På en café ved byen springvand, sad to mænd, som nogen af de eneste, de fleste mennesker var taget på stranden. Den yngste af de to mændene, havde rødbrunt hår, og sad med rank ryg, mens han drak sin kaffe.
   Manden over for ham, sad sammen overbøjet, og halt gemt i den store tykke sweatshirt han havde på, hætten dækkede det meste af hans magre ansigt.
   Den unge mand forsøgte at holde en samtale med ham, men manden vente sig væk fra ham, det lod ikke til at gøre den unge mand noget, der bare snakkede vider.
   Pludselig rejste manden sig op, og forlod caféen.
   "GABRIEL! " råbte den unge mand efter ham, men Gabriel hørte ham ikke.

Uden for Caféen ved spring vand sad Robert Bates, i sin kørestol og så på sin søn der leget med vandet. Hans kone Meghan var gået efter forfriskninger til dem, lidt længer nede af gågaden.
   "William Bates Junior! Pas nu på" kaldte Robert til sin søn, der havde våget sig farligt tæt på kanten af spring vandet. Den lille dreng så hen på sin far med et stort smil, men da han så Gabriel, der var standset op nogle få meter fra dem, forsvandt drengens smil.
   Drengen der var blevet skræmt af Gabriels mørke statur, og magret blege ansigt, der fik ham til at ligne et skellet, løb hen til sin far og gemte sig ved siden af hans kørestol.
   "Hvad laver du? " spurte Robert og forsøgte at ligge armene omkring drengen.
   "Robert" Gabriels stemme var hæs, og kun akkurat høj nok til at han kunne høre ham. Robert der stadig smilte vente sin ansigt mod ham, han smil stivnet.
   "Gabriel? " udbrød Robert og så overraskede på ham. Gabriel der så mange gange havde gennemgået det han ville sige til ham, når han eneligt fandt ham igen, var stum.
   "Hvordan har du det? " spurte Robert og forsøgte at skubbe den ubehaget stilhed mellem dem væk. Gabriel smilte skadefro af hans spørgsmål, mens han krydset sine arme for brystet.

"Iskiosken havde udsolgt, men jeg købte os, noget koldt at drikke" sagde Meghan der var kommer tilbage. Robert løsrev sit blik fra Gabriel, og smilte anstrængt til hende.
   "Tak Skat" svaret Robert, og så genert på Gabriel, der endnu engang stivnet.
   "Gabriel, min kone Meghan" præsenteret Robert dem for hinanden, da Meghan så interesseret på Gabriel.
   "En kvinde? " udbrød Gabriel med en kold stemme, og ignoreret helt Meghans fremstrakte hånd, og varme smil.
   "Gabriel please" svaret Robert med en lav stemme, i det samme hans kones ansigtsudtryk, lagde sig i undrende folder. Gabriel studeret hendes ansigt et kort øjeblik, før han så på Robert der ikke ville mødes hans øjnede og så tilbage på Meghan.
   "Hun ved det ikke" konstateret han med en overraskede stemme. Robert ville stadig ikke møde hans blik, men de kunne alle sammen tydeligt høre skammen i hans stemme.
   "Please Gabriel, mit liv er endelig godt igen"

Pludselig var der som om der gik hul på den bubbel, der havde suget alle hans følelser og spørgsmål til sig, de sidste 10 lange år.
   "Dit liv er godt? " udbrød han vredt. "Så jeg betød absolut intet for dig? " forsatte han med en dyb såret stemme.
   "Sig ikke det" Robert stemme var knap hørebar, og han ville stadig ikke møde hans øjne, Gabriel lagde mærke til at han knyttede sine hænder i skødet.
   "Den dag du forsvandt, jeg ledte efter dig, hver eneste dag, du knuste mit hjerte"
   "Gabriel! " forsøgte Robert at afbryde ham.
   "Jeg var der for dig, da vi kom tilbage fra krigen, jeg var der da de måtte amputere dit ben, jeg var der da måneder hvor du ikke kunne andet end hade dig selv og alle omkring dig. " Gabriels stemme var anklagende og dybt såret "Jeg blev ved din side, og jeg elskede dig ubetinget! " Robert sad tavs i kørestolen og så ned i jorden. Meghan stod stadig ved siden af ham og stigeret på ham med store øjne. William deres søn gemte sig stadig bag sin fars kørestol.
   Gabriel lagde ikke mærke til at, den unge mand han havde været sammen med på caféen, kom hen til dem. Hele hans opmærksomhed, var rettet mod Robert og alt det han, ville sige til ham.
   "Hvorfor forsvandt du? Please fortæl mig hvorfor, jeg er nød til at vide det" Gabriels stemme var bønfaldende og skeptisk, men han måtte gispe lidt efter vejret.

"Gabriel, hvor blev du af? " spurte manden fra caféen. Gabriel ignoreret ham.
   "Jeg havde brug for at komme væk" svaret Robert, med en lille skamfuld stemme, uden at se på ham. Gabriel hæv hårdt efter vejret, mens han forsøgte at undertrykke hans tåre.
   "Gabriel, sæt dig over ved springvandet og slap af" brød manden ind, og lagde sin hånd på hans skuldre. Gabriel rystet irriteret hans hånd af sig.
   "Vær sød at slappe af, dit hjerte kan ikke holde til det" sagde manden advarende og bekymrede. Gabriel der var vred, vendt sig mod ham, og vrissede
   "Så lad det sprænges, så er det da over! " Manden trådt et skidt tilbage. Robert der endelig havde løftet hovedet, så bekymrede fra den ene til den anden.
   "Så du havde så meget brug for at komme væk, fra mig. At du ikke engang kunne fortælle... " Gabriel stoppede mit i sætningen og måtte tage dig til brystet.
   Manden fra Caféen greb fat i ham, men Gabriel skubbet ham vred væk, og forsatte
   "Jeg har aldrig tilgivet mig selv, for at du bare forsvandt, jeg blev ved med at tænke, vis jeg bare havde elsket dig en smule mere, så var du blevet. Jeg hader mig selv... " Gabriel måtte endnu engang gribe sig til brystkassen. Han vaklet et par skidt, før manden fra caféen greb fat i ham igen.
   "Gabriel! " udbrød manden fra caféen og så bekymrede på ham.
   "Jeg er okay" mumlede Gabriel, da manden hjalp ham, ned på jorden.
   "Hvad er der galt med ham? " spurte Robert bekymrede. Manden fra caféen undte ham ikke et blik mens han roligt, guidet Gabriel igennem hver vejrtrækning.
   "Please gå jeres vej, så jeg kan få ham til at falde ned" udbrød manden i det Gabriel kneb hans ansigt hårdt i og stoppede med at trække vejret i et par sekunder. Men i det han havde udtalt ordene, greb Gabriel hård fat i hans arme, og genvandt øjenkontakten med Robert.
   "du lagde mit liv i ruiner da du forsvandt... " Gabriel kneb igen sit ansigt hårdt i og holdt helt op med at trække vejret, i det som føltes som minutter. Før han igen fandt øjenkontakten med Robert.
   "Lige meget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke stoppe mig selv, i stadig at elske dig ubetinget" Gabriels øjne gled i og selv om manden fra Caféen klaskede ham på kinderne og gentog hans navn igen og igen, reageret han ikke.
   "Hvad sker der? " spurte Robert mens han forsøgte at skjule sin frygt.
   Manden fra Caféen lagde sin hånd på Gabriels håndled og ledte efter en puls. Før han løftet ham op i sine arme, og begyndte at trave mod hospitalet der lå omkring to blokke der fra. Robert så tøvende efter ham, i det han mærket et puds til hans stol.
   "kør efter dem, vi kan snakke senere" sagde hans kone og smilte opmuntrende til ham, da han så forvirret på hende. Han rørte sig ikke ud af stedet, men da hans kone igen skubbet til ham, tog han fadt om hjulene og fik den hurtig og let, op i fart, at han inden længe næsten havde indhentet dem.

"HJÆLP! Dr McCory! " råbte manden forpustet da han kom ind på en del af hospitalet, Rober aldrig havde været på. Det havde undret ham at manden var drejet af, og i stedet for at være løbet mod skadestuen, var han løber vider over til en af de afdelinger der lå ved siden af hospitalet.
   En mørkhåret kvinde der havde stået lige inden for døren vendte sig hurtig om og tilså Gabriel, i det han blev lagt op på en båre, en sygeplejerske var kommet hastende med.
   "Hvad skete der? " spurte lægen og tog Gabriels puls.
   "Han begyndte at diskutere med en eller anden fyr, jeg kunne ikke få ham til at falde til ro" Manden ramlet det alt af sig, i et virvar.
   "Hans puls er alarmerende svag! " konstateret Dr. McCory og kørte afsted med Gabriel, men hun over skulderen råbte.
   "Kaldt din bror, vi vil gøre hvad vi kan for at stabilisere ham" Robert lagde mærke til de tåre der begyndte at løbe ned af manden kinder, i det han fandt sin mobil frem.

De havde ventet i næsten en time da en mand med, flammende rødt hår, kom løbende ind af døren. Han greb om manden fra Caféen og hold ham tæt ind til sig et kort øjeblik.
   "Seth, hvad skete der? " spurte manden.
   "Vis bare jeg havde kunne få ham til at slappe af, ville det ikke være sket, og nu... "
   "Stop det Seth, og fortæl mig hvad der skete! " udbrød manden og stoppet ham.
   "Han blev bare ved med at diskutere med en eller anden fyr i kørestol" fortalte Seth så hurtigt at hans bror knap kunne forstå ham.
   "Hvem diskuteret han med? "
   Robert viste ikke om Seth i det hele taget havde lagt mærke til at han var fulgt efter ham, men han peget pludselig på ham og sagde vredt
   "HAM! "
   Den rødhåret mand vendte hoved og så på manden, Robert genkendte ham med det samme og manden lod til at genkende ham, da hans ansigt blev hårdt og tillukkede. Han vente sig mod Seth igen og sagde modløs
   "Seth, Du er nød til at forberede dig på at, Gabriel ikke længer vil kæmpe"
   "Hvad? Han har jo altid sagt at han mangler at finde... " Pludselig stoppet Seth op og så overraskede hen på Robert, og der efter på sin bror.
   "Nej... " han skubbet barnligt sin brors hænder væk.
   "Seth, han gjorde det tydelig for os, hvorfor han kæmpede " sagde hans bror strengt. Det fik Seth til at rejse sig og gå væk fra dem, med tårefyldte øjende. "Seth! " kaldte broren efter ham, men Seth kom ikke tilbage.

"Jeg håber at dit nye liv er det hele værd, for du ødelagde ikke bare Cabriels liv, du fratog os vores ven" Manden havde vendt sig mod Robert, der blev overraskede over hadet i hans stemme.
   "Edward, fortæl mig hvad der er galt med Gabriel" tiggede Robert. Edward så håndligt på ham, og begyndte at fortælle.
   "Da du forsvandt, ledte Gabriel efter dig, dag og nat. Der kunne gå dage mellem han var hjemme, han mødte ikke længer på job, han begyndte ganske langsomt at glide fra os, Jo længere tid der gik, jo mindre så vi til ham. Når vi endelig fandt ham, viste vi aldrig hvad vi skulle forvente. Det ene øjeblik kunne han tro fast på at han ville finde dig, det andet øjeblik straffet han sig selv eller brød grædende sammen" Edwards stemme var blevet mindre anklagende.
   "der var færre der tog kontakt til ham, jeg forsøgte at holde fast i ham, men en dag var han bare væk, jeg prøvet at finde ham, men jeg så ham ikke igen, før han to år efter stod foran min dør" han husket hvor overraskede han havde været af at se ham igen.
   "Jeg troet han endelig var kommet over dig da, han så bedre ud, og han talte ikke længere om dig, han begyndte at ligne sig selv igen, lige ind til... " han tøvet lidt.
   "lige ind til min bror kom hjem og... " han tøvet endnu engang.
   "Han havde skudt sig selv" Robert måbede.
   "Vis ikke Seth havde fundet ham i tide, var han død den dag. Desværre gjorde kuglen stor skade på hans hjerte. De ville havde skrevet ham op til et doner hjerte, men han nægtet, han ville knap nok tale med os der efter" Edward husket Gabriels afvisende ansigtsudtryk da de var kommet for at se ham.
   "Men som om skæbnen ikke har været ond nok mod ham, så fandt han ud af, at hans krop er fyldt med kræft, stage fire" Robert var mundlam, han havde aldrig troet det var muligt.
   "den eneste grund til at han stadig lever, er fordi han ikke kan finde fred, før han har talt med dig" afsluttet Edward.

De havde siddet i stilhed længe, da Seth kom tilbage og satte sig ved siden af Edward i det samme Dr McCory kom ind til dem.
   "Vi har stabiliseret Gabriel, men jeg er ked af, at fortælle jer, han ikke har langt igen, Vi ved ikke om det er timer eller dage, han har tilbage"
   "Kan du ikke hjælpe ham på en eller anden måde? " spurgte Seth,
   "Vi kan ikke gøre andet end at holde ham smertefri for nu" svaret Dr McCory.
   "Kan vi se ham? " spurte Edward
   "Ja, han spørg også efter en Robert? " spurte Dr McCory, Edward så hen på Robert, der blev overraskede over at høre sit navn.

"Gabriel? " spurte Robert forsigtig da han rullede ind på stuen. Gabriel åbnet svagt øjne og smilede svagt til ham, med glansløse øjne.
   "Du spurte mig hvorfor jeg forsvandt, og jeg synes du fortjener et ordentlig svar fra mig; Jeg var bange, bange for at du ville stoppe med at elske mig, jeg så hvordan jeg trak dig ned hver eneste dag, og jeg hadet mig selv for det" forklaret Robert, der ikke havde tænkt på andet siden Edward havde fortalt ham hvad der var sket.
   Gabriel vente sin hånd om og Robert lagde sin hånd i den.
   "Hvorfor en kvinde? " spurte Gabriel svagt. Robert udstødte en bladning mellem en latter og et hulk, mens han hurtig fejet en tåre væk fra han ene øje.
   "Jeg forsøgte at elske en anden mand, men jeg kunne ikke... Meghan og jeg er bedste venner, og det lød som en god idé at tage hende som min kone, efter som jeg ikke længere kunne finde tilbage til dig, men det betyder ikke at jeg holdt op med at elske dig"
   "Jeg ville ønske at du ville kysse mig en sidste gang" sagde Gabriel efter de havde siddet længe i tavshed og set på hinanden.
   Robert slag Gabriels hånd og skubbet sig op af kørestolen, han stod et øjeblik og svajet før han fandt balancen, på sit ene ben. Gabriel var så svag at han lå ubevægeligt i sengen, da Robert lænet sig ned over ham, og kyssede ham. Da deres læber igen skiltes, blev Robert stående.
   "Jeg elsker dig så meget" hviskede han og aet ham over kinden. Gabriel sagde ikke et ord, men han kunne se han suget enhver berøring til sig.
   Robert kyssede ham igen, denne gang da deres læber skiltes så Robert ind i Gabriels øjne hvor alt livskræft var forvundet, en enkel tåre banet sig vej fra hans øjenkrog.
   "Jeg elsker dig så meget" hviskede Gabriel træt og lukkede sine øjne. Robert lagde sin pande ind mod hans, og hviskede mellem tårne
   "Jeg elsker også dig"

Den regelmæssig bib lyd fra hjertemåleren, ved siden af sengen, ændret sig til en langtrukken hyldetone, Robert begyndte at hulke, men nægtet at fjerne sig da Dr McCory kom ind, og slukkede for hjertemåleren.
   Han slap først Gabriels hånd da Dr McCory, noget tid efter kom ind og kørte ham væk.