I hvilken retning havde personligheden mon drejet sig, hvis omstændighederne havde været blot en lille del af det der 'anderledes'? Havde der stadig været noget hen ad det familiære? Det tænkes der ikke over ofte. Kun de gange når melankolien sætter sig fast i opfattelsen. Det klares nu snildt med torsdag-attituden - another misconception. "Skam dig" brænder sig fast, - og er nu mærket for livet.
Kernen. Åh undskyld. Teorien om kernen. Et stimulerende samtaleemne, når diskuteret under rette forhold. Underholdningsværdien er høj. Vh Anonym.Det er ikke udsættelse. Det er når jeg giver efter - giver efter for følelsen. (Insert here)

Romantismen. Et hundrede procent sucker.
Selvom romantismen og dets forskruede flakken berører alle områder, bevarer jeg mig. På trods af denne skønne del af det fagre liv, fortryder jeg mange gange, et utal af begivenheder igennem en årelang, uendelig proces.
Forandringen ønskes hver dag. Kom, kom min snu ven.

Som oftest lyver jeg - over for alle dem der ikke er tilstede. Dog kan jeg også, en sjældenhed, spinde en lille hvid én sammen, hvilket er til stor fornøjelse for hunden. Eller. Det er en formodning jeg har. Men jeg har ingen bekymring. Evnen til at adskille selvbedrag og realiteten, i så stort et omfang, er velbevaret. Ingen rødder bliver slået i bekymringen. - Ikke så længe alene tiden bliver vedligeholdt.

Egoet bliver hånet under alene tiden. Det er sundt, siger vi. En større mindre detalje: det er ikke direkte løgn, - ikke i forhold til betydningen af ordet i disse stunder.. Enhver undvigelse, ethvert forsøg på øko-selvstændighed. Derefter starter den hellige krig, finansieret af mennesket - ikke for mennesket. -Double espresso og kokain- direkte ind i en tilfældig blodåre. Intet er baseret på tilfældigheder, så lad os afvige lidt. Mange ting forundrer mig- langt mere end de skræmmer. Kommunikation i håndjern får dog de små nakkehår til at stå ret i luften. Skriv til mig, og jeg er en fryd.

Elsker mennesket, men sprogets rolle i forhold til mennesket er efterhånden mindre i fokus - dette gør mig bange, og dermed giver den fysiske kontakt mig efterhånden rystelser i systemet. Jeg er ikke fuldbyrdet eneboer, da jeg indimellem kan være exceptionelt gennemført på tomandshånd.

Overspring; Påbud, påbud, påbud - både de skrevne og uskrevne. Det må ende i revolution inden længe. Hvis ikke fredeligt, så noget andet utænkeligt. Er noget utænkeligt, egentlig? Spinkelt fortabt liv drager ikke megen nytte af det pædagogiske skulderklap. "Hav tillid" runger noget hult, når der i realiteten ingen er hjemme. Andre midler skulle måske overvejes at blive taget i brug? Et forslag værd at tænke lidt over. Spørg, - jeg har alternativer. Det kan muligvis virke noget kontroversielt; Friheden før berøvelsen. Man bliver berøvet, så lad der være frihed (FRIHED). Ja, jeg kan lige så godt indrømme det. Det var en fri fortolkning af det mindre ukendte; Mennesket foran økonomien. Inspiration er trukket herfra, intet andet. Lad det flyde, danne sig naturligt, inden vi bliver beskåret og sænket ned i den tilpassede kasse, - for da har vi en mulighed for at indrette os. Well adjusted. Det er et integreret forsøg på at integrere, - også de indfødte. Simpelthen så morsomt. Sørgeligt, men med lidt grønt, så er det simpelthen så skide sjovt. Men ja, jeg ser at illusionen er veltilpasset og bevæger sig langt under radaren, så hvorfor være opmærksom? Det er også tiltrækkende. Meget tiltrækkende. Visse instinkter fortjener bedre, end at blive dirigeret. Floden løber frit? Med os, følger kaos. Lad være med at pille - no good can come of it.