Der var engang
Hvor verdenen var sort og hvid
Hvor farver ikke var født
Og alt var let

Der var engang
Hvor hvert enkelt sandkorn
Var store, luftige og kildede
Og alt var let

Og en morgen
Var det lette væk
Min pude var forsvundet
Jeg lå kun på sand
Nøgen og stor
Med vokseværkets ekko
Dunkende lang borte indeni

Jeg vågnede op til farver
Tusindvis af farver
Og en sivende lyd
I det fjerne og tæt på

En tåre, den første
Trådte ud af øjets skygge
Trillede ned ad kinden
Landede på sandkorn i flok
Som begyndte at synke

Der var engang
Hvor livet kun havde én side
En side med store ord
Ord med afsnit
Komma og korte meninger
Og alt var let

Ja, der var engang
Hvor min spinkle krop
Kunne bære verdenen
Og alt var let

Nu er der bestandigt sand
Puden er muld
Farver er der nok af
De skiftes til at blænde
Fremtvinge tvetydige tårer
Ud fra øjets krog

Jeg beholder de fleste
For de er mine
Grimme som smukke
Og farver skal have vand
Når nuancer skal frem
For skønt ordene nu er i tusind
Uden punktum og komma
Så savner jeg kun det der var engang
Når sandet når mit bryst