Tænder smøg nummer 8200, der bliver ved med at falde ud af mine dirrende, nikotinafhængige fingre, mens jeg prøver at bearbejde mit indre barn, der kræver, at jeg tager hende med ud at lege.
   Og det gør jeg så. Jeg møder Mette Med Moonwalkfjæset og brækker næsten næsen af mødet med hendes kvalmende ånde, der blæser ud over hendes betændte mandler.
   Tænder en ny smøg og opdager at der allerede hænger en ud af min mundvig, og hele dagen har jeg en rædsom fornemmelse i kroppen, der ikke vil forlade mig. Born - to - entertainpaten river og slider i mig, relæet i nervesystemet, der normalt slår fra, når sandsynligheden for pinlig opførsel afstedkommer, har sat sig fast og er blevet doven. Jeg er ladt i stikken og hører nu ordene plaske udover de få tilhører der står omkring mig.
   De smiler.
   Eller prøver på at efterligne det der skulle være et smil, og jeg mærker mit ansigt blusse op og ved endnu ikke om det er af generthed eller rendyrket arrigskab. Mit indre barn er løbet væk og pludselig står jeg der, voksen og udsat, og har intet ben at skjule mig bag.
   Jeg ser i deres blikke, og jeg læser og skammer mig og ønsker, at der lige pludselig vil komme noget eller nogle der kan tage opmærksomheden.
   Jeg ønsker. Som jeg aldrig har ønsket før.
   Ønsker at ti små pygmæer i bermudashorts vil falde ned fra himlen og danse en æggende tango med ti fede boterokvinder, så jeg i en snigende panik kan forsvinde.
   Men der sker ingenting. Konsekvenserne er voksne, og jeg tænder endnu en smøg i forsøg på en dårlig afledningsmanøvre, i forsøg på at se ud, som om jeg har noget meget vigtigt at tage mig til.
   De står der stadig, da jeg løfter blikket. Stilheden lugter af nederlag og højt fortæller jeg mig selv, at det nok skal gå. At jeg bare er lidt speciel, men jeg er god nok. At de kigger på mig, fordi de kan lide mig. At det er hip at være unormal, og at de inderst inde er misundelige på min manglende evne til situationsfornemmelse.
   Og med eet hører jeg mit barn kalde på mig. Jeg vender mig om og råber: "Ja, jeg kommer nu!" sender dem et lille smil og løber alt hvad jeg kan.