Fluen summer frimodigt, mens den aggressivt jager af sted i det dystre rum. Den lander på Adas venstre kind. Begiver sig ud på en spadseretur op over to stive børster, videre ned langs næseroden og gennem passagen mellem næseborene og overlæben.
Ada, der hidtil har stirret tankelammet frem for sig, nyser buldrende, inderligt.
Fluen letter og søger bort fra denne pludselige rystelse. Forsinket basker hun ud efter den, standser forskrækket midt i bevægelsen og gisper:
- Jeg kunne have slået den ihjel.
Hun lader forsigtigt højre hånds fingre glide over rynker, blodårer, knoer og negle på den venstre. Før hun med en imaginær bevægelse trykker på aftrækkeren med denne. En voldsom sitren løber gennem kroppen. Hun hvisker næppe hørligt ud mod de glitrende støvpartikler i solstrålen:
- Kim.
Fluen, der er Adas eneste selskab i rummet har fået modet tilbage efter jordskælvet. Den flyver i brede cirkler tættere og tættere på sin menneskeven og sejler fredsommeligt ned og lander på højre håndryg. Forholder sig i ro et øjeblik, som for at afsøge terrænet. Derefter jager den i dyb koncentration sin snabel gennem håndryggens væv for at slukke både sult og tørst.
Ada løfter med en refleksbevægelse den venstre og klasker en sviende sikker hånd ned over stedet, hvorfra fluen ét sekund tidligere er lettet.
Hun bliver nærværende. Fyldes af en kold gysen fra isse til tå. Solens stråler strejfer Adas mørke lokker og afslører en rigdom af sølvgrå stænk. Hun vender sig og ser efter fluen, holder vejret og lytter.
- Har jeg slået dig ihjel? hvisker hun med en skælvende stemme, mens et koldt solstrejf falder på hendes kind - Flue, hvor er du?
- Nå, der!
Solen forlader Ada, og fluen bener rask af sted hen over bordet, op ad væggen og ud over loftet. Den letter og flyver, lander igen og bevæger sig hvileløst videre.
Hun vender sig og fanger fluen ind med sit blik.
- Jeg fik hjælp af en rocker, begynder hun sin fortælling henvendt til fluen. Det var Metha på anden, der hviskede det til mig i vaskehuset, da den unge mand kom med en svingende kurvfuld rent tøj på vej ud af døren.
- Han er rocker, hviskede hun. - Han bor i opgangen ved siden af. Stuen til højre. Kender du ham? Hun stak hovedet så tæt på, at jeg kunne lugte hendes ånde.
- Nej, det tror jeg ikke, hviskede jeg tilbage. Hvor ved du det fra? spurgte jeg, men fik ikke noget svar, for i det samme kom en lyd fra hendes maskine som tegn på, at den var klar til at åbne, og Metha koncentrerede sig udelukkende om sine håndklæder og vaskeklude, som om jeg aldrig havde eksisteret, og vi vendte aldrig siden tilbage til rockeren.
Men jeg begyndte helt ubevidst at holde øje med den unge mand. Der var altid trukket for hos ham, som om han gemte sig for nogen, var bange eller måske ligefrem skrækslagen, dødsens angst.
Jeg tænkte, at han var totalt overset af sin familie. De var vel rigelig booket op med aftaler og intentioner om at skabe sig en tilværelse, med at bygge kroppen op, bygge selvtilliden op, bygge intellektet op og hele den infame vennekreds, ligesom min.
Det gik hurtigt op for mig, at lyset altid brændte inde hos ham. Også når han gik ud!
Selvfølgelig ville han hjælpe mig, de har jo deres forbindelser sådan nogen.
Nu var der det, at jeg før den dag i vaskehuset stort set aldrig var gået forbi opgangen, hvor rockeren boede. Jeg havde ganske enkelt ikke noget at komme der efter. Når jeg skulle købe cigaretter, gjorde jeg det, mens jeg alligevel var i brugsen.
Dagen efter at det frygtelige skete, hørte jeg mig selv sige til ekspeditricen i tobaksafdelingen:
Tyve grønne Cecil.
Selv om der ikke var nogen at købe dem til længere. Kim var der jo ikke mere. Men de lå allerede på disken og jeg lagde så de tredive kroner ved siden af og tog pakken. Det kom helt af sig selv og gjorde godt her inde i brystet. Da jeg kom hjem, lagde jeg pakken på en hylde i mit klædeskab. Og fra den dag af købte jeg dagligt tyve grønne Cecil.
Undtagen søndag.
Om søndagen fandt jeg på mit eget lille spil. Jeg tog skamlen, der står i køkkenet og satte foran klædeskabet. Mens jeg sad på den, lænede jeg mig ind over hylden, så lagde jeg armene omkring cigaretpakkerne og trak dem ud mod kanten og lod dem dumpe ned på gulvet.
Nu kunne jeg tage én pakke op ad gangen og lægge ind på hylden til min egen lille skat.
- Tak, mormor. Sådan sagde Kim altid. Han var så god ved mormor. Vi hyggede os sådan sammen.
Kims forældre, min datter og svigersøn kimede på døren et kvarter over seks den forfærdelige morgenstund. Jeg vidste jo ingenting om det, der var sket og troede først, det var Kim, der kom.
De ville have mig med hjem. Min datter blev ved med at presse på. Hun havde vel dårlig samvittighed.
Men skulle jeg sidde der ude og mindes. Nej, ved Gud om jeg ville.
- Jeg bliver, hvor jeg er, sagde jeg. Det kunne de ikke lide at høre. Han var min dreng, men det sagde jeg ikke til dem. Man behøver jo ikke sige alt, hvad man tænker.
I begyndelsen havde jeg ingen planer med rockeren. Han blev bare ved med at dukke op i mine tanker. Jeg spiste altid varm mad om middagen. Og når jeg stod der ved vinduet, mens koteletterne spruttede på panden og sendte lyde ud i køkkenet og kartoflerne kogte roligt på det bageste blus, tog jeg mig selv i at åbne vinduet og prøve på at strække mig så langt, så jeg kunne kigge ned på gadedøren i den opgang, hvor han boede. Det var ikke så nemt.
Og dog.
En dag så jeg ham komme ud derinde fra.
Han så ret godt ud. Kunne for så vidt have været kammerat med Kim. Men det var han ikke. Kim havde ikke så mange venner.
Tror jeg.
Han snakkede i hvert fald ikke om dem.
Rockeren var pæn i tøjet. Velsoigneret. Han gik hen ad gaden i en vuggende bevægelse, og jeg blev ved med at følge ham med øjnene, indtil han forsvandt omkring et hushjørne.
Den aften kom min datter og svigersøn. De ville høre, hvordan jeg havde det. De var bekymret for mig og ville snakke, sagde de.
- Om hvad? sagde jeg.
- Mor, sagde min datter, hvorfor er du sådan?
- Hvordan? sagde jeg.
- Hvad har jeg gjort? sagde hun.
- Du har vel ikke gjort noget, sagde jeg.
- Er det min skyld, der kommer en gal mand og stikker min søn ned? råbte hun hysterisk.
- Har jeg sagt det? sagde jeg. Så tog min svigersøn fat i min datter og slæbte hende ud af døren. Jeg hørte ikke fra dem igen før den dag, de kom for at fortælle dato og klokkeslæt for retssagen og tilbød at køre mig derhen.
Jeg sagde ja tak.
Næste morgen besluttede jeg mig for at købe de tyve grønne look i kiosken i sidegaden for enden af karreen, så jeg kunne udspionere rockeren. Også om søndagen!
Efter nogen tid tog jeg mod til mig og gik ind i opgangen og hen til rockerens dør. Jeg havde en tynd, kort jakke på og ulden trøje under. I hånden bar jeg en pose.
Jeg trykkede beslutsomt på ringklokken.
Den unge mands klare, blå øjne smilede til mig og krøllerne skinnede om den høje pande.
Han blev ved med at skænke kaffe op og teede sig bestemt ikke som en rocker.
Jeg fortalte ham om Kim. Om dengang Kim var lille og udbrød med sin klare, rene barnestemme:
- Jeg vil med mormor hjem og ha' sodavand.
Rockeren smilede, og jeg fortsatte:
- Han var god til at lave mad og gik op i det med liv og sjæl. Det smagte dejligt. Og altid var han høflig og hjælpsom. Skulle jeg have hentet noget i byen, sat gardiner op, ordnet ledninger og den slags, så behøvede jeg bare sige til. Ja han kom såmænd selv og spurgte mange gange. Selvfølgelig fik han en skilling til gengæld, det er da klart.
- Jeg havde jo heller ikke andre end ham! Vel?
Rockeren kunne godt huske, han havde set Kim nede i gaden. Men Kim kom jo også hos mig hver eneste dag. Når altså ikke der var andet, han skulle, som da han havde truffet en veninde. Jeg ved ikke, hvad det var for en opførsel, det pigebarn udviste.
- Der er alt for meget vildskab i den tøs, sagde jeg til Kim, - hun er slet ikke noget for dig. Det kunne han godt se, og forholdet gik jo også ret hurtigt i stykker.
Hun påstod, at han ikke var aktiv nok.
Sådan noget sludder!
Men så en morgen stod jeg glad op, da det ringede på døren. Jeg havde ikke set Kim i flere uger. Nu kommer han igen og så bliver alting godt, tænkte jeg, da jeg tumlede ud af sengen og ud til døren.
Jeg bad dem gå.
Jeg glemmer det aldrig.
Kim er død, sagde de.
Min datter rakte hånden ud mod mig, og bagved stod min svigersøn. Men jeg smækkede døren i for næsen af dem, og så ringede telefonen.
Det var min datter. Hun havde købt rundstykker og bad mig gå ud og lukke op. Jeg syntes lige, jeg havde smækket døren i for hende, men det kunne jo ikke passe. Det kørte rundt for mig.
Rundstykkerne lå stadigvæk på køkkenbordet, da jeg stod op næste morgen. Det ligner mig heller ikke, og jeg aner ikke, hvad vi snakkede om, da vi sad der, vi tre. Vi plejede ellers godt at kunne bruge mund og pjatte, når vi endelig var sammen.
Det eneste jeg ser for mig igen og igen er min datter, der bliver ved med at trygle mig om at tage med hjem og bo indtil begravelsen er overstået. Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke holde det ud, men jeg tror ikke de forstod det.
Det er blevet mørkt. Udenfor er månen oppe og et svagt skær trænger ind og rammer de grå vægge. Ada sidder med ryggen til ved det lille bord i hjørnet til venstre for døren. Hun drejer kroppen og føler sig frem til kontakten ved siden af karmen. Så bliver der lyst.
Fluen, der længe har døset skjult i den mørkeste krog, bevæger sig. Aggressivt tilbagelægger den enorme strækninger før den stiger ned og sætter sig på den bordplade Ada stirrer ned i.
Jeg holdt rockerens blik fast i mit, fortsætter hun sin fortælling og smiler henført til fluen.
- Jeg er bange, sagde jeg til ham.
Det kunne han godt forstå, sagde han, for det var han også.
- Du må hjælpe mig, bønfaldt jeg.
- Jamen, hvad med din familie, udbrød han forskrækket.
- De forstår ikke noget, det ved du da. De har deres eget at tænke på. Hjælper din familie, når du står med håret ned ad nakken? Nej, vel! Du må klare dig selv.
På den facon blev jeg ved med at trænge tættere og tættere ind på rockeren. Til sidst lovede han at skaffe mig det skydevåben. Jeg vidste jo, han havde de rette forbindelser. Han turde vel heller ikke andet, skræmt, som han var, fra vid og sans det stakkels barn.
Jeg havde ladet posen stå i entreen. Det var en af disse plasticbæreposer fra brugsen, jeg havde fyldt med cigaretpakker. Nu gik jeg ud efter den og forærede hele posen til rockeren. - Og så fortæller du, hvor mange penge du skal have, sagde jeg og ruskede den unge mand kærligt i armen. - Vi må stå sammen og hjælpe hinanden. Ikke!
Ikke! gentog jeg indtil rockerens bekymrede ansigtsudtryk opløstes i et stort, varmt smil. Så gik jeg.
Hun kom til begravelsen, Kims tidligere veninde. Den frækhed tog hun sig, selv om det var hende selv, der slog op.
Vi stod hele forsamlingen tavse og fulgte rustvognen der kørte bort med mit barnebarn.
Der var mange, rigtig mange mødt op for at tage afsked med lille Kim. Og netop da folk begyndte at røre på sig, defilere pligtskyldige forbi min datter og svigersøn og kyssede og krammede, så jeg blev helt flov, faldt de første tunge regndråber fra en sort grå himmel.
Alle nåede at komme ind i deres biler før vandet fossede ned.
Undtagen hende, himstregimsen. Hun stod der som en lang, sort bønnestade og ragede op. Hun kunne da i det mindste have taget en paraply med eller bare en jakke. Nej sorte, stramtsiddende benklæder. Store, sorte klodser på fødderne og en sort strikket cardigan. Gennemblødt var hun i løbet af et øjeblik. Hår og tøj klaskede mod kroppen og hendes hud var selvlysende.
Det var min svigersøn der bakkede tilbage og holdt ud foran hende.
- Vil du være sød at åbne døren svigermor, kommanderede han. Vi kan ikke lade hende stå der i regnen.
- Kim var så god af sig, begyndte pigebarnet tilsyneladende uanfægtet af vandet, der drev af hende, - det må være forfærdeligt at miste sin eneste søn.
Min datter rakte en serviet om til hende.
Jeg trykkede mig op imod døren.
- I må altså undskylde at jeg trænger mig på, sagde hun så pludselig og så på mig, - men jeg blev så våd. Hvis bare I vil sætte mig af ved det nærmeste stoppested.
Jeg bad om at blive kørt hjem. Hvis de hellere ville være sammen med hende, skulle jeg ikke stå i vejen.
Men det blev nogle lange dage og jeg kunne ikke finde hvile nogen steder. Jeg holdt op med at gå ud. Kun brugsen og kiosken. Der var så tomt over det hele og jeg lå vågen det meste af nætterne.
Det samme billede, den samme sætning vendte tilbage til mig igen og igen. Dag og nat. Tankerne myldrede frem. Billedet fra avisen af gerningsmanden. Han står bøjet over Kim. Kniven lyser i mørket og Kims øjne ser anklagende på mig.
Men hvorfor skal jeg straffes på den måde, det var da ikke min skyld, at pigebarnet slog op med ham.
Det var pigebarnet selv, der satte det i ham. Hun havde magt. Hvorfor tvang min svigersøn og datter mig til at være sammen med sådan et menneske. Hun har sendt mit barnebarn i armene på en morder.
Jeg fik ligesom lidt ro i sindet, da jeg først havde fået aftalen i stand med rockeren.
Han lovede at skaffe mig en lille diskret pistol med lyddæmper. Han kendte et lager, sagde han. Det ville han forsøge at få adgang til gennem en bekendt.
Der gik kun nogle dage, så kom han med våbnet. Han forlangte en god sum penge for skyderen og så gav jeg ham cigaretterne oveni. Der var tre bæreposer fulde. Bevares. Det var dyrt. Men han løb jo også en risiko. Jeg takkede ham sandelig for det, det manglede bare.
Skydevåbnet lagde jeg ned i min håndtaske, og der fik det lov at ligge indtil den skæbnesvangre dag.
Jeg holdt helt op med at gå ud. Nu sad jeg det meste af dagen ved vinduet og så ned på gadehjørnet, hvorfra Kim plejede at dukke op, når han besøgte mig. Som regel på cykel. Han var ikke andet end en stor dreng. Håret var stridt, helt uden krøl men halvlangt, klippet op i nakken og lå som en hattepuld oven på hovedet. Det var den frisure hun faldt for, hørte jeg hende sige den eneste gang, jeg inviterede hende på kaffe.
Retssagen skulle begynde klokken ti tredive. Klokken ni femogfyrre stod jeg klar i entreen i min beigefarvede trenchcoat med håndtasken over armen.
Nu gjaldt det. Jeg havde en vigtig mission at udføre. Det skyldte jeg mit barnebarn.
Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg kiggede i tasken for at sikre mig at alt var i orden. Og nu åbnede jeg den igen og mærkede efter.
Det bløde sminkeetui i velour, læderpungen med rigelig penge, håndlotion, nøgler og skjult af et par hvide lommetørklæder med rosenmotiver og blonde kant, pistolen. Forsigtigt løftede jeg skydevåbnet op af håndtasken, tog ladegreb sådan som rockeren havde vist mig det, og sigtede på mig selv inde i spejlet. Jeg mærkede ingen frygt kun en stille fryd. Dette var Kims sag.
Præcis klokken ti ringede det på døren. Min datter stod udenfor og smilede bekymret til mig.
- Er du klar mor? Hvordan har du det? Hun strøg mig flere gange over kinden, og jeg lod hende gøre det.
- Nu skal vi bare have det her overstået, sagde jeg mildt og tog hendes hånd et øjeblik. Så gik vi ned til bilen, hvor min svigersøn ventede.
Der var mødt en del op for at overvære retssagen mod mit barnebarns morder.
Vi fik min svigersøn til at holde en plads til os. Jeg insisterede nemlig på at blive stående nede ved døren indtil retssagen indledtes. Min datter føjede mig helt uden protester.
Jeg forsøgte desperat at fremmane billedet af morderen, der i længere tid havde forstyrret mig i mine natlige mareridt. Men forgæves. Jeg så intet, hørte intet, mærkede intet, kun tomhed fyldte mig og min hånd bevægede sig ned i tasken, fjernede de to hvide lommetørklæder med blomstermotiver og blondekant og greb om pistolen. En dør blev åbnet bag mig. Jeg vendte mig instinktivt, og dér kom to betjente ud med en stor knægt, ikke meget ældre end Kim havde været, da han måtte lade livet.
Jeg trak skyderen op af tasken, rettede den mod drengen og trykkede af.
Jeg husker ikke, hvad der skete med drengen efterfølgende. Det eneste jeg registrerede var en kvindestemme der skreg:
Hun har dræbt mit barnebarn!
Fluen har taget plads på Adas næse, hvor den er i færd med at pudse vinger og gnide snabel. I flere øjeblikke får den lov at vandre i Adas ansigt, selv om det kildrer.
I det samme bliver en nøgle stukket i låsen og døren til Adas celle åbnes. En kvindelig fængselsbetjent kommer til syne med en bakke varm mad og stiller foran Ada.
- Er der ellers noget du mangler, spørger hun venligt og smiler. Hun får øje på fluen, der går balancegang på kanten af tallerknen.
- Nu skal jeg komme med en fluesmækker, siger hun.
- Det gør ikke noget, udbryder Ada og ser skræmt op på den uniformerede kvinde.
Idet betjenten går ud, vender hun sig i døren og udbryder:
- Jeg havde nær glemt at fortælle dig det.
Han overlevede.
Hun bliver stående, lader blikket glide over den midaldrende kvinde. Begyndende med de urolige øjne i det runde, glatte ansigt videre ned ad den brede, faste krop, silkeblusen og den tynde sartgrønne cardigan, den koksgrå nederdel, de urolige hænder der netop famler sig frem til kniv og gaffel, de lyse nylonstrømper og velpudsede sko, der virker små i forhold til kroppen. Hun lader blikket glide tilbage til ansigtet og prøver at indfange Adas blik og siger så. - Der var noget, jeg skulle spørge om. En ung pige, der kalder sig Kims x-veninde, har bedt om at få lov til at tale med dig. Hvad siger du til det?
Ada stikker lidt til maden på tallerknen, og får så øje på fluen, følger dens bevægelse, da den lander på den højre hånd. Uroen forlader Ada, hun retter sig op og en sikkerhed vokser frem i de grå øjne. Lynhurtigt løfter hun den venstre hånd for at klaske den ned over fluen. Den stakkels flue splatter ud på håndryggen. Død på stedet.
Ada ser direkte på betjenten og siger så:
- Det glæder jeg mig meget til.