønskede mig."

Her brød jeg ind og sagde:
   "Hør.. Her gik jeg og troede at du var nedtrykt over skilsmissen dengang vi mødtes!"

Han smilede skævt
   "Det var jeg egentlig også. Jeg var faktisk ret glad for min kone. Men hun passede ikke rigtig ind i det liv jeg gik efter, og det tog det mig lidt tid at vænne mig til. Men efter at beslutningen var taget gik det forbløffende godt med at vænne mig til at stræbe efter det ultimative.
   Heldigvis havde vi jo ingen børn, så jeg har været behagelig fri for at være nødt til at se min eks- kone igen. Jeg håber bare at hun har det godt!"

Det var egentlig første gang han havde set ud til at være en smule beklemt , men hurtigt fortsatte han:

"Men nu kører det for mig.
   Min nye kæreste har meddelt mig at hun gerne vil have mig med til en lille intim sammenkomst hjemme hos sin far i næste uge.
   Hun er vild med mig siger hun, og jeg er da også glad for hende. Hun er lige hvad jeg har drømt om.
   Hun passer ind i det ønskebillede jeg havde lige fra starten af i mit forsøg på at styre mit liv.
   Jeg kan også mærke at hendes far ikke er utilfreds med datterens valg af kæreste, så det tegner rigtig lovende.
   Det beviser vist at min teori holder stik...
   Man kan faktisk styre sin tilværelse hvorhen man vil."
   Han tog en tår af sin øl og kiggede afventende på mig
   " Hvad mener du?" spurgte han.
   Jeg sad lidt og tyggede på hans historie.
   Skal jeg være helt ærlig var jeg en smule rystet..
   Godt nok er det oppe i tiden at tænke på sig selv først og fremmest. "Enhver er sin egen lykkes smed" har i rigtig godt fat i befolkningen i den del af verden hvor jeg bor. Men alligevel..
   Jeg var nødt til at spørge:
   " Har du aldrig dårlig samvittighed over for din tidligere kollega, eller din kone som du jo faktisk indrømmer at du var meget glad for?"
   "Jo" svarede han eftertænksomt
   "Men til gengæld har jeg jo fået lige det jeg altid har drømt om!"

Hans Time-manager bippede. Han tog den frem af inderlommen, så på den og sagde:
   "Nå, Jeg må se at komme hjemad" og rakte hånden frem.
   "Nu får jeg jo nok ikke så meget brug for at komme her mere," sagde han smilende. Sådan en ny kæreste skal plejes. Og der er blevet travlt på jobbet.. Du må ha' det, og held og lykke fremover"

Jeg sad og så efter ham igennem ruden. Det regnede og jeg kunne se at han omhyggeligt undgik vandpytterne.
   Da der blev grønt ved fodgængerfeltet begyndte han at gå.
   Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg blev ved med at se efter ham, men det gjorde jeg altså.
   Pludselig standsede han op midt på kørebanen og tog sin Time-manager frem.
   Jeg tænker han er blevet forvirret over at den bippede på et tidspunkt der ikke passede med noget han havde planlagt.
   Han var helt i sin egen verden så det ud til..
   Han stirrede forvirret på manageren uden at ænse hvad der skete omkring ham..
   Jeg havde lyst til at råbe til ham at han skulle passe på, men vidste godt at jeg ikke kunne nå at komme ud af restauranten i tide.
   Lige som han endelig kom til sig selv og ville skynde sig ind på fortovet, blev han ramt af en Taxa der havde travlt med at overhale midt i krydset.
   Som i slowmotion så jeg ham blive slynget op i luften.
   Lige inden han ramte jorden fik jeg et tydeligt glimt af hans ansigt igennem regndisen.
   Hans mund stod vidåben, og i hans øjne kunne man aflæse forbløffelsen.
   Lige der...
   I samme øjeblik blev jeg bekræftet i det jeg nok hele tiden har vidst:

Man kan ikke planlægge sig ud af alt.
   Tilværelsen er så varieret, og fuld af mulighed for fejltagelser, at det er umuligt at opnå at alle fordelene og goderne tilflyder én i en lind strøm efter forgodtbefindende.
   Og det har nok heller ikke været meningen fra naturens, eller Guds om man vil, side at vi mennesker kun skulle have de bedste og behageligste levevilkår.