I flere år sneg jeg mig udenom sådan, at det ikke var mig, der kom til at holde jul, men alle de andre familiemedlemmer. En jul for flere år siden strammede jeg mig så an, meddelte mine daværende svigerforældre og gamle oldemor, at jeg nu mente mig 'voksen' nok til, at det vist var min tur til at stå for skud.

Dagen, som jeg den dag i dag kategoriserer værende 'en af mine liv værste dage' oprandt, og alt var klappet og parat. Dog var der ikke taget forbehold for udefrakommende påvirkninger, som skulle vise dig at vende op og ned på så og sige alt.

Klokken var ca. 15:00 - kort før gæsterne skulle ankomme.
Hele ejendommen duftede af jul ,og jeg havde gjort mig de største anstrengelser for, at alt skulle forløbe planmæssigt. Havde 'kopieret' alverdens juletraditioner og krydret dem med nogle nye, som skulle være min specialitet og min måde at holde denne den 24. december på. Årets mest betydningsfulde dag for mig.
At den samtidig blev en af de mest uheldssvangre dage kunne ingen vide.

Dingeling - Dingeling (telefonen kimede ildevarslende).
Det var Per og Susanne fra Lolland Falster der, ligesom jeg, også var opdrættere af Golden Retrivere.
- Hej, Lotte. Så er det NU, jublede Susanne total overstadig i røret. - Vi kommer med hende med det samme?
De tanker der for igennem hovedet på mig, er ikke til det offentlige rum.
- NU? Jeg mærkede sveden pible frem og blodet forsvinde fra årene i en rasende fart.
- Jamen, jamen..., fremstammede jeg, - øhhh...joooo... men NU? Det er jo juleaften, og om lidt kommer gæsterne. Kan det dog ikke vente til i morgen, fremstammede jeg forvirret.
- Nej, det er NU. Vi har taget Milles temperatur, og vores egne han-hunde hyler og skriger, så det er en lyst. Skal vi gøre os forhåbninger om hvalpe, så skal hun parres i dag.
Jeg sukkede dybt og tusinde tanker passerede revy, mens jeg helt uden iver i stemmen og modløs sagde:
- Okay, hvornår kan I være her?
- Per kører herfra med det samme. Jeg vil tro, at der går ca. 2 timer, og du kan jo bare lade hundene være alene og holde øje med dem inde fra køkkenvinduet, så skal du se, så går det nok, jublede Susanne igen.
Tavs lagde jeg røret på, og min mand kiggede noget forundret på mig.
- Sig det er løgn, sagde han i et tonefald og med et blik, der sagde alt.
Mit blik sagde vist også alt, og ord var overflødige. Han forstod!
Men nu er jeg ikke den, der sådan lader mig slå ud ret længe af gangen, så de negative tanker blev hurtigt vendt. Tænkte:
'Nå, hva' pokker. En hundeparring er da så harmløs, som noget kan være, og bagefter skal Mille jo bare over i stalden. Det kan da ikke ødelægge julehyggen, men kun være et sjovt lille indslag'.
Tror nu mest det var for at berolige mig selv, for var allerede nu godt klar over, at den 'perfekte' jul, som jeg sådan havde arbejdet for, nok ville blive lidt anderledes og mere som 'dagene normalt var på ejendommen', men med lidt snilde, så kunne jeg nok greje det hele, så end ikke engang svigerforældrene og oldemor ville opdage, at der var en hund mere. Og herregud, Per ville jo også køre hurtigt igen. Han skulle jo også hjem til Susanne og sin mor og holde jul, så...

Kort herefter ankom svigerforældrene og oldemor (sidstnævnte der i øvrigt besøgte os for allerførste gang) iført deres fineste puds, ikke et hår sad forkert og ikke bare antydningen af en lille krølle på deres tøj var at skue, og det selvom de havde været ude på en ca. 30 køretur. Aldrig har jeg kunne forstå, hvordan noget sådan var muligt, og jeg har tit tænkt, om de mon holdt ind 500 m før vores hjem, og svigermor så lige fiskede et lille rejsestrygejern op af tasken og...
Nå, selv så jeg vist også ganske nydelig ud denne dag. Alt skulle jo være 'perfekt', og bare denne ene dag havde jeg besluttet mig for at ville hamle op med de andre, selvom jeg egentligt havde det bedst ude mellem hundene, iført gummistøvler, en hullet sweatshirt, der bestemt havde set sine bedre dage, forvildet hår osv., men altid med et stort smil og en kvik bemærkning på læberne.

Ved det pyntede og vildt overdækkede kaffebord, fortalte jeg henkastet og lettere smågrinende iblandet en svag antydning af nervøsitet, at der altså lige komme en forbi ved 17-tiden.
- Ja, noget med en hundeparring, sagde jeg løst henkastet, og skyndte mig at skifte emne. Det var dog ikke undgået mit blik, at svigermor fik et underligt udtryk i øjnene, og hendes ellers jule-smilende ansigt ligesom krakelerede lidt. Svigerfar lod til gengæld som ingenting, og oldemor, ja, hun hørte ikke så godt.
Hurtigt bredte julestemningen sig igen og i stille stunder nød jeg, at det var lykkedes mig, at have forberedt den 'perfekte' jul. Ingen ville kunne sætte en finger på noget! Jeg smilede glad og tænkte, at det da var dumt af mig de andre år, sådan at have være så nervøs og ikke ville holde jul. Det gik jo fint, og jeg begyndte at slappe af.

Så ringede telefonen atter, og igen var det Susanne.
Ja, Per var altså blevet lidt forsinket, for deres komfur var gået i stykker, og der stod hun med andestegen, kartoflerne, rødkålen, en forvirret svigermor, der ikke kunne forstå, at Per sådan skulle hele vejen op til Dianalund og... (jammeren fortsatte). Om ikke min mand kunne hjælpe hende (han var elektriker), for hvad skulle hun gøre (endnu mere jammer), men altså, nu var Per kørt, og han kunne være hos mig ved 18-tiden.
Da var jeg lige ved at slynge en masse eder i hovedet på hende, men trak vejret dybt et par gange og slyngede en vildfaren pandelok væk fra øjnene. Sank spyttet og lod Susanne tale færdig, før jeg engleblidt sagde, at det da ikke gjorde noget, at Per var blevet forsinket, at jeg forstod, at det da ikke gjorde noget, og vi da bare kunne spise lidt senere osv.
Indvendig kogte jeg, men mest fordi jeg pludselig ikke kunne hitte rede i noget som helst. Alt jeg havde tilrettelagt ned til mindste minut, skulle pludselig rykkes og skubbes og og og... jeg var gråden nær.
Det var ikke let at være mig, da jeg igen entrede stuen og måtte forklare, at vi altså ikke kom til at spise kl. 18:00, som planlagt, men altså blev lidt forsinket. Før var det svigermor, der krakelerede, nu var det mig, men igen smilede jeg det største og bedste, jeg havde lært. At jeg så herefter havde lidt svært ved at følge med i snakken, og også havde svært ved at sidde stille, er en helt anden sludder. Hundene lod sig dog ikke sådan narre, og de var udmærket klar over, at noget var i gære. Hvor de før tog alt i stiv arm, var rolige og lydige som normalt, så ændrede de totalt karakter og begyndte at vimse rundt om både bord og stole, så vi andre måtte sidde og holde på dugen (en genstand, de bestemt ikke var vant til befandt sig i de daglige omgivelser). At de normalt var lydige, bemærkede ingen, for lyttede efter, det gjorde de bestemt ikke. Det var som havde de lukket af for hørelsen, og det endte med, at jeg i ren frustration fløjtede alle fire udenfor, så de lige kunne få lidt luft, - mig selv inklusiv.

Hvad jeg ikke lige havde taget forbehold for var, at det i mellemtiden var blevet regnvejr, og er der noget en Golden elsker, så er det vand, så tænk selv hvilken effekt det har på FIRE! af slagsen. Gøende og lettere opstemte fræsede de haven igennem indtil flere gange.
- Åh nej, det her går bare ikke, tænkte jeg, og kaldte dem i hast sammen igen. Grådkvalt kiggede jeg på dem, for hvor der kort forinden havde været fire hvide, nypolerede hunde (ja, de skulle jo også i dagens anledning være 'perfekte'), så lignede de nu mere fire sorte Labradors. Mudderet hang dryppende ned helt oppe under deres maver. Igen sukkede jeg inderligt, men så fik jeg ellers fart på. Smøgede ærmerne op, fandt en stak håndklæder og gik ellers i gang med at få det værste møg af dem igen. Mens jeg var i gang med den ene hund, trippede de andre tre glade og fornøjede rundt i hele gangen. Efter endt hunderengøring, lukkede jeg hundene ind i stuen igen, smilede og lukkede resolut døren. I det smug og så stille som muligt, uden nogen skulle opdage noget, for jeg ud på badeværelset, klargjorde en spandfuld vand, fandt en gulvklud og hurtigere end nogen kunne blinke med øjnene, fremstod gulvet igen blankt og poleret. At vinduerne så duggede pga. al fugten, så jeg stort på og ind i stuen arriverede jeg, igen storsmilende og med dette hvor-har-vi-det-hyggeligt-blik. Narrede 'fjenden' gjorde jeg næppe, men vigtigt var det for mig denne specielle dag, at holde fanen så højt, som muligt, så glansen ikke helt gik af 'Marie', for julen den aflyser man ikke bare på det sene tidspunkt, hvor duften af andesteg allerede har spredt sig til samtlige rum og mindede vores efterhånden slunkne maver på, at det var juleaften, og vi faktisk snart burde sætte os til bords, men der var jo lige den hundeparring først.

Endelig ankom de, Per og Mille, og jeg drog et lettelsens suk, rejste mig og gik ud for at byde dem velkommen. Som normalt var, så troede jeg, at Per havde ladet Mille sidde i bilen, indtil han havde været inde og melde sin ankomst, og mine egne hunde havde fået hilst på ham, men men men... hvorfor skulle lige præcis det være normalt, når du alt andet ikke var det! Næh, Mille sad ikke og ventede i bilen. Hun rendte forvirret rundt ude i haven og snuste til alle de nye dufte.
Min han-hund, Jensen, vejrede hurtigt den løbske tæve, og herefter var HAN som forvandlet til et frådende uhyre, der kun havde én tanke i hovedet. Savlet stod om snuden på ham, og UD af døren for han, pivende og hylende, mens han nær havde rendt mig over ende.
Mine tre tæver vejrede også med det samme konkurrentens tilstedeværelse, og herefter var alt et stort kaos af gøende og totalt forstørrede hunde, for hvem begrebet lydighed var noget ikke-eksisterende.
Stille tog jeg mig opgivende til hovedet, rankede i hast ryggen og fik igen kontrol over hundene. Dog med den undtagelse, at jeg måtte holde den nu efterhånden overgearede han-hund med et fast greb i halsbåndet. Han var helt sikkert i en helt anden verden, hvor kun kønsdriften dominerede. Tæverne derimod opførte sig igen rimeligt eksemplarisk, og Per fik også hurtig kontrol over Mille, hvorefter han og jeg endelig fik mulighed for at give hinanden hånd til hilsen.
Per lagde ud med en længere undskyldende talestrøm, alt imens min han-hund hev og sled i mine efterhånden alenlange arme, og endnu mens Per talte, og inden jeg helt mistede enhver form for situationsfornemmelse, gennede jeg ham i hast ind af gangen. Man kan vel sige, at jeg på det nærmeste puffede både ham og mine tre tæve-hunde foran mig. Desværre var jeg uopmærksom et øjeblik, hvilket Per tilsyneladende også, for ind fór også Mille, og så var det slut med kontrol over han-hunden, der med et rev sig løs, og i fuld firspring fór efter den løbske tæve og ind i stuen, skarpt efterfulgt at mine egne tæver.
Kan nogen overhovedet forstå, at svigerforældrene fik et noget målløs udtryk i ansigtet, og oldemor i ren befippelse holdt begge hænder op for munden? Mon hun var ved at kvæle et skrig? Det havde jeg dog imidlertid ikke tid til at tænke nærmere over, syntes jeg havde så rigeligt at gøre med at få fat i han-hunden og få smidt ham ud i haven igen. Sammen med Mille forstås. Tæverne lukkede jeg sporenstregs i køkkenet, og ind i stuen entrede jeg igen, som om intet var hændt, rettende lidt på mit tøj og bød, som det naturligste, Per på en kop kaffe, inden jeg placerede mig i den første, bedste og ledige stol!
Sådan! NU skulle der julehygges, om så stemningen var der eller ej!
Den 'perfekte' jul holdes kun én gang om året, og intet skulle have lov til at ødelægge denne min første jul på egen matrikel. At så både jeg og den 'perfekte' jul på det her tidspunkt allerede så lidt falmet ud, er en helt anden sludder.

Under påskud af at skulle se til maden, gik jeg flere gange ud i køkkenet. På samme tid fik jeg så også mulighed for, i det smug, at holde øje med, hvad der foregik ude i haven mellem Jensen og Mille. OM der i det hele taget foregik noget. Men aldrig om der skete bare antydningen af en parring, umiddelbart i hvert fald, for - da jeg for Gud ved hvilken gang tjekkede dem, var de som sunket i jorden. Jeg ventede spændt et par minutter, men nej, de dukkede ikke op.
- YES, tænkte jeg, og lignede nok det man bedst vil betegne som 'En glad julegris'.
Herefter listede jeg mig ud i gangen og lindede forsigtigt på døren. Dårligt havde jeg lagt hånden på håndtaget, før døren røg op og nær havde nikket mig en skalle. Ind fór Mille, efterfulgt af en halsene og prustende han-hund. Øjeblikket var åbenbart inde, for ikke så snart var begge hunde inde i varmen, før Mille stolt svang halen til side. Det var signalet til Jensen, der omgående gik i aktion og med tungen hængende langt ud af halsen, sprang han på hende, og inden jeg kunne nå at reagere hang de ubehjælpeligt sammen.
Nu var gode råd dyre. Skulle jeg, for ikke at forstyrre hundene unødigt, blive stående eller skulle jeg tage chancen, liste fordi dem og ind i stuen igen? Jeg valgte det sidste.
Per kiggede interesseret i mig og spurgte:
- Hvordan går det med hundene?
- Hundene? spurgte jeg fraværende og nærmest forundret, som om jeg havde glemt alt om, at der overhovedet var noget, der hed hunde.
- Ååhh.. dem, jamen de parrer sig ude i gangen, fortsatte jeg, og bød fadet med julesmåkagerne og konfekten rundt.
- I gangen? røg det ud af munden på min mand.
Nu vil jeg ikke sige, at han så særlig begejstret ud, og det var da heller ikke let for mig, at bevare den rette grimasse.
- Ja ja da, men så er det også lettere at holde øje med dem, svarede jeg lettere henkastet, smilende, og med et blik, der tydeligt lod ham vide, at han under ingen omstændigheder skulle spørge om mere.
Et skjult blik rundt på de andre fortalte mig, at al virakken vist var gået oldemors næse forbi. Tror faktisk hun tog sig en lille lur inden maden.
Og apropos maden:
Heldigvis manglede jeg kun at få lavet de brunede kartofler, varmet rødkålen og sovsen, før alt var klappet og parat. Et snif i luften fortalte mig i hvert fald, at intet var brændt på. Derimod bemærkede jeg en anden duft. Øhhh....? Jeg studsede. Så, at også svigermor havde bemærket et og andet. Hendes rynkede pande afslørede det.
- Hvad fanden er det for en stank her er? udbrød min mand.
- Det er da bare hundene, svarede Per henkastet.
Samtidig var også jeg klar over, hvad det var for en stank, der havde bredt sig til stueregionen; regnvejrsvåde, møgbeskidte og parrende hunde, det var, hvad det var. Føj, for en stank!
Igen var gode råd dyre, men alt jeg kunne gøre var, at gå ud til hundene og håbe, de var færdige med at sørge for den næste generation af hvalpe, hvilket de heldigvis var, og så var det ellers bare om at få døre og vinduer op og få luftet ud, og det kunne bare ikke gå stærkt nok. Per var heldigvis kommet til den konklusion, at han ville tage Mille med sig hjem og ikke lade hende overnatte. Hvilken lettelse, og ikke så snart var han og Mille ude af døren, før jeg kaldte hundene til mig, og fik dem over i stalden. Ingen hunde skulle få lov til at ødelægge den sidste rest af 'perfekt' julestemning, og derved blev det.

Da freden atter havde sænket sig, udluftningen var ovre og ganggulvet igen igen lige havde fået en gulvklud, var det tid for de sidste indledende øvelser, inden jeg med et glad smil på læberne kunne kalde familien til bords. Herefter indfandt julestemningen sig hurtigt og resten af aftenen blev ren hygge i bedste danske stil.

Og her slutter min beretning om min værste jul. Måske det lige er på sin plads at fortælle, at 5 små, bedårende, sunde og raske hvalpe, så dagens lys ca. 63 dage senere.


Epilog
Sidder der nu en læser eller to og spørger sig selv, om jeg mon efterfølgende har tilbudt at holde jul for familien. Til det er kun et svar:
Nej!
Til gengæld har familien heller aldrig igen så meget som kommet med bare antydningen af spørgsmålet, om jeg dog ikke kunne tænke mig at fejre julen for dem. Forstå det om man vil.

Glædelig jul :-)