Vi har været venner så langt tilbage, jeg kan huske. Men sidste sommer, gik det op for mig hvor meget jeg elsker ham. Jeg tør ikke gøre noget ved det, i frygt for at miste ham helt. Men at stå her og se ham slå sig løs på danse gulvet med glubske kvinder omkring sig, slår mig langsomt ihjel. Han lyse hår og veltrænede figur får ham til at se utrolig hot ud.
   Med et slog musikken over i nogle rolige blide toner og han begyndte at danse tæt med den ene af kvinderne, men i det musikken igen begyndte af hæve tempoet forsvandt han med kvinden i hælende og vendte først tilbage 20 minutter senere.
   Det var ikke en stor gåde hvad han fortog sig, for han fortalte mig altid om alle detaljerne på vej hjem til den lejlighed, vi delte sammen, og den her aften var ikke anderledes end ellers.
   Da vi begav os hjem på et tidspunkt efter midnat, pludrede han løs som altid. Pludselig stoppede han og gloede vredt på mig,
   "du hører jo ikke hvad jeg siger David!" Jeg stoppede op og så på ham, i det øjeblik overvejede jeg at fortælle ham at jeg elskede ham.
   "Undskyld, Leon jeg er bare træt!" sagde jeg i stedet. Leon smilte skævt til mig, og lagde sin hånd på min skuldre.
   "Lad os komme hjem og i seng" sagde han før han gik videre. Jeg sukkede lydløst og fulgte efter ham, hvorfor havde jeg ikke modet til at fortælle ham det?
   "Hvorfor gør du det hver gang vi er ude?" spurte jeg, Leon stoppede brat, og vendte sig mod mig,
   "Hvad mener du?" spurgte han og så spørgende på mig.
   "Jeg mener bare hvorfor gider du at.." begyndte jeg, men kunne ikke færdig gøre min sætning. Leon måtte havde forstået, hvor jeg ville hen med mit spørgsmål for han afsluttede min sætning
   "knalde kvinde efter kvinde?" Jeg nikkede lidt utilpas.
   "Hvorfor spørger du?.. du vil måske også havde nogle af dem?" spurgte han drilsk, efter en kort pause.
   "Nej det er ikke derfor jeg spørger" svarede jeg lidt tøvende. Jeg havde bevæget mig ind på usikker grund, med mine spørgsmål.
   "Det vedkommer da ikke dig!" svarede Leon vredt. Jeg kunne mærke min egen usikkerhed og vrede stige op i min krop som en eksplosion, og før jeg nået at tænke mig om, fik jeg sagt
   "Hvad har du at bevise, jeg ved du kan få én hver du vil havde". Leon så først forvirret ud, men så blev han også lige så vred, som jeg var,
   "Hvad fanden rager det dig, hvem jeg er sammen med!?" Jeg så det ikke komme, men pludselig høre jeg mine læber sige ordene
   "Fordi jeg elsker dig!" Leon så overrasket på mig, men smilte så
   "Du ved da, at jeg altid har set dig som en bror" sagde han. Jeg var stadig vred, og det hjalp ikke spor da Leon lagde sin hånd på min skuldre.
   "Lad os gå hjem!" sagde Leon, og vendte ryggen til mig.
   "NEJ!" udbrød jeg og blev overrasket over, hvor vred jeg var. Leon vendte sig uforstående mod mig.
   "Jeg elsker dig" sagde jeg med tryk på hvert ord, så han ikke kunne misforstår det denne her gang. Leon stod med let åben mund, jeg så på ham. Og til min egen frygt kunne jeg mærke at mine tårer løbe ned af mine kinder.
   Jeg tog et skidt mod Leon, men i det samme gik han et skidt tilbage, uden at fjerne øjnene fra mig. Det føltes som om flere knive gennemborede mit hjerte. Uden at se mig tilbage drejede jeg om på hælen og hastede væk fra Leon, der blev stående. Jeg ønskede bare at komme væk, væk fra Leons overraskede ansigt. Jeg lukkede øjnene et øjeblik for, at få synet af ham væk.
   Pludselig forsvandt jorden under mig, og jeg faldt. Jeg var gået mod parken, men var kommet til, at overse trappen ned til pladsen ved vandfaldet. Jeg ramte beton jorden for forneden af trappen, med et hårdt bump, der slog alt luften ud af mig. Jeg blev liggende, og mærkede at kulden fra jorden trængte gennem min tynde skjorte og helt ind i min brystkasse.
   Jeg ved ikke hvor længe jeg blev liggende på jorden. Da jeg hævede mig op at sidde, smertede mine ribben så meget, at jeg tabte luften, og måtte side stille et øjeblik i det smerterne. fik Det til at sortnede for mine øjne. Jeg kæmpede mig på benene igen. Med stor besvær begav jeg mig hjem ad. Men smerten i min brystkasse og i min ankel gjorde det ikke nemt for mig, at bevæge mig. Jeg måtte stoppe flere gange for at få pusten.
   Da jeg nåede frem til gaden, hvor vi boede, var jeg så udmattet, at jeg måtte læne mig op af det træ der stod på hjørnet, men det sortnede så meget for mine øjne, af jeg knap kunne se noget, så jeg sank ned på jorden og sad lænede op af træet.
   Pludselig hørte jeg Leons stemme kalde på mig, men jeg var så langt fra min krop, at jeg hverken kunne se, føle eller høre hvad der skete omkring mig. Det næste jeg husker er et sløret billede af Leons bekymrede ansigt, og nogle personer i hvide kitler, jeg ikke kendte. Jeg forsøgte, at spørge Leon hvorfor han var så bekymret, men mine læber kunne ikke formulere mine ord rigtigt, så det lød blot som en mumlen.
   Men det måtte havde fanget den ene af de hvide kitlers opmærksomhed, for en kvinde bøjede sig let over mig og sagde
   "Mr McStir, kan du fortælle os, hvad der er sket med dig?" jeg vendte hovedet i forsøget på at se Leon igen, men han var ingen steder at se. Kvinden spurgte igen, om jeg kunne huske hvad, der var sket, mit hoved ville ikke rigtig fungere. Jeg følte mig bange, og ville bare være i nærheden af Leon.
   Leon hvor var du? Jeg forsøgte at rejse mig, men de hvide kitler hold mig nede, det gjorde mig endnu mere bange. Jeg forsøgte at kalde på Leon, men ordene blev til nogle underlige lyde.
   Pludselig stod Leon ved min side, han så bekymret på mig, imens kvinden sagde noget til ham, som jeg ikke forstod. Men Leon nikkede bare og lagde sin hånd på mit hovedet,
   "David, kan du fortælle mig hvad der er sket?". Hans ord gav ingen mening for mig, og smerten i brystkassen fik endnu engang min øjne til at sortne. Leon måtte have lagt mærke til det, for han lagde begge sine hænder omkring mit hoved og spurgte langsomt
   "Hvordan er du kommet til skade?" Hans ord trængte langsomt ind. Jeg fik fremstammet "faldt.. trappe" før alting igen blev sort.
   Da jeg næste gang åbner mine øjne, befandt jeg mig i et hvidt rum, kun oplyst af en enkel lampe i det ene hjørne. Der var maskiner på hver side af den seng jeg lå i.
   Det gik op for mig, at jeg måtte være på hospitalet, men hvorfor? Jeg forsøgte at sætte mig op i sengen, men med et jog et smerte helvede igennem hele min krop, og det sortnede endnu engang for min øjne. Da jeg kunne se og høre noget igen, stod kvinden fra før ved min side, og lagde sine arme på min skuldre, imens hun smilte overbærende. Jeg sank ned i sengen igen.
   "Mr McStir, kan du huske noget fra før du besvimede?" spurgte hun, mens hun undersøgte mig. Jeg forsøgte at tænke tilbage på, hvad der var sket. "Jeg skændtes med Leon, ville bare væk... jeg så ikke trappen, faldt ned af den" forklarede jeg, mens jeg forsøgte at trække vejret mindre besværligt. Sygeplejersken nikkede genkendeligt, og smilte venligt til mig.
   "Du har brækket to ribben og forstuvet din ankel, men alt i alt er det heldigt sluppet" forklarede kvinden. "Du havde nogle indre blødninger, og blev opereret for dem, men du skal nok komme dig hurtigt" tilføjede hun med et smil.
   Da hun forlod rummet, stod Leon i døren.
   "Hej!" sagde han efter en rum stilhed mellem dem.
   "Hej" svarede jeg, men følte det ret akavet mellem os, vores skænderi stod stadig helt klart i min hukommelse.
   "Jeg har snakket med dine forældre, de kommer i morgen" sagde Leon lidt genert.
   "Tak" svarede jeg kort for hovedet.
   "Undskyld, jeg var sådan en nar!" udbrød Leon, i det han kom ind og satte sig i stolen ved siden af mig.
   "Jeg skulle bare havde holdt min mund" mumlet jeg og fortrød, at jeg havde fortalt Leon at jeg elskede ham.
   "Hvis det er sådan du føler, skulle du havde fortalt mig det for længst, jeg har været for tyk hoved til at se det...men jeg forstå nu, at jeg har såret dig gang på gang..." udbrød Leon, mens han snublede let over ordene. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, jeg lå bare på sengen uden at se på ham.
   "Kan du tilgive mig?" spurgte han og pustede ud.
   "Ja selvfølgelig, du er min bedste ven!" svarede jeg, og lukkede øjende et øjeblik. Det havde gjort mere ondt, at indse, at vi kun var venner og ikke mere end det. Pludselig mærkede jeg Leons hånd på siden at mit hoved, jeg ture ikke åbne mine øjne.
   "Da jeg så dig synke sammen ved det træ, blev jeg så bange " begyndte Leon, Jeg åbnet øjnene og så lige ind i Leons øjne
   "For tanken om at miste dig, gjorde mig så bange, at jeg indså hvor meget jeg også elsker dig og altid har gjort det" sluttede Leon. Hvor efter vores læber mødtes.