Jeg har i forbindelse med jubilæet sammenlignet aktivering af ledige med Nazitysklands tvangsarbejde i krigsindustrien. Jeg vil vedgå, at det er en skrap sammenligning, men jeg står ved den. I den forbindelse må vi ikke glemme, at Sovjetkommunismen havde en lignende praksis: også der udskrev man ledige til tvangsarbejde og førte dem så ind i statistikken som værende i arbejde. På den måde skiltede de med at have afskaffet arbejdsløsheden. Så var det ikke lige krigsindustrien de udskrev ledige til, men princippet var det samme som i Nazityskland. De ledige var ikke arbejdsløse, men lønløse, og det pyntede vældigt på ledighedstallet. På den måde har Hitler, Stalin og Mao TseTung været dem, der har 'afskaffet' arbejdsløsheden.
Nyrupregeringen indførte i sin regeringstid, at ledige skulle arbejde for deres dagpenge og kontanthjælp. Det startede med at være unge under 25, men efterhånden bredte det sig. Man strøg de aktiverede ledige fra statistikken, de var nu snarere lønløse mere end arbejdsløse, og nu er man opbragte over stigningen i arbejdsløsheden, fordi der er kommet mange nyledige til, der er med i statistikken som ledige, fordi de ikke er aktiverede endnu.
Hvordan ser det så ud set fra de lediges synspunkt? Disse ledige, der nu slider for kun deres støtte for at pynte på statistikken, er under de samme krav som før om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og i præcis den samme stramme økonomiske situation som før. Hvad opnår de så?
Det hævdes, aktivering skal hjælpe de ledige ind på arbejdsmarkedet. Min egen erfaring fra den tid jeg var i systemet viser, at det gør den ikke.
Kommunerne har baseret en stor del af deres offentlige service på de ledige, så dem, der er kommunalt aktiverede, har ikke en chance for at blive ansat 'på ordinære vilkår', når de er aktiverede ved kommunen. Det fordrer jo også, at kommunen helst skal holde sin klientbestand ved lige, hvis den skal blive ved med at køre sit høje serviceniveau. Der er ikke mange incitamenter til at hjælpe ledige i arbejde her.
Aktiveres de ledige på private arbejdspladser, så er det en fed økonomisk fidus for arbejdsgiveren. Her kan der scores en gratis medarbejder, og de benytter sig af det. Så kan det være job med løntilskud, hvor der så arbejdes efter overenskomstmæssig løn og man ellers har alle andre lønmodtagerrettigheder - dog med en undtagelse: man optjener ikke dagpengeret! Denne mangel er alvorlig nok, for arbejdsgiveren kan tage en ny ind og score tilskuddet en gang til, og den ledige sidder stadig i suppedasen bagefter.
Hvad aktiveringen især har ødelagt er det ufaglærte arbejdsmarked. Før kunne skolepedeller få en medhjælper, hvis skolen var tilstrækkeligt stor. I dag sætter man en ledig til det. Flere og flere ufaglærte jobs bliver til aktivering, så det er ikke så sært, at de ufaglærte bliver taberne, fordi ledige - uddannede som ufaglærte - sættes til at stjæle jobs fra dem.
Så har man tidligere talt om meningsløs aktivering. Der har været rædselshistorier om ledige, der skulle flytte brænde fra et sted til et andet og så flytte tilbage igen, men min mening om den sag er, at aktivering først og fremmest er udsigtsløs, og så er det ligegyldigt om den er 'meningsfuld', altså om det faktisk er et arbejde, som det er godt nok bliver gjort.
Vi kan ikke afskaffe arbejdsløsheden totalt i et demokratisk samfund. Når først Nyrupregering og siden Foghregeringen prøver at gøre det via metoder, som har været brugt i totalitære regimer, så er det totalitære smuglet ind ad bagdøren. Ledigheden kan selvfølgelig formindskes, og hvis ledigheden skal formindskes, så skal det jobtyveri, som kaldes aktivering, afskaffes, og der skal satses mere på revalidering, der nok er dyrere, men bringer flere i arbejde end aktivering.