Det er ofte komfortabelt at være "normal."
Så ved man at man er accepteret i flokken og man skal ikke hele tiden forsvare at man er som man er.
Normal betydet "i overensstemmelse med normen."
Så hvilken norm taler man om?

Der er nok forskel på den korte og den lange bane - den lille sammenhæng og den store.
På den lange bane og i den store sammenhæng ser jeg nok den børneavlende heteroseksualitet som normen, med stort N.
Havde den været en sjældenhed ville vi ikke sidde her og skrive idag.
På den korte bane og i snævrere sammenhæng bliver andre normer accepteret, hvis samfundet har råd til det.
Vi oplever kultursammenstød, hvor man møder folk der ikke i samme grad har haft råd til afvigelser. I fjerne lande kan det koste "stammen" livet hvis de unge piger ikke bringes sammen med mænd, mens de er fertile. Det er også vigtigt at de ikke får deres børn med fremmede mænd fra andre stammer, som kræver at børnene lever hos dem.
Sådanne livsnødvendigheder fører til dannelse af normer og moralbegreber. Når sådanne bliver fasttømrede, kan disse folk være tilbøjelige til at bringe normerne og moralen med sig, selv hvis de flytter til lande, hvor man har bedre råd til at "eksperimentere" med andre livsmåder og acceptere at ikke alle er ens.
Vi er heldige at vi i vort samfund kan tillade os at leve med et nuanceret normalitetsbillede. Men man skal huske at etik og moral altid har sammenhæng med de basale livsvilkår.
Lad os håbe og arbejde for at vi også i fremtiden har råd og plads til at være anderledes.
Vi skal huske at vort frisind ikke kommer af at vi beslutter os til at have det! For sådan spiller klaveret ikke.
Vi vil gerne sige "Frihed for Loke såvel som for Thor."
Vi vil gerne "tolerere alt."
Men vi har ikke pligt til at tolerere at vor frihed (også til at være tolerante) undergraves. For uden frihed er frisindet intet værd.

Et eksempel på den med Loke og Thor var i avisen igår. En sagde at når Geert Wilders skal have ret til at tale i DK, så skal Erdogan også.
Fint nok, men hvis vi strammer argumentet, kan vi spørge, om vor mening, at jøder skal have ytringsfrihed i Berlin også betyder at Hitler skal have ret til at tale i Tel Aviv?

Dette går bare til at vise at vore normer og holdninger ikke altid kan ses som rent abstrakte foreteelser. Virkeligheden banker altid på.
Vi der regner os selv for at være ikke "helt normale" vil gerne kunne gå på gaden overalt i byen og døgnet rundt uden at skulle være nervøse for at andres "normalitet" skal opleves som en trussel.

Om det er ønskværdigt at være "normal?"
Tjah - det kan i det mindste gøre livet lettere i visse situationer. Som at have samme hudfarve som andre eller gå i det samme tøj.

Jeg kan helt skrive under på Dinos definition af begrebet normer. Jeg ser det nu også som uskrevne regler, der helst vil have at vi alle er så nogenlunde ens. Det giver velvære hos dem der passer ind i normerne, men store lidelser til dem der falder udenfor. Men normer bliver slidt op og opgivet, men bliver liggende meget længe, som en bastone som giver disharmoni. Dino skriver at, virkeligheden altid banker på. Ja, men det gør normerne også, gamle udslidte normer bliver liggende og bestemmer og forstyrrer mange menneskers liv og lykke.

Suzanne Brøgger har lige udgivet en ny bog: "Koral", (som jeg ikke har læst endnu). Den er en sammenskrivning og videreudvikling af hendes bøger fra 80'erne: "Creme fraiche", "Ja" og "Transperence". at hun bruger sine egne bøger på den måde illustrerer meget godt, hvad hun sagde dengang: "Man kan tage mif på hvad som helst, undtagen på ordet." - Hendes bøger skulle ikke være nye normer som skulle styre vort liv, men de var led i en udvikling hos hende selv, og slulle gerne inspirere læserne til det samme.

Det drejede sig altid om det samme: se virkeligheden i øjnene, og smid de uskrevne regler og udslidte normer ud.

Kåemer

Et godt eksempel. Mere end halvdelen af alle ægteskaber bliver op løst igen - ofte til skade for børnene. Hvorfor holder man så fast ved kernefamilien som ideal?

Kåemer

Den har trods alt fungeret i tusind år eller mere.
Og endnu tror jeg at de fleste er enige om at den er det bedste bud på børnenes trygge opvækst.
Skilsmisser skyldes at vi har fået råd til dem. Når det førhen var katastrofalt at en ugift pige fik barn, var det fordi hun ikke kunne forsørge det. Det rent moralske i sagen blev en overbygning på det materielle problem.
Idag kan en enlig mor godt klare sig, og dermed begrænses det rent moralske problem.

Hvordan skulle samfundet køre videre hvis man opgav "kernefamilien?" Er der virkelig et lødigt alternativ?

Dino

"(Kernefamilien) har trods alt fungeret i tusind år eller mere."

Tjah, har den nu også det? Ægteskabet og familien har forandret sig mange gange på de tusind år.

Men kernefamilien er da en god ordning, HVIS DEN FUNGERER. Naturligvis er det udmærket, at nogen vælger den, og holder ved den, problemet er, at den er en norm der udstrækker sig til alle. I dag er der ganske vist mange der lever sammen uden at være lovformeligt gift, men det gør ingen forskel, normen gælder også for dem.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Engbo

Hvordan skulle kernefamilien være det stærkeste bolværk? Der foregår meget misbrug inden for ægteskabet, og så er der lige alle skilsmisserne. Og et ægteskab forhindrer på ingen måde rigmanden i at tage sig en nyere model.. Skilsmisse er blevet stadig lettere.

I stedet for ægteskabsløfter burde man sætte ansvarlighed, men det kan man jo kun vanskeligt lovgive om. Det er mere et spørgsmål om, hvad ens normer er.

Kåemer

Fordi, Kåemer, at abstrakte idealer og idéer ikke ofte med succes kan erstatte årtusinders driftbetonede sammenhænge.
Over hele kloden har man gjort sådan - at de to der laver barnet også står for dets affodring og opdragelse.
Jeg tvivler på at der findes mange børn der ikke indeni har glæde af et klart tilhørsforhold til de voksne der fra dets første dag har taget sig af det. Jeg tvivler på at der findes børn der ikke i sindet vil have glæde af at kende ordene: "Mor og far."

Mange ægteskaber forliser. Der har vel alle dage været visse grunde til at de voksne får lyst til at skilles. Kun i vor moderne og rige tidsalder er det blevet almindeligt at folk søger imod "livet version 2.0"
Førhen fik man kun én chance.

Den danske avl er på lavt blus. Der findes i et folk ikke større luksus end at berøve pigerne deres motivation til at få børn. For intet er mere dyrt end hvis de ingen får.
Trods alle fiaskoer har familien vist sit værd. Ellers havde vi ikke været her. Enhver kan idag vælge at leve på anden måde. Nogle har glæde af det. Men at polemisere imod familien på hele samfundets vegne giver næppe bonus.
Man afskaffer heller ikke bilerne fordi mange får buler.

Jeg har selv i al beskedenhed skrevet en fortælling om en verden hvor børnene laves på en fabrik. Den var ikke ment som et eksempel til efterfølgelse.

Ansvarlighed - jovist! Men det er heller ikke noget abstrakt. Intet er så fremmende for ansvarsfølelsen som kærlighed imellem mennesker. Imellem voksne og børn.

Jeg har ikke børn selv. Siden min grønneste ungdom har det været en psykologisk umulighed at se mig selv i rollen som far.
Men jeg har respekt for dem der der er mere kapable mennesker end jeg.

Ironisk nok blev folk mere sammen i gamle dage, trods det at børn var noget der"skete."
Idag vælger folk at få børn. og alligevel vælger de så at gå fra hinanden.
Det er Maslows femte trin der gør sig gældende. Ansvarsfølelser er nok noget på retur.
Men derfor gælder det også om at give folk plads og mulighed for at deres ansvar kan udfolde sig.

Vi er blevet mere egocentrerede, tror jeg. Men det ville vi også være hvis vi brød famuilien op og lavede noget andet.

Hvis man afskaffede familien - så tror jeg snart tiden var omme for det danske folk.

Dino

"Jeg tvivler på at der findes mange børn der ikke indeni har glæde af et klart tilhørsforhold til de voksne der fra dets første dag har taget sig af det. Jeg tvivler på at der findes børn der ikke i sindet vil have glæde af at kende ordene: "Mor og far.""

Hvor sandt. Men hvad med dem der ikke har mulighed for at leve med dette, og det er jo temmelig mange? Hvad med de børn der ser, at den ene af forældrene forsvinder ud af billedet? Og hvordan har de med, at en ny kommer til?

Jeg har skam ikke noget imod kernefamilien, men jeg er imod at den skal være ideal og norm, fordi det ikke svarer til virkeligheden.

Her kommer ansvarligheden ind. Uanset hvilken livsform man vælger bør ansvarligheden vel være det styrende. - Jeg ser sommetider tv-programmet "I hus til halsen". Her er ofte tale om et par der er blevet skilt, men ikke kan få solgt det fælles hus, og den ene kan ikke klare udgifterne med det alene. Så må de arbejde tæt sammen i nogle dage, for at gøre huset salgbart, og ofte er deres børn også involveret. Og det viser sig så også, at de arbejder glimrende sammen. De taler om, at når huset nu bliver solgt, så vil de sørge for at komme til at bo i nærheden af hinanden, for de er stadig gode venner og så vil det være let for børnene at komme begge steder. - Jeg tænker: jamen herregud, så behold dog jeres dejlige hus, og vær fælles om jeres dejlige børn. Det er muligt, at den første forelskelse er fordampet, men hvad med at sætte kammeratskab og ansvarlighed i stedet. Det vil ikke være noget dårligt bytte.

Kåemer

Ansvarlighed er bestemt en god ting. Og mange har den, mange ikke.
Men det er nok ikke ansvarlighed der bringer næste generation til verden, men noget så simpelt som drift.
I naturen besluttes det ikke om der skal sættes børn i verden. De kommer af sig selv som en bivirkning til gennemførelsen af den erotiske drift.
Omsorgen for de små er også en drift hos moderen.

At lade børneavlen basere på noget andet end den altid har været baseret på svaret næsten til at bede løverne blive vegetarer.

Ægteskaber går fløjten. Men alle de andre samværsmåder hvor man (i medfør af "ansvarlighed") aftaler måder at opdrage børn på vil også være mindst lige så usikre og ustabile som ægteskaberne.
Når selv den driftsbetonede familiestruktur er uholdbar, vil andre konstruktioner også være det.

Men lad os give plads til alternativer, når ægteskaberne smuldrer, så vi kan spille på alle gode strenge, og ikke "fundamentalistisk" insistere på kun én model. Så langt kan jeg sagtens gå.

Dino

Men da er vi jo nærmest enige.

Kåemer