Sovesalen var fyldt med spændte unge drenge. Den lille purk, Gerald, var en af dem. Han var en, som mange nok ville beskrive ham, en frisk og ihærdig knægt med bølgende lyst hår og masser af dumdristigt mod. I sine barndomsår, som han kaldte dem - han var jo stadig et barn, havde han altid drømt om at blive en brav og modig kriger, som en dag ville drage ud på hæsblæsende eventyr. Nu var drømmen gået i opfyldelse, eller i hvert fald en lille del af den. Gerald var nemlig blevet sendt til kongeslottet i Kirchlad, for at modtage træning i at blive en stærk og stor kriger, sammen med en bunke andre håbefulde knægte. Normalt boede han jo slet ikke tæt på slottet, sovesalen lå blot omkring 500 barneskridt fra kongens bolig. Nej, hele sit unge liv havde Gerald boet på en lille gård et eller andet sted i de mange grønne marker i østen. Der boede også hans to søskende, hans forældre og den loyale hund Phil. Selvom Gerald altid havde drømt om at komme i træning som en stor og stærk kriger, savnede han allerede sit lille hjem. Især savnede han sin bedste ven, Humphrey, og deres eventyrlige lege i de omkringliggende enge og i de vilde træer. Men det var der jo ingenting at gøre ved nu. Nu sad han jo her i sin seng i den mørke sovesal, sammen med en masse fremmede. Månen var ved at titte frem, og en bred mand havde givet dem besked på at falde i søvn så hurtigt som muligt, hvilket de så alle sammen prøvede på nu. Alle de ting som Gerald savnede, strømmede en sidste gang igennem hans lille hoved, og selvfølgelig også det at våbentræningen begyndte den næste dag, før han faldt i søvn.

Den varme sol kastede sine stråler igennem vinduet, ind til Geralds seng, og ramte hans sammenlukkede øjne. Han åbnede dem hurtigt og de blågrønne øjne skinnede om kap med solen. Han så sig rundt. Alle de andre sov stadigvæk. Han lagde sit hoved på puden igen og trak det tynde tæppe op over sine skuldre. Drengen som lå overfor ham, med sit ansigt imod Geralds, slog også pludselig øjnene op, dog uden at Gerald så det. Drengen satte sig op i sin seng, og det var først der Gerald lagde mærke til ham.
   "Godmorgen," sagde drengen hæst og kradsede i sit brune og vilde hår. Gerald satte sig også op, og sagde også godmorgen. Drengen gabte og så flakkende på Gerald.
   "Kom jeg til at vække dig?" spurgte Gerald.
   "Nej, slet ikke. Jeg vågner altid tidligt." Solens lune morgenstråler funklede igennem de beskidte vinduer og ind på den fremmede dreng. Først nu så Gerald hans ansigt. Han havde et vildt brunt hår på toppen af sit hoved, og i ansigtet havde han utallige rødbrune fregner. Hans hud var gylden og fyldt med små ar hist og her. Geralds store øjne så ned på hans arm, hvor han pillede i skorpen af et sår. Han så op på Gerald og smilede. Gerald gengældte smilet. I det samme brasede en bred mand ind i salen og brummede, at de skulle stige ud af deres senge. Hurtigt sprang alle ud af briksene og stimede sammen omkring manden, som små grise flokkes om deres moders patter. Manden åbnede sin store mund og brummede:
   "I dag vil I modtage jeres første træning i at kæmpe med stave. Sørg for at bade og vær færdig om en halv time." Lige så hurtigt som han var kommet ind, fandt han ud igen. Tilbage stod drengene og så forvirret på hinanden. De vidste jo ikke, hvor man skulle bade. Snart overvældede knægtenes forvildende snak rummet, indtil en splejset dreng pludselig peb:
   "Jeg tror jeg så badehuset bag de store egetræer, da vi kom hertil i går eftermiddags..." Der gik ikke lang tid før de alle sammen havde fundet frem til badehuset, hvor adskillige baljer stod klar til brug. Der var dog intet vand i dem.
   "Hvad gør vi!?" råbte en lille buttet dreng. Som før begyndte flokken af drenge at råbe i munden på hinanden, indtil den splejsede dreng igen peb:
   "Løber der ikke en å omkring 100 skridt her fra?" Straks bar de baljerne, tre drenge per balje, ned til åen og fyldte dem op til randen med det grumsede vand. De var nu alt for tunge til at drengene kunne slæbe dem tilbage til badehuset, så de badede i dem nede ved den snoende å. Alle baljerne blev fyldt op med hele tre drenge, imens nogle få sprang i åen for at plaske. Ikke så længe efter havde de alle fundet tilbage til sovesalen, og var så rene som de nu kunne være efter et bad i det beskidte vand. Selvom drengene havde gjort alt for at skynde sig, kom de for sent til deres første træning. Den beordrende brede mand stod med sine store arme over kors, da drengene kom væltende ind af døren. De vidste med det samme hvad der var galt, og bøjede deres små hoveder i skuffelse over dem selv.
   " Hør her knægte," brummede manden. "Jeg vil ikke se mere af det her sløseri i fremtiden!" Mere behøvede han ikke at sige, for drengene havde allerede stor respekt overfor ham, hvilket nok mest var på grund af hans størrelse og dybe stemme. Den store mand stod i et øjeblik med armene over kors og så ned på drengene uden at sige et ord. Drengene selv var for bange til at sige bare en lille lyd, så stilheden var lige ved at blive pinlig da manden endelig sagde:
   "Lad os komme i gang med træningen. Følg mig." Han gik ud af døren med de ivrige drenge lige i hælene. Solen kastede varme stråler i drengenes blege ansigter og havde for længst fordampet nattens dug væk. Naturen omkring sovesalen var flot, men Gerald synes stadig bedre om de grønne enge derhjemme end markerne, den tætte skov og de kurvende åer her ved slottet i Kirchlad. Manden førte dem ind i skoven, fyldt med gevaldige og gamle træer, og standsede pludselig midt i en lysning, hvori den spæde morgensol funklede.
   "Stil jer op på række!" blev der brummet, og det kunne ikke gå hurtigt nok for de efterhånden nervøse knægte, der nærmest snublede over hinanden for at opfylde befalingen. Først nu opdagede Gerald at, selvom han ikke var den yngste blandt sine nye kammerater, var han næsten den mindste. Hans selvtillid blev ikke ligefrem større af, at han blev trukket ud i lysningen, foran alle de andre, sammen med en anden dreng som var betydeligt højere end ham selv.
   "Se nu godt efter!" befalede den store mand, imens han dannede sig et overblik over alle drengene, der stadig stod på række. Han fandt to stave af træ frem, som begge var mindst over 5 fod lange, og derfor også højere end Gerald. Manden langede de to drenge hver sin stav og trådte ud af lysningen. Han strakte sine brede arme ud til hver sin side, åbnede sin mund og råbte:
   "Kæmp!" Gerald og hans modstander sendte hinanden forvirrede blikke og stod tøvende med stavene i deres hænder. Gerald kiggede kort over på alle de andre drenge, som alle var noget lettede over, at de ikke befandt sig i hans situation. Gerald nåede knap at bringe sit blik tilbage på sin modstander, før han fik et slag over skinnebenet af modpartens svirpende stav. Gerald faldt straks til jorden og gav et klagende hyl fra sig. Han så hurtigt over på de andre drenge, som om han forventede de ville grine, men ingen sagde en lyd. Selv ikke den brede mand gav en reaktion fra sig. Han stod bare med armene over kors og mumlede i sit vilde fuldskæg. Gerald kiggede op på sin modstander, som endnu en gang lagde an til at slå ham. Straks hoppede Gerald op på sine spinkle ben og hoppede tilbage for at undgå endnu et slag. Han foldede sine hænder om hver sin ende af sin stav og hævede den op så den befandt sig ud for hans bryst. Adrenalinet pumpede igennem hans åre, og han kæmpede for ikke at trække vejret for tungt. Han tøvede kortvarigt før han sprang frem mod sin modstander og stødte staven ind i den lange drengs bryst, så han faldt om på den morgenkolde jord. Uheldigvis for Gerald nåede han at komme op på sine ben, før Gerald fik dunket sin stav ned i maven på ham. Følelsen der løb igennem kroppen på Gerald var fremmed. Han følte pludselig et flammende had overfor sin modstander. Gerald havde ellers altid været sådan en fredelig lille dreng, men nu var det jo også første gang, han befandt sig i kampens hede. Drengene som stod i række begyndte at huje og heppe, hvilket fik Gerald til at kigge ud på dem med et svagt smil i øjet. Sørgeligt nok for Gerald så hans modpart en chance for at slå til, idet Gerald så ud på de andre. Med et ordentligt slag fik Geralds lange modstander slået ham ned i græsset, hvorefter Gerald fik et dunk i hovedet. På grund af svimmelhed kunne han ikke rejse sig igen. Drengenes hujen smeltede sammen med fuglenes kvidren, alt imens Geralds unge liv passerede revy for hans blågrønne øjne og en skræmmende tanke sprang frem i hovedet på ham:
   "... Der er vidst ikke nogen morgendag for mig..." En kraftig smerte løb igennem hans krop, og han begyndte at hulke sagte. Det sidste han så, inden alt blev sort, var vinderen af kampen som fægtede triumferende med sin stav over sit hoved.

En tot af noget tykt og ukæmmet hår kildede Gerald hen over sit ansigt. Langsomt fik han åbnet sine øjne, og kunne ikke se andet for sig end et stort rødt skæg. Hurtigt forsvandt det dog igen, og Gerald så hvis skæg der havde vækket ham: Det var den store brede kamptræner.
   "Nå," sagde han mumlende. "Så vågnede du endelig." Gerald kunne ikke rigtigt koncentrere sig, og svarede ham derfor ikke med andet end et klagende suk.
   "Det var et ordentligt slag, du fik dig der." Mandens store hånd fandt vej til Geralds pande og kørte den igennem hans blonde hår. "Men bare rolig... du skal nok komme dig hurtigt. Måske så hurtigt at du kan nå at være med til kamptræningen i morgen." Gerald sukkede igen ved tanken om endnu en kamptræning. Det var som om manden kunne fornemme hvad der løb igennem Geralds tanker, for han lo i sit store og uglede skæg. Han klappede Gerald på hovedet og forlod skadestuen.
   Den store brede mands ord holdte stik, for næste dag befandt Gerald sig igen i sovesalen. Han havde ikke engang tilbragt natten i skadestuen, men var blevet tvunget til at sove i sin egen seng og dermed modtage hån fra de andre drenge. Især den lange dreng, som havde vundet over ham, smilede spottende hver gang han mødte Gerald. Geralds bekymringer forsvandt ikke ligefrem af, at der snart var kamptræning igen.