Jeg kalder på hende
der elsker alt det lysegrønne
og som kaster al sin kærlighed på de store knopper
der dukker frem af den tunge lerjord
og som skal blive blomster.
Jeg dæmper hendes glæde,
før den stiger
til uformelige højder.
Jeg giver hende fornuften
og balancen,
og mig selv
som er blevet
så mange år ældre,
og som ved at forventningen
vil puste hende helt op i bjergene,
hvor jeg bliver væk,
og hvor luften er så tynd,
at hun bliver så bange
for at flyve med de sidste fugle,
så hun gør det.
Jeg vil lære hende
at lægge en dæmper på glæden,
mens vi har den,
så hun aldrig går derop i lykkens fantasier,
at fordele sig selv i tide
som saltet i et hav,
og blomsten i sin cyklus
der aldrig tager fejl.
Jeg ved,
at skuffelser bliver store,
når de forsvinder i det høje græs,
og frøene bliver glemt
på grund af sorte skyer
og smerter i mig selv,
så må hun hjælpe mig igen,
for vi laver jord,
og vi skal snart så gulerødder.
Jeg kalder på legebarnet fra min barndoms dal
som kender mig så godt,
men hun flyver endnu,
ligesom jeg
er blevet tung.