(Hvad er et navn når man er død? Jeg skal nemlig snart myrdes og mit lig vil først blive fundet om 100 år fra nu af. Ingen ville huske mit navn, som jeg er nu, for i de sidste par år, har jeg levet som en gadens løse fugle, under et andet navn. Ingen vil sammenligne mig med den forsvundne datter af... Ingen ville gætte på at jeg er datter af lord... Jeg efterlader noget dyrebart. Noget der ikke kan gøres op i penge, men som er et tegne på magt. Find det jeg har skjult. Du er en del af det.)OOoo... En drøm...

Noget ringer et sted og jeg sætter mig ret op og ned med et sæt. Jeg ser mig desorienteret omkring. Hvor er det nu jeg er? Noget bevæger sig ved siden af mig og da en hånd bliver lagt på min ene skuldre, fare jeg sammen. Et lille gisp kommer også over mine læber.
   "Rolig nu, min tøs. Det er bare mig," siger en mands stemme.
   Jeg kigger i stemmens retning og ser lige ind i et par smukke klare blå øjne. De ser granskende på mig og en kort rødme, kommer til syne på mine kinder. Jeg slår mit blik ned og vender mig væk fra ham.
   "Du drømte igen," siger han og tager hånden til sig.
   "Hvad gjaldt det så denne gang?"
   Jeg tænker på min drøm og siger med en lav stemme;
   "En kvinde uden navn, har efterladt sig noget dyrebart. Hun har levet som en af gadens løse fugle, som hun selv sagde."
   En kraftigere rødme steg op i mine kinder, da han tog mig om min hage og vendte mit hoved over og op i mod hans.
   "En af gadens løse fugle?," spurgte han.
   Jeg vil ikke se ind i hans øjne, så jeg ser ned.
   "Hun solgte sig selv til mænd og hun sagde også...," forsatte jeg med en mindre stemme nu, " Ingen ville gætte på at jeg er datter af lord... Jeg efterlader noget dyrebart. Noget der ikke kan gøres op i penge, men er et tegne på magt. Find det jeg har skjult, for du er en del af det."
   Hans tag om min hage havde strammes sig lidt, under min lille tale.
   "Av," siger jeg og trækker hoved til mig, mens jeg forsigtig gnider mig om min hage. "Undskyld," siger han fraværende, og forsætter, "Sagde hun Lord?"
   Jeg sidder og surmuler lidt, mens jeg overvejer om jeg vil svare ham eller ej.
   "Nå?," siger han.
   Jeg sender ham et surt blik.
   "Det er vigtig," siger han, "Forstår du ikke det?"
   Jeg trækker på mine skuldre og ser væk. Sådan sidder vi lidt og så siger jeg,
   "Hun nævnte ingen navne. Ikke engang hendes eget og heller ikke sine fars navn. Ham Lorden... Hun sagde også, at fra hun blev myrdet ville der gå 100 år, før nogle ville finde hendes lig. Ingen ville knytte hende sammen med den Lords datter der forsvandt, fordi hun levede under et andet navn, da hun...," jeg gik i stå.
   "Lå i med mænd for penge," sluttede han min sætning.
   Jeg kneb min mund sammen og så ud over banegårdens hall, hvor mennesker døgnet rund bevæget sig rundt, fra punkt A til punkt B. Her var aldrig stille.
   "Der er stadig kvinder i dag, der gøre det," sagde han, som om det kunne trøste mig. Han havde lagt en hånd på min skulder igen.
   "Det er ikke," snerret jeg af ham og fjernet hans hånd.
   Jeg rejser mig op og vandre lidt frem og tilbage. Jeg så, at han også havde rejst sig op. Jeg vender mig hurtig om i mod ham, han vakler lidt og sætter sig så ned igen. Mine øjne lyner.
   "Bare rolig, jeg skal nok lade være med at stikke af fra dig," siger jeg og sætter mig ned igen.
   Han ser mistroisk på mig og jeg sukker opgivende. Efter et stykke tid, med stilhed i mellem os siger jeg ud i den blå luft;
   "Hvad tror du at hun mente at jeg er en del af det?"
   Jeg sender ham et sideblik. Han sidder og ser lige ud.

Jeg følger hans blik. Han sidder og følger en lille pige der tager et par lette danse trin over hallens gulv. Han smiler fraværende af den lille pige. Den lille pige for overbalance og falder. Hun begynder at græde, og da ingen kommer hende til undsætning, rejser jeg, mig op og går hen til hende. Jeg prøver at gør mig så meget forstålig, på pigens eget sprog, da jeg spurgte;
   "Hvor er dine forældre, unge dame?"
   Pigen så første op på mig og så derefter rundt. Da hun ikke kunne få øje på sine forældre, begyndte hun at græde endnu mere. Jeg knælede ned og tog forsigtig om pigen. Hun klyngede sig til mig, som om hun aldrig ville give slip på mig igen. Jeg knugede hende ind til mig. Stillede hviskede jeg til hende;
   "Din dans var flot, unge dame."
   Hun løfter sit hoved og ser på mig, med et lille nervøst smil.
   "Jeg må ikke danse for min mor. Hun siger at det er en synd," sagde hun og forsatte; "Men jeg elsker at danse, frøken. Jeg kan ikke lade vær. Jeg føler mig så fri, som en fugleunge der tager sin første flyvetur."
   Martin som manden hedder, var fulgt efter mig og han havde stået og hørt det hele. "Jeg kender det godt. Jeg elsker også selv at danse."
   Det gav et sæt i pigen, da hun hørte hans stemme. Hun klyngede sig tætter ind til mig. "Så så," siger jeg og forsætter, "Martin er god nok."
   Jeg smiler skævt og slutter, "Nå ja, på sin egen måde."
   Han sender mig et blik jeg ikke kan tyde og pigen vender sit hoved i mod Martin og kigger vurderende på ham.
   "Er han din mand?" spurgte hun. Der gik en usynlig kuldegysning igennem kroppen på mig.
   "Nej, det er han ikke."
   Pigen stiller endnu et sørgsmål;
   "Han er vel ikke din bror?"
   Martin smiler og siger; "Nej det er jeg ikke."
   Jeg siger; "Han er som min anden skygge."
   Pigen gøre store øjne og kigger nyskerige på Martin. Hendes øjne glimter stadig af tåre og hun tøre dem væk med sit ene ærme.
   "Er du hendes livvagt?" spørg pigen ivrigt.
   "Nej," siger jeg og Martin ser den anden vej.
   Jeg ser på ham og spørg kommaderende; "Det er du vel ikke, vel?"
   Martin siger ikke noget og vil ikke se på mig.
   "Hvad er der med dig?" spørg jeg træt.
   Martin trak på sine skulder. Jeg rejser mig op, med pigen i mine arme. Hun vejer godt, men hun var vel også omkring de 8 år. Jeg kigger på den lille pige i mine arme.
   "Hvad hedder du?" spørg jeg hende.
   "Annie," siger pigen og hendes øjne lyser nu.
   "Min mor kunne godt lide film musicalen Annie. Det er fra hende jeg har mit navn. Jeg kan også godt lide den film. Der er nogle gode sange i og så er der også dans med i. Jeg elsker at danse og synge."
   Jeg smiler af hendes beretning og stivner så. Pigen havde sagt kunne. Er pigens mor død? Hvor er pigens far eller værge? Hvad laver pigen her alene? Jeg ser mig omkring og ser så på pigen i mine arme.
   "Hvor er dine forældre?" spørg jeg pigen.
   "Mor er død," siger pigen med skælvende stemme.
   "Hvor er din far?" spørg jeg vider.
   Pigen trak på sine skuldre.
   "Ved du det ikke?" spørg jeg.
   Pigen ryster på sit lyskrøllet hoved. Hendes blå øjne er blanke af tåre.
   "Jeg har aldrig kendt ham," siger pigen.
   "Mor ville ikke snakke om ham," forsætter pigen.
   "Mor ville heller ikke snakke om sin familie," sagde pigen og så direkte på Martin som om det var hans skyld.
   Martin ser på pigen med rynkede pande.
   "Det er ikke min skyld," siger Martin og pigen trækker på sine skuldre.
   "Jeg kender ikke din mor," forsætter han.
   "Du ligner hende ellers," siger pigen og kigge granskende på ham.
   "Gør jeg? Hvordan?" spørg han.
   Pigen smiler og peger på sine egne øjne.
   "Øjne?" spørg jeg.
   "Ja hans øjne ligner min mors. Lige så smukke og blå. Men det er ikke kun deres øjne. Det er også deres smil. De eneste to ting der ikke passer sammen er deres køn og så at min mors hår var kobberrødt."
   Martin stivner og kigger på nu granskende på pigen.
   "Hvad hed din mor?" spørg han.
   "Mor..." siger pigen og synker.
   "Det er i orden," siger jeg og giver pigen et lille klem.
   "Mor hed Daniell," siger hun.
   "Dani," siger Martin, "Er du Danies datter?" forsætter han og ser vandtro på den lille lyshåret pige, med de store brune øjne.
   Pigen begyndte at fnise.
   "Kaldte du hende det?" spurgte hun imellem hendes fnisen.
   Martin nikker lidt stift.
   "Men jeg har ikke set hende i de sidste 10 år," siger han bedrøvet, "og nu er hun død?"
   Pigen nikker og ser ned.
   "Hun ligger ned i tunlen og har ligget der i to dage. Hun siger ikke noget og ligger bare stille. Jeg tror at hun er død," siger pigen og begynder at græde igen.
   Jeg knuger hende ind til mig igen og trøster hende så godt jeg kan.
   "Hvor ligger din mor?" spørg Martin.
   "I tunnlen," siger pigen og peger med en skælvende hånd i en bestemt retning.