"Hvad gør du nu?" spurgte hun sig selv, mens hun sad og tegnede de sædvanlige kruseduller på et tilfældigt stykke papir. Hun så på uret og konstaterede, at hun nu havde siddet i den samme stol i to timer og kun havde skrevet tre linier. Lyset fra computerskærmen irriterede hende og mindede hende hele tiden om sit mislykkede foretagende.
   Digtet, som hun var påbegyndt, udsendte sine krav med samme irriterende blinken, som lyset fra skærmen. Det mindede hende om lyset fra diskotekerne. Det iskolde blåturkise neonlys, der næsten advarede folk om at træde nærmere.
   "HOLD JER VÆK... KOM IKKE NÆRMERE, ELLERS EKSPLODERER JEG!!!" ville det råbe for at overdøve den indbydende bas fra diskotekets indre. Og alligevel trådte folk indenfor og blev opslugt af mørket. De kunne ikke lade være.

Det påbegyndte digt stod der på skærmen, og hånede hende. Hånede hendes talent. Hendes vilje. Hendes motiver.
   "Kom Nu Igang... Tør du ikke?!" sagde det til hende.
   Kombinationen mellem digtets drillende og hånlige bemærkninger og skærmens iskolde blinken, gav hende en voldsom kvalme. En snigende følelse af panik begyndte at brede sig i kroppen. Hvad var der egentlig galt med hende?
   Skrivelysten var der. Følelsen var der, men ordene ville ikke ud. Bogstaverne sad fast i hende. Sætningskonstruktionernes fundament blev holdt tilbage af noget udefinerbart.
   "Måske er det pga. inkompetente håndværkere og usselt materiale," sagde hun højt og smågrinede lidt af sin egen selvironiske bemærkning. Måske var hun syg. Noget fysisk.
   Mon mandlerne i halsen var forstørret så meget op, at intet kunne slippe igennem?
   "Hold nu kæft," vrissede hun irriteret af sig selv. Selvfølgelig var der ingen fysisk grund til hendes manglende kontakt fra hjernen til papiret.

Men hun vidste jo inderst inde godt, hvad der var galt. Det havde hun vidst i et stykke tid.
   DET var blevet skabt den dag, hun havde fundet glæden ved at skrive. Selvfølgelig ikke lige med det samme. DET havde ligget i en varm og dejlig puppe og suget næring til sig eet eller andet sted i hendes hjerne. DET havde vokset sig stor og fed og tilsidst havde der ikke været særlig meget plads tilbage. DET havde bredt sig og vokset så meget, at hun var blevet nødt til at erkende DETS eksistens. Hun havde også fundet ud af hvad DET hed efter lang tids søgen. Anerkendelse. Egentlig et rart ord. Lå godt i hånden, når hun skulle skrive det. Men det var jo bare et ord. Akkurat som alle andre ord. Det var indholdet af dette ord, der skræmte hende. Det skræmte hende, at sådan et rart ord kunne indeholde så mange følelser, vrede og frustration. Hun savnede de dage hvor hun ikke havde kendskab til dette ord. Ikke på samme måde.
   Hun savnede de dage, hvor hun skrev til sin skrivebordsskuffe og til sig selv. Hun havde fyldt det meste af den skuffe med sine følelser og tanker. Propfyldt havde den gemt dem i sin mørke og sikre hule, hvor ingen kunne komme til.

Men så en dag havde hun vovet skridtet. Hun havde åbnet skuffen og havde lukket det afslørende lys ned. Alle hendes mærkværdige tanker, historier, krusseduller, tegninger lå der i et virvar af bogstaver. Forskræmte bogstaver, der klyngede sig til hinanden. Forblændet af det skarpe lys. Afsløret! Forsvarsløse! Uvidende om deres skæbne. Den skæbne, som nu havde besluttet, at sætte dem i centrum og blive læst af andre end deres skaber. Men sådan skete det. Beslutningen var taget og den første gange hun havde vist dem til andre, var gået overraskende godt. Ros, ros og atter ros.
   Men hun var blevet mere krævende og overmodig. Nu ville hun også have brugbar ros. Brugbar kritik. Hun var begyndt at interessere sig for poesi og lyrik. Hun var begyndt, at læse andres digte. Hun var begyndt, at gå til foredrag, læse litteratur og artikler og deltage i debatter om digte. Samtidig med dette, skrev og skrev hun. Hun havde opdaget, at computeren var en meget bedre skrivebordsskuffe end hendes egen og via denne nye skuffe, fandt hun sin nemesis. Den lokkende sirene. Anerkendelsen.

Andre kunne læse hendes digte og kommentere og omvendt. Det gik utroligt godt i et stykke tid og hendes selvtillid steg. Indtil den dag det hele faldt sammen.
   Hun havde i et stykke tid mærket en mærkelig fornemmelse i maven, hver gang hun satte sig foran computeren og begyndte at skrive, men havde slået det hen med at det var for mange smøger og for meget kaffe. Adrenalinet pumpede og hendes nervesystem var i alarmberedskab. Men hun havde ignoreret det hele.
   Hendes fingre rystede og var så fedtede af sved, at hun næsten ikke kunne ramme bogstaverne på tastaturet. Men hun havde taget sig sammen og idet hendes finger havde ramt bogstavet A, ramte den hende som en knytnæve. Tvivlen. Hun havde prøvet igen og havde fået skrevet fem ord, men det viste sig bare at være en gang volapyk. Hun var blevet svimmel og havde opdaget, at hun ikke trak vejret. Med en stor kraftanstrengelse sugede hun luft hele vejen ned i lungerne og tændte en smøg. Hun forstod det simpelthen ikke. Hun havde noget på hjertet, men kunne ikke få det ud. Hvad var hun bange for.

Mens hun sad og analyserede det hele på kryds og tværs, listede en lille tanke ind i hendes hoved. Først ignorede hun den og begyndte at tænke på noget andet. Opvasken der ventede. Vinduerne der skulle pudses. Men det hjalp ikke. Den var vedholdende, den lille satan. Til sidst skreg den så højt, at hun næsten følte en hylen i sine ører:
   "DU SKRIVER FOR AT FÅ ANERKENDELSE... DU SKRIVER FOR AT FÅ ANERKENDELSE," blev den ved med at hyle. Og den fortsatte:
   "DU SKRIVER FOR AT FÅ ROS... DU HAR MISTET DIN PERSONLIGE STIL... DU HAR MISTET MOTIVET... DU HAR MISTET USKYLDEN... DU SKRIVER FOR AT FÅ ANERKENDELSE!!"

Chokket og erkendelsen af det sandheden, havde lammet hende. Så der sad hun. Forskræmt og prøvede, at forstå det hele. Sluge den nyopfundne klump, som bare voksede i halsen på hende. Her havde hun troet, at hun bare skrev for sig selv. Stadig skrev til sin egen skuffe. Her havde hun troet, at hun var alt for selvstændig og havde alt for travlt med andet, til at have brug for anerkendelse. Her havde hun troet, at hun ikke havde behov for andres meninger og kommentarer. Men hun havde ikke fået gennemtænkt det hele, før hun havde åbnet op for omverdenen. Hun havde ikke kigget gennem spionøjet inden hun lukkede op.
   Havde hun narret sig selv? Var det hele selvbedrag, der skjulte hendes indædte trang til bekræftelse? Var hun virkelig så svag og egoistisk?
   Efter en lang gennemgang af hendes motiver, måtte hun konstatere, at svaret var ja.
   Hun var ikke mere uskyldig. Måske havde hun aldrig været det. Hendes motiv var drastisk blevet ændret efter hun havde smagt på anerkendelsens søde safter. Hun var blevet afhængig.

Men hvad skulle hun gøre, tænkte hun. Skulle hun holde en pause og genvurdere sine motiver? Hvem skrev hun for og hvorfor?
   Hun besluttede, at holde en pause og gik ud i køkkenet for at vaske op.Tankerne skvulpede rundt i takt med børsten i det sulfofyldte opvaskevand. Hendes inderside af hjernen begyndte at svide.
   Efter at opvasken var tilintetgjort, gik hun i lag med vinduerne. Hun gnubbede og skrubbede til hendes arme skreg efter hvile. Aldrig havde hun haft så rene vinduer og aldrig havde hun følt sig så udstillet før. Alle slags tilfældige mennesker kunne se direkte ind på hende, hvis de ville.

Dagene gik. Hun nærmede sig ikke computeren og skrivebordet. Fik kvalme hver gang hun så et stykke papir og en blyant. Hendes fysiske aktivitetsniveau var eksploderet og aldrig havde hendes lejlighed duftet så rent. Hver gang hun så en artikel, der omhandlede digte eller anden litteratur, skyndte hun at se væk eller bladre videre.
   Indtil en dag, hvor hun på sin femte rengøringsrunde den uge, faldt over et stykke papir. Det havde ligget der lige siden hun havde vovet skridtet og tømt sin skuffe for alt indhold.
   Hendes hænder rystede voldsomt, da hun satte sig på sengekanten med papiret i hånden. Hun sad et øjeblik og tog mod til sig. Hun var tæt på at smide det ud, sætte ild på det, uden at vende det om. Det lille skrøbelige stykke papir med de voldsomme følelser.
   Men hun vendte det om og begyndte at læse. Det var et af hendes første digte. Hun kunne godt se, at skrivestilen var anderledes end de andre digte hun havde skrevet. Det var meget langt. Fyldte næsten to sider og indholdet var skrevet i spørgsmål. 'Valg', hed det.
   Det handlede om alle de valg livet giver os.
   Jo mere hun læste, jo roligere blev hendes hænder. var det virkelig hende, der havde skrevet dette digt. Det var ikke særligt godt, men utroligt uskyldigt. Meget naivt skrevet.
   Det var som at læse en andens digt. Da hun havde læst det, sad hun et øjeblik og stirrede frem for sig. Pludselig krøllede hun papiret sammen og smed det i affaldskurven og en ro, hun ikke havde haft i lang tid, bredte sig. Hjerte bankede normalt og hendes nervesystem meldte, at alt var i orden. Og da hun satte sig ved computeren og tændte for den, ville ikke engang en løgndetektor kunnet have afsløret afvigende udslag.

Hun tog en blyant og et stykke papir og begyndte at tegne. Kruseduller. Nogle ligende bogstaver, andre tal. Hun tastede et par linier ind på tastaturet og gik i stå. Angsten lurede stadig i hende, men hun ignorede den.
   Hun var ligeglad nu. Lysten til at skrive, skulle nok komme igen på et eller andet tidspunkt.
   Efter a hun havde læst sit gamle digt, var det gået op for hende, at hun havde udviklet sig. Hendes skrivestil var blevet voksen. Hun havde tilladt sig at blive inspireret af andre og andre tekster. Hun havde indset, at hun stadig kunne stå ved sine motiver og samtidig lade sig påvirke af andres meninger. Og at hendes higen efter anderkendelse var en naturlig reaktion, så længe hun selv kunne styre den. Og det kunne hun, tænkte hun for sig selv. Den ville gøre hende bedre og se mere kritisk på sine tekster. Hun kunne se sin frygt i øjnene. Det var ikke et nederlag, at ville søge efter anerkendelse. Det var ikke et minus i hendes personlighed, fordi alle har brug for at blive anerkendt på den ene eller anden måde. Det kunne hun godt acceptere, så længe anerkendelsen ikke styrede hende totalt

Det ville blive hårdt i starten, at acceptere dette, men hun ville lære en masse. Især om sig selv.
   Og her sad hun så. En smule panikslagen og nedslået, men alligevel rolig. Digtet på skærmen hånede hende stadig, men hun ignorede det. Hun satte fingerene på tastaturet og begyndte at skrive. Og det ville hun blive ved med at gøre, vidste hun, så længe lysten var der.