Lyden af mandsstemmer fyldte nattens stilhed.
   Et lille bål lyste op, så det nært omkringliggende blev synligt.
   Silje vendte sig forsigtigt om, og tog sig mod sit ømme hoved, mod den bule, krigerens sværd havde efterladt sig, som et dunkende minde.
   Hele hendes krop smertede og hendes hoved dundrede, kraftigere da hun åbner øjnene og stirrer direkte ind i det knitrende bål.
   Stemmerne dæmpede sig gradvist, for så at forsvinde. De havde set, og sikkert også følt, at hun var vågen.
   "Hvem er du? Og hvad er dit formål?" stemmen var dyb og tonefaldet barskt. Silje krympede sig en smule, men rettede sig brat op. De måtte ikke se at hun var underdanig. "Hvor er min hest?" hun vidste, at manden havde spurgt hende om noget, men hendes bekymring omkring Skrimlü var større, end hendes bekymring omkring disse barbarer.
   "Jeg spurgte dig om noget, tøs!" manden gjorde en gestus for at rejse sig, men blev holdt tilbage af en af de andre mænd. De kiggede kort på hinanden, og han satte dig igen.
   "Den tone vil jeg gerne frabede dig at bruge! Ved du overhovedet hvem du taler til?!" manden krympede sig en smule og rystede skræmt på hovedet "Jeg er Silje Myladatter, hekselærling fra Fürtabäk, og nu vil jeg venligst bede dig om at fortælle mig, hvor jeg kan finde min hest, og jeg håber for dig, at du fremover kan tale til mig med respekt!" raseriet boblede op i hende, og hun blev forskrækket over sit pludselige mod. Al vreden fra de foregående dage fyldte hendes væsen, og hun skammede sig over at have talt så respektløst til manden.
   Han rejste sig forsigtigt, hele tiden med blikket rettet mod et usynligt punkt bag hende, og gjorde et meget dybt buk, for at vise hende respekt og underkastelse. Hans to følgesvende kom hurtigt på benene og fulgte hans eksempel.
   Silje smilede indvendigt over deres usikkerhed og klodsede måde at bukke på.
   "Hvordan kan vi tjene Eder, Silje Myladatter, hekselærling fra Fürtabäk?" mandens stemme rungede højtideligt gennem stilheden. Silje nikkede langsomt til mændene, som tegn på at de kunne tage plads omkring bålet igen. "Jeg vil gerne bede om noget at spise og drikke, og derefter kan I fortælle lidt om jer selv og jeres formål her". De kom hurtigt på benene, og fik smidt brænde på bålet, så de kunne tilberede hende noget mad.
   Da de alle var mætte begyndte den ældste af mændene at fortælle;

"Mit navn er Radon, og dette er Taru og Hael." han pegede henholdsvis på sig selv og de to unge mænd, der nikkede bekræftende til hende.
   "Vi er alle født og opvokset på en boplads højt mod nord, kaldet Lykstäd, hvilken vi for tredive solvandringer siden forlod, for at drage ned til denne del af landet. Vores høvding Thyr mente, at Rykabäk ville være det ideelle sted at lede efter en ny heks til bopladsen, da vor egen, på ulyksalig vis, gik bort forrige helmåne. Lykstäd og Rykabäk har altid været gode venner, men høvdingen i Rykabäk ville ikke overgive en heks til os, selvom bopladsen har tre. Nu bliver vi så nød til at tage tilbage til Thyr med denne dårlige nyhed, hvilken vi frygter, vil føre til krig mellem de to bopladser." Radon tog en stor tår af sin urtete, alt imens han så afventende på Silje, der sad og opsummerede de ting hun havde fået fortalt.
   "Hvad med jeres hekselærling?" dette spørgsmål have hun siddet inde med, gennem den sidste halvdel af fortællingen.
   "Vor heks havde ingen, da hun mente at det var unødvendigt. Hun var af den overbevisning, at bopladsen ville fordufte før hun gik bort, men sådan gik det ikke til, heldigvis. Bopladsen blomstrer og er smukkere, og også større, end nogensinde før". En ensom tåre løb ned ad Siljes kind, da hun tænker tilbage på den tid hun havde haft i Fürtabäk. Aldrig, så længe hun havde levet, havde hun sat stor pris på bopladsen, men efter den var gået fortabt, ærgrede hun sig, så langt ind i sjælen hun kunne. Aldrig kunne hun få al den lykke og glæde tilbage, hun havde følt, da hun levede der. Nu føltes det hele som en drøm, en uopnåelig og uigenkaldelig drøm, som hun aldrig ville få igen. Fürtabäk, hendes barndoms boplads, lå så langt fra hende som de dødes verden gjorde, den ville aldrig blive den samme igen, lige meget hvad man gjorde. Det lå hende så fjernt, at nogen boplads kunne være skønnere end Fürtabäk, men trods det, mærkede hun en træng til at forklare, eller rettere sagt fortælle mændene at... "Og på grund af dette, vil jeg spørge, på vegne af mig selv, og hele Lykstäd, om De, Silje Myladatter, vil være den heks vi har brug for?" forhåbningerne i Radons øjne gjorde hende ør, samtidig med at spørgsmålet kom helt bag på hende. Hvordan kunne han vide, at hun i dette sekund, havde tænkt denne tanke? Radon smilede til hende, et smil der skræmte hende, og fik panikken til at brede sig. Enten havde han kraften, eller også var hun selv ved at blive paranoid. Da hun igen, efter få sekunder, kiggede på ham, var der intet spor af smil i hans ansigt. Hun grinte og forbandede sig selv indvendigt, på grund af sit eget paranoide væsen. Hvordan skulle en mand nogensinde kunne bære kraften i sig, det var jo ligefrem grotesk. Hun rystede tanken af sig og vendte sin opmærksomhed mod Radon. "Jeg vil meget gerne følge med jer til Lykstäd. Der er bare et problem, jeg er kun lærling, så jeg ved dog ikke hvor megen glæde I får af, at have mig hos jer." Hun kiggede afventende på de tre mænd, mens de fordøjede dette. Hvad skulle de kunne bruge hende til, når hun blot var en simpel lærling? Hun havde aldrig hørt om en boplads, hvor der ingen heks var, kun en lærling. Ville dette være et brud af traditioner? Ville Fjördgÿn blive vred på hende, og tage hendes kræfter fra hende? Tårerne pressede sig på, mens hun tænkte dette, men hun fik dog undertrykt gråden.
   "Det er bedre med en hekselærling, end ingenting. Du får trods alt et sted at bo, så længe du vælger at være ved os. Hvis du vil, må du gerne tage med os, og se hvad Thyr vil sige til vor forslag?" hun kiggede overrasket på Radon, som sad og rørte utålmodigt på sig. "Jeg vil gerne følge med jer, og håbe på det bedste." hun nikkede anerkendende til mændene, som nikkede tilfreds som tak.
   "Vi tager af sted det første i morgen tidlig, din hest står omme ved vores, inde mellem bevoksningen der." Han pegede mod et punkt bag hende. En lille skov med få birketræer, og nu hvor hun sad og koncentrerede sig om at se, kunne hun svagt skimte fire heste der stod bundet der. Hun vendte sig smilende om, og nikkede glad til Radon.
   De lagde sig alle til ro omkring det knitrende bål, og ventede på morgendagens første solstråler. Silje havde svært ved at falde i søvn. Hendes mave kildede og hun havde svært ved at ligge stille. Hvor ville det blive en spændende dag. Søvnen overmandede hende, før hun havde tænkt tanken til ende.