Åget, der længe har været en del af hendes skuldre, er væk. Det, der i så mange måneder, har været en del af hendes personlighed, er væk. Forsvundet. Ikke længere bærer hun rundt på den skygge, der usynligt har fulgt i hendes fodspor. Negativt vurderende blikke, kølige, sårende følelser er arkiveret, gemt væk for tid og evighed i hendes personlige pulterkammer.

Døren er lukket, og nøglen smidt væk. Tavlen er vasket ren og klar til et nyt kapitel.

Hendes hånd samler en gammel, gulnet og slidt kridtstump op, og med forsigtige bevægelser, nærmest mekanisk, formes og skrives de første ord. Hun kigger på tavlen, åbner munden, læser, lytter til ordene, hun har skrevet.
   I samme sekund lammes hun af en følelse af frihed, der løfter hende op mod stormfulde højder.

Glæden, der var...

Et smil baner sig vej frem til hendes læber, øjnene følger med, de funkler. Udenfor bryder en solstråle igennem det kun spindelvævstynde skydække. Rammer hende. Flere følger efter. Tilbage er en blå og skyfri himmel. Glad åbner hun øjnene helt op, ser igen blomsterne, der i smukt flor stedse omgav hende, og igen ser og hører hun også fuglene. Det er, som de synger, kun for hende. Hun henrykkes, former læberne og fløjter sagte, næsten lydløst, tilbage, ønsker ikke at skræmme dem.
   Maven føles fyldt med en uafladelig strøm af vildfarne sæbebobler, den ene mere farvestrålende og smuk end den anden. De popper.
   Hun griner, - beruset og befriende. Befriet for byrden.

Den for længst glemte lykkefølelse har igen indtaget sin plads i hendes hjerte.
   Et nyt kapitel er begyndt.