Det skarpe lys skærer i de trætte øjne, som syntes aldrig at have følt sollys før, og man bevæger sig klodset ud på badeværelset som en anden zombie. Dér får man som regel lige ladet vandet, inden man samler sig nok mod til at kigge sig selv i spejlet. Det syn som møder én har det med at være ganske forfærdeligt: Øjne der indikerer at man burde høre til en barbarisk dyrerace og noget ukæmmet hår som mest af alt ligner en klump uglet hø. Efter at have taget et yderst kærkomment brusebad, og en eventuel tilføjelse af make-up, ville mange kalde sig selv attraktiv i en større eller mindre grad, men hvad nu hvis man ikke er attraktiv over for andre mennesker? Er det så ens egen mening der gælder eller er det de andres?
Nok kan man synes at man selv er "åh så smuk og bedårende", men hvis alle andre ikke har den samme mening må der da være noget om det. Hvis "lille fede Lise", med et ansigt som et månekrater, stiller op til en modelkonkurrence, fordi hun selv synes hun har potentiale er der jo noget galt. Det kan godt være det sårer hendes følelser at få realiteten at vide, men det kan vel ikke være anderledes. Det samme gælder hvis man er så ond at man er ved at gro horn, men egentlig selv synes at man er god nok. Man er i virkeligheden det man gør sig til i forhold til de mennesker omkring én.
Vi kender alle sammen til det. Vi har jo alle sammen stået foran spejlet og mejet os ud med alle mulige former for produkter, som f.eks. hårgelé, makeup og deodorant, for at gøre os ud for andre mennesker. Ens valg af tøj er også meget vigtigt når det gælder om at imponere folk omkring én. Alt dette er noget vi alle sammen gør både bevidst og ubevidst. Bevidst fordi vi jo gerne vil se så godt ud som muligt, men ubevidst fordi vi nogle gange glemmer hvorfor vi gør det: Nemlig for at imponere, for hvis ens medmennesker synes man er smart så er det det man er. Tøj købes også i massevis for at følge moden. Der er jo ingen der gider være det sorte får blandt utallige hvide, for så går snakken jo også omkring én, og man bliver så set som noget mærkeligt og måske endda bizart. Der er dog nogle der svømmer imod strømmen og er anderledes. Disse folk bliver ofte beundret for deres mod for at påtage sig rollen som det sorte får, men dog kun hvis vedkommende er succesfuld i at gøre sig unik, i stedet for at være mærkelig. Det at være "unik" er dog ved at blive in, og med tiden ønsker alle sammen vel at blive "normale" igen. Der er en konstant kamp om at te sig fysisk godt ud, især i denne efterhånden meget overfladiske verden.
Det er dog ikke hvordan man ser ud, eller hvad man siger for den sags skyld, der er det som virkelig determinerer hvem man er. Man kommer meget længere med en farverig, venlig og glad personlighed, end et udseende der er Hollywood og modebranchen værdig. Et venskab er som en fæstning: Det bygges ikke op af noget skrøbeligt og overfladisk, men hellere af noget robust, vedvarende, brugbart og tillidsfuldt, såsom venlighed, loyalitet og tillid. Personlighed er altså vigtigere når det kommer til at stå i et godt lys overfor sine medmennesker. Ens handlinger er dog også en utrolig vigtig faktor. Et ordsprog siger: "Det er ikke hvad man siger, men hvad man gør der tæller", og det er fuldt ud så sandt som det er sagt. Vi bestemmer heller ikke selv hvad der sker med os, men vi er selv herrer over hvordan vi reagerer i de forskellige situationer som vi kommer ud for i løbet af vores liv. Hver eneste beslutning tæller, og er med til at modellere os som personligheder i forhold til vores medmennesker.
Den tid vi hver især har fået tildelt her på jorden er begrænset. Livet er kort, og derfor skal det også udnyttes til fulde. Man skal gøre brug af de muligheder der melder sig, og virkelig leve livet. Stiftes familie skal der sikkert også, som jo også er med til at give ens personlighed et ekstra aspekt. Et ægteskab er utrolig meget som et venskab: det kræver også rigtig meget tillid, loyalitet og kærlighed for at kunne fungere ordentligt. Et ægteskab er i høj grad en pagt, hvor man som menneske har en relation til et andet menneske, som er med til at definere én som en person.
Efterhånden som man bliver ældre, og dermed er kommet over de overfladiske ungdomsår, opdager man ofte hvad der i virkeligheden har betydning. Godt nok kan det overfladiske og materialistiske være ganske sjovt og interessant at gå op i, men det giver ingen personlige udviklinger og man fordyber sig ikke rigtig i noget som helst. Derimod er der meget mere at komme efter i det sociale samvær. Mennesket er jo trods alt et flokdyr, og ens "flok" influerer én på sådan en betydningsfuld måde, at det kan være helt igennem overvældende at tænke på, hvor meget og på hvor mange forskellige planer og aspekter vi rent faktisk påvirker hinanden hver evig eneste dag. Vi er i sandhed hvad vi gør os til i relation til andre mennesker.