Den gør et eller andet ved mig... sangen altså.
Vækker tanker om en lille skat, en lillesøster som ikke helt var min.
Synker ned i en bitter sort suppe af usmagelig selvynk... savner hende.
Søger alligevel smerten, bliver mørk, blotter træk ved mig selv som jeg ikke bryder mig om.
Fem minutter og femten sekunder i helvede...
Kaos i mine tanker såvel som i teksten jeg skriver, aner ikke engang hvorfor.
Det var jo ikke meningen vel... Silver was meant to burn forever... For fanden da!
Repeat knappen er trykket ind, har hørt sangen gud ved hvor mange gange i træk.
Ved den har kørt en time og seksten minutter nu, regn dog selv efter!
Dit grin... Fuck, nu sidder jeg sgu og flæber. Dit grin lyste op i mit liv, lyste op i mange liv.
Ingen der kendte dig er længere i tvivl, de ved hvem du er.
Irriterer mig at resten af teksten passer som en handske med plads til kun fire fingre.
Venter tålmodigt imens sangen river i mine indvolde.
Ved godt jeg ikke er fair, har ikke lyst til at være fair...
Ved kun med sikkerhed at smerten hverken vil forsvinde eller blive mindre.
Men måske...
De rammer hver gang som en overraskelse, jeg undertrykker lysten til at grine højt.
Smiler igennem udtørrede tårer.
Alle de gode minder, minderne om dig brænder det sorte ud af mit sind, min Silverflame.
Tror ikke på at tiden læger alle sår.
Men måske...
Måske den kan ændre en anelse på forholdet imellem tårer og smil når du fylder mine tanker.
Sangen bærer jo ikke skylden... Millioner af små ting minder mig jo om dig.
Fem minutter og femten sekunders forløsning...
Min Silverflame.