Marek vendte sig for guderne ved hvilken gang. Det friske hø i madrassen syntes for en gangs skyld ikke at ville bringe ham hvile, og gang på gang søgte hans blik månens sparsomme stråler. I morgen!
   Efter aftensmåltidet havde bonden skævet over til Marek, imens han i en lidt for henkastet tone havde udbredt sine planer om at tage til staden efter et ekstra læs såsæd.
   "Du kan sikkert sagtens nå at pakke efter morgenmaden, Marek. Du kan vel lige så godt spare dine såler, til du skal indtage resten af verden."
   Det havde krævet mere selvkontrol end Marek kunne mønstre, ikke at springe op og juble højt. Forventningens glæde havde raset i hans vener, og først da den stortudende Beate skyndsomt havde forladt sin stadig halvfulde suppeskål, var det gået op for ham at han stod ganske alene med sin begejstring.
   Undskyldende havde han rejste sin væltede stol, hvorefter han med bøjet nakke i stilhed spiste resten af sin kartoffelsuppe.
   Vibe havde sendt en af de yngste piger ind til Beate med suppeskålen og et stort stykke brød, en handling der normalt havde været utænkeligt, men i aftes havde ingen løftet så meget som et øjenbryn.
   "Kan du heller ikke sove, Marek? Det bliver underligt når du rejser."
   Marek genkendte Ingvars stemme i mørket. Ingvar var en knægt på kun tolv år. Han havde sin unge alder til trods allerede været på gården i knap tre år, hvor hans smittende smil, og milde væsen gjorde ham vellidt af alle.
   "Sov nu Ingvar, inden du vækker de andre."
   Adskillige fnis rundt i lokalet afslørede imidlertid at Marek og Ingvar ikke var alene om at ligge søvnløse, og snart blandede deres undertrykte latter sig med Sveins dybe snorken.
   "Sov nu, knægte," mumlede Marek og mærkede en klump i halsen. I morgen var det tid!
   Morgendagen kom hurtigt, Marek havde ligget søvnløs længe nok til at høre den sidste af de små overgive sig til søvnen, efter han på sine bare fødder var trippet tilbage under tæpperne fra et besøg i gården.
   Marek stod alene tilbage i kammeret. Svein og de unge knægte havde for længst forladt morgenbordet, og var gået i gang med dagen opgaver.
   Marek kiggede rundt på de seks senge, og smilede. Nu ville de to yngste endelig få hver sin seng.
   Han vidste at Svein ville blive glad for foldekniven, 2 Mark og 4 Skilling havde den kostet. Mareks ansigt flækkede i et stort smil ved mindet om Sveins ansigtsudtryk da han i sin tid stolt havde fremvist sit indkøb.
   Det var næsten to år siden nu. Men udtrykket, en blandingen af misundelse og forargelse over Mareks ødsle handel, stod stadig lysende klart.
   Under hver af de yngstes tæpper havde Marek gemt 1 Skilling, så de kunne købe sig et par kandiserede æbler til vårfesten, ved siden af Ingvars Skilling havde han desuden lagt en lille pilefløjte.
   Efter at have rettet på tæppet, tog Marek en dyb indånding, greb bylten med sine ejendele og svingede læderremmen over skulderen.
   På gårdspladsen sad Bjarke allerede i kærren. Vibe stod med et par af de små piger udenfor laden, og snakkede lavmælt. Den yngste af dem, Line, rakte en lille pakke frem imod Marek.
   "Mor Vibe siger at du skal til staden med Bjarke, Marek. Hvornår kommer du hjem igen?"
   Marek tog imod pakken, og forsøgte at synke klumpen i halsen et par gange uden noget nævneværdig held. I stedet for at sige noget, nussede han hende blidt i håret, og stak så hver af pigerne en skinnende kobberskilling i hånden.
   Jublende forsvandt de to små ind i laden for at fremvise deres nyvundne formuer, og snart stod Marek alene med Vibe, og Bjarke der tilsyneladende dybt optaget af sin pibe sad med ryggen til på kærren.
   "Tak for alt, mor Vibe, og ..." mumlede Marek grådkvalt.
   "Og på gensyn!" Vibes ord blev leveret med et sådant eftertryk at yderligere diskussion ville være omsonst. Hendes øjne var røde og ophovne, og et øjeblik havde Marek bare lyst til at smide sin oppakning tilbage på kammeret og glemme alt om eventyr. Selv Beates sværmeri føltes en kort overgang slet ikke så afskrækkende. Marek rakte hånden frem imod Vibe.
   "Til de store piger, mor Vibe." forklarede han smilende, da Vibe kiggede uforstående på mønterne i hans håndflade.
   "Lad Beate få lammet, hun får sikkert snart brug for en medgift. Vårfesten venter jo lige om hjørnet."
   Vibe nikkede med et varmt smil til Marek, og klemte hans hånd.
   "Vær en god dreng, Marek, og husk nu at lægge vejen forbi inden jeg engang skal i jorden. Må Therra vogte over dig."
   Marek skubbede de store spånkurve længere frem på kærrens lad, og hoppede så selv bagefter. Omme på bukken smældede Bjarke med pisken, og med et lille ryk satte de i bevægelse. Med benene dinglende udover bagenden af kærren, så Marek sit hjem igennem syv år forsvinde bag de gamle egetræer.


* * *
   Runa lå indhyllet i mørke. En intens smerte lige over det ene knæ havde bragt hende tilbage, men trods det, gik der et øjeblik før hun forstod at hun lå svedig og gispende i sit lille skjul. En drøm! Det havde ikke været andet end en drøm!
   Hændelserne i drømmen føltes stadig lige så virkelige som for få øjeblikke siden, og Runa kunne mærke tårerne presse sig på. Den lille "hule" føltes med et alt for trang, og hastigt krøb hun udenfor i det dugvåde græs.
   Selv nu, i vågen tilstand, blev billeder af den forpinte kriger og hans alvorligt sårede ganger ved med at hjemsøge Runas indre blik, og nymånens smukke sølverstråler syntes at kaste et melankolsk skær over floden.
   Runa skuttede sig i den ellers lune nat, og klemte underarmene hårdt ind mod sine spændte brystvorter. Langsomt forlod kulden hendes skælvende krop, og efter nogen tid holdt tårerne op med at flyde.
   Runa pressede med begge hænder den lille medaljon mod sit hjerte, og kiggede ud på flodens mørke vand.
   "jeg forstår ikke, lille mor, hvorfor?"
   Såret hvor enden af den skarpe pilegren havde gennembrudt Runas hud, var for længst holdt op med at bløde, og med en tot af det fugtige græs tørrede hun nødtørftigt det værste af blodet væk. Udmattet kravlede hun tilbage, svøbte sig i uldkappen og faldt straks efter i søvn.

Runa gabte, og missede med øjnene. Nattens hændelser vendte i et glimt tilbage, og fik hende til at gyse.
   Forårssolens livgivende stråler skinnede fra en næsten skyfri himmel, og varmen havde lagt sig som en tyk, næsten stillestående, dyne over den lille lund.
   Det var et smukt syn, men alligevel syntes Runa ikke helt at kunne ryste nattens hændelser af sig.
   Betagelsen hun havde følt ved synet af manden, og den næsten fysisk mærkbare smerte i hans blik da han havde trukket sin uhyggeligt udseende dolk, stod stadig helt friskt i Runas sind.
   Runa greb sin vadsæk, og krøb ud i solen. Tøvende sank hun tænderne i æblet, men selv ikke den let syrlige nektar fra den saftspændte frugt kunne jage skyggerne i hendes sind på flugt. Hans smukke isblå øjne havde udstrålet en sorg så dyb, at mindet derom længe endnu ville have tag i Runas sjæl.
   Æblet var næsten fortæret inden det gik op for hende, hvor meget sulten og tørsten rev i hendes tarme. Selv da de sidste to æbler var sat til livs, kunne hun mærke en stille rumlen i sit indre.
   "Vi må vel til byen igen," sukkede Runa og trak forsigtigt kjolen på.
   Kappen slyngende hun over skuldrene, mens de slidte sko fik plads i vadsækken, i det mindste til hun nåede i nærheden af byen.
   "Tak for nu," sagde Runa stille, og kiggede ud over lunden der havde været hendes hjem det sidste døgn.
   På sine bare fødder kom Runa hurtigt frem, og snart var hun så tæt på at hun kunne ane detaljerne på den gamle mølle.
   Først da hun nåede den smalle bro nede ved udkanten af landsbyen, stak hun en hånd i vadsækken og trak sine sko frem. Der var ikke hul i nogen af skoene endnu, men flere steder var skindet så tyndslidt at den sag kun var et spørgsmål om tid. Ganske kort tid, var Runa sikker på.
   Vejen der løb igennem den lille samling huse, var til Runas overraskelse brolagt. Et åbenlyst tegn på at landsbyen måtte være forholdsvis velhavende, hvilket hun ved sit første besøg slet ikke havde bemærket.
   Nu havde Runa dog heller ikke på noget tidspunkt begivet sig ind i byen, Tværtimod havde hun omhyggeligt, i sin søgen på noget spiseligt, holdt sig fri for nysgerrige blikke ved at holde sig bag de beskyttende mure som slog ring om det meste af byen.
   Med undtagelse af møllen, lå de fleste af husene tæt op imod den brolagte vej. Gavl om gavl lænede de små lerklinede huse, med det groft tildannede bindingsværk, sig ind over vejen. Nogle få af husene var dog større bygninger opført i groft tilhuggede stenblokke, enkelte af dem endda i to plan.
   Omtrent midt i byen, fandt Runa hvad hun søgte. Midt på byens torveplads, der ganske som vejen var brolagt, stod en overdækket brønd.
   Runa skyndte sig hen til brønden, hvor hun grådigt slukkede sin tørst.
   "Åh det smagte vidunderligt, avia," udbrød Runa smilende og nikkede til en gammel krumrygget kone som, med kysen trukket godt ned i panden og en stok i sin ene hånd, stavrede tæt forbi.
   "Du kunne vel ikke fortælle mig hvor jeg mon kunne anskaffe mig et vandskind, avia? Eller bare en dunk, så jeg kan ha’ lidt frisk vand med mig på min færd." Den gamle kone svarede ikke. Tværtimod virkede det som om Runas spørgsmål fik konen til at sætte farten i vejret, og ikke længe efter forsvandt hun ind bag en knirkende dør som straks efter blev smækket i.
   Overalt hvor Runa kiggede, så hun lukkede døre og stængede skodder.
   De få mennesker som udover hende selv og den gamle kone, havde opholdt sig på den lille plads var forsvundet, og de små skrånende huse der før havde udstrålet tryghed og varme, virkede afvisende og kolde.
   Tøvende kiggede Runa efter livstegn. Den nærmeste landsby som hun kendte til lå mere end fire dagsrejser herfra, og desuden havde der heller ikke været så meget som en bissekræmmer at finde der.
   Opgivende hankede Runa op i vadsækken for at drage videre, da hun bag sig hørte en dør blive åbnet.
   "Hvad laver sådan et pigebarn alene på torvepladsen," rungede en brysk mandestemme.
   Runa snurrede rundt, men kunne først ikke placere stemmen. Efter et øjeblik fik hun øje på en smal kile af gulligt lys, og den mørke silhuet af manden som havde åbnet døren på klem.
   "Undskyld," udbrød Runa lettet, og løb hen imod manden. "Men ved herren måske om der findes et handelshus her i byen? Jeg har penge, og ønsker blot at købe mig et vandskind, eller en ..."
   Forbløffet stoppede Runa. Manden havde klemt døren næsten helt i, og den smalle stribe af hans ansigt der stadig var synlig imellem karm og dør, lå badet i sved.
   "Hvad vil I mig? Kan I ikke se vi har lukket!" Mandens stemme var knækket over et par gange, og angsten strålede Runa i møde fra den smalle dørsprække.
   Uvilkårligt kiggede Runa sig tilbage, pladsen var stadig tom.
   "Jeg forsikrer Dem, min gode herre. Jeg er her alene, og ønsker blot muligheden for at kunne medbringe noget vand til min rejse."
   Hurtigt, men yderst bevidst om ikke at foretage bevægelser som kunne skræmme manden yderligere, fiskede Runa sin slunkne pung op af vadsækken og løftede den i vejret.
   "Jeg ønsker blot at købe et vandskind," gentog Runa, og rystede pungen så mønterne klirrede lystigt.
   Angsten i manden blik forsvandt ikke. Alligevel kunne Runa fornemme hvordan hans grådighed fik overtaget, og til sin lettelse så hun den tunge jernbeslåede dør blive åbnet.
   Med et taknemmeligt smil trådte Runa indenfor i det dunkle lokale, hvis eneste lyskilde (en lille olielampe, i lertøj) ikke formåede at sende sine skidengule lysstråler ud i rummets fjerneste kroge. Imens Runa prøvede at vænne sine øjne til den sparsomme belysning, hørte hun døren blive forsvarligt boltet bag sig.
   "Hvorfor så forsigtig?" frittede Runa nysgerrigt, og kiggede på den fedladne mand hvis glinsende ansigt fremstod nærmest gråt i det gullige lys.
   "Har du ikke hørt det?" raspede kræmmeren tydeligt irriteret over at den unge kvinde foran ham, ikke som han selv var knuget af frygten.
   "Mordere og ransmænd! De tog smedens Esben i nat. Skar halsen over på ham, og tømte smedjen for alt af værdi!"
   Manden trak sin ene nedbidte tommelfingernegl fra øre til øre, imens han rullede vildt med sine opspilede øjne.
   "Det var da frygteligt," udbrød Runa, og slog blikket ned. Mest fordi kræmmerens øjne tydeligt havde afsløret at hans bekymring hverken angik smeden, eller den nu afdøde Esben, men derimod frygten for at også han kunne blive frarøvet alle sine ejendele.
   Med en voksende følelse af afsky, og blikket fast rettet imod gulvet, mindede Runa den svedige kræmmer om sit ærinde.
   Kræmmeren der fejlagtigt tolkede Runas nedslåede blik som et udtryk for at også hun var blevet overvældet af angsten, smed med et sygeligt tilfreds grin et støvet vandskind på disken foran sig.
   "Det skal blive dit, for kun 5 skilling," smiskede kræmmeren, og blottede sine anløbne tænder i et smil der aldrig nåede hans øjne.
   Vandskindet der målte omkring en fod gange halvanden, var udstyret med en kort bærerem, og selv om den var støvet så den ud til at være af udmærket kvalitet.
   "Den mangler en spuns," sagde Runa og pegede på det gabende runde hul i hjørnet af den lille skindpose, selv om hun allerede vidste at kræmmeren ikke ville give sig så meget som en tomme.
   "Fem skilling!" vrissede kræmmeren, og løftede op i en tynd lædersnøre som sad fæstnet ved hanken. For enden af snøren hang proppen.
   Efter det lille udbrud, skiftede kræmmerens stemme tilbage til det smiskende toneleje som faldt hans stemme naturligt.
   "Den unge frøken er naturligvis altid velkommen til at finde et andet sted til sine indkøb."
   I det selv samme øjeblik hvor den sidste af de 5 skilling forsvandt i kræmmerens hånd, forsvandt også det falske smil om hans læber.
   Ganske som forudset hørte Runa den tunge bolt blive skudt for øjeblikket efter at døren var blevet lukket, og med et forarget fnys begav hun sig igen mod brønden.
   Fem skilling for et simpelt vandskind!
   Men sit nyindkøbte vandskind over skulderen, forlod Runa med et tilfreds smil landsbyen. Først vel klar af landsbyen, lirkede hun den lille ovale æske ud af ærmet, og lod en finger glide søgende over låget.
   Den smukke femtakkede stjerne midt på låget var lavet så fint, at man slet ikke kunne mærke kanterne af de nøje tildannede perlemorsstykker. Runa smilede.
   Fem skilling, var måske slet ikke så tosset endda!