Dylan kom ud, jeg spurgte med det samme, "Hvaaa'.. Hvad er det her Dylan?" og vente laptoppen mod ham, så han kunne se det.
   "Uhm.. En mail.."
   "Rejse i 3 år, hvorfor?"
   "Du ved, skole, min familie. Osv. Jeg bliver nød til det.."
   "Hvornår?"
   "Om 2 uger.."
   "Kommer vi så ikke til at se hinanden mere?"
   "Jo jo, det regner jeg da med."
   Jeg åndede tungt. Hvorfor kunne han ikke bare fortælle mig det?..
   "Jeg tager hjem nu.."
   "Skal jeg køre dig?" sagde han.
   "Jo tak."

Vi kørte af sted, og radioen spillede Shower - Becky G. Min ynglings sang. Elskede den virkelig.
   Vi skrålede begge med, som to gale.
   "Dancing in the mirror" "SINGING IN THE SHOWER"

Lige pludeslig, smadre en bil ind i os.
   Vi havner i grøften.
   Det hele begynder at sløre sig for mine øjne.
   Dylan havde lukket øjne. Jeg kørte hånden ned til mit knæ, det sveg rigtig meget.
   Jeg kunne mærke alt blodet. Det strømede ned fra mit ben. Og jeg kunne mærke at noget ramte mine kinder.
   Jeg kunne pludselig intet se. Det hele var sort. Jeg kunne stadig høre lidt.
   "JENN, HOLD DIG VÅGEN!" Dylan råbte. Tror jeg.
   Jeg kunne høre at han kæmpede for at komme fri, men han måtte sidde fast.
   Lige pludselig, kan jeg hverken høre, eller se. Jeg kunne ikke engang mærke noget. Jeg var væk.
   Helt væk. Som om jeg drømte.

Ambulancen kom. Jeg stod ude på vejen. Og kunne se mig selv inde i bilen. Dylan græd. De kæmpede med at få mig ud. Noget der undre mig, er at jeg kunne se mig selv. Hvad er det lige der sker med mig?
   De fik mig endelig ud. De råbte alt muligt, med "SKYND JER!" "VI HAR BRUG FOR ASSISTANCE!!"
   Alt var så mærkeligt. De fik Dylan ud. begge hans ben var helt blodige. Han bevægede sine arme. Og holdte hænderne for øjnene. Han skreg.

De kom til hospitalet med os. De førte mig ind på en stue. De satte en masse slanger til mig. Redningsmænd og kvinder, strømede ind og ud, rundt om mig, hen og tilbage. De var over alt.
   Jeg gik ind til Dylan. Han lagde i en seng. Med åndemaske på. Læger stod og pillede i hans ben.
   De satte en hjerte dims til mig. Mit hjerte gik. Jeg hørte en læge sige, "Hun er i livsfare. Vi må meddele familien at hun er i koma, og inde for livsfare."
   What? Var jeg i koma? De satte slanger i mine hænder. Og en ved mit hjerte. Jeg fik også en åndeslange noget, oppe ved næsen. Det var tydeligt, jeg var i livsfare.

Min mor kom løbende ind ad døren en halv time efter jeg var ankommet. Hun brød ud i gråd, og min far tog fat i hende. Jeg fik det helt dårligt af at se dem i så stor en sorg.
   Hun gik hen, og aede mig på panden. "Lille skat, lov mig at du klare den" sagde hun stille til mig..
   Det var som at være spøgelse, jeg kunne se mig selv, ligge i koma, gå rundt og kigge på andre folk, folk så mig ikke. Var jeg et spøgelse? Betyder det at jeg ikke vågner igen?
   Der kom en læge ind, og sagde, "Hun er i koma, inde for livsfare, vi ved ikke endnu hvor stor chancen er for at hun vågner, men vi håber det bedste. Vores medarbejder gør det bedste de kan for hende. Senere vil vi rykke hende. Hun skal rynken-fotograferes. Hendes kranium, virker skadet, vi ved ikke om hun vil få en hjerneskade af ulykken. Hendes ben er tydeligvis brækket, men det kan vi først finde ud af senere. Lige nu, skal vi sørge for at hun ikke går bort. Vi gør hvad vi kan."
   Min mor nikkede til at det han sagde, og græd lidt. Hun holdte sig på brystet, og så ned på mig. Min far virkede helt ligeglad. Men jeg tror ikke at han var det, for jeg var jo hans datter, lidt følelser for mig må han jo have..

En uge senere, kom Dylan ind til mig, i kørestol. Han kørte hen ved siden af min seng. Tog min hånd, og begyndte at græde. "Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld! Please vågn op babe.. Det hele er min skyld.." Jeg havde lyst til at sige at det ikke var hans skyld.. Og trøste ham.
   Gid jeg kunne..
   Jeg kunne mærke en klump i halsen, men det var umuligt at græde.. Jeg havde lyst til at tage hans hånd.. Men hvordan?
   Jeg gik hen til ham, og satte mig på sengen overfor ham. Han kiggede bare som om at jeg ikke var der.
   "Vågn op Jenny.. Det er min skyld." begyndte han igen.
   "Vågn nu op, du må ikke forlade os. Jeg bliver her de næste tre år, hvis du vågner. Vågn op Jenn" begyndte han, og græd igen. Han brød helt sammen.

Min mor kom ind ad døren med nogle blomster.
   "Hej Dylan.." sagde hun, ret skuffende.
   Han tørrede tårerne væk. Og rullede ud af værelset.
   Min mor tog min hånd, og begyndte at nusse om den.
   "Jenny min skat, jeg ved du er her, jeg har købt blomster, dine ynglings, nelliker, vågn op en dag, ikke?"
   Hun fik tårer i øjnene. Gud hvor jeg savnede at kunne svare dem..