En svag hosten fra gulvet ved siden af Danny fik ham til endnu engang at vende hovedet. Kyle lå på ryggen ved siden af ham med lukkede øjne, han brystkasse hævede og sænkede sig i en gispende vejrtrækning.
   "Hvorfor lader du Sean trække dig ned" spurgte Danny en smule gispene. Røgen var taget til og gjorde det endnu sværere at trække vejret. Danny åbnede øjnene langsomt og så på ham
   "Sean, han har noget der vil ødelægge mit liv, hvis det kom ud," forklarede Kyle før han brød ud i et kraftigt hosteanfald. Sirenerne i baggrunden blev højere og højere, men Danny viste ikke hvor længe de kunne holde fast endnu.
   "Hvad har Sean på dig" spurgte Danny og kæmpede med at holde sine øjne åbne. Der gik lang tid før Kyle svarede ham, så lang tid at Danny troede han var besvimet.
   "Han ved jeg..." begynte Kyle, men besvimede før han kunne fuldføre sin sætning
   "Kyle!? Kyle!?" kaldte Danny i det Kyle ikke reagerede på de små rusk han gav ham. Hule dunk og råben begyndte at sprede sig igennem flammernes knitren. Danny tog Kyles hånd og forsøgte at kalde ud, men hans krop var tung, hans hoved gjorde ondt og han kunne ikke længere mestre sin egen stemme. Sekunder før han selv besvimede lænede en skikkelse sig over ham.

Da Danny igen kom til sig selv, blev han blændet af et stærkt hvidt lys. Det tog ham flere minutter før hans øjene havde vænnet sig til det.
   "Kyle?" mumlede Danny hæst og så sig omkring i rummet.
   "Danny!" udbrød en kvinde og kom hen ved hans sengeside,
   "Mom? Hvor er jeg?" spurgte Danny en smule forvirret.
   "Du er på hospitalet, du var i en brand!" forklarede hun. Danny løftede sine arme og så på sine underarme der var dækket med hvide bandager, og med et stod branden klart i hans hoved. "Kyle?" udbrød han og så på sin mor, der straks gjorde en grimasse ved lyden af Kyles navn.
   "Bare rolig, han har indrømmet, at det var ham der startede branden." forklaret hans mor og vendte sig mod sin taske mens hun pludrede videre.
   "HVAD GJORDE HAN?" udbrød Danny og skubbede sig op i sengen, mens han stirrede chokeret på hende. "Ja, hans bror overbeviste ham til at fortælle sandheden", forklarede hans mor og kunne ikke forstå hans overraskede ansigtsudtryk.
   "SEAN?" spurte Danny vredt.
   "Jaah... Det var vistnok det han hed!" svarede hans mor og begyndte at pludre løs om hvor flink og supportende han havde været, og da politiet var dukket op, havde han fortalt dem om Kyles dårlige opførelse siden han var begyndt på College, selvom han havde vidst at det kunne bringe Kyle i vanskeligheder. Danny følte en vrede fra sit indre eksplodere, han rev vredt nålen i sin hånd ud, mens han råbte:
   "Det var SEAN, der satte ild til huset!!" Hans mor sagde ikke et ord idet en læge kom hastende ind på stuen idet en alarm var gået idet han havde revet ledningerne på sit bryst af.
   "Sir, tag det roligt og kom tilbage i sengen igen!" forsøgte lægen, mens han slukkede for den maskine der havde været tøjret til hans brystkasse.
   "Ikke før jeg har talt med Kyle!" forsøgte Danny at råbe, men i det samme måtte han gispe efter vejret.
   "Mr. Walker, politiet vil gerne tale med dig, før du får lov at snakke med andre" forklarede lægen der skubbede Danny, som gispede efter vejret, tilbage i sengen.
   "Jeg er nød til at snakke med Kyle!" svarede Danny. I det samme kom to betjente ind på stuen.
   "Aj aj, hvorfor sådan et rush?" udbrød den ene betjent og lagde sin hånd på Dannys ene skulder.
   "I forstår ikke, det var ikke Kyle der satte ild til den bygning, han forsøgte at slukke den!" svarede Danny oprevet. Betjentene skævede til hinanden, før de bad Dannys mor og lægen om at give dem noget tid alene med Danny.
   "Fortæl os hvad du husker fra den aften" opfordrede den ene betjent, da de blev alene inde på stuen.
   "Kyle og jeg læste i skolen bibliotek, da Sean ringede. Kyle var vred og ked af det, da han lagde på igen. Han fortalte mig at han var nød til at gå, han ville ikke sige hvorfor, men jeg fulgte efter ham. Han mødtes med Sean og de begyndte at skændes helt vild. Kyle overfaldt Sean i et raserianfald. Jeg hev Kyle væk fra Sean, men Kyle slap fri af mit greb og løb ind i huset efter Sean. Jeg satte efter Kyle men der var alt for mørkt i huset. Jeg kan stadig høre dem skændes og slås i mørket foran mig. Pludselig vakler Sean mod mig, og jeg kan se hans ene skuldre er blodig, han skubber mig ind i rummet han kom ud af og smækker døren efter mig. Først forstår jeg ikke, hvad der var sket med Sean, men så ser jeg Kyle stå og kæmpe med at slukke ilden der hurtig spredte sig. Jeg forsøger at hjælpe ham, men ilden bliver bare til en tyk røg og spredte sig endnu mere... Til sidst var røgen så tyk at vi måtte lægge os på gulvet for at få luft... Jeg.. Jeg blev ved med at snakke med Kyle. Holde os ved bevidsthed som jeg har lært, I ved. Jeg spurgte Kyle hvad der var sket med Sean, han fortalte at Sean havde sat ilden på for at hævne sig på ham. Sean mente, det var hans skyld deres forældre døde. Der gik længere og længere tid mellem Kyles svar. Jeg vendte mig for at se om han stadig var vågen. Men han øjende var lukket, jeg prøvet at vække ham men han reageret ikke. Få sekunder efter besvimede jeg selv". Der var stille et øjeblik før den ene betjent spurgte:
   "Hvorfor ville Kyle tage skylden for Sean?" Danny så på betjentene og svarede kort
   "Lige før Kyle besvimede, spurgte jeg ham hvorfor han lod Sean ødelægge sit liv. Det er nemlig ikke første gang han har dækket over Sean. Det eneste jeg nåede at få ud af ham var, at Sean havde noget på ham der ville lægge han liv i ruiner hvis jeg viste det".
   "Hvis det du siger passer, må Mr. Taiker have en skadet skulder. Men det giver alligevel ikke mening når straffen for brandstiftelse er op til 6 år" mumlede den ene betjent.
   "Er du sikker på du husker rigtig?" spurgte den anden betjent.
   "Ja bare tag et kig på Seans venstre skuldre", svarede Danny en smule desperat. Betjentene noterede noget mere på deres blokke, før der blev stille mellem dem igen.
   "Kan jeg se Kyle nu?" spurgte Danny og svang benene ud over sengekanten. Han fornemmede betjentenes tøven og indbyrdes blik, før den ene af dem svared:
   "Danny, da i begge blev reddet ud af ilden, var Kyle slemt forbrændt, jeg tro det er en god ide hvis du venter lidt med at se ham". Danny så på dem med et ansigtsudtryk der fortalte dem at han ikke troede på dem.
   "Jeg tror ikke på jer. Lad mig se Kyle!" udbrød Danny og rejste sig fra sengen. Den ene af betjentene måtte dog gribe ham idet hans ben kollapsede under ham.
   "Jeg vil se ham!" udbrød Danny igen, mens betjenten der havde grebet ham hjalp ham over i den kørestol der var på stuen.

"Han har ikke meget energi, så det bliver kun er kort besøg" sagde lægen og åbner døren ind til den stue Kyle lå på. Betjenten der havde skubbet kørestolen, gav Danny et lille skub ind på stuen og lukkede døren på klem efter ham. Danny var chokeret over det syn der mødte ham, han iagttog hver en tomme af den hvid bandage der dækkede store dele af Kyles højre skuldre, arme og del af hans højre ansigt. Men han skubbede sin kørestol over på den venstre side af Kyle.
   "Kyle?" spurgte Danny forsigtig, Kyle åbnede med en smule besvær sine øjne og så på Danny, han smilte og sagde:
   "Undskyld jeg fik rodet dig ind i det her" Danny kunne mærke tårer presse sig på bag sine øjenlåg.
   "Jeg fortalte dem hvad der skete!" udbrød Danny og hørte til sin egen overraskelse, at hans stemme dirrede af vrede. Kyles smil svandt ind og trods de røde sår i hans ansigt formåede hans ansigt alligevel at blive hvidt som er lagen.
   "Lige meget hvad Sean har på dig, kan det umuligt være værre end det her!" Kyle havde lukket sine øjne og knebet sin mund sammen,
   "Gå! Gå Danny!" udbrød Kyle med en hæs stemme uden af åbne sine øjne. Danny blev overrasket over Kyles udbrud.
   Danny blev siden ved hans side før Kyle igen sagde
   "Danny, Gå din vej!!"
   "NEJ, Kyle!" Svarede Danny strengt igen, men i det samme så han en tåre løbe ned af Kyles kind. Og fik dårlig samvittighed over sit tonefald. Stilheden fyldte rummet for en stund, før Danny udbrød vredt og forvirret
   "Hvad har Sean på dig siden, du hellere vil i fængsel end fortælle sandheden" Kyle åbnede øjnene og så direkte på Danny, der skuttede sig under hans øjne, som han bedst kunne beskrive som døde. Som om al hans livslyst var suget ud af ham. Døren blev åbnet ind til stuen og betjenten der havde ventet uden for døren kom ind.
   "Mr. Walker, Vi er nød til lige at gennemgå dit udsagn, før vi kan komme videre!" forklarede betjenten og tog fat i Dannys kørestol. Kyle sagde ikke et ord, men fulgte ham bare med de her døde øjne til han ikke længere kunne se ham. Betjenten skubbede kørestolen ned ad gangen, da en dør pludselig gik op på den ene side. Og Sean blev ført forbi ham i håndjern og hvide bandager på den ene skulder. I samme sekund Sean så ham, blev hans øjne fyldt med had. Helt uventet for begge betjente gjorde Sean et udfald ud mod ham. Og i næste sekund var kørestolen væltet, med Danny i den og Sean lå hen over ham, mens han forsøgte at få vejret. Idet betjentene rev ham væk fra Danny igen, udbrød Sean med en syrlig stemme.
   "Den lille faget vil fuck dig lige som vores far, fuck ham!" Danny stirrede overrasket på ham, mens han gispede efter vejret. Med det samme så han triumfen i Seans ansigt.
   "Du lyver!" udbrød Danny, mens han kæmpede for at få vejret igen. Men triumfen i Seans ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af.
   "Du viste ikke han er faget, eller at vores far fuck ham?" udbrød Sean hånligt, idet den ene af betjent hev ham med sig, mens den anden ved hjælp af en læge fik Danny tilbage i kørestolen. Få sekunder efter kunne han stadig se Seans hadefulde og triumferende ansigtsudtryk for sig. Betjenten der havde hjulpet Danny tilbage i kørestolen sagde ikke et ord, før han havde hjulpet Danny tilbage i sin seng og var på vej ud af døren igen.
   "Hvis vi har flere spørgsmål til dig, vender vi tilbage til dig". Danny hørte ikke hvad han sagde, hans tanker kørte rundt i hovedet, selvom han ikke ville indrømme det. Gav Seans påstand mening. Kyle havde aldrig kunne lide at man rørte ham, og hurtige bevægelser omkring ham gjorde ham altid dårlig tilpas. Og han talte aldrig om noget der kunne betegnes som seksuelt på nogen måde. Danny hadede sig selv for den tanke om at Sean måske kunne havde ret.

Lægerne holdt strengt på at han skulle slappe af resten af dagen. Selvom han mest af alt ville snakke med Kyle. Tanken om at Sean kunne have ret, gjorde ham dårligt tilpas og han ønskede mest af alt at han kunne skubbe den væk fra sig, i det mindste til han kunne spørge Kyle om det var rigtigt. De havde været venner siden de begge var begyndt på college for to år siden. Og selv om Kyle aldrig rigtig havde åbnet sig op over for ham, havde de et stærkt venskab.
   Hen på aften, blev gangene på afdelingen efterhånden affolket, og mørket sænkede sig uden for vinduerne. Uret rundede ti, mørket på afdelingen var nu så tæt at, de to års øvelse Danny havde fra at snige sig rundt på campus efter mørkets frembrud, viste sig at være nyttige. Uden af lægerne så ham, trillede han forsigtig ned af gangen og hen til Kyles dør, som han lydløst skubbede op. Lige så lydløst trillede han ind på stuen og skubbede døren i efter sig.
   "Kyle?" hviskede Danny og lagde sin hånd på hans bare skulder. Kyle vågnede og spærrede øjnene op. Før han kunne nå at sige noget lagde Danny forsigtig sin hånd over hans mund og viskede "shhyy!" mens han pegede mod døren, hvor en læge gik forbi i det samme.
   "Hvad laver du her?!" hviskede Kyle idet Danny fjernede sin hånd fra hans mund. Danny smilte drilsk til ham, før hans ansigt blev alvorligt.
   "Sean." begyndte Danny, og i det samme forsvandt Kyles smil, selv om det var mørkt på stuen, kunne han se Kyles ansigt blive ligblegt.
   "Sean fortalte mig at du var bøsse og om din far!" forklarede Danny hurtigt, og så spørgende på Kyle, der så ud som om at han var ved at gå i opløsning. Efter en rum stilhed mellem dem, spurgte Danny:
   "Er det rigtigt?" Kyle så ud til at være på randen til at bryde ud i gråd.
   "Hvad vil du vide? At jeg kan lide fyre, som du kan lide kvinder, eller at min far fucked mig hver aften, og at jeg hader mig selv for det?" udbrød Kyle og lod sine tårer løbe ned af sine kinder. Danny kunne mærke sine egne tårer få frit løb idet han tog Kyles hånd. Han viste ikke hvad han skulle sige, så han sad bare og knugede Kyles hånd ind til sit bryst.
   "Du må ikke hade mig, Danny du er min eneste ven" udbrød Kyle med en lille stemme.
   "Jeg hader dig ikke Kyle, og vil aldrig komme til at hade dig, du er min bedste ven" svaret Danny, og kyssede hans hånd. Kyle begyndte at hulke lavt, mens han fortalte Danny hvor bange og vred han havde følt sig hver evig eneste aften af sin barndom. Og hvordan han havde mistet lysten til at leve, da det var gået op for ham at han var bøsse. Og hvor lettet han havde været den aften han havde hørt at hans forældre var døde, men også at det ikke varede længe før Sean havde opdaget det og gjort han liv til endnu et helvede.
   Danny sad blot og lyttet til Kyle, mens han knugede hans hånd ind til sit bryst, mens timerne gik og gik. Først næste morgen da en af lægerne forsigtig vækket Danny, der var faldet i søvn ind over Kyles sengeside, med hans hånd endnu knuget til sig, gik det op for Danny at han havde siddet hos Kyle hele natten.
   "Undskyld men..." udbrød Danny, men i det samme tyssede lægen på ham. Og peget på Kyle der lå og sov. Hans ansigt var stadig en smule hævet af hans tåre og brandsårene, men han så ud som om han havde ro i sjælen. Danny slap forsigtig Kyles hånd og lod lægen skubbe kørestolen foran sig. Da de kom ud på gangen og lægen lukkede døren efter dem, vendte Danny sig træt halv om i stolen så han kunne se på lægen der smilte venligt til ham. Det gik op for ham at lægen var ham der havde hjulpet ham tilbage i kørestolen dagen før efter Sean havde overfaldet ham.
   "Undskyld, men jeg måtte snakke med ham" forklarede Danny,
   "Jeg forstår" svarede lægen og trykkede han skulder venligt, før han hjalp ham tilbage i hospitalssengen. I det hans hoved ramte puden kunne han mærke hvor træt at han var, og i det samme begyndte hans øjne at glippe. Lige før han faldt i søvn sagde lægen:
   "Du er en sand ven"