Mennesker vrimlede rundt på torvet i Kabul Afghanistan. Hver eneste lille sprække var tilstoppet med mennesker. Selv en lille mus kunne ikke komme forbi og ind igennem det store gadekær. Både stressende og afslappede mennesker stod i det store kaos, og det skabte en masse uro og forvirring, men midt i det hele stod den smukke Qaymayriyha. Ligesom alle de andre mennesker i Kabul kunne hun hellere ikke flytte sig, og hvis hun for en gangs skyld fik mulighed for det, blev hun straks stoppet af en gadesælger, som kunne tilbyde en form for legetøj.
   Menneskemængden flyttede sig en smule, og derfor fik Qaymayriyha en chance for at slippe væk, men straks kom en tegner hen til hende. Må jeg tegne dit navn jamilla? Ja... Mit navn er Qaymayriyha, men bare kald mig Qay. Tegneren gik straks i gang, mens Qay stod, og stirrede op i den turkis blå himmel, men pludselig lød et højt rungede rabalder efterfulgt af skingrende skrig. En kæmpe skyskraber var sprunget i luften, og tons vis af mennesker lå døde. USA's luftbombebardementer fløj hen over himlen. Landet var nu i krig.
   Qay gik i panik. Det ville ikke vare længe, før den næste luftbombe ville ramme byen Kabul, og flygte kunne hun ikke, da der nu gik panik i den store befolkning, men før tanken kunne nå at forlade hendes hoved, strømmede det ind med soldater. Amerikanske soldater fra den ene side og afganiske fra den anden. Nu var talibanstyret også i billedet. Deres soldater viftede en stor gruppe hen, blandt andet Qay. En mand tog hende under armen, og tvang hende ned på jorden med hans gevær. Tegneren fra før, som også var blevet viftet hen af talibansoldaterne, kom hende nu til undsætning. Han bedte en bøn til Allah, og derefter skyndte han sig hen til Qay, men før han kunne komme hende til undsætning, skød en soldat ham. Blodet flød ud af hans bryst, men han var ikke død endnu. Qay skyndte sig hen til tegneren for at hjælpe ham, men soldaten tvang Qay til at sparke ham ihjel. Hulkende blev Qay og resten af menneskemængden ført bort.
   Qay og de andre blev samlet op af biler, og ført hen til en koncentrationslejr langt væk fra byen. De blev ført igennem en ussel korridor. Gangende var smalle, og vinduerne var dækket med støv, skidt, og snavs... der kom kun en lille svag solstråle ind igennem de mørke vinduer. Gruppen blev ført ind i et rum, der som indgang havde en lille lem. Menneskerne stod klistret op af hinanden, og de yngste blev trampet ihjel. Der var nu et helt lag af døde børn under dem, derfor blev de udnyttet som gulvtæpper. Qay måtte kæmpe for ikke at blive trampet ihjel, da hun var så lille af hendes 18 år. Hjælp... hjælp skreg de! Qay blev banket ind i pigtråden, men slap derfra med nogle få skræmmer.
   Der gik nogle dage, og kun de stærkeste overlevede. Soldaterne udleverede mad til max 10, men de var sådan ca. 100 personer. Til sidst valgte de overlevende 10 personer, som de gav alt maden til. Det var fem yngre piger og fem ældre drenge. Qay var en at de unge piger, der var blevet valgt til at overleve. Hun havde lovet en mor at passe på hendes børn, men nu kunne hun ikke gøre mere.
   Der blev helt stille blandt de ti personer. Endnu en høj rungede lød, som der havde lydt en uge før lød nu igen. Lejeren blev bombet! Amerikanerne havde fundet vej til koncentrationslejren, og prøvede at udrydde den. Taliban-soldaterne løb hen af korridorens gang, men de amerikanske soldater kom dem i forkøbet. De skød de fleste taliban-soldater, mens nogle flygtede ud af en hemmelig gang. De amerikanske soldater fjernede piktråden, og sparkede lemmen op. De ti personer flygtede ud ad lemmen, men de amerikanske soldater stoppede dem. Mændene prøvede at snakke engelsk til dem, men kun Qay forstod. Hun lyttede til det mændene sagde, og oversatte det derefter til de ni andre personer. Vi er kommet for at hjælpe jer. Lige om lidt vil vi føre jer til en flygtninge lejer nær Bamiyan. Qay oversatte det til de andre, og pludselig virkede de mere rolige. En mand med de klareste lyseblå øjne kom hen til Qay. Han kiggede dybt ned i jorden... Tusinde tak for hjælpen, det sætter vi stor pris på... Nu kiggede han op og pludselig skete der noget mellem dem. Det var som om at tiden gik i stå. De stod og stirrede længselsfuldt ind i hinandens øjne, men med et blev de afbrudt. Så rykker vi, råbte generalen! Soldaterne førte flokken ud af korridorerne, mens Qay sørgede for at holde sig så tæt som muligt op ad "manden". Da de endelig var kommet ud af den lange korridor, var der en masse helikoptere, der ventede på dem. I hver helikopter var der plads til: en pilot, to soldater, og to afghanere.
   Efter et par timers flyvning landende de. Nu var de endelig fremme. Flygtningene var rigtig taknemmelige over amerikanernes redningsaktion, men alligevel var de lidt bange, for de kom trods alt fra den anden side af jorden. Qay og de andre begyndte at gå hen til det flotte hvide hus. En mand kiggede taknemmeligt på Qay... de amerikanere er sendt fra Allah... hver glade. Soldaterne kom og ruskede dem hårdt i armene. Det er vores hus, jeres hus ligger derover. De kiggede til højere, og en stor skæv bygning lå forude. Det var selvfølgelig et meget bedre miljø før... men de var jo afghanere, og afghanere var et højt elsket og privilegeret folk.
   Flokken gik hen mod den skæve bygning, men Qay vendte om, og gemte sig bag en busk. Hun var blevet tiltrukket at den flotte mystiske mand, og måtte bare finde ham. Hun skævede til nogle mænd, der stod og lo. Den tykkeste af mændene kiggede hen mod den busk, som Qay gemte sig i. Med en hurtig bevægelse SPRANG hun ned på jorden, og kunne ånde lettet op, og hun satte sig på knæene igen. Et par kolde hænder lagde sig på hendes skuldre, og det isnede for hende. Det var en soldats hårde hænder, men blødere. Hun ville skrige, men de varme hænder, lagde sig forsigtigt på hendes fugtige læber. Goddag skønjomfru. Undskyld jeg skulle bare... Bare rolig det her forbliver en hemmelighed. Manden stirrede dybt ind i hendes sårbare øjne, og gnisten var der igen. Mit navn er Qaymayriyha Ramazan, men bare kald mig Qay. Hvad hedder du om jeg må få lov? Jeg hedder Jack... Jack McKenZie. Qay kiggede ind i hans smukke blå øjne. Hun var helt fortryllet. De begyndte langsomt at gå tilbage til lejeren. Jack stoppede pludseligt op... tøvede lidt... og hev hende så om bag en mur. De aftalte at mødes bag muren i morgen klokken 12:00 ved midnat.
   Qay gik ind på hendes værelse. Hendes "værelses kammerat" var allerede faldet i søvn, og snorkede højlydt. Hun klatrede op i køjesengen, og kiggede ind i den forladte beton væg. Det tog lang tid for Qay at falde i søvn, men da hun endelig sov, sov hun som en sten.
   Qay blev vækket af den højlydte morgenbøn... Allah... Jall ah... soldaterne sprang ind i soveværelserne, og stoppede bønnen. Det skabte en masse rabalder. De ni andre afghanere var meget utilfredse, men Qay selv var lidt ligeglad med afskaffelsen af bønnen, da hun egentlig ikke troede på Allah, men i stedet var hun en ateist. Qay ville straks stå op og tage tøj på, men hun kom i tanke om at hun egentlig ikke have noget tøj (bort set fra det hun havde haft på den sidste uge). Qay havde arbejdet som skrædder i hendes tidligere år. Hun fandt et gammelt lan, og lavede det om til en kjole. Hun gik ud for at spise morgenmad, og pludselig var dagen gået.
   Klokken slog snart 12:00, og Qay havde gemt sig bag en busk, som lå bag muren, som lå bag huset. Hun var lidt nervøs for om Jack, overhovedet dukkede op. Der var dunkelt og mørkt... og fuglenes skrig, gav genklang i den tommebaggård. Lyset blev slugt af den kolde nat, men en lille tot blond hår tittede frem, efterfulgt af nogle lysende blå øjne, samt det smukkeste smil. Hej Qay! Hej Jack! Jeg troede aldrig, at du ville dukke op. Selvfølgelig ville jeg det, men jeg skulle lige slippe væk fra oberst. Et lettet smil trak sig langsomt og stilfærdigt ud over Qay's ansigt...
   Da de havde snakket i en time, besluttede de sig for at gå "hjem", og på få sekunder var de begge forsvundet ind i træernes skygger. Qay's muskler spændte sig, som små mus der piblede rundt på hendes fugtige hud. Hun gøs for sig selv. Det hele var gået så galt, men nu havde hun fundet hendes drømmefyr. Nynnende gik hun videre, i sine helt egne tanker. "Når krigen er overstået, og jeg kan komme hjem, skal vi være sammen for evigt". Hendes mor havde altid sagt til hende (trods de arabiske love) "Det gælder ikke om at finde en man kan leve med, men at finde en man ikke kan leve uden". Qay orkede ikke at gå mere, og lagde sig i stedet på den kolde jord, selvom bygningen lå få meter forude.
   Qay blev forsigtigt rusket vågen af Jack... Tillykke med de 19 år! Tænkt at der allerede var gået et år... Han havde sagt, at han ville vække hende en halv time før de andre, fordi det var hendes fødselsdag. En lille lyserød æske med de smukkeste blå blonder blev lagt på hendes skød. Qay's øjne lyste af taknemmelighed, og et lille skævt smil bredte sig langsomt ud over hendes fine mund. Skælvende åbnede hun den lille æske, og en smuk sølvhalskæde skinnede frem. Det var meget mere end hun havde turdet håbe på. Hendes arme strammede om hans hals, og han kunne mærke hendes læber bevæge sig mod hans hus, mens hun mumlede: tusinde tak!
   De gik hånd i hånd hen mod kantinen, men måtte skynde sig at dukke sig, da en soldat strejfede forbi. Hvornår skal vi flytte? Nu har vi gået og planlagt det i flere måneder! Jeg ved det godt Qay, men vi skal have det hele på plads. Du skal jo have pakket, fundet en forklædning, lavet et falsk id-kort, og købe billetter til Paris. Jamen det har jeg gjort for længst Jack. Okay Qay, så begynder vi vores flygtninge plan i morgen. Du står tideligt op, løber ind til den nærmeste by, tager bussen ud til lufthavnen, flyver til Paris, og gemmer dig i lejligheden, indtil jeg kommer derop, og så skal vi leve lykkeligt til vores dages ende. Du lover at komme til Paris med mig ikke Jack? Jo selvfølgelig Qay, jeg ville ikke kunne leve uden dig. Hendes brune øjne kiggede tvivlsomt rundt i rummet. Tavse forlod de skjulestedet og gik hver for sig ind for at spise.
   Qay sad og stikkede til hendes mad, nu kom de andre også ind i spisesalen. En pige ved navn Stacia satte sig ved siden af hende, det var hendes bedste veninde her på stedet. Stacia spurgte til Qay's stævnemøde i går med Jack, men Qay kiggede åndsfraværende op i det beskidte loft. Hun havde lovet Jack ikke at fortælle nogle om deres fortrolige møder, men det havde hun gjort, og deres flugt... ja den havde hun højt og helligt lovet, at det ville hun overhovedet ikke fortælle om. De gik tilbage til værelserne, men nu kunne hun ikke klare det mere, og hun fortalte Stacia om deres planlagte flugt.
   Spændte, gik de arm i arm ned til sovegangen, og Qay gik til højre, mens Stacia fortsatte ned ad den smalle gang. Hun gik ind i det triste... tomme... dystre rum. Værelset føltes tomt, uden Qunda, som var hendes tidligere værelses kammerat. Qunda kunne ikke holde til at være i isolation så længe, så hun skød sig selv, inde på værelset. Der var stadig spor af blod på de blege vægge. Qay kravlede op i sengen, og lagde sig fortumlet ned. Hun stirede fast op i loftet, og studerende de spinkle tråde, samt det slebne træ. Hun snurrede, og drejede, men til sidst faldt hun i søvn.
   Solen var ved at stå op. Qay skyndte sig at få fat i tøjet fra dagen før, og pilede ud fra badeværelset. Hun for hen, og låste døren til værelset. Hun snoede hurtigt det våde hår op i en knold, og tog en neutral hat på. Så skyndte hun sig at pakke, og stoppede hurtigt hendes tøj og toiletting, ned i en kuffert. Netop som Qay skulle til at lukke kufferten, blev der banket på døren. Hun gik i panik, hvad skulle hun gøre? Hun tog en hurtig beslutning og sprang ud af vinduet.
   Løb! Råbte Qay til sig selv. Hendes ben føltes som gele, og var usikre. Hun ignorerede soldaterne, fik fat i hendes ting, og løb hen mod en cykel. Hun sprang hurtigt op på sadlen og cyklede hurtigt ind mod byen. Da hun var kommet til byen, kiggede hun sig hurtigt omkring, og besluttede at stedet var sikkert. Netop som en bus skulle til at køre, hoppede hun hurtigt ind i den. De amerikanske soldater synes at have set hende, og løb efter bussen. De fik stoppet buschaufføren i en fart, og trådte frygtindgydende ind i bussen. De gik langsomt fra sæde til sæde, men da de umiddelbart ikke kunne se Qay, gik de ud igen og ledte videre. Qay holdte vejret, og pustede langsomt ud igen. Hun snøftede kort, men tvang sig selv til at holde op.
   Den gule bus, var nu i Bamiyan, og Qay løb ud af bussen. En masse mennesker stod klamret op af hinanden inde i lufthavnen, men Qay var ikke ræd så hun maste sig igennem de tykke befolkning, og kom forrest i køen. I lufthavnen var der nu mange flere sikkerheds tjek, da der havde været bombetrusler forleden. Nu var det Qay's tur, og ekspedienten kiggede nøje på hendes pas, men besluttede sig åbenbart for at lade hende komme med flyveren til Paris.
   Da Flyvemaskinen var fuldt lastet, og at den var klar til at lette, bemærkede Qay tre soldater, der stod og snakkede med piloten. Piloten kiggede sagte op imod flyveren, og nikkede så til de tre mænd. Han forlod derefter pladsen, og de tre soldater gik op i flyveren. De sagde at alle skulle bevare roen, men at der muligvis var en flygtning fra koncentrationslejren på flyet, så derfor ville det være dem der skulle flyve flyet, og holde vagt med passagerende. Der gik en lille smule uro i befolkningen på flyet, da soldaterne hele tiden gik rundt og holdt øje med dem, men da de endelig var landet, var flypassagerende glade for at der havde været beskyttelse.
   Qay begyndte at gå ned at lufthavnens gange, og hun blev straks overvældet af Frankrigs fredlige miljø. Hun gik videre, og opdagede at mange hilste og smilte til hende undervejs. Qay gengældte veneligt, og var taknemmelig for hendes frihed. Da hun gik ud af lufthavnen, var der et væld af rigdom, farver, frihed og biler. Qay måtte stå i omkring en time, for komme med en ledig taxa... i Afghanistan skulle du ikke gøre andet end at række hånden ud, også kom der mindst 5 taxaer hen til en. Hun fortalte taxachaufføren at han skulle køre hende hen til 17 rue Joseph de Maistre, Paris, men så grinte chaufføren lidt for sig selv, og kiggede op og ned af Qay. Lidt fornærmet kiggede Qay ud ad vinduet, og pludselig var de ankommet.
   Det var den smukkeste, flotteste, fantastiske, og dejligste lejlighed hun nogle sinde havde set. Før hun kunne komme op til lejligheden skulle hun igennem den kønneste opgang hun havde set. I stedet for en elevator, var der en smuk hvid trappe, med kunstneriske udskæringer, og fabelagtige mønstre.
   Hun gik op af trappen og ind i lejligheden. Hun satte sig foran vinduet og kiggede ud. Nu ville alt gå godt.
   Solen skinnede ind igennem de nymalede vinduer, og Qay lå og nød den dejlige fredfyldte støj fra gaden, i stedet for den uhyggelige stilhed. Hun gik hen til bordet og kiggede ud på Eiffeltårnet. Snart ville alt ordne sig og lige om lidt ville Jack komme, og de kunne leve lykkeligt til deres dages ende.
   Jeg dør snart af varme... det her er helt forfærdeligt. Jeg gik hen til Hr. Oberst værelse. Oberst... jeg tænkte på om jeg ikke måtte flytte, ned til min kæreste i Frakrig? Jeg har været her i så lang tid, og jeg fortjener en pause? MCKENZIE! PÅ PLADS... HOLD RET... Jamen Hr. Oberst... jeg ville jo bare... NEJ MCKENZIE... GÅ HEN OG LAV DINE PLIGTER!
   Åh jeg hader Oberst. Jeg skulle måske også lave en flugtplan?
   Qay sad hjælpeløst og stirrede ud af vinduet. Månederne fløj omkring hende, og tiden gik. Hendes brune hår lagde sig blødt på hendes skuldre. Hun havde bevaret håbet i lang tid, og hun vidste at der ville gå noget tid før Jack kunne slippe væk, men alligevel. Der var gået over et år, og han havde lovet at komme inden for nogle måneder. Måske elskede han hende ikke mere, og måske havde han fundet en anden?
   Oberst... nu er der efterhånden gået to år mere, og mit livs kærlighed venter på mig derude. Jeg har tænkt over det Jack og mit svar er nu ja. Du har været i hæren i over 5 år, og jeg har besluttet at du må gå. Du kan forlade os i morgen. Pak dine ting, og forlad os med stolthed! Tusinde tak Hr. Oberst... jeg har haft nogle skønne år her i hæren, og det sætter jeg stor pris på.
   Vi har en 9009857èr chef... kom kom kom, vi er i KRIG! Sæt tankende ind. Talibanstyret har fundet vej til os. Vi bliver bombet!
   PAS PÅ!!! Der er en bombe bag dig Oberst. Du bliver skudt! Jeg vendte mig om og en stor flok talibansoldater kom hen imod mig. Der lød en dyb rumlen, en vibration af en art... en bombe! Med et splintrende smæld hævede gulvet sig pludselig op under mig. Jeg skreg og tumlede baglæns. Jeg bed tænderne sammen. I det fjerne kunne jeg høre nogen råbe mit navn. Der lød et gennemtrængende brag, og alt eksploderede i hvidt. Jeg baksede rundt... faldt. Smerte - der var så meget smerte. Jeg forsøgte at skrige, men jeg kunne ikke. Alt forsvandt langsomt, og det eneste jeg kunne tænke på var Qay.
   Qay satte op fra sengen, kiggede ud på Eiffeltårnet, og mærkede en pludselig smerte i brystet. Hun forstod ikke hvor han blev af? Han elskede han hende ikke mere? Hun var så ulykkelig, men måske var der håb forude? Hun gik hen til vinduet, satte sig ned, og ventede på hendes livs kærlighed... hun ville vente der indtil han kom, om hun så skulle vente ved vinduet hele hendes liv.