Der var engang
Hvor jeg var sorgløs
Hvor døden var noget
Jeg læste om
Hvor sorgen kun ramte
Min nabos nabo
Og udhulede sjælen
Til sjælen var tom
Og barndommen smuldrede
Stille væk
Og sammen med den
Svandt min sorgløshed ind
En dag da jeg vågnede
Jeg opdagede at
Jeg nu var en del
Af de voksnes nat
En nat som denne
Der aldrig ender
Den vokser sig kun
Både klæbrig og sej
Jeg indså
Og mærkede de kroniske tårer
Der altid
Vil sidde i blikket på mig