Marek kastede sig, med den dødsforagt der nu engang kendetegner sande helte, endnu engang frem imod den frygtindgydende drage som tårnede sig op foran ham. Mindst tres fod i højden måtte den måle, en sand kæmpe efter alle standarder!
   Frygt fandtes ikke i den unge krigers sind, kun ønsket om at forsvare den unge frue, hendes spæde datter og så naturligvis hans egen stolte ganger som stod tøjret nær indgangen til den store grotte.
   "I Solis navn, dø du væsen fra den mørke side!" Med de ord, lod Lysridderen Marek sin klinge lyne i et drabeligt udfald mod dragens ubeskyttede bug, blot for i samme øjeblik at erfare at væsenet havde narret ham.
   Marek reagerede lynhurtigt. I allersidste sekund nåede han at kaste sig til jorden, og rulle væk fra den altfortærende stråle af ild som dragen med et rasende brøl spyede imod ham. Selv ikke duften af sveden græs og de endnu glødende grannåle i skovbunden, kunne overdøve stanken fra uhyrets indre.
   Hurtigt og ubesværet kom Marek atter på benene, hans muskuløse krop var dækket af sved, håret sodet af bæstets frygtindbydende ånde, og hans kappe dækket med burrer og grannåle fra skovbunden. Intet af det ænsede Lysridderen.
   Selv ikke de svage tilråb som lød bag ham opfattede Marek til fulde, for han vidste at hvis han bare et øjeblik tog øjnene af sin formidable modstander, ville både han og de som stod under hans beskyttelse være evigt fortabt.
   "Frygt ikke mylady, jeg sværger ved mit liv og min ære at jeg ikke lader dragen komme dem nær så længe jeg endnu har et åndedrag tilbage i denne verden." Mareks stemme var klar og blottet for frygt, da han med al sin styrke fattede sit trofaste sværd med begge hænder, klar til at tildele sin fjende et sidste fatalt hug.
   Stemmerne i baggrunden tog til i styrke, og langsomt sank ordene ind i krigerens bevidsthed. "Marek ... Marek! ... MAREK DIN TOSSE!"
   Som ved et trylleslag var alt ændret! Sværdet som for få sekunder siden havde strålet så stolt i hans hænder var igen blot en kæp, det store gamle grantræ med den knækkede top som tronede foran ham havde taget dragens plads, og ladyen med sin nyfødte lignede til forveksling det får som Marek for kort tid siden havde hjulpet med at læmme.
   Kun lugten af sveden græs og brændte grannåle antændt af de gløder som han måtte have sparket ud af bålet under kampens hede bestod endnu. Det, og så varmen der nu for alvor blussede i hans kinder!
   Arrigt smed Marek kæppen fra sig ved foden af træet, og dækkede hastigt de resterende gløder i det lille bål med noget af den fede muldjord som lå under dækket af blade og grannåle overalt i skovbrynet. Først da den sidste lille røgsøjle døde ud, greb han kedlen som stod på jorden og vendte blikket imod kærren hvor bonden Bjarke, tålmodigt sad og ventede.
   "Du klarede det flot med lammet Marek. Beate kom løbende ind på gårdspladsen, og skreg op om død og ødelæggelse ... Den tøs er nu ikke helt rigtig oven i hovedet."
   Den trinde bonde bed sammen om sin pibe imens han klukkende greb tømmerne.
   "Død og ødelæggelse", klukkede han så igen.
   "Du gjorde ret i at sende bud efter mig, Marek. Det er et af vores bedste får, og det er helt bestemt din fortjeneste at hun stadigvæk lever! Lå det bagvendt?"
   Marek nikkede, taknemmelig over at bonden tilsyneladende havde valgt ikke at nævne det drabelige opgør som han og det gamle grantræ havde udkæmpet. Faktisk var det ikke fordi han havde haft behov for bonden til at hjælpe lammet til verden, men Beate som var 21 år gammel (to år ældre end Marek) og stadig ugift, blev hver gang foråret meldte sig mere og mere opsat på at tage sig en ægtemand. De sidste par uger havde været særlig slemme.
   Beate havde stort set allerede planlagt hvordan hun og Marek skulle smedes sammen ved nymåne, når Mareks syv år på gården var udstået. Selv ikke hans evindelige række af venlige afslag, men dog stadig mere bestemte, syntes længere at bide på hende.
   Jo ... Selv en times frihed til at hvile ørene, var bestemt værd at tage med!
   De kørte en stund i tavshed. Marek havde lagt sig ned på kærrens smalle lad, og liggende på ryggen betragtede han de florlette skyer. Kun lydene af kærrens hjul der skramlede på jordvejen, og oksen som trak dem, blandede sig med fuglenes sorgløse kvidren.
   Mareks tanker kredsede omkring den nært forestående nymåne, og alle de fremtidige eventyr som han forbandt med dagen. Snart ville han være fri til at rejse hvorhen i verden han ville.
   Det var bestemt ikke fordi husbond Bjarke og madmor Vibe havde behandlet ham dårligt, tvært imod havde de imellem de andre bønder i dalen ry for at være nærmest tossegode.
   Men det ukendte kaldte, og igennem det sidste år havde Marek følt hvordan det havde gnavet i hans indre. En længsel imod noget fjernt, ukendt, skræmmende og alligevel så dragende, rev i hans sjæl. Forlangte at blive hørt!
   Det ville blive et vemodigt farvel vidste han, selv den giftelystne Beate ville han komme til at savne, tænkte Marek med et næsten sørgmodigt smil.
   "Vandt du for øvrigt?" Bonden havde åbenlyst holdt længe på den bemærkning, for nu grinede han så tårerne løb, og selv Marek måtte til sidst overgive sig.
   "I dag var det måske kun et træ, men bare vent Bjarke, en dag vil skjaldene synge om mine bedrifter!"
   Bonden lagde hånden på Mareks hoved, og rodede ham i de stride lyse lokker. "Du er nu en god knægt Marek ... I sandhed en god knægt!"


* * *
   Hjemme på Egegården summede der sædvanen tro af travlhed. Svein, den ældste af karlene, og et par af de unge knægte krydsede hen gårdspladsen og forsvandt ind i stalden. De små skarpe smæld som deres træsko frembragte hver gang de ramte de toppede brosten, voksede i styrke som de blev kastet frem og tilbage imellem gårdens tre længer, og fik endnu engang Beate til at smutte ud af køkkendøren for at se efter kærren. Åndsfraværende lod hun kosten svinge frem og tilbage på den samme plet, imens hun forgæves lyttede efter tegn på Marek og bondens hjemkomst.
   "Mon ikke snart gårdspladsen er fin nok Beate? Kom du ind og hjælp mig med kartoffelsuppen." Mor Vibe stod i køkkendøren med favnen fuld af rodfrugter, og så medlidende på det håbefulde pigebarn.
   "Du skal se Beate, til høstgildet har du såmænd længe glemt Marek og fundet dig en god jævn mand som er parat til at tage sig en kone. Marek er en eventyrer lille Beate, en drømmer der ville visne og sygne hen hvis man bandt ham en kone på ærmet før han var klar." Vibes ord fik den unge kvinde til at løbe ind i køkkenet, hvorfra hun hulkende forsvandt ind på sit kammer. Med et lydeligt suk lod Vibe rodfrugterne falde ned i det halvstore egetræskar som stod på bordet overfor det åbne ildsted.
   "Line ... LINE ... HENT MIG EN SPAND VAND FRA BRØNDEN!
   Vibe sukkede, og smed et par ekstra brændeknuder på ilden.
   "Suppen laver jo ikke sig selv, om så alverdens ungpigehjerter brister på en og samme tid." mumlede Vibe, og skubbede en genstridig lysegrå hårlok tilbage under kysen.
   Vibe forstod ganske udmærket hvorfor pigebarnet havde kastet sin kærlighed på Marek. Da han for snart fem år siden var ankommet var han en tynd, langlemmet og usikker knægt. Han havde imidlertid vist sig at være ihærdig såvel som lærenem, og det hårde arbejde i markerne havde igennem årene udviklet ham til en både stærk og charmerende ung mand.
   "Du kaldte mor Vibe?" I døren stod en smilende ung kvinde med blussende kinder, og langt lyst hår som hang i våde tjavser ned over hendes bare skuldre.
   Hendes kjole var nærmest gennemblødt, og sveden perlede overalt hvor hendes hud var blottet. Kjolen som hun bar, var bundet ned omkring livet så hendes overkrop kun var dækket af en tynd vævet bomuldssærk.
   "Line dog!" stønnede Vibe. "Det sømmer sig ikke at rende næsten nøgen rundt på den måde, Hvad ville prædikanten ikke sige hvis han så dig sådan?" Lines grin, og det meget sigende blik som hun sendte Vibe var mere end svar nok.
   Der havde godt nok verseret rygter i dalen, om den nytilflyttede prædikant. Hans forhold til vin, og især den kvindelige del af sognebørnene, var efter sigende noget tættere end godt var. Men han er stadig en mand af gud, tænkte Vibe, og guds udvalgte lægger man sig ikke ud med!
   "Dæk dig nu til pigebarn, og hent mig så en spand vand. Bagefter kan du gå tilbage, og hjælpe med vasketøjet."


* * *
   I den modsatte ende af dalen sendte Runa et sidste blik ned over hustagene, inden hun adræt smuttede ind imellem de lave birketræer der næsten lukkede sig om flodens bredder. På sin vej imod skoven havde Runa passeret et par små og et enkelt større vandfald, men heroppe hvor grunden var mere flad, og floden bredere, flød vandet i et nærmest dovent tempo. Efter at have vandret en kort stund, kom hun til en lille lysning hvor de omgivende unge birketræer sloges om pladsen med både pil, hyben, og de noget lavere enebuske. Ydermere så det ud til at være det bredeste sted på floden, og der var endda en smal stribe fint sand imellem vandet og det frodige græs hvor Runa valgte at slå sig ned. "Hvor er her dog smukt." udbrød hun smilende, og satte sig i det frodige græs. Efter i et stykke tid at have betragtet vandet og de forskellige småting som kom drivende forbi, satte hun sin lille vadsæk fra sig, lagde sig tilbage og lukkede øjnene.
   Hendes nøddebrune hår havde dog næppe nået røre den bløde tue som hun havde udset sig til pude, inden hun igen satte sig op med et lille begejstret hyl. Hun havde jo stadig et lille stykke af tærten tilbage!
   Med ivrige fingre trak hun det stykke tærte, som hun ellers så omhyggeligt havde pakket ind i sit tørklæde, op af lommen blot for at erfare at både tørklæde og kappe var gennemvædet af saften fra de lækre bær, og at selv hendes kjole havde fået en lille violet plet på den ene side. "Runa din gris!" udbrød hun, stadig fuldstændig upåagtet at hun var ganske alene, og åbnede den lille gennemblødte bylt. Tærten smagte om muligt endnu bedre nu hvor den var kølet ned, og efter et øjeblik slikkede hun de sidste rester af sine fingre med et taknemmeligt smil der genklang i hendes strålende grønne øjne. Runa sendte møllerens kone en venlig tanke for den vidunderlige tærte som hun, om end ufrivilligt, havde ladet Runa fortrænge sulten med.
   Efter at have tørret sine hænder en ekstra gang i græsset løsnede Runa det lille kobberspænde som holdt hendes grå uldkappe og lod den glide ned fra sine skuldre. Umiddelbart efter rakte hun med sin ene hånd om i nakken og åbnede forsigtigt den eneste tilbageværende knap i kjolen, rullede skuldrene fremover og befriede sine arme fra de efterhånden alt for stramme ærmer. Runa rejste sig, trådte ud af sine slidte sko og møvede med et par små vrikkende bevægelser den slidte kjole ned over hofterne indtil den til sidst dalede ned og lagde sig som en ring omkring hendes bare fødder.
   Runa samlede både kappe, kjole og det lille tørklæde op i favnen og gik ned til flodbredden. Tøjet blev efterladt ved vandkanten, og langsomt vadede hun ud i det vidunderligt kølige vand indtil det nåede hende omtrent til midt på livet. Strømmen var, som hun havde forudset, ikke noget problem og langsomt lod hun sig omslutte af det våde element.
   Runas slanke skikkelse strøg som en skygge tæt hen over flodbunden, hendes øjne afsøgte gruset og bunden imellem vandplanterne indtil hun fandt hvad hun søgte. Et par flade sten i passende størrelse blev smidt op på sandet i nærheden af den lille tøjbunke, inden hun med et begejstret hyl kastede sig baglæns ud i vandet. Runa svømmede langsommere denne gang, og efter et par dybe åndedræt forsvandt hun igen under overfladen.
   Midt på flodbunden sad Runa i skrædderstilling med udspilede kinder og tilbageholdt åndedræt og holdt fast i en stor klippeblok. Små bobler forlod med jævne mellemrum hendes næsebor, og blev straks ført væk af den dovne strøm. En lille stime småfisk svømmede tæt forbi hende. En enkelt af dem kom helt tæt på, hvor den til Runas store fryd, nippede undersøgende i hendes udstrakte hånd før den med en række hurtige slag med halen igen bragte sig på sikker afstand af det ukendte væsen.
   Først da Runas lunger truede med at sprænges vendte hun modstræbende tilbage til luften, lydene og alle duftene som ikke fandtes under vandet.
   Runa vadede ind til bredden, og satte sig skrævende i vandkanten. Den største af stenene lagde hun i det fine grus foran sig, og rakte så ud efter kappen.
   Da tøjet var vasket, samlede hun det i favnen og gik målbevidst imod en lille klynge piletræer som stod i udkanten af birkekrattet. Tøjet blev forsigtigt bredt ud over de unge træers spændstige stammer. Naturligvis ville det have tørret meget hurtigere hvis det var blevet vredet op først, men sandheden var at Runa simpelt hen ikke turde udsætte kjolen for den type hårdhændet behandling. Hendes særk havde måttet lade livet for et par måneder siden, hvor hun efter et sidste forgæves forsøg måtte opgive at reparere den. Stoffet var simpelt hen blevet for mørt.
   "Jeg må vel ha mig nogle nye klæder snart, lille mor," mumlede hun, og kærtegnede flygtigt den lille sølvmedaljon som hun bar om halsen.
   Runa lagde sig tilbage i græsset, lukkede øjnene og nød den kriblende fornemmelse efterhånden som de små næsten usynlige hår på hendes krop tørrede og langsomt rejste sig fra hendes fugtige hud.
   Et par florlette skyer der sejlede over himlen, fik solens stråler til at danse på Runas øjenlåg og vækkede hende langsomt af døsen. Hun missede med øjnene, satte sig op, og strakte armene op imod himlen imens hun gabte inderligt.
   Solen havde bevæget sig fra syd til nu at stå i sydvest, hvilket betød at hun måtte ha sovet i adskillige timer. Det var blevet sidst på eftermiddagen, og om få timer ville skumringen sætte ind. Modstræbende rejste hun sig fra sit bløde leje, børstede et par genstridige græsstrå af sin nøgne balder, og gik hen imod de små piletræer.
   Runa slyngede kappen om skuldrene, lukkede det lille spænde, foldede armere over sine unge bryster, og trak kappen helt tæt omkring sig. Det silkeglatte lysegrå for føltes dejligt mod huden, og nu hvor hun alligevel havde valgt at overnatte i den smukke lille lund, måtte kjolen nøjes med en plads i græsset ved siden af vadsækken.
   Et enkelt blik på himlen, fortalte Runa at det var tid at få gjort klar til natten. Skyggerne var blevet længere, og solen havde på finurlig vis sneget sig nærmere horisonten.
   Runa fik hurtigt samlet en stor bunke bregner. Hun smed dem fra sig foran de unge piletræer der før havde tjent som tørrestativ, og hentede sin vadsæk.
   Nede i vadsækken fandt Runas fingre hurtigt hvad de søgte, for ud over rullen med sejlgarn indeholdt den kun hendes kniv, sypungen, et stykke flint, den lille skindpung som indeholdt hele hendes rørlige formue (4 mark og 7 skilling), nogle få æbler, et par strimler tørret kød og så naturlig vis hendes lille bog.
   Med nænsomme hænder surrede Runa to af de unge saftspændte pilestammer sammen, så de udgjorde en bue. Yderligere seks af de nærmeste unge pil blev forsigtigt bøjet ned, bundet fast og rette ind, indtil Runa var tilfreds med sit værk. Skelettet til hendes lille interimistiske skjul målte knap en favn i dybden, omkring tre alen hvor den var bredest, og vel sagtens det samme i højden. Åbningen ud imod den lille lund var kun knap stor nok til at Runa kunne klemme sig igennem, men synet af den lille "hule" fremkaldte alligevel et bredt smil om hendes læber. Runa greb kniven fra vadsækken, skar nogle lange slanke pilegrene, og flettede dem behændigt ind imellem de nedbøjede stammer.
   Endnu engang trådte Runa et skridt tilbage og vurderede sit arbejde, inden hun begyndte at dække "taget" med de store bregner. To store favne bregner senere var taget nogenlunde tæt, og bunden i det lille skjul dækket med et tykt "tæppe" af de store bløde blade.
   "Vi må vist undværet bålet i aften," konstaterede Runa lavmælt, og skævede op mod den rødmende aftenhimmel. De noget større træer på den modsatte side af floden dækkede nu fuldstændigt for solens stråler, og Runa vidste at der om ganske kort tid ville være helt mørkt.
   Beslutsomt løsnede Runa kobberspændet, og tog kappen af. På alle fire krøb hun indenfor, og bredte kappen ud over det friske grønne underlag. Kjole og vadsæk blev anbragt til højre for indgangen inden Runa tilfreds rullede sig ind i kappen og lukkede sine øjne.
   "Godnat, lille mor," mumlede hun næsten uhørligt, knugede medaljonen, og gabte inderligt.
   Manden var smuk. Der var ikke andre ord der dækkede synet som åbenbarede sig for Runas blik. Rustningen han bar under sin Koboltblå våbenkofte strålede som var den smedet af det pureste sølv, og hans øjne havde et dybt sørgmodigt skær som genklang i resten af hans vejrbidte ansigt.
   Krigeren var ved at fjerne sin sadel fra en stor gråskimlet hingst, og uden helt at kunne høre ordene vidste Runa at det var hans beroligende stemme alene der holdt det store dyr nogenlunde i ro. Hesten trippede nervøst, og flere gange sendte den med et forpint fnys en hov dundrende ned i jorden.
   Først da krigeren fjernede dækkenet, blev årsagen til hestens åbenlyse smerter afdækket. Et dybt sår omgivet af boblende lyserødt blod på hestens bringe, og adskillige mindre læsioner omkring dens forknæ, bevidnede at hestens profession ganske som menneskets ved dens side, var og længe havde været, krig!
   Runas mave snøredes sammen i sorg, og hun kunne mærke tårerne presse sig på da manden, efter at have kærtegnet dyrets bløde mule, dækkede dens øjne med sin ene behandskede hånd og med bøjet hoved langsomt trak sin dolk.
   "NEEEEEJ!" skreg Runa, da mandens intentioner gik op for hende, og desperat kastede hun sig frem i et forsøg på at afværge det uundgåelige.