Intro

"Så er det op, sunshine," siger min far og rusker mig blidt. Jeg åbner øjnene og smiler for jeg ved hvad det er for en dag i dag. Min far rejser sig op og smiler tilbage til mig. Duften af pandekager når op på mit værelse og jeg hopper ud af sengen.
   "Skynd dig at få tøj på og kom ned og få dine gaver," siger min far mens han er på vej ud af værelset. Jeg hopper nærmest i min sommerkjole og suser ned i køkkenet. Mine forældre sidder ved spisebordet der er overdækket med gaver. Jeg står lidt og kan ikke rigtigt beslutte mig hvilken gave jeg skal starte med. Mine forældre griner af mig, men det er jeg ligeglad med. Jeg tager den største gave og begynder at pakke den op. Det er en stor teddybjørn og jeg får røde kinder.
   "Mor, jeg bliver altså elleve," siger jeg lidt knotten og sætter bamsen på gulvet. Den når næsten helt op til mit bryst, så stor er den.
   "Ja, men du har jo altid ønsket dig sådan en stor bamse," siger min mor. "Er du ikke glad for den?" Jeg ryster på hovedet og ser hvordan hendes ansigt bliver helt trist, så jeg tvinger mig selv til at smile og går hen og omfavner hende.
   "Jeg er super glad for den mor," og jeg mener hvert et ord selvom jeg nu alligevel synes at jeg er lidt for gammel til bamser.
   Jeg griber den næste gave, det er en lille pakke og da jeg åbner den ser jeg at det er en æske. Da jeg kan se at det er sådan en æske der er købt i en smykkeforretning skynder jeg mig at åbne den. Det er en tynd kæde med en sommerfugl, jeg smider æsken og mens jeg smiler over hele femøren forsøger jeg at tage den på. Det ender med at min far rejser sig og hjælper mig, jeg giver dem begge et stort knus. Det var lige præcis det smykke jeg havde vist mine forældre for et par uger siden.
   Da jeg har pakket alle mine gaver op og vi har fået morgenmad gør vi os alle klar til at tage på stranden, det er noget vi altid gør på min fødselsdag. Da vi alle har pakket picnickurven og pakket vores badedragter sætter vi os ud i vores bil. Jeg sidder og hopper på bagsædet, kan bare ikke vente med at komme til stranden. Jeg stopper dog hurtigt med at hoppe da jeg ser at vi kører den forkerte vej.
   "Hvor skal vi hen?" spørger jeg.
   "Vi har en overraskelse til dig, sunshine," siger min far og vender sig for at smile til mig. Og jeg begynder at hoppe af glæde igen, jeg elsker overraskelser. Jeg smiler da vi bremser foran et villahus, nu har jeg gættet hvad overraskelsen er. Min bedste veninde træder ud af hoveddøren, hun kysser sin mor på kinden og løber hen til vores bil. Jeg åbner bildøren.
   "Hej Kate, skal du med på stranden?" Jeg ved godt at det måske er en smule dumt at spørge om da jeg ligger mærke til at hun har en rygsæk med, men nu er det jo for sent at trække det tilbage. Hun nikker, lukker døren og min far drejer ud på vejen.
   Endelig kommer vi ned til stranden, vi går ind og skifter over til badetøj i nogle skure og mødes med min far, der også er iført sine badebukser, nede på stranden.
   "Husk nu ikke at svømme for langt ud," siger min mor mens hun breder et tæppe ud.
   "Det skal vi nok," svarer vi piger og løber hen til vandet. Jeg springer lige ud i det og gyser lidt da vandet ikke er helt så varmt. Kate står lidt inde på bredden og kigger efter mig.
   "Kom nu Kate, det er slet ikke så slemt," råber jeg til hende. Hun trækker vejret dybt ind og springer så også ud i vandet. Vi begynder at plaske lidt rundt og da min far også kommer ud i vandet har vi det hylesjovt.
   Da det er ved at være middag begynder vi at gå op til min mor der sidder og læser i et ugeblad. Hun ligger det og smiler til os da vi når op til hende. Hun begynder at finde maden frem, og vi hygger os mens vi sidder og spiser.
   Vi begynder at pakke sammen da solen er ved at gå ned og vandet er ved at blive lidt for koldt. Da vi har kørt Kate hjem, kører vi hjem til os. Vi sidder lidt foran fjernsynet og ser lykkehjulet. Da det er slut går mine forældre op sammen med mig på værelset.
   "Har du haft en god dag?" spørger min far.
   "Den bedste dag i mit liv," svarer jeg og kysser begge mine forældre. Jeg ligger lidt og betragter den kæmpe store bamse der har fået plads ved siden af min klædeskab og falder i søvn med et smil på læberne.
   Jeg vågner ved lugten af røg og sætter mig op i sengen. Med min orange kattebamse svinger jeg benene udover sengekanten og smutter ud i gangen der er fyldt med røg. Da jeg når hen til mine forældres soveværelse griber jeg ud efter håndtaget, men træder hurtigt tilbage da jeg brænder mig. Først der opdager jeg at der er et underligt lys ved dørrevnen forneden. Jeg hopper af forskrækkelse da brandalarmen går i gang, trods jeg ved, det brænder råber jeg efter mine forældre, men der kommer ikke en lyd inde fra det lukkede rum. Da røgen bliver for kraftigt bakker jeg nogle skridt og jeg kan hører noget der hammer mod vores hoveddør. Pludselig bliver døren tvunget op og to brandmænd kommer ind. Nu er røgen så kraftigt at jeg begynder at hoste og uden at ville det, bliver jeg revet ud af huset af den ene brandmand.
   "Er der andre i huset?" spørger han igen og igen da han har sat mig ned i vores forhave.
   "Ja, mine forældre," hvisker jeg og begynder at græde. Han vender sig rundt og forsøger at komme ind i huset igen, men ilden har fået for godt fat og til sidst står han sammen med den anden brandmand og kigger på ilden.
   Min nabo, en ældre dame, kommer hen til mig og får mig ført hen til en ambulance. De tjekker mig grundigt og kan se at jeg ikke har fået røgforgiftning, men beslutter alligevel at tage mig med på sygehuset.
   Mens jeg ligger på en sygestue med en ældre mand som har besøg af hans datter dukker en dame op og kommer hen til mig.
   "Hej, jeg hedder Tanja. Jeg arbejder for børnefonden og skal finde et sted du kan være. Har du noget familie?" Jeg ryster på hovedet, ved ikke hvad jeg nu skal gøre. Jeg er helt forladt.
   "Okay, så må vi se hvad vi ellers kan gøre for dig, det ender nok med at du kommer i plejefamilie, hvad siger du til det?"
   "Jeg vil bare gerne have mine forældre," hvisker jeg og vender mig væk fra hende mens jeg krammer min bamse. Hun klapper mig forsigtigt og forlader så rummet. Jeg kan hører at hun snakker i telefon med nogen inden hun igen kommer ind til mig igen.
   "Vi har faktisk allerede en familie, der er klar til at hente dig i morgen," siger hun venligt. Jeg svarer hende ikke, ligger bare og snøfter lidt og lader tårerne trille ned af mine kinder mens jeg krammer min bamse som lugter stærkt af røg.

Jeg åbner mine øjne og sætter mig op, mens minderne om min tid før ildebranden der ændrede det hele, kører rundt i hovedet kigger jeg fraværende rundt på mit værelse. Mit skrivebord er skubbet helt hen i et hjørne, begge mine døre, både ud til badeværelset og den der fører ud til resten af huset står på klem. Mine øjne glider videre henover min reol og klædeskab der er lige overfor min seng. Vindueskarmen er tom bortset fra en enkelt kaktus, det eneste jeg kan holde i live og så falder mit blik ned på mine hænder og først der opdager jeg at jeg holder fast i min orange kattebamse, det eneste fysiks minde jeg har fra min barndom.
   Jeg tørre mine kinder som er våde af tårer, det er længe siden at jeg har haft mareridt om da vores hus brændte for seks år siden. En brand der forandrede hele mit liv. Jeg kan stadig huske dagen som var det i går. Heldigvis er jeg kommet ind i en god plejefamilie, en familie som jeg langt om længe er begyndt at se som min rigtige familie, trods at plejefamilien selvfølgelig aldrig ville kunne erstatte min familie. Jeg har forsøgt lige siden branden at få svar på hvad der skete den aften, men det eneste brandvæsnet kunne fortælle mig var at ilden startede inde i soveværelset. Jeg er begyndt at forstå at jeg nok aldrig vil få af vide hvad der helt bestemt skete.
   Jeg knytter så hårdt om min bamse, at jeg får ondt i fingrene, den var det eneste der blev reddet, det eneste minde jeg har om min barndom. Jeg tager mig sammen og ligger bamsen ved min hovedpude, trods at jeg snart er sytten, kan jeg ikke få mig selv til at slippe taget i bamsen, i det minde den repræsentere.
   Jeg rejser mig endelig fra sengen og går ud på mit badeværelse, tænder for vandet og kryber ind under den lunkne vandstråle. Efter noget tid slukker jeg for vandet, stiger ud af bruseren og fjerner duggen fra spejlet og betragter mig selv i nogle sekunder. Mit korte røde hår der hænger tungt, indrammer mit ansigt. Mine blå øjne glider henover min lille opstoppernæse, mine fyldige læber og stopper ved min fremhævede hage. Jeg åbner min toilettaske og får klasket noget mascara og eyeliner på inden jeg går ind på mit værelse igen. Her åbner jeg mit klædeskab og finder et par lyse cowboybukser samt en sort tanktop.
   Inden jeg griber min rygsæk tjekker jeg lige hurtigt i spejlet der hænger bag døren at jeg ikke har røde øjne, jeg vil ikke bekymre mine forældre. Jeg opdager heldigvis at mine øjne hverken er røde eller ophævede og jeg åbner døren igen og går hen af gangen. Da jeg går forbi mine plejeforældres soveværelse kigger jeg lige kort for at se om de er stået op. Rummet er tomt så jeg fortsætter ned af trappen hvor jeg falder på hug da en stor rottweiler kommer springende inde fra stuen ind i min favn. Jeg klør Ponto mellem ørene, præcis som jeg ved at han kan lide det og skubber ham så væk så jeg kan komme op og stå.
   I køkkenet sidder min plejefar og læser i avisen ved spisebordet, der er klemt op i et hjørne.
   Han er en høj mand med tykt brunt hår og fuldskæg. Min plejemor står ovre ved komfuret og laver spejlæg, hun er derimod en kraftigt dame der trods hendes alder allerede er blevet gråhåret.
   "Godmorgen, har du sovet godt?" spørger hun og vender sig om mod mig mens hun fjerner panden fra komfuret.
   "Ja, det var okay," siger jeg og kigger væk så jeg ikke møder min mors blik, jeg kan godt lide dem, og kan ikke se hvorfor jeg skulle bekymre dem om mit tilbagevendende mareridt. Sidst jeg havde haft mareridt var i starten da jeg kom hertil, og de havde med det samme sendt mig til en psykolog. En psykolog jeg ikke brød mig om, så da jeg havde været hos ham et par gange holdt jeg op med at snakke om mine mareridt og samtalerne var stoppet.
   "Jeg tager ned til midtbyen," siger jeg. Min mors blik stikker mig i nakken, men jeg ved at møder jeg hendes grå øjne så kan hun se at jeg ikke har det så, så jeg fortsætter ud i entreen efter at have grebet et æble. Jeg skynder mig at tage min jakke og sko på, råber at jeg smutter og forlader huset.