Alecs arme og ben rystede under ham, men han lod sig ikke mærke af det. Han knugede hænderne strammere om madrassen.
   Han stønnede dybere, da manden bag ham, hvis navn han ikke kunne huske, stødte så dybt, at Alec troede han ville revne. Pludselig trak manden sig ud og kom ud over hans ryg. Alec faldt udmattet sammen på sengen. Han hørte manden tage tøj på, og forlade lejligheden.
   Tårerne pressede sig på bag øjenlågene, idet han træt rejste sig fra sengen og skyndte sig ud under bruseren, hvor han gav tårerne frit løb. Han følte sig, så beskidt og ulækker, så end ikke de store mængder vand, kunne få følelserne til at forsvinde. En vrede og skam skyllede ind over ham.
   Han hamrede næverne ind i væggen indtil han ikke længere kunne mærke sine knoer. Udmattet slukkede Alec for vandet og kravlede op på sin seng og ind under dynen, hvor han hurtig faldt i søvn.

Alec følte det som om han kun havde sovet i kort tid, da gardinerne pludselig blev revet op, og solens stråler truede med at gøre ham blind, selv med lukkede øjne. "Alec, stå op! " Han genkendte stemmen, men forsøgte at ignorere den. " Nu Alec! " Tilføjede manden insisterende, og begyndte at hive i hans dyne.
   " Gå din vej Scotty," svarede Alec.
   Men det stoppede ikke Scotty, der fik vristet hans dyne ud af armene på ham. Alec krummede sig sammen på sengen. Han lå nøgen under dynen.
   " Hvorfor gør du det her mod dig selv? " Han mærkede, at Scotty satte sig på sengen bag ham. "Jeg kan ikke regne ud, om det er Hectors død eller... "
   Alec vidste hvad han ville sige selv om han ikke færdiggjorde sin sætning.
   "Lad mig nu bare være i fred, " mumlede han.
   "Tidligere ville jeg måske havde ladet dig være i fred... ". Scotty lagde sin varme hånd på hans skuldre. "Men ikke i dag. Uanset om du er klar over det eller ej, så er du i gang med at skade dig selv og jeg kan ikke bare stå på sidelinjen mens du ødelægger dit liv. "
   En vrede voksede i ham. Hvad bildte han sig Ind? " Hvem fanden tror du egentlig at du er? " Han rystede Scottys hånd af sin skulder og rejste sig. "Du har intet at skulle havde sagt. Det er fandme mit liv. Alec begyndte at tage tøj på imens han råbte af Scotty, der stadig sad på sengen. "Hvordan er du i det hele taget kommer ind? "
   "Din udlejer har lukket mig ind."
   "pragtfuldt", råbte Alec. " Det er bare fucking fantastisk".
   Han himlede med øjnene før han sukkede irriteret.
   -"Du er ikke længere velkommen her. Gå din vej! " Han pegede ud mod gangen. Men Scotty rykkede sig ikke.
   "Okay, jeg går på en betingelse... " Alec så afventende på ham. "Fortæl mig først, hvorfor du straffer dig selv? "
   Alec vaklede et øjeblik usikkert.
   "Jeg straffer sgu da ikke mig selv. Jeg kan lide hård sex og hvad så? " svarede han.
   Knuden i hans mave blev hårdere, men vreden begyndte at ebbe ud. Den blev erstattet med en følelse af håbløshed. Han kunne tydeligt se, at Scotty ikke troede ham.
   "Det passer jo ikke. Giv mig et ærligt svar og jeg er den der er gået. " Scotty rejste sig fra sengen, og stillede sig over for ham. "Hvorfor straffer du dig selv på den måde? " gentog han.
   Alec slog blikket ned og, tårerne pressede på bag hans øjenlåg. Følelsen af skam pumpede rundt i hver en åre i hans krop, og fik knuden i hans mave til at eksplodere.
   "Fordi jeg er ingenting, ", hviskede han og kæmpede med at holde hulken tilbage.
   "Hvem siger du er ingenting? " spurgte Scotty og trådte et skidt nærmere, og lagde sine arme om Alecs skuldre. Men han rev sig løs og råbte. " Du skal ikke røre mig "
   "Hvem har sagt det? " Scotty forsøgte igen, at ligge armene omkring ham.
   Alec opgav at undvige han arme og lod en hulken undslippe hans læber.
   "Hvem er det der har fortalt dig det? -"Det kan umuligt være dig selv, der har fundet på det, så fortæl mig hvem der har sagt det. "
   Alec undertrykte endnu en hulken.
   "Hector, okay! " Han tørrede vredt et par tåre væk. "Hector fortalte mig det, hver eneste fucking dag! Er du så glad? " Han udbrød et par hulk før han forsatte. " Han havde ret, jeg fortjener ikke at leve:"
   Alec brød helt sammen i et væld af tåre og hulk.
   "Jeg er ligeglad med hvad Hector fortalte dig. " Scotty gik hen og lagde armene omkring ham og denne gang forsøgte Alec ikke at skubbe ham væk. "Du er smuk, dejlig og du fortjener at leve, lige meget hvad andre siger. "

Flere timer efter sad de på sofaen, inde i stuen, med deres kaffekopper i hænderne. Alecs øjende var stadig røde af tåre. De sad længe uden at sige noget, før Scotty brød tavsheden.
   "Har Hector nogensinde slået dig? " Først svarede Alec ikke, men til sidst nikkede han. Scotty lukkede øjnene et kort sekund -"hvorfor sagde du ikke noget til mig? "
   "Du kunne ikke havde gjort noget, jeg fortjente det. "
   " INGEN fortjener at blive slået eller nedgjort. " Han lagde sin hånd bag Alecs nakke. " Hørte du hvad jeg sagde? ".
   Han nikkede.
   "Alec jeg er nødt til at vide... " Han tøvede et kort øjeblik. " den første nat, efter Hector døde, da du kom til mig, hvor meget husker du? "
   Alec vidste godt, hvorfor Scotty spurgte. Han havde drukket ret meget den aften, men han kunne alligevel huske hver detalje. " Havde vi noget at gøre med, den måde Hector fik dig til at føle på? " Spurgte han igen, da Alec ikke havde svaret ham. "Hvis jeg på nogen måde overtrådte dine grænser så... "
   Alec kyssede ham pludselig, Scotty blev overrasket, men kørte kærligt sin hånd over hans kind, om bag hans nakke. Da deres læber igen skiltes, følte han sig forpustet.
   "Den nat følte jeg at jeg betød noget, for første gang i mange år " forklarede Alec og kyssede ham igen. Men da hans hænder begyndte at åbne Scottys bælte, tog Scotty blidt om hans håndled og trak sine læber væk.
   " Vi har al den tid vi har brug for. Lad os ikke forhaste os. "
   Alec så uforstående på ham, Scotty gættet sig til, at den eneste måde Alec måtte havde følt sig værdsat på var når han og Hactor havde haft sex.
   "Kom her. " han lagde sig ned på sofaen og gjorde tegn til at Alec skulle ligge sig ved siden af ham. Alec så en smule forvirret på ham, men han lagde sig ved siden af ham.
   Scotty lagde sine arme omkring Alec og trak ham ind til sig.
   En beroligende følelse sprede sig i Alecs krop, mens han lå der på sofaen med Scottys arme om sig, han måtte havde været mere udmattet end han havde troet, da han begyndte at døse hen.
   "Sov bare. Jeg går ingen steder, " hviskede Scotty ind i hans øre idet han gled ind i en drømmeløs søvnen.