Da jeg var 25, døde min far af en blodprop i hjertet. Det var ventet, fordi han længe havde haft smerter og havde fået medicin. Men alligevel kom det som et kolossal chok for mig, - "En far kan da ikke dø?" Det var problematisk, fordi han havde været psykisk syg i mange år, og havde været en ret besværlig person at være i nærheden af. På mange måder var hans død en lettelse, - men på langt de fleste måder gav det os alle skyldfølelser, at tænke disse tanker. Min mor især, gav det skyldfølelser. Min far havde krævet alt for meget af hende, og havde blandt andet krævet hendes fulde opmærksomhed, - hvilket indebar minus kontakt med andre mennesker. Hun havde veninder, men de var svære at finde tid til - min far brød sig ikke om at hun gik fra ham eller inviterede andre ind i deres hjem. Mig og min børn brød han sig heller ikke synderligt om, det var i hvert fald ikke nogen han mente der skulle ofres tid eller opmærksomhed på. Mor måtte ofte skjule at hun besøgte os, og måtte lyve for at kunne komme ud af huset.
   Sådan gik de sidste 10-15 år af min fars liv. Med vrede, mistænksomhed, nok i sig selv, depression og sorte, sorte tanker. Han var ikke en nem mand eller far.
   Da han døde, lå jeg på sygehuset efter en spontan abort. Min mor kom op til mig på afdelingen, og bad mig komme med nedenunder - far lå i koma. De regnede ikke med at han ville leve natten over.
   På Intensiv afdeling stønnede respiratorerne liv ind i min far, men enhver kunne se at det var en håbløs affære. Han lå grå og livløs midt i det hvide, havde ingen tænder i munden og var så indfalden at han ligeså vel kunne have været erklæret død. Jeg tog ham i hånden, og var næsten overrasket over så varm den var. Huden var tør. Mor og jeg stod som vogtere på hver vores side af sengen. Sygeplejerskerne var listet ud for at give os pårørende tid til at tage afsked. Det var klart, at jeg ikke vidste det på dette tidspunkt. Jeg anede ikke at jeg stod og tog min far i hånden for allersidste gang. Måske første? Havde jeg nogensinde, i virkeligheden, taget min far i hånden? Jeg troede det ikke. Min far var ikke en mand, som strøede om sig med kærlighed i flæng. Måske skulle man have gjort sig fortjent til den, jeg ved det ikke. Han skrev engang et digt til mig, som jeg i mit 13-årige teenage-sind var dybt flov over, - men i dag holder jeg det tæt til mit hjerte, for det var i sandhed et sjældent kærligheds-udsagn til mig fra ham.
   Jeg husker afskeden meget vag. Mit farvel til far blev vist lidt kort, jeg troede ikke en så fyldig mand bare kunne dø. Ham, som havde båret mig på sine skuldre, da jeg var 3. Ham, som havde haft mig bag på knallerten på vores utallige ferier på Læsø, ham som lærte mig at spille poker og ham som forbød mig at overnatte ved min første rigtige kæreste. Han levede det ene øjeblik, forpestede alle de omkringværendes liv, og døde det næste. Bare sådan. Få timer efter mit korte visit hos ham på intensiv afdeling, døde han. Han holdt op med at eksistere. Jeg sov, da han døde, det var midt om natten. Mor var hos ham. Hun ventede med at give mig besked til næste dag, men vi gik forbi hinanden. Jeg stod tidligt op, for jeg havde drømt at far ville have lakridskonfekt. Så jeg stod tidligt op og gik ned i kiosken, hvor jeg forsynede mig med lakridskonfekt og nogle blomster. Da jeg troppede op på intensivafdelingen, og ville til at gå ind på fars stue, blev jeg standset af en sygeplejerske: Du skal vist lige tale med en læge, sagde hun.
   Lægen fortalte mig at far var død. Ganske betuttet stod jeg der med lakridskonfekt og blomster, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Noget ganske forfærdeligt og skæbnesvangert var hændt i min familie, og jeg stod bare og bekymrede mig om at han aldrig nåede at få sit lakridskonfekt. Tårerne begyndte at strømme ned over mig, selv om jeg ikke vidste hvorfor. Jeg følte ikke at jeg sørgede, jeg tror det var livets skrøbelighed som overvældede mig. Eller måske sørgede jeg. Min far var en svær mand, men han var min far og 50% af alt det der var vigtigt i min verden. Da han døde, gjorde han min mor fri - men det var en frihed hun i virkeligheden slet ikke var i stand til at håndtere, skulle det senere vise sig.
   Mor sprudlede af energi, da jeg timer senere traf hende hjemme hos hende selv. Nu var det ikke længere hendes og fars lejlighed (mine forældres), nu var det mors alene. Mine brødre var til stede, der var en stille og pinlig stemning. Ingen vidste helt hvad de skulle stille op, og da slet ikke med mors muntre mine. Hun suste rundt og skænkede kaffe op, og forsikrede alle om at hun var helt okay. Jeg burde have sagt mig selv, at det var helt forkert. Underlig nok lod jeg mig narre, og troede faktisk at fars død ikke ville få andre konsekvenser end at hans lænestol for evigt ville stå alt for tom.
   Far blev begravet i en kirke, som var halvtom. Vi var en lille familie, og alle mændene fik tjansen at bære kisten ud i vognen, som ville fragte far til krematoriet. Jeg fik en beroligende pille af min svigerinde, for da jeg stod udenfor kirken og kastede et blik ind på den hvide kiste, var det som et eller andet sagde ”klik!” inde i mit hoved, noget løsnede sig og gav tårerne frit løb. Jeg hulkede og nægtede at gå ind i kirken. Så var det at min svigerinde fremtryllede en lille hvid pille, som ret hurtigt fik mig så meget til hægterne at jeg, i en tåget verden, kunne sætte mig på forreste række ved siden af mor og lytte til præstens ord. Mor sad med sørgmodig mine, og nikkede til hvert et ord der kom fra præsten. Hun var fuldt ud enig med præsten i at nu var hun familiens ældste, og at far havde været en prægtig mand. Jeg havde lyst til at protestere, men pillen bremsede ethvert tilløb til hurtige kommentarer, endsige bevægelser. Så jeg sad stille, og fandt mig i at præsten kraftigt antydede at mor ville blive den næste til at dø. Ud af øjenkrogen så jeg mors mundvige sitre, så var der alligevel følelser bag stenmasken. Fars kiste var pyntet med blomster, det var vældig smukt. Kirken var stor og moderne, der var højt til loftet og præstens ord rungede rundt i hele kirken. Salmebogen i mit skød var efterhånden fugtig af mine hænders svedige knugen, og jeg ønskede det snart var slut.
   Vi tog hjem til mor efter bisættelsen. Der var kaffe og kage, og mor trippede rastløst rundt. Man kunne mærke tomheden efter far, også selv om lejligheden var fyldt til randen med medlemmer af vores lille familie. Mine øjne var stadig ophovne efter tudeturen, og jeg følte mig stadig dopet efter pillen. Jeg sad i hjørnesofaen og kiggede på fars lænestol. Der plejede han at sidde i morgenkåben, ubarberet og ufriseret. Med vranten mine og sorte øjne. Det var alt for mærkeligt, at stolen bare var tom nu. Alle fars ting stod stadig som de plejede. Hans kaffekop stod på spisebordet, hans briller lå ved siden af. Hans Viking-cigaretter lå ved siden af brillerne, med en lille kugle pebermynte-tyggegummi ovenpå. Hans blå trøje hang over spisestolen og hans kurv med små notitser han havde klippet ud stod stadig i vindueskarmen ved siden af spisebordet. Han var væk, men alt i lejligheden vidnede om at han bare var gået en tur. Han kom snart tilbage, det kunne enhver se. Det smertede ikke i mig, ved visheden om at han aldrig mere kom tilbage, det føltes bare så tomt. Som om der manglede noget. Noget i mig døde vistnok, sammen med ham. Uanset hvor meget jeg end hadede ham.
   I tiden efter fars død blev alting mere og mere normalt for mig. Men ikke for mor. Hun havde virkelig turbo på motoren, og det var svært at træffe hende hjemme. Hun tog til opera i Tyskland, på udflugter med tøse-foreningen, deltog i foreningsarbejde og syede for folk. Det var som om hun anede hvad der lå forude, for hun havde slet ikke tid til at standse op. Tænk nu, hvis hun ikke nåede alt det hun aldrig havde nået mens far levede.
   Det sårede mig meget, at mor havde så travlt. Endelig kunne hun jo være den mormor for mine børn, som vi trængte sådan til, men hun havde ikke rigtig tid. Mor havde været mit faste holdepunkt i mit liv, men nu mærkede jeg at dette holdepunkt ikke længere var sikkert at holde fast i mere.
   Da jeg bemærkede de første symptomer hos mor, var jeg gravid i 5. måned med min yngste søn. Mors turbo-motor havde nu endelig tabt gejsten, og fra at være sprudlende hektisk, fandt jeg hende nu hyppigere og hyppigere hjemme i lejligheden i et særdeles trist humør. Hun savnede Far, sagde hun. Hun havde ikke noget at leve for mere, mente hun ikke. Det var en kovending, som jeg næsten ikke kunne fatte, det var næsten fra den ene dag til den anden, at hun fuldstændig forandrede sig. Depressionen trak mor dybere og dybere ned, og i samråd med mine brødre fik jeg hende til læge. Lægen mente hendes sukkersyge var ude af kontrol, og derfor kunne der opstå ubalancer i systemet som bl.a. kunne forårsage depression. Tiden gik, og det blev mere og mere åbenlyst for os alle, at det ikke bare var sukkersygen som var ude af kontrol. Noget oppe i mors hoved var rivende galt, hun kunne ikke huske fra hendes næse til hendes mund, hun blev mere og mere urenlig med sig selv og sin lejlighed, hun misligholdte aftaler og betalinger – der måtte gøres noget. Hendes depression blev værre og værre, og jeg græd hver gang jeg havde været ovre ved hende. Afmagten og frustrationen var ved at tage livet af mig, ikke engang min nyfødte søn kunne muntre mig op. Jeg var inderst inde klar over at jeg var ved at miste min mor, og at hun aldrig kunne blive den mormor for min nyfødte, som hun havde været for de 2 andre. Fra nu af måtte jeg være stærk og klare mig selv. Og det var næsten det værste, for det følte jeg slet ikke at jeg var i stand til. Jeg græd på hendes vegne, men jeg græd endnu mere på mine egne. Det var helt umuligt for mig, at kunne fungere som hjælper for min mor, jeg kunne jo ikke engang hjælpe mig selv. Når jeg var sammen med hende var der store følelser der kørte mig, enten græd jeg eller også råbte jeg . Eller også stak jeg af, fordi det hele blev for meget.
   Der gik 3-4 år på den måde, inden mor fik plads på plejehjem. Det var år jeg næsten har fortrængt, så rædselsfulde var de. Mine brødre og jeg skiftedes til at tage om til mor. Hun kunne ikke længere skelne mellem nat og dag, og var heller ikke i stand til at finde hjem til sin egen bopæl længere. Vi var ikke længere hendes børn, vi var hendes vogtere. Det var ubeskriveligt hårdt, både at forsøge at passe det liv man havde hjemme hos sig selv, og det liv i helvedes forgård man trådte ind i hjemme hos mor.
   Da mor så endelig fik en plads på et plejehjem, åndede vi alle lettet op. Endelig var der nogen til at passe på hende, endelig slap vi for at bekymre os hele tiden. Mor fik lykkepiller, som fik den værste depression til at forsvinde, og efterhånden blev hun glad for at være på hjemmet. Hun har sin egen lille lejlighed, og selv om hun hele tiden glemmer at hun bor der, tror jeg hun er glad. Hun kan ikke snakke sammenhængende sætninger mere, men man kan altid se på hendes øjne hvordan hun har det. Hun kan ikke tåle at der sker ting omkring hende, så bliver hun urolig og aggressiv. Derfor kommer vi aldrig i grupper, vi kommer altid alene. Hun kan ikke kende mig mere, men hun synes jeg er en sød pige. Mor er nu i en verden som ingen andre end hende selv har adgang til, jeg tænker tit på hvad der mon foregår i den verden, om hun tænker på gamle dage eller om hun er et helt andet sted som kun døde kender til. Det er umuligt at vide. Jeg tænker tit på dengang hvor hun stadig var min mor, og hvor hun var min faste støtte. Jeg kan godt stadig fælde en tåre, og jeg mærker hvor meget hun er savnet, men jeg kan også mærke at der er sket mange gode ting pga. hendes og fars forsvinden. Jeg er blevet meget stærkere, og jeg erkender at hvis hun aldrig var blevet syg havde jeg nok ikke været så stærk og uafhængig som jeg er i dag. Jeg tror, det er vigtigt at man forsøger at finde det gode og positive, selv midt i den værste krise. Der er en mening med alt.

Min far døde d. 3. september 1991
   Min mor fik de første symptomer på demens i slutningen af 1992 og kom på plejehjem i efteråret 1997.
   Min søn blev født d. 11. marts 1993, han er nu 8 år.