En dag da jeg kom hjem fra skole, var min bror der ikke, som han normalt altid er.
   Jeg blev en smule urolig, da han altid lagde en besked til mig, og han har ikke haft det så godt på det seneste, jeg tog min mobil frem og forsøgte at ringe ham op, men hans mobil gik på telefonsvareren.
   Jeg skrev en sms til min mor, som var på arbejde, og spurte om hun viste hvor han skulle hen efter skole, nogle minutter senere fik jeg en sms, den var fra min mor.
   "Din storebror er kommet på hospitalet, jeg er hjemme om 15 min"
   Efter at have læst beskeden flere gange, gik jeg ud i køkkenet, og fandt noget middagsmad frem, men jeg kunne ikke få det ned, jeg var blevet bange, og vil helst bare høre, hvorfor han var kommet på sygehuset. Da min mor kom ind ad døren, gik jeg ud i gangen til hende, jeg kunne se at hun dels var sur og at hun dels ked af det.

Uden jeg spurgte, fortalte min mor; "Din storebror er blevet indlagt, på grund af at han ikke tager sin medicin, og er derfor gået kold i skolen" jeg sagde ikke noget, så bare på min mor, inden hun tog mig i hendes arme, og knuget sig ind til mig.
   "Hvis han forsætter med ikke at vil tage sin medicin, ved jeg ikke hvor længe han har igen" sagde mor ned i mit hår, sådan stod vi længe og krammede hinanden i gangen.
   Tilsidst slap min mor mig, for at gå ind på min brors værelse, for at pakke de ting han skulle bruge, når han nu skulle være indlagt..
   Det har hun egenligt gjort mange gange i år, min bror har ikke ville tage sin medicin, jeg ved ikke hvorfor, men han har snydt sig forbi min mor eller far når de har givet ham hans daglige medicin.
   Jeg kunne på en måde godt forstå hvorfor.. hvem gider æde 27 piller, ud over 24 piller inden hvert måltid?
   Det bliver til over 100 piller om dagen, det syntes selv jeg er sygt (Dette er en REAL fakta)
   Min mor og jeg fik pakket tingene til min bror, og så kørte vi til hospitalet inde i centrum.
   Da vi nået frem, til hospitalet parkerede min mor bilen, og tog min brors taske, og var klar til at gå op til special afdelingen for CF patienter.
   "Mor jeg går lige i kiosken, så kommer jeg op" mor nikkede, og satte retning mod den afd. min bror normalt bliver lagt op på.

Jeg stod lidt og så mig omkring i kiosken, ville egenligt bare havde et stykke frugt eller noget lignede, da jeg ikke havde fået spist middagsmad der hjemme.. jeg fandt et æble og en lille bog med vitser, det tog jeg og gik op til kassen, da jeg stod i køen og skulle til at betale så jeg nogle buketter, der stod ved siden af kassen, der var et buket med blå violer og sorte roser, to af min brors ynglingeblomster. jeg valgte at købe bukketen til ham.
   da jeg nåede op til afd. og fandt hans stue, blev jeg mødt af min brors stemme
   "Endelig en person der vil snakke med mig, uden at skælde ud" og da han så hvad jeg havde i hånden tilføjet han "Og en der kan huske ting jeg elsker endnu bedre" smilede han stort.
   "Nå, så du tror ikke jeg vil skælde dig ud..." svarede jeg ham, med et smil på læben.
   Vi fik hurtig fundet en vase og fik sat blomsterne i, så satte jeg mig op i fodenden af hans seng.
   "Nu skal du hører her... jeg vil ikke miste dig så lov mig nu at tage din medicin, jeg skal jo nødig ende med, det hysteriske menneske til mor at være" sagde jeg halvt i sjov og halvt i alvor. Min bror sukkede, og kiggede bare på mig.
   Der gik længe før han åbnede munden og sagde "Der er så meget du endnu ikke forstår min kære lillesøster" mens han sagde det var hans ansigt både trist og ked af det.
   "hvad mener du?" spurgte jeg ham om, men der fik han øje på vits bogen og undgik mit spørgsmål, jeg ved at når min bror gør sådan nogle ting vil han ikke snakke om det. Så jeg viste ham bogen, og begyndte at læse op fra den, mens min bror sad og lyttede.
   Inde længe lå vi flade af grin på sengen, vi havde det så sjov, at tiden den gik hurtig og inden vi fik set os om, var vores mor kommet ind og sagt at nu var hun nød til at tage hjem sammen med mig, fordi vi skulle hjem og lave mad til mine mindre søskende, og min far kom hjem. Jeg kysset min bror på kinden, og vi gik der fra med en alvorlig kommentar fra min mor, om at han skulle høre efter hvad lægerne sagde, og han skulle tage sin medicin.

Lørdag morgen, vågnede jeg op med ondt i maven, jeg ikke kunne forstå, bare at en sørgelig følelse bredte sig i min krop. En sørgelig følelse, der samtidig gav mig ro, og som gjorde så ondt, at det knap var til at holde ud.
   Om formiddagen kørte mor og jeg, op til vores mormor med mine mindre søskende, da de ikke kan finde ud af, at være stille på hospitalet, da vi havde afleveret mine mindre søskende, kørte min mor og jeg hen til hospitalet, for at besøge min bror.
   Da vi kom ind på stuen, kom de samme følelser op i min krop, som da jeg stod op. Jeg begyndte at blive bange, jeg ved ikke hvorfor, men da vi nærmede os stuen, holdte jeg vejret.
   Kasper Zandrassen
   12 Jun. 1988 - 19 okt. 2014
   "Vi elsker dig, men hvorfor?"

Indgraveringen på gravstenen sagde alt. Lige fra da han så helt bleg ud på sin seng, til vi bar kisten ud af kirken, og begravet han for nogle dage siden.
   Jeg var taget hen på kirkegården, jeg ved ikke hvorfor, men den der tomme følelse, og mine søskendes gråd, var blevet for meget for mig. Jeg havde mistet den eneste person der forstod mig, og som elskede mig lige meget hvad der skete i skolen.
   En bror der elskede, og beskyttede mig, når alle andre var onde, en bror der satte sine egne behov til side, for at trøste eller beskytte mig, når jeg blev mobbet i skolen, eller var blevet gjort til grin, og såret af en fyr.

Min bror var ikke kun min bror, men han var også den ven, og veninde jeg aldrig har haft. En bror der altid var der for en.. eller næsten altid, nu er han væk og det var sygdommen og medlidenheden der tog ham.
   Jeg havde siddet længe på den kolde jord, ved siden af gravstenen, bare og tænkte da en stemme bag mig sagde.
   "Jeg er så ked af det lille skat, men ved at sidde her får du ikke din bror igen"
   det var min mor, det skulle jeg havde sagt mig selv, hun havde fulgt mig på tætteste hold siden min bror var fundet død på hospitalet.
   "Hold dig væk fra mig" råbte jeg af hende mens jeg kom på benene og løb min vej med tårerende løbene ned af mine kinder
   Hun fatter da hælder ikke noget, hvorfor kan hun ikke bare lade mig være, jeg vil havde min bror tilbage, jeg vil kunne føle hans arme om mig, mens han forstå alting og trøster mig.

Jeg ved ikke hvor længe jeg løb, eller hvor jeg løb hen, men da jeg endeligt var stoppet, var jeg kommet op til den lysningen i skoven, hvor min bror og jeg normalt legede ulve, da vi var mindre og var stukket af hjemme fra.
   Jeg lagde mig på de visne blade i lysningen og faldt i søvn.

Kasper Zandrassen
   12 Jun. 1988 - 19 okt. 2014
   "Vi elsker dig, men hvorfor?"

Milla Zandrassen
   18. aug. 1991 - 15 nov. 2014
   "Kærligheden bryder alle love"

De to gravstene, stod side om side med hinanden, i den kolde vinter hvor sneen falder som et dække af grandnåle.
   I horisonten ser man to grå ulve, liste væk ind i skovens stille dybe ro! Til de en dag vil se dem de elsker, og være sammen med til evig tid.