Du tror det vel næppe
med lykken er min
ja lige nu er den
en lille rubin
som glimter og varmer
mit bankende hjerte
og ligger så tæt
ved min evige smerte

men smerten er mild
som en brise i maj
en ømhed i brystet
forsaget af dig
du slog mig så tit
når du genkendte mig
jeg rejste mig op
for at finde min vej

måske var det sådan
du troede jeg var
et sørgeligt menneske
som savnede sin far
men du tog jo fejl
du så mig som svag
du pinte og slog mig
hver eneste dag

Alligevel er jeg
her stadig endnu
ja, faktisk så har jeg
det bedre end du
det tror jeg, måske
men jeg ved det jo ikke
jeg mærker blot kun
dine stikkende blikke

Du stjal tit fra mig
og jeg følte mig lille
jeg tænkte tit over
hvad var det du ville
jeg følte du gjorde
dig selv til min herre
og gav mig en masse
som jeg skulle bære

Jeg ved at du er der
omkring mig endnu
du tror du bestemmer
at du er så snu
det gør du skam også
for sådan er livet
men jeg er mig selv
og tager intet for givet

Det lærte du mig
fra den dag du kom til
og i lang tid der troede jeg
alt var på spil
nu ser jeg at jeg
har mit eget revir
og lytter ik'mere
til hvad du nu siger