Josefine på 3½ år, var den første der vågnede og kom med det samme i tanke om, hvad hendes far og mor havde fortalt hende i går aftes og straks løb hun i fuld galop ind i soveværelset og begyndte at hoppe glad rundt i far og mors seng, men hun råbte: ”Vågn nu op, vågn nu op.” ”Jamen Josefine dog,” sagde mor med et smil, ”er du allerede vågen?”
Og det var Josefine, for hun havde ikke glemt, at de alle sammen skulle i Tivoli i dag.
Far sov stadig, men ikke ret længe, for Josefine begyndte at kilde ham under tæerne og var der noget, der kunne vække hendes far, var det når han blev kildet - især under tæerne.
”Uha uha,” sagde far, ”du er da frisk fra morgenstunden Josefine. Jamen så må vi da hellere alle sammen stå op og komme af sted, men først skal vi lige have noget morgenmad og have smurt nogle madpakker til turen. Løb du bare ind og væk Rasmus, for han skal også med.”
Rasmus var Josefines storebror på 16 år, som hun elskede overalt på jorden, for han var altid så sød at læse godnathistorier for hende om aftenen og lege med hende om dagen, når far og mor nogle gange havde andre gøremål. Og i dag skulle de være sammen i Tivoli. Inden Josefine var faldet i søvn dagen, før havde Rasmus fortalt hende så mange gode ting om alt det man kunne i Tivoli, og fortalt om alt det de skulle prøve, karruselture, gynger, sejle i både, spise is og mange andre spændende ting.
Josefine kunne slet ikke sidde stille, da de spiste morgenmad, og sagde hele tiden: ”Bliv nu færdige, vi skal køre nu!” Hun kunne slet ikke vente længere, og far og mor kiggede flere gange på hinanden og smilede, for de glædede sig også på Josefines vegne, og da alle havde spist og fået tøj på, pakkede mor en taske med madpakker og saftevand, og så var det ellers ud i bilen og af sted mod København og alle karrusellerne.
Endelig var de fremme. Rasmus tog Josefines hånd og de småløb i forvejen mod indgangen. Indenfor købte far og mor et turpas til dem, som de fik på armen og Josefine turde næsten ikke tage armen ind til kroppen igen, så stolt var hun.
”Se! Se Rasmus! Se mor! Se far,” råbte hun, og halede af sted med Rasmus hen mod en kæmpe stor karrusel. Far og mor kunne dårligt følge med dem og de grinte begge over Josefine, som var så sød i hendes ivrighed over alt det nye og spændende, der var inde i Tivoli. Mor mente dog, at den store karrusel var for farlig for Josefine, og viste hende i stedet børnekarrusellen der var lige ved siden af, og som mere var for børn i hendes alder. Rasmus viste hende, hvordan hun skulle vise billetdamen sin arm med turpasset, og damen nikkede smilende til Josefine, som straks satte sig op i en brandbil.
Da karruselturen startede, var Josefines ansigt først helt forstenet og mor blev helt bange, men pludselig begyndte Josefine at grine højt og hendes øjne tindrede, som det pureste guld. ”Det kilder i mine mave,” råbte hun højt ud til far, mor og Rasmus, ”juhuu, hvor det kilder.” Så var turen slut, men Josefine ville have en tur til, og ikke engang en stor is kunne lokke hende væk fra karrusellen, så hun løb hen til billetdamen igen. Far var også på vej derhen, men inden han nåede så vidt, sad Josefine allerede inde i karrusellen og en ny tur begyndte. Far slog ud med armene, grinte igen og sagde: ”Det klarer du godt nok fint, Josefine.”
Mens Josefine kørte i karrusel købte Rasmus en kæmpe stor portion popcorn, som de skulle dele, men Josefine havde ikke tid til noget. Hun ville sejle i bådene lige ved siden af, hvor de havde sat sig. Rasmus var træt, så han gad i hvert fald ikke gå ned til søen endnu.
I stedet for tog mor Josefine i hånden og sammen gik de ned til søen for at fodre ænderne. Der var rigtigt mange ænder, og der var også en automat, hvor man kunne stoppe en 2 krone i og for pengene, fik de så mad til ænderne. Et par af ænderne kom helt hen til Josefine, og hun hvinede af glæde og forskrækkelse, men ænderne blev mest forskrækkede og vraltede hurtigt ud i søen igen. Så begyndte Josefine at græde og var ked af det, men mor sagde, at hun bare skulle være stille og skynde sig at give ænderne mere mad. Og ganske rigtigt, nu kom ænderne hen til dem igen og Josefine var et stort smil igen. Den ene nappede hende endda i pegefingeren, men nu blev hun ikke forskrækket, for mor havde jo fortalt hende, at de ikke gjorde noget.
Da de alle sammen gik videre mødte de en mand, der solgte balloner og Josefine fik en stor flot rød ballon, som far bandt på hendes hånd. For den skulle jo nødig flyve væk.
Nu kom et Tivoli-tog kørende og de satte sig alle sammen ind og kørte en tur, men så fik Josefine øje på en karrusel med nogle flyvere og råbte: ”Stop, stop, den vil jeg prøve.” Oppe i flyveren var der en pind, som Josefine skulle trække i, så flyveren rigtigt kunne komme højt højt op i luften. Ih, hvor blev mor bare bange, da hun så Josefine så højt oppe, men Josefine var slet ikke bange og ville prøve karrusellen igen og igen.
Men nu har alting en ende og pludselig var klokken mange og de skulle hjem igen. Josefine ville ikke hjem, for der var så sjovt at være inde i Tivoli med alle de ting, man kunne prøve og som kildede sådan i maven. Men til sidst var Josefine så træt, at far måtte bære hende, og inden de nåede udgangen, var hun faldet i søvn i hans arme.
Helt til næste morgen, drømte hun om alle de spændende ting, hun havde prøvet inde i Tivoli, og det var ikke sidste gang Josefine var i Tivoli med far, mor og Rasmus. Næste sommer skulle de derind igen, det var både sikkert og vist.
Illustration:
Ida Cecilie Kvetny - Tegnebordet.dk