( 23. februar. Lørdag. )

Uden ham var det LED-lysene i loftet der herskede i lejligheden og Marguerite vandrede fra entreen til stuen under deres imiterede stjerneskær, besteg trappen som et bjerg hvis højder bragte hende himlen nærmere, men hun tændte den alligevel ikke, da hun først nåede soveværelset. Hans indbyggede nattehvælving af lys over sengen. Tider komme og tider gå, ikke sandt? Tider hvor han kunne give hende stjernerne, de givetvis falske - og hun så umådeligt gerne troede ham, når han lovede hende de ægte og alt andet også, hendes sikkerhed deriblandt. I det dunkle skær fra stuens loftslys smed hun skoene på de ikke bonede, men parket-belagte gulve, fik med det mindste besvær lynet sig selv ned og kravlede ud af det røde Valentino-skrud som han havde købt specielt til lejligheden og helt specielt til lejligheden ville det dermed være, forblive, for Marguerite tog ikke under nogen omstændigheder kjolen på igen, det ene var sikkert. Det ene. Til himmel eller helvede med resten, måtte man jo og vel og nok antage, men denne kjole havde om ikke andet gjort krav på sit helt eget endeligt.

Havde den ikke også set nok? Havde hun ikke...

I selvsiddende strømper og undertøj begav hun sig ind ved siden af, ind i sit omklædningsværelse der kom til live i hvidt og spejlblankt, da hun tændte lyset derinde. Fra hver eneste vinkel blev hun spejlet tilbage, så intet andet end en afklædt kvinde stod tilbage. Det sorte nylon om hendes ben fik hendes hud til at se endnu blegere ud end normalt, næsten gennemsigtig - det store areal af liljehvidt opdelt i uens én-tredjedele af hendes trusser og hendes BH. Jamen, alt det sorte rev hende jo i stykker, rev hende fra hinanden! Hurtigt fik hun rullet strømperne af, lod både trusser og BH falde i snarlig succession, indtil kun hendes nøgne krop var værd at kigge på længere. Hendes mest blotlagte selv, hendes bareste. Marguerite trak vejret rystende og langsomt, tænkte (bag fuldstændigt åbne øjne, uden større illusioner) at det var en uendelig skam hvis en sølle, død luder skulle komme i vejen for, at de havde sex i aften. Så godt de havde været på vej. Så godt de havde været i gang, i bilen og i elevatoren, havde de ikke? Havde de ikke bare.

Ikke blot ét, men to indtryk sad tilbage i hende, sad fast i tomrummet mellem vilje og evne - og to så vidt forskellige, oveni. Indtryk. Hun huskede følelsen af hans læber mod siden af halsen, mod det bløde punkt nær hendes øre som fik alt til at kilde, ikke bare fissen, ikke bare det allermest nødvendige, men også nervetrådene ned langs armene, op ad inderlårene, i dunkende bølger over maveskindet. Kulden fra elevatorens spejl mod skulderbladene og vægten af hans front mod sin egen, huskede hun. Ligeledes. Hvor stor han var til sammenligning, hvor bred, hvor tung, hendes mægtige Augustus der fyldte alle rum ud med lethed. Langsomt rakte hun op og løb et par fingre henover den ene skulders dirrende linje, hvor hans læber havde været for ikke engang ti minutter siden. Altså, sikke en skam det ville være, hvis de ikke fik knaldet i nat, men nu var luderen jo sket, hun var væk, var hun ikke, og han havde naturligvis ting han måtte ordne, fikse. Gør det færdigt, havde han sagt til den lille af deres bodyguards.

Og de havde gjort det færdigt. Åh, om de havde. Gjort det færdigt. Det.

Hende.

Således afspilledes det andet indtryk på konstant repeat bagerst i Marguerites hovede, hvordan de havde rullet hendes krop ind i dynen med hendes halvt afrevne arm stikkende helt igennem ubehjælpeligt ud foroven og i en underlig, skævvredet vinkel, inden de stak en pistol i (formodentlig) hovedhøjde og havde trykket af. Bang, havde den ikke sagt, pistolen. Ikke ligesom hendes, da hun havde skudt efter Marcus tidligere, på aftenen, på Sameerah, for deres havde lyddæmper på til forskel, én af mange, så den eneste forstyrrelse havde været et let klik fra aftrækkeren og puffet af metal mod fjer, mod kranie, mod gulv, men det forstyrrede - det forstyrrede hende stadig noget så grusomt. Stadig. Stadig. Væk.

Augustus havde galant ledt hende udenom, havde holdt sin arm ud, så hun ikke mistede balancen eller kiggede sig for længe over skulderen eller på anden vis glemte i hvilken retning hun bevægede sig. Med ham. Mænd som hendes kejser, vidste Marguerite, for hun havde været sammen med deres art før, anerkendte ikke samhørigheden mellem kvinden Marguerite og en kvinde som hende han lige havde fået aflivet i sin opgang. De var så konkret-tænkende, de mænd, den art, den slags. Levede i en verden af kasser, tabeller og bundlinjer. Han betalte hende jo ikke for hendes selskab og de færreste ville alligevel være dumme nok til at købe Marguerite Gagnon nu, med hans fingeraftryk overalt på hendes krop, derfor var hun ikke længere prostitueret. Derfor... var hun ikke længere prostitueret. Fordi han sagde det. Sådan tippede balancen, mellem hende og Augustus - hun talte, i den store opgørelse, fordi han havde bestemt sig for, at hun gjorde det. Talte og talte store tal, endda. Modsat en navnløs, ansigtsløs luder fra hans egen business. Hun var til gengæld blot cifre i rød eller i sort, hun var undværlig. Hun kunne spares.

Væk, væk, væk.

Tænk dog! Marguerite ville ikke altid være smuk, hun ville ikke altid være ung, en dag ville han vende tommelfingeren nedad for hende også og det ville uden tvivl blive hendes tur, hun ville være den der næste gang kunne undværes. Mere naiv var hun sørme, var hun da heller ikke. Hendes dag var for længst kommet. Hendes dag var over hende, lige nu, lige her, blandt alle disse ting der bandt hende til ham.

Hendes arm faldt ned langs siden og hun mødte sine egne øjne, længe, tilbageholdende, i spejlet. Hendes hår hang løst ned af ryggen, bølger af brunt, rodet hvor han havde haft fingrene i det. Kun to sneglende sekunder fik lov at glide forbi i stilhed, inden Marguerite lagde hovedet på skrå og lo. Af sig selv, af denne pludselige frygt, hvor kom den dog fra? Hvor ville den mon hen? Det var en let, men alt andet end forsigtig latter. Hendes stemme var fri, hør den, hør den runge (hult), intet holdte hende tilbage, hun kunne jo gå, hvis hun virkeligt ønskede det. Det ville sandsynligvis koste hende livet, men (men, men, men) om ikke andet havde hun levet. Indtil. Indtil. Det selvsagte punkt. Pulspunktet. Lige under øret.

Sandheden var selvfølgeligt, at Marguerite ikke frygtede ham. De skulle alle dø en dag, luderen og hende, ja, men også ham, på samme måde, en (skønne) dag. Spørgsmålet måtte i stedet være, hvilken pris de var villige til at betale, for at leve som de ønskede. At leve. Så længe hun stod ved hans side, betalte han prisen for hende og hun betalte hver en cent tilbage - af den fulde pris, af prisen for den uendelige luksus, for de lange nætter og de susende højder og for disse, de kønneste eventyr. Jamen, hun betalte den villigt. Velvilligt. Hun betalte den gerne. Prisen. Og renterne, oveni.

Sandheden var, at Marguerite vidste han havde magten til at slå hende ihjel, hvis en dag det humør skulle komme over ham, men indtil da levede hun som dronning, som kejserinde, hun levede som guddommelig farao. Gerne levede hun i hans skygge, så længe dens goder faldt på hende i en styrtende regn. Så længe han gennemblødte hende først. Gjorde hende godt, gjorde hende grundigt våd.

Således migrerede hun, med en lille, tilfangetagen natkjole i den ene hånd, fra sit omklædningsværelse tilbage til soveværelset, tændte stjernehimlen over hans seng og lod sig falde på ryggen nedover dynerne som ikke kvalte hende, som blev lige hvor de var, under hende, under hende - atter engang i den næstfuldeste kontrol over sine egne visheder, i hvert fald. Han kunne ikke overraske hende længere, han kunne ikke præsentere hende for nogen realitet, hun ikke allerede kendte, vidste, var bevidst om, men til gengæld kunne han give hende stjernerne, de falske havde han på forhånd indfanget over hovedet på hende, i sit loft, og de ægte føltes næsten ligeså tæt på, så tæt, så tæt at hun bare skulle strække sig en smule, mere, for endeligt at røre dem. Og Marguerite strakte sig, vidt og bredt og dovent, lod natkjolen ligge, lod hånden glide ned over maven.

Andet ville jo være en skam.

( 24. februar. Søndag. )

Hendes hår var sat op, hun havde brugt timer på at sætte det, havde gennemgået en hel, lille forvandling, fra knude til fletning til knude igen og nu var klokken tre (om natten), Augustus sov, for hun havde sagt så pænt godnat til ham, havde hun ikke? Marguerite sad alene i sit omklædningsværelse, foran sit ene spejl, det rombeformede der hang over hendes makeupbord, det der forstørrede hvert et træk - sådan sad hun og fæstnede de sidste genstridige hårstrå til det helt igennem ordnede, men stadig strategisk uordentlige bundt i nakken. Hun havde kun sin natkjole på, intet over, intet under og på bordet foran hende, mellem cremer og foundations, lå det smukke, åh nej, det smukkere end smukke diadem der var blevet leveret til hende om morgenen. I hans navn, fra ham, hvem ellers!

I morgen har vi vel glemt alt om det her, havde hun fortalt ham, åh så forstående, natten før og håbet til det yderste, at luderen ikke skulle dø for evigt i hendes hukommelse. Augustus, til gengæld, havde sendt hende et smykke der fik alt andet til at blegne, alle ubehagelige minder, alle triste tider, alt der kom før lørdag morgen klokken halv elleve, sidst i februar. Åh, se det forsvinde i skæret. Fra rubinerne og tryllestøvet. De fintformede blomsterranker og fornemmelsen af tyngde, sammen med fornemmelsen af lethed, når hun skubbede diademet på plads i håret. Det var ingen krone, én sådan havde hun allerede, en sådan havde han allerede givet hende én gang (for alle). Det var en kærlighedserklæring og lige præcis sådan en havde hun måske manglet i lange tider, i lange tider nu. Siden Camille og Paris - og ved Gud, hverken Paris eller Camille havde kunnet købe hende ægte rubiner indfattet i sølv.

Forsigtigt rakte hun ud efter det, det lille stykke guldsmedekunst og løftede det til panden. Hele vejen igennem bevægelsen, skubbet og glidet og fæstningen, så hun sig selv i øjnene. Betragtede tilfreds hvor perfekt det passede, hvordan de røde rubiner kaldte kastanjerne frem i håret på hende, hvordan sølvet nedkølede det røde til kontrast. Ah, måske ville hun ikke være smuk altid, men hun var smuk nu og han elskede hende, tydeligvis, tydeligvis. Indtil han holdte op med det, da havde Marguerite intet at være nervøs for, døde ludere, handel med levende gods eller ej, hvad vidste hun også om sådanne ting. Længere. Hun var jo ikke escortpige mere, var hun vel, den tid var forbi, den tid havde han sat punktum for og hans håndskrift var måske nok uskøn, men den kunne tydes. Hun kunne læse den.

Med mobilen tog hun en skyggefuld, men glimrende (glimtende) selfie og sendte den til hans nummer, delte den ikke med andre, for dette øjeblik skulle være hendes. Hendes og hans. Alle havde deres pris, også en grådig, en sulten Marguerite Gagnon, og han havde fundet den, ikke sandt? Rød og dyb og bankende, havde han fundet den. Havde han fundet hende.

Til gengæld betalte hun så, selvfølgeligt, også prisen. Selv.

Bytte, bytte. Ligeligt fordelt.