"Hey Jenn, det Ben, jeg tænkte bare på om, du skulle noget i morgen?" lød det fra den anden ende af røret. Hvad? Fuck.. Ikke Ben, jeg har intet i mod at han ringer, men jeg kan bare ikke lige nu! Jeg kyssed med Dylan, og nu vil Ben spørge mig ud, på en date? Eller noget..
   "Er du der?..", "Ja, undskyld.. Jeg faldt i staver.. Hvad spurgte du om?" skyndte jeg mig, at sige. "Jeg spurgte bare.. Om.. Om du skulle noget i morgen? Aften.", "Nej, det tror jeg da ikke, hvorfor?" jeg ved vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige.. "Uhm, det var bare, om du kunne komme om til mig?", "Nu?..", "Nej nej. I morgen.". Gud, han spørger om jeg kan komme om til ham.. I fucking morgen?!?! Hvad skal jeg svare? Nu går det lige så godt med Dylan, og så spørger Ben mig ud..

"Øh.. Nej det tror jeg sq ikke, det passer ikke så godt lige nu.. Jeg vil tænke over det, okay?" Hvad skulle jeg ellers sige?
   "Ja.. Det okay..", "Jeg må gå, skal passe min lillebror, vi ses i morgen ik'?", "Ja, ses Jenn.."
   Han virkede så trist over det, men havde han ikke Sarah, eller hvad hun hed som kæreste? Og Sally er da mega forelsket i ham?

Jeg gik ind til min bror. "Oliver! Vågn op!! Du skal i seng, mor vil ikke have at du sover på sofaen.." Jeg rusked i ham, indtil han vågnede. "Stop Jenny! Jeg sladre til mor!", "Om hvad?", "Om at du vækker mig mit om natten..", "Klokken er ti Oliver, gå i seng!" Han gik om sider i seng..

Jeg gik ind på min mors kontor, tog hendes laptop, min er i stykker. Jeg vil nu bare kalde det et lån.. Nu hvor min mor er væk i et helt døgn, jeg ved ikke engang hvad hun skulle.
   Jeg smed mig på sofaen, og tændte pc'en. Den var logget ind på hendes online chat, med hendes lille flirt.. Jeg kunne bare ikke lade være med at læse det. Hun kaldte sig selv for Megan derpå?
   [ Dan: Hey smukke.♥
   Meg: Hej min dejlige fyr. ♥] Bvadrrr. Ulækkert, folk i fyrrende flirter med hjerter, og det hele, kan bare ikke tage min mor mere.. Men jeg blev nød til at læse videre.. Jeg sprang dog over en del..
   [ Meg: Hvordan skal vi fortælle ungerne at vi er sammen igen?
   Dan: Jeg ved det ikke.. De tror jo at du har fundet en helt ny fyr, online, men det er jo bare mig, deres far..
   Meg: Vi fortæller dem det, en dag vi alle er samlet, når vi er klar, okay?
   Dan: Ja, okay. Jeg må smutte skat..]
   HVAD?!? WTF! ER DET MIN FAR HUN FLIRTER MED?!?! OMG!!! Hvorfor holder de det hemmeligt? Det er vores far, vi har ikke set ham i fem år..

Jeg klappede computeren i, og gik ind med den igen, som om jeg aldrig havde rørt ved den.
   Hendes mobil lagde på bordet, mon hun havde glemt den? Jeg tog den, gik ind på hendes kontakter, 'Sidste opkald Dan 33 minuter', jeg ved det er forkert.. Men jeg ringede ham op, "Hey skat, hvad nu?", jeg stod bare i staver, "Hallo? Er du der?"
   Jeg skyndte mig at lægge på. Jeg havde ikke hørt min fars stemme i alle de år, det var som at snakke med en fremmedet. Mobilen ringede, jeg tog den, "Er der noget galt skat?", "Hej.. Det mig Jenn, din datter? Husker du? Hende du forlod?.." Jeg lagde på.
   Jeg knækkede sammen i gråd. Han ringede ikke engang tilbage.. Jeg sad der, med oversmømmet i tåre..

Det ringede på døren, jeg blev bare siddende, men Oliver gik ned og åbnede.
   Jeg kunne bare høre en lav drengestemme, og Oliver.
   Jeg tørede tårene væk, og rejste mig. Jeg havde sikkert stadig helt vildt røde øjne. Jeg gik ud i gangen til dem, det var Dylan. Han stod kort og kiggede, Oliver så ud som om at han havde set et spøgelse.. Nok fordi jeg stort set aldrig græder når der er andre..
   Jeg begyndte at græde igen, Dylan gik hen til mig. Jeg gjorde tegn til at Oliver skulle gå i seng igen.

"Hey Jenn, hvad er der galt?" Jeg begyndte bare at græde igen.. Han tog mig ind i hans arme. Waow, det var som om alt var okay igen, bare den lette berøring, betød så meget. "Det en lang historie.. Men først, vil jeg gerne vide hvad du laver her?" Jeg stoppede med at græde, og tørrede mine øjne. "Altså, siden vi kyssed, kunne jeg bare ikke få dig ud af hovedet, så jeg blev nød til at tage hen til dig igen. Jeg var ved at hyle igen.. Bare ikke af sorg, men af glæde. Det er det sødeste nogen har sagt til mig før.
   Jeg kiggede op på ham, og han kiggede ned på mig, jeg stod stadig, fanget i hans dejlige, store arme. Jeg smilte. Han smilte igen. Jeg blev helt varm inden i.

Vi gik ind på sofaen. "Sååe, hvor er din mor?" Spurgte han. "Jeg ved det ikke, jeg ved kun at hun er væk til i morgen eftermiddag..", "Ohh, så du og din bror har faktisk huset for jer selv?", "Haha, ja.."

Vi sad lidt fra hianden. Han kiggede over på mig, med sit skæve lækre smil. Jeg gik ud i køkkenet. Hentede en pakke chips. Jeg gik ind til ham, kastede posen over til ham. "Er det din måde at flirte på?" Han grinte. Jeg smilte, og sagde, "Hvis du vil have det, kan jeg godt flirte på den måde."
   "Gud Jenny, du er så pisse charmerende, og sexet!", "Haha. Så nu flirter du også?", "Det kan jeg jo blive nød til?", han smilte igen.
   Jeg satte mig over til ham. Jeg begyndte med det samme, "Hvordan kan du.. Kan du, allerede beskrive mig? Du kender mig ikke, du mødte mig i morges.. Vi har faktisk aldrig set hinanden før, men du, du er allerede forelsket i mig, og kan beskrive mig.. Hvordan Dylan?" Hvorfor sagde jeg også lige det, omg. Nu ødelægger jeg sikkert det hele.. IGEN!
   "Fordi at det ikke er første gang vi mødes. Da du var 13, tror jeg, mig 14 år, lille træls dreng. Lagde jeg an på dig, nede i købmanden. 'Hey smukke, hvor skal du hen?', du blev sur, og gik. Men da, det var ikke engang første gang jeg mødte dig.. Fra da vi var 5 til 7 år.. Var vi bedste venner. Inden du blev kørt ned, og mistede hukommelsen fra den tid.."
   "Seriøs? Det en joke ikke?" sagde jeg med det samme. "Nej, Jenn, det er ikke en joke.."
   Jeg sad i noget tid, bare og kiggede ned i gulvet.. "Jenn, babe. Det okay, det er ikke din skyld at du ikke ka' huske mig." Jeg trak vejret dybt, og smilte til ham, "Nej, men jeg er glad for at jeg ikke kan huske.. For ellers, ville vores venskab ikke være som det er nu.."

Jeg tog hans hånd, flettede fingre med den, min første kæreste, eller er vi overhovedet sammen?
   Han tog sin hånd til den, jeg troede kort at han ikke gad mig, indtil at han trak mig helt hen til ham. "Jenn, jeg er så glad for at jeg kender dig!"
   Han smilte til mig. Jeg kyssede ham, jeg kunne bare ikke lad være..
   Vi lagde så ned på sofaen, kyssede som et par, nærmest slugte hinanden. Det var faktisk en rar følelse, nu hvor det var en selv der var den ene person.
   Han tog sin hånd ned på min røv, jeg tog den med det samme væk. Han forstod det faktisk, så han lagde den bare på min ryg. Sådan en fyr, alle piger drømmer om..


Jeg vågnede, men en rar følelse.. Han havde sovt hos mig, kun sovt, vi havde sovt, ikke haft det 'frækt' i løbet med natten. Det er jeg bare ikke klar til endnu, og jeg kender ham jo ikke, ikke som han kender mig.
   Jeg trak dynen ned, og så han lagde i bar overkrop. Mums, han havde sixpack og det hele. Jeg prøvede på at lade være med at savle. Haha. Jeg vækkede ham, "Vi skal altså i skole Dyl.."
   Han lagde bare og kiggede op i loftet i noget tid, "Dyl, det kælenavn kan jeg lide" sagde han. "Det frækt, sexet og det hele. Uha!" sagde han efter. Jeg smed en pude på ham, "Tag dig sammen.." Prøvede jeg på at sige imens jeg grinte.
   Han trak mig ned så jeg lagde på ham, begyndte at kysse mig, jeg stoppede efter noget tid, "Dyl.. Husk det nu, jeg kender ikke dig, ikke på samme måde, som du kender mig.. Det skal gå langsomt, nok med at du har sovt her..", "Ja, undskyld Jenn. Min fejl, jeg er for hurtig.."

Jeg havde fået tøj på, og fået Oliver ud af sengen. "Skynd dig Oliver, Dylan og jeg skal køre om lidt.."
   Oliver skyndte sig at blive færdig. "Hvor er mor? Skulle hun ikke komme hjem i nat?", "Nej hun sagde jo eftermiddag, Oliver, nu bare skynd dig..", "Jeg er ret sikker på at hun sagde nat.."
   Jeg gik ind og åbnede døren ind til hende værelse. Jep, Oliver havde ret, han manglede bare lige den sidste del.. 'Dan' var her også..

Dylan kørte Oliver i skole, på vej hen til vores skole.
   "Ses stump!" råbte jeg ud af døren, da Oliver gik.
   Vi kørte derefter hen til vores skole.. Hen til alle problemerne..

Sally var der.. Jeg kiggede på Dyl. "Vær' ligeglad med hende, hun er bare en dum tøjte, som tror at hun kan få alle fyrene.." sagde han, da jeg kiggede.
   Vi kyssede, og jeg gik.
   Sally gik direkte hen til mig, "Så nu.. Nu er det fandme nok! Wander. Kysser du også med ham? Hvordan kan så grim en pige som dig score, så lækker en fyr som Dylan?!?!"
   Jeg gik bare væk fra hende, op til mit skab. Gæt hvem der nu var der? Ben.. Jeg havde ikke noget problem med ham, men han passer bare ikke ind nu.. Jeg er ikke single mere, eller jo, men jeg har noget med en anden..
   "Så skulle du noget i aften, Jenny?"
   "Undskyld Ben.. Men jeg kan ikke i aften.. Der kommer noget i vejen lige pt.. Familie og det.."
   "Det okay.."
   Han gik igen, skuffet. Hvordan kan han lide mig? Han har ignoreret mig hele livet, indtil nu? Nu hvor Dylan kommer..

Da vi havde fået fri, mødes jeg med Dylan ude på gangen. Vi kyssede, blidt.
   Ben og Sally kommer så..
   "Jenny! Hvad helvedet foregår der? Du er sammen med ham der? Eller hvad? Kunne du ikke bare have sagt det? I stedet for at have afvist mig på den måde?.." Ben råbte nærmest.. Han var pisser sur.
   Vi stoppede med at kysse.
   Dylan vendte sig mod Ben. Dylan så virkelig ikke glad ud.. "Så du ligger an, på min KÆRESTE?!" Råbte han ad Ben..
   "Dylan.. Det ikke som du tror!" Begyndte jeg, lidt som i film.. Det her var sikkert Sallys idé..
   Dylan vendte sig mod mig. "Hvad er det så? Lagde han an på dig, eller ikke?" Dylan var virkelig vred. "Han lagde ikke an på mig, han spurgte mig ud.. Men han vidste jo ikke at vi to havde noget kørende.. Det ikke hans skyld."
   "Jeg skrider!" sagde Dyl.

Jeg fulgte efter ham, ud til hans bil. "Køre du mig hjem? Eller.. Det er ret langt..", "Jeg køre dig hjem vel.. Har jeg andre valg?"

Efter en akavet køretur, var vi nået mit hus. "Tak for liftet.." sagde jeg stille.
   Jeg gik op imod døren, "Jenn! Vent.." han steg ud af sin bil.
   Han krammede mig, og jeg begyndte at græde.. "Undskyld.. Jeg skulle måske ikke flippe sådan ud..." "Nej.." sagde jeg lavt.
   "Dyl.. Jeg er bare ikke klar, til at den drama endnu.. Eller jeg vil helst ikke have noget drama, overhovedet.. Men ja. Jeg kender dig jo ikke. Vi kan faktisk ikke kalde os for et par.. Ikke før jeg kender dig bedre.."
   Dylan klemte mig hårdere. "Nej, det ved jeg.. Men jeg kan bare ikke vænne mig til det, for jeg kender jo dig, ekstremt.."
   "Vi ses Dylan.." sagde jeg lavt, imens jeg gik hen til døren.
   "Ses b.. Jenn, Jenn, det dit navn.."
   Det begyndte at regne, hans brune hår, faldt ned i panden på ham. "Vil du med ind? Til regnen er stoppet?" spurgte jeg.
   "Yea, thanks." sagde han, og gik med ind.