Ro
Jeg vil hverken dø eller leve.
Jeg vil ro.
Jeg vil også have ro -
men inderst inde længes jeg kun at ro.
Jeg roer,
med hænderne fast om årene.
Træbåden er min, og den vugger mig.
Den kæmper om at finde plads i en uendelig skovsø.
Stjernerne funkler over mig, de ved, de nok skal overleve.
Jeg roer,
indtil armene bliver så tunge,
at de synes at være fra en tid, jeg forlod
Der er dage, hvor jeg drømmer om mere end at ro.
Jeg drømmer om at cykle ind i skoven,
så hurtigt at grenene flår mit tøj.
Jeg drømmer om at løbe i dagens lys,
selvom jeg er kejtet og grim.
At løbe så hurtigt,
at jeg, ved et strejf,
med hænderne tæt om hjertet,
kan mærke pulsen,
som virkeligt banker for mig
Der er dage, hvor jeg drømmer om at stå ved havet
og dyppe mit ansigt i bølgerne,
ikke for at vaske noget væk,
men bare fordi jeg kan.
Måske, ser jeg morgensolen krybe op over kanten af verden
måske undre jeg mig over den,
men i alt fald - ville jeg synes, at den var smuk
helt alene, men hel
Jeg tror, at barndommen var det sidste sted, som valgte mig.
Det sidste sted, hvor jeg ikke kunne blive.
Jeg husker min mor sagde,
at julen ville komme, når bladene begyndte at falde.
En 7 årig, gik ud i skoven,
med hænderne fulde af forventninger,
plukkede, og plukkede,
som om jeg kunne tvinge gaverne frem.
Jeg smed dem i jorden,
som om træerne ville forstå,
at nu skulle vinteren komme,
uden at blive påmindet om, hvad der ventede mig
Ro
Jeg vil hverken dø eller leve.
Jeg vil ro.
Jeg vil også have ro -
men inderst inde længes jeg kun efter at ro.
Jeg roer,
med hænderne fast om årene.
Træbåden er min, og den vugger mig.
Den kæmper om at finde land i en uendelig skovsø.
Stjernerne funkler over mig, de ved, de nok skal overleve.
Jeg roer,
indtil armene bliver så tunge,
at de synes at være fra en tid, jeg forlod