De fløj hurtigt hen over det golde islandskab. Beej kunne gennem sit tøj mærke dæmonens varme; pludselig var han glad for at den havde sværget til ild. Han sad bag vingeleddet, bag Athe som styrede dæmonen mentalt. Han ville være sikker på, at den ikke ville kaste dem af under flyveturen; det ville være rent selvmord for dæmonen, for hvis Athe døde, ville dæmonen lide samme skæbne. Men nogle dæmoner ville hellere dø end at have en herre, som de ikke kunne kendes ved. Beej frøs på trods af dens indbyggede varme alligevel som en sindssyg; det var om muligt mere koldt oppe ved skyerne, end det var nede på isen. Han lagde så meget af sin hud mod dæmonen som muligt for at lade den opvarme ham. Athe sad kun iført sin tynde jakke og militærstøvler, og nød vinden suse igennem sit lange hår. Da han havde fundet ud af at han muligvis kunne betvinge en dæmon med vinger, havde han været nødt til at prøve. Han elskede allerede at være i luften, glide igennem himlen væk fra kedsommelige mennesker. Ild - og isdæmoner var sjældne, da man måtte opsøge eksotiske egne, og det krævede mange penge. Især når så få mennesker var villige til at lade en warlock rejse med dem. Men nu skulle dét ikke være et problem længere. Under dem blev isen erstattet med vand; de havde allerede rejst 100 mil på under en time. Athe kunne mærke dæmonens muskler arbejde under sig, og blev overrasket da han fornemmede, at dæmonen helt havde accepteret ham som herre. Han måtte virkelig have imponeret den under betvingelsen. "Hvorfor prøver du ikke at slå os ihjel?" Spurgte Athe den gennem sine tanker på dæmonisk. "Hvorfor skulle jeg? Jeg ønsker ikke at dø," svarede den tilbage med en skurrende stemme.
   "Alligevel, jeg fik det indtryk at du ikke var tilfreds med at have en ung herre."
   "Det troede jeg ikke at jeg ønskede. Men jeg er fascineret af dig. Ingen har betvunget mig før, end ikke fået hidkaldt mig, uden at dø i forsøget." Athe smilede for sig selv. Talent før alder.
   "Jeg er glad for at have æren af at være din herre. Lad os arbejde sammen, og beskytte hinanden." Athe sluttede kontakten med den sædvanlige hilsen, og var tilfreds med sin nye tjener. De eneste, han kunne tale oprigtigt til, var dæmoner, for de var præcis ligesom ham selv. Grusomme, men loyale mod sine egne.

Beej begyndte at slappe af, da de utallige små øer blev til ét stort fastland. Dæmonen begyndte at flyve nedad, og nedfarten kildede ham ubehageligt i maven. En blid landing kom efter, og han lod sig glide ned ad dens ryg, og tumlede ned på jorden, der var dækket af rødder og mos. Athe stod allerede dernede, og lod sin hånd berøre dér, hvor dæmonens hjerte sad. Den forsvandt, og de stod alene i hvad der måtte være en jungle; høje, kraftigtgrønne træer rejste sig over dem med farverige frugter og fugle, der sang ukendte melodier. Jorden var fugtig under ham, og spor fra dyr var præget i det.
   "Mad," sagde Beej hæst, da han kom i tanke om, at han endnu intet havde spist, og fik øje på en klase bananer. Han tog en dolk frem, og kastede den så den ramte stokken, og greb bananerne inden de ramte jorden. Han begyndte at spise så intenst, at han fik banan smurt i hele ansigtet, sågar i det korte brune hår.
   "Kan man nå at få en med, inden du æder dem alle?" spurgte Athe dovent. Beej kastede en hen til ham, som begyndte at spise den med meget mere værdighed.
   "Kun en? Du skal jo have noget at leve af, hvis vi ikke får mad i længere tid!" Beej klaskede sig på sin veltrænede mave, og kiggede på Athes tynde krop.
   "Det er svært at spise, når man kan se folks forargede og hadske blikke på en. Dræber appetitten," forklarede han. Beej forstod godt hvad han mente. Når de spiste på en kro, vidste man ikke om kokken havde spyttet i maden, hvis de da ikke nægtede at servicere for dem. De havde også fået serveret fordærvet mad, så det meste af tiden måtte Beej gå ind og bestille mad til dem, så menneskene ikke anede uråd om at deres ad blev serveret for en warlock.
   "Har du nogen idé om, hvor vi er?" spurgte Beej, da han havde spist alle bananerne. Athe greb ud efter dolken som Beej havde kastet, og den lod sig flyve ned i hans udstrakte hånd, og gav sig til at kaste den gentagne gange ind i et træ, og lavede et indviklet mønster.
   "Ja. Vi er ikke så langt fra Ila, men vi skal igennem en større by for at komme derhen." Beej havde kun været i Ila en enkelt gang før, hvilket ikke havde været en succes.
   "Super, så kan jeg sove i en seng i nat?"
   "Som om du har tænkt dig at sove i en storby," mumlede Athe for sig selv.
   "Bløde lagener og mad! Ikke mere skidtfisk!" Beej begyndte jublende at gå i forvejen. Athe fulgte knap så glad efter.

"Kan du se ham dér?"
   "Ham med det lange hår?"
   "Han har lilla øjne, det så jeg selv..."
   "Dét uhyre skal bare holde sig fra mine børn! Det kan jo være, at det smitter!"
   "Kan være, han er kommet for at tjene penge på vores ulykker. Nej, jeg sværger hellere til en shaman..."
   Athe kunne høre alle deres hadske ord, da han og Beej gik gennem byen. Han kiggede fokuseret ned i brostenene, for hver gang han kiggede op, mødte et dræbende blik ham. Han holdt sig tæt til sin fætter, der skubbede de mennesker væk, der ikke frivilligt lod dem passere i de snævre gader. Byen var klart en gammel handelsby, da der, selv i disse snævre gader, stod kurve med grøntsager, nødder, tørret frugt og korn over det hele, som forsøgte at underbyde hinanden ved høje råb om billige priser og tilbud. Der hang en stank af os og råd ved alt, især menneskenes tøj. Han kunne slå dem alle ihjel på ingen tid, men han ville grave sin egen grav ved at gøre det. De var indirekte hans arbejdsgivere, og jo mere ydmyg han virkede, jo mere tilfredse ville de være. Beej ledte ham mod torvet, som var fri for de høje, skæve bygninger, ved at konsultere skilte på menneskesprog der hang skævt på bygningerne, som Athe ikke kunne læse grundet hans manglende uddannelse. Beej var i sit es.
   "Så skal vi bare til højre... Nej, Athe, højre er altså den hér vej... og så ned ad torvegade... og til venstre hér!" De stod midt på engletorvet, som Beej kaldte det, hvor et stort skilt hang, hvor folk kunne skrive på efter hvad de søgte. Det var oftest warlocks, så skiltet var plettet af bandeord, der beskrev warlocks på farverige måder. Da Beej på et tidspunkt havde påpeget det, var Athe glad for at han ikke kunne læse.
   "Hmm... Hvad er du mest i humør til? En eksorcisme? Finde en morder? Eller... Bekæmpe en dæmon, der hjemsøger en farm lige udenfor byen? Hvad siger du?" Athe lyttede kun med et halvt øre; han fik næsten tinnitus af alle de dårlige tanker, han kunne fornemme om sin person.
   "Athe, kom nu," beklagede Beej sig.
   "Tag dem alle," sagde Athe, "jeg vil bare væk herfra."
   Beej rev opslagene ned, og gik efter Athe, der smuttede ned ad en sidegade.
   "Er det virkelig så slemt?" hviskede han, og så bekymret ud. Han kendte til Athes evner, som han for år tilbage modstræbende havde forklaret ham om. Athe så meget plaget ud, og tog sig til panden, og hviskede ud mellem de sammenpressede læber:
   "Jeg klarer mig. Læs den første op for mig." Beej sendte ham endnu et sideblik, og læste hurtigt den største seddel igennem.
   "Hmm, datter på seks som er blevet besat af en dæmon. De bor her tæt på, og vil betale op til 100 talenter." Athe masserede sine tindinger, og skubbede sig op mod den beskidte væg, da nogle hjemløse drev langsomt forbi dem.
   "Send dem et ildbud," svarede Athe, "lad dem vide at vi kommer for at hjælpe dem." Beej nikkede og frembragte et stykke papir, skrev en meddelelse, og mumlede ét enkelt dæmonisk ord da han forsikrede sig om at de var alene, og satte ild til papiret. De vidste, at få sekunder efter ville papiret ende hjemme hos familien. Den forjættende støj i Athes hoved havde lagt sig lidt, nu hvor menneskerne ikke så på ham længere. Deres opmærksomhedsrate var så lav.
   "Jeg skrev, at vi kom med det samme. Lad os gå derhen." Athe tog en dyb indånding og fulgte langsomt efter ud i mylderet af mennesker, og en solid hovedpine.