Som ellers var der mange mennesker på gaden. Ikke nok med at byen, hvor gaden lå i, var stor, så var markedspladsen også åben. En ung mand kom gående ned ad den menneskefyldte gade. Hans navn var Vince, og han var en tyv. En ganske god en tilmed, hvis han altså selv skulle sige det. Hele sit liv havde Vince flakket om i verdenen som en hjemløs gadehund. Der var ikke mange der kendte ham, eller hans navn for den sags skyld. For de fleste var han bare en ubetydelig skygge, der til daglig vandrede op og ned ad gaderne i håb om at få tilranet sig nogle penge eller noget mad. Mange ville nok kalde hans liv for hårdt og ubarmhjertigt, men Vince var lykkelig. Han havde aldrig kendt til andet, og han ville faktisk heller ikke kende til andet.
   Vince jog sit blonde og skulderlange hår væk fra hans smaragdgrønne øjne og ville til at koncentrere sig om sit job. Det var efterhånden langt tid siden han havde haft succes med sit tyveri, men i dag kunne han mærke at lykkens gudinde tilsmilede ham. Han listede nærmere en menneskeflok, hvor han mente det ville være problemfrit at stjæle en pung. Han gravede sig ind in midten af flokken og begyndte at spejde efter punge. Han kunne kun få øje på én enkelt pung, der hang frit i ejerens bælte. Uheldigvis for Vince var den ikke synderligt stor, men den ville gå an, mente han. Vince tog i en enkelt og adræt bevægelse sin dolk frem. Han ville skære ejerens, som var en rimelig stor og bred mand, bælte over, hvorefter pungen ville rasle ned i Vinces hule hånd. Alt sammen skulle gøres uden manden ville opdage noget. Vince bevægede, med sved på panden, dolken ned imod bæltet. Pludselig vendte manden sig om, og Vince hoppede forskrækket tilbage, hvorefter han skjulte dolken bag sin ryg. Manden skulede ned på Vince, som smilte kejtet til ham. Manden gik forbi ham, og Vince åndede lettet op. Hvis han var blevet opdaget midt i et tyveri, og med en dolk, ville det betyder fængselsstraf, og fængslet var ikke ligefrem et sted han kunne tænke sig at være igen. Pludselig var der en dame som skreg:
   "Hjælp! Han har en dolk!" Vince så sig forvirret omkring og fik øje på damen, som forskrækket stod og pegede på hans dolk. Folk begyndte at bakke væk fra ham, og hurtigt stod han fanget i en cirkel af mennesker.
   "Dolk? Denne her? Nej da, det er bare en... en spisekniv!" Vince var fantastisk dårlig til at lyve, og svedet piblede derfor ned ad ham. Han gemte hurtigt dolken væk og prøvede på at slippe væk, men folk ville ikke bevæge sig ud af stedet, og en eller anden havde allerede kaldt på gadevagterne. Vince kradsede sig i sit tjavsede hår og gennemtænkte situationen. Men det fik han ikke lov til længe, for pludselig kom der tre gadevagter brasende igennem folkemængden og ind i cirklen til Vince. Straks slog den ene Vince ned, og snart kunne han ikke se andet end sort intethed...

Langsomt vågnede Vince igen, og straks var der en umenneskelig smerte, der dukkede op i hans hoved. Han tog sig til det, og sukkede højlydt. Smerten var kommet fra gadevagtens store knytnæve. Vince så sig omkring. Der var mørkt, fugtigt og der lugtede slemt. Hvor mon han var? Var han blevet smidt i fængsel? Vince sukkede igen ved tanken om at sidde i fængsel. Han havde prøvet det før, og sidste gang tog det ham et halvt år, før han fik udtænkt en plan, så han kunne flygte. Vince satte sig op. Hele hans krop gjorde ondt. Gadevagterne måtte have tæsket ham, efter han var blevet slået bevidstløs. Han gispede højt, og pludselig var der en skikkelse, der bevægede sig i den modsatte hjørne.
   "Hvem der?" spurgte Vince. Der kom intet svar, men han kunne se skikkelsen bevæge sig, og han kunne høre en svag klynken.
   "Hvem der!?" spurgte han igen. Denne gang endnu højere. Der kom stadig ikke noget svar, men den svage klynken var i stedet blevet tydeligere. Vince kravlede, trods stor smerte i hele kroppen, langsomt nærmere den klynkede skikkelse. Da han var ikke mere end en meter fra den liggende skikkelse, sprang vedkommende forskrækket tilbage, og trykkede sig så meget som muligt op ad væggen. Vince fik et chok, og trak sig også selv tilbage.
   "Vær sød ikke at gøre mig noget... jeg beder dig..." sagde vedkommende klynkende. Det var en kvinde, eller i hvert fald en pige. Vince satte sig op igen og sagde stille:
   "Jeg gør dig ingenting. Bare rolig. Jeg ville bare vide hvem du er." Vince kravlede en smule nærmere pigen, men hun trykkede sig bare endnu mere op ad væggen. Vince sukkede utålmodigt og sagde til hende:
   "Jeg gør dig ikke noget. Det lover jeg dig. Jeg vil stadig bare gerne vide hvem du er?" Pigen så på ham igennem mørket.
   "Kravl hen i lyset så jeg kan se hvem du er," sagde pigen bestemt. Hun snakkede om det smule sollys, der trængte igennem den lille åbning, hvor for der var sat tremmer. Vince gjorde som der blev sagt, og han kravlede hen i sollyset. Solen skar i hans øjne, som var vant til mørket. Han kunne ikke se hende, men han kunne fornemme at hun studerede ham. Han smilte inde i sig selv.
   "Nu er det din tur. Kravl ind i lyset," sagde han til hende. Hun svarede ikke, men kravlede bare lige så forsigtigt ind i lyset. Hendes hår var sort som nattehimlen, og hendes øjne var de klareste og mest blå, Vince nogensinde havde set. Hun var smuk. Næsten alt for smuk. Vince så betagende på hende, imens hun stadig var irriteret over solens skarpe lys. Lykkens gudinde måtte have tilsmilet ham alligevel, tænkte han.
   "Hvad er der? Hvorfor kigger du sådan?" spurgte hun, da hun så, at han nærmest gloede på hende.
   "Ehm, ikke noget..." sagde Vince og smilte til hende.
   "Hm." Hun virkede mere rolig nu i forhold til før.
   "Hvorfor græd du før?" spurgte Vince hende pludseligt. Hun så hurtigt på ham og derefter hurtigt væk igen. Det var som om hun skammede sig.
   "Jeg... Jeg er blevet sat herind for noget, jeg ikke har gjort." Vince så spørgende på hende. "Min far er blevet dræbt, og de tror jeg er de skyldige..." Hun begyndte straks at græde igen.
   "Det er jeg ked af at høre," sagde Vince, men hun svarede ham ikke. I stedet lagde hun sig ned i hjørnet igen og græd videre. Vince satte sig ved siden af hende.
   "Hvad hedder du?" spurgte han sagte. Hun snøftede og satte sig ved siden af Vince igen.
   "Dehra," sagde hun snøftende.
   "Dehra..." sagde Vince for sig selv. "Det er et flot navn." Hun smilte et kort øjeblik og sagde:
   "Min far gav mig det navn. Det betyder 'stjernen på himlen' på old-elvisk."
   "Var han elver?" Hun nikkede. Så var det ikke så underligt, at hun var så smuk, tænkte han.
   "Men min mor var menneske," sagde hun. "Men hende har jeg aldrig kendt. Min far har dog altid sagt, at jeg ligner hende." En pinlig stilhed lagde sig over deres samtale. Vince vidste ikke hvad han skulle sige. Selvom han havde været mange steder i verdenen, havde han aldrig mødt en elver, og heller ikke en halv-elver. Nu forstod han også, hvorfor folk sagde at elvere var smukke, for aldrig havde han set så smukt et væsen som Dehra.
   "Hvorfor er du så her?" spurgte hun og brød derved den pinlige stilhed. Han så på hende. Hvis han fortalte hende at han var en ussel tyveknægt, var chancen for, at hun ville blive forelsket i ham minimal. Han måtte finde på noget bedre. Noget meget bedre.
   "Jeg er også herinde ved en fejl..." mumlede han nervøst.
   "Jaså?" Dehra så spørgende på ham, og det gjorde ham kun endnu mere nervøs. Han kunne mærke at hans hjerte slog hurtigere, og snart ville svedet begynde at pible ned ad ham.
   "En ussel tyveknægt stjal nogle af mine mange penge, og derfor slog jeg ham ned. Så kom jeg herind, men tyven fik lov til at gå frit... Det fordømte retssystem er foragteligt!" udbrød han. Troede hun mon på det, eller var løgnen for langt ude til, at hun kunne hoppe på den?
   "Det var en skam, men du har jo mange penge."
   "Ja... M-masser..." sagde han stammende. Hun smilte til ham. Det var som om hun vidste at han løg, men hun sagde ikke noget. Det var rart, for så kunne han bevare den smule værdighed han stadig havde tilbage. Pludselig var der en der fingererede med låsen på døren. Vince så på Dehra, men hun lignede et stort spørgsmålstegn. Ind i fængselscellen trådte en stor vagt.
   "Du, kvindemenneske! Kom med!" beordrede han Dehra. Med det samme kom to andre vagter ind i cellen og tog fat i hende.
   "Nej, stop! Hvad gør I!?"
   "Du holder bare din mund lukket! Usle tyveknægt!" sagde en af vagterne og slog ham hårdt i ansigtet.
   Dehra så skuffet på Vince, imens hun blev trukket ud af cellen. Hun havde åbenbart hoppet på hans løgnehistorie, og det var først nu hun fandt ud af sandheden.
   "Du løg..." mumlede hun. Vince skammede sig for meget til at svare hende, så i stedet så han bare ind i væggen. Døren ind til fængselscellen blev smækket i, og låst, igen. Udefra fængselsgangen kunne Vince høre hende skrige:
   "Nej!! Lad mig være!! Hjææælp!"

En time senere lå Vince stadig alene tilbage i fængselscellen. Han havde ikke set eller hørt noget til Dehra endnu, og derfor var han ved at blive voldsomt nervøs. Hvor havde vagterne bragt hende hen? Hvad var det, de ville gøre imod hende? Ville de piske hende? Eller måske voldtage hende? Vince gøs ved tanken.
   "Dit fjols!" Han skældte sig selv ud. "Du burde have gjort mere for at redde hende!" Han slog sukkende sig i sit bryst nærmest for at straffe sig selv. Han havde lyst til at slippe ud af cellen, selvfølgelig havde han det, og tage Dehra med sig. Men hvordan? Denne her gang havde han ikke tid til at vente i et halvt år igen, før han kunne komme ud. Han sukkede opgivende. Han kunne ikke koncentrere sig. Dehra vandrede nemlig igennem hans tanker igen og igen. Han rejste sig op.
   "Aaargh!" råbte han vredt. Hvis han dog bare kunne komme ud fra fængselscellen. Han fægtede vildt med armene, imens han gik nærmere døren. Døren var af træ, men alligevel alt for tyk og stor til at man kunne bryde ud. Kun igennem et lille vindue, hvor for der var tremmer, kunne man se ud på den mørke gang. Vince greb fat i tremmerne, så hårdt han kunne.
   "Argh!" skreg han igen og ruskede i tremmerne.
   "Så hold dog kæft!" var der pludselig en der skreg ude fra gangen. En vagt kom gående hen til Vinces dør, og han så ret sur ud.
   "Hvad skal alt det skrigeri til for?" Vagten var stor og stærk, og han så ret tungnem ud. Dette ville Vince udnytte:
   "En slange har forvildet sig ind i min celle!" sagde Vince med en rystende stemme, som var falsk. "Skynd dig at hjælpe mig! Den er virkelig stor!" Vagten, så dum som han var, skyndte sig febrilsk at finde sin nøgle. Han stak den i nøglehullet, åbnede døren og nærmest smækkede den op.
   "Hvor er den!?" skreg vagten. "Hvor er den!?" Vince pegede hen i cellens mørkeste hjørne og sagde:
   "Der! Den er lige der!" Vagten listede skræmt hen i hjørnet for at slå slangen ihjel med hans dolk i hånden. Imens skyndte Vince sig ud af den vidt åbne dør. Heldigvis for ham havde vagten glemt at tage nøglen ud af nøglehullet, så han kunne frydeligt låse døren efter sig. Hurtigt gik han lystigt i den retning, som vagterne tidligere havde båret Dehra, imens han ærgrede sig over, at han ikke havde tænkt på den plan, sidst han var i fængslet. Tilbage i cellen havde vagten endelig opdaget, at der ingen slange var.
   "Slip mig ud!" skreg han. "Så slip mig dog uuud!"

Et andet sted, i den samme bygning, sad Dehra. Hun var fuldstændig alene, men hun var klædt i den smukkeste kjole, man nogensinde havde set. Hun sad trist på en stol. Også stolen var smuk. Den var lavet af det fineste træ, og oven på den var der placeret den rødeste og blødeste pude. Dehra sukkede dybt. Snart ville vagterne komme og hente hende, for at bruge hende til deres øjemed. Hun vidste ikke hvad det var. Hun havde kun hørt, at vagterne havde snakket om ting som, at hun måtte gøres smuk og klar, og at præsterne snart ville ankomme. Mange gange havde hun tænkt over hvad der skulle bruges præster til, og igen løb tanken igennem hendes hoved. Var der en gud som skulle tilbedes? Hvis det var tilfældet, hvad skulle de så bruge hende til? Pludselig blev døren smækket op i et hurtigt smæld. Dehra så forskrækket op og fik øje på en ung mand, med skulderlangt lyst hår og han var klædt i mørkt tøj.
   "Vince?" Vince nikkede og gik ind i rummet. "Hvad laver du her?"
   "Jeg leder efter dig?" svarede han selvsikkert. "Og det tog sin tid. Jeg har været i samtlige rum for at finde dig..." Han trådte nærmere Dehra, men hun trak sig en smule bagud.
   "Hvad er der?" spurgte Vince hende forbløffet. Hun så ham i øjnene og sagde:
   "Du løg overfor mig! Hvordan skulle jeg kunne stole på dig?" Vince sukkede:
   "Ja, jeg fortryder det også." Han trådte endnu et skridt nærmere, men denne gang trak hun sig ikke væk. "Jeg kan virkelig godt lide dig... Og jeg var bange for, at hvis du fik at vide, at jeg bare var en ussel tyveknægt, så ville du aldrig kunne lide mig." Dehra smilte til ham og hendes ansigt rødmede en smule. Vinde smilte igen, og trådte denne gang helt hen til hende. Hun rejste sig, og han lagde sin ene arm om hendes skulder.
   "Kom," sagde han. "Så flygter vi herfra..."
   "Ja, lad os det." Vince smilte for sig selv, for det lod til at Dehra også kunne lide ham. Men Vince fik ikke lov til at glæde sig længe, for ude på gangen befandt sig tre vagter der skulle hente Dehra.
   "Fang dem!" beordrede den ene de to andre, og straks løb de efter Vince og Dehra. Det varede ikke længe før de blev fanget, og hurtigt fik vagterne båret dem begge igennem en stor dør og ind i et stort og mørkt rum. Vince blevet bundet til en stol i et hjørne, imens Dehra blev båret op ad en lille trappe og op foran tre kutteklædte præster.
   "Nej! Lad hende være!" skreg Vince, men han blev bare slået hårdt i ansigtet af den vagt, der stod ved siden af ham. Også Dehra skreg, men det hjalp ikke. I stedet blev hun bundet fast til en stol foran de tre præster, der alle sad på det hårde marmorgulv. En af præsterne løftede en pergamentrulle op over sit hoved og begyndte at messe på et sprog, Vince ikke kunne forstå. Imens Dehra prøvede at slippe fri, tog de to andre præster pludselig hver deres stav frem og støttede sig til den. Også de begyndte at messe. Pludselig åbnede den ene præst pergamentrullen, og han begyndte at læse op, og igen var det på et ukendt sprog. De to andre messede videre. Da den ene præst var færdig med at læse op, rejste de to andre sig og smed derved deres stave fra sig. I stedet hev de hver en halvmåneformet daggert frem, og de gik langsom imod Dehra.
   "Neeej! Hvad er det de gør!?" Vince skreg imens han så hjælpeløst til. Vagten slog ham igen i ansigtet. Denne gang meget hårdere. Faktisk så hårdt at en smule blod stod ud af hans mund.
   "Vince!!! Hjææælp!" Dehra skreg hjælpeløst for hendes liv. Utallige tåre faldt ned af hendes smukke kinder. Hun prøvede at skrige igen, men angsten tog lyden, inden hun lavede den.
   "Dehra! Nej! Lad hende være!" Vince skreg så højt han kunne, skønt vagten slog ham gang efter gang i hans ansigt. Også Vince begyndte at græde. Det var en ting han ellers aldrig havde gjort.
   "Åh Gud! Nej!" hulkede han. Vagten, som var blevet træt af at høre på Vinces gråd, slog ham denne gang så hårdt, at Vince blev bevidstløs. Inden alt blev mørkt, nåede han dog lige at se, de to kutteklædte præster hæve deres store daggerter over Dehra...

Vince vågnede ved et skrig:
   "Dehra!" Han trak vejret dybt på grund af hans hurtigt slående hjerte. "Åh gud!" Vince tog sig til hovedet og et par tåre væltede ud af øjnene på ham. Det var først nu han så sig rundt. Han var tilbage i cellen. Der var stadig mørkt og klamt, men ved siden af ham lå den pergamentrulle, som præsten havde læst op af. Han åbnede den langsomt, og hans hænder rystede ved hans berøring af den. Nærmest som om den var giftig. Indeni den var der skrevet side op og side ned på et sprog, Vince ikke kunne forstå. Det var sikkert det sprog som præsterne havde messet i. Som var han i en trance rullede han hele rullen ud. Han ville lede efter noget han kunne forstå, og ganske rigtigt fandt han noget. Til allersidst stod der endelig noget på det almene sprog. Vince læste højt for sig selv:
   "...Så snart Stjernen på himlen er er blevet fældet, vil der atter være fred over landene..." Vince smed rullen fra sig i dyb frustration og faldt derefter bagover i gråd.