Vækkeurets kimen lyder i det fjerne. Fast målrettet, nærmest påtrængende, borer dets vedholdende tone igennem hendes endnu sovende og drømmende tilstand. Langsomt, uendeligt langsomt, fortrænges natten og dagen vækkes til live.

Som i trance forsøger hun at frigøre sig fra nattens eventyragtige omfavnelse. Hovedpuden drager hende som en magnet. Endnu befinder hun sig i Ingenmandsland, mellem nat og dag. Begge leger de magnetisk med hende, som to stærke poler, vel vidende at det allerede er forudbestemt, hvem der er dagens eneste vinder.
   Halvt siddende, halvt liggende, med søvnen endnu markeret i øjenkrogen, prøver hun at få kontrol over sin krop. Glimtvise billeder fra nattens drømme springer frem på nethinden, som små forvildede, krystalagtige snefnug, usammenhængende, hvis indhold fortoner sig i glemsels slør.

Dagen, med dens store som små gøremål, føles endnu så uendelig fjern.

Virrende med hovedet, lykkes det hende med en sidste rest af kraftanstrengelse, at vriste nattens kappe af sig, og med fornyet energi sætter hun fødderne på det hvidskurrede, kølige trægulv. I samme nu sitrer hendes krop i en let kuldegysning, der bringer dagen et skridt nærmere hendes bevidsthed.
   Med målrettede, halvt traceagtige skridt, går hun ud af soveværelset, kaster et sidste henkastet blik rundt i værelset. Forsigtigt, som for ikke at vække nattens favntag, lukker hun døren, efterladende den endnu varme seng alene bag sig.

Klokken er 6.52.
   Forude venter et endnu uskrevet dagbogsblad.