Dryp, dryp.
   Mit navn er Jonathan Shirley Miles. Jeg er håndværker, gift, og har to børn. Jeg har et godt liv.
   Jeg elsker naturen. Jeg elsker planter, jeg elsker dyr og jeg elsker den klare morgenluft på en forårsdag. Jeg arbejder med kolleger som jeg taler godt med, og som jeg er fortrolig med. De lytter når jeg fortæller om mine problemer, og jeg er ligeledes forstående hvis de har oplevet noget hårdt.
   Dem savner jeg lidt, lige nu.
   Jeg drikker ofte kaffe til morgenmaden, og sørger for at læse lidt avis. Jeg går i seng til ordentlig tid hver aften, efter jeg har lagt min yngste datter i seng og sagt godnat til den ældste. Jeg er altid veloplagt når jeg er på arbejde, og jeg er af den opfattelse, at folk godt kan lide mig.
   Der er ikke noget jeg synes værre om, end tung, mørk og fugtig jord.
   Lige nu er jeg på vej hjem for at hilse på min elskede kone, og lege med mine børn. Det er længe siden, vi har haft noget ordentlig tid sammen, og jeg synes, det er på tide, vi spiller lidt brætspil eller ser en film. Jeg har følt mig en smule afskåret fra min familie, i et tidsrum.
   Jeg håber, min ældste datter er vågen. Det er ved at være mørkt.
   Dryp, dryp.
   Det er en lyd, der lader til at forfølge mig. Som dråberne fra en vandhane der rammer rustent underlag, eller dæmpede plask fra en forladt mose. Jeg er i tvivl om hvorvidt det bare er noget jeg forestiller mig, en lyd ingen andre tillægger nogen form for betydning, eller bare en række af tilfældigheder, der har resulteret i en begyndende paranoia. Men jeg har en vis idé om, at lyden først optrådte efter ulykken på min arbejdsplads.
   Der var ikke nogen stor fysisk skade involveret, men alligevel var hændelsen en smule traumatiserende.
   Jeg har overvejet, om det måske var den ulykke, der er skyld i min tilsyneladende skizofreni angående dråbelydene, men jeg kan ikke rigtig få det til at passe. Det var første gang jeg har været ude for en ulykke på mit arbejde, og jeg mærkede da også følgerne i nogle uger derefter, men jeg kom mig fint, og alle var meget støttende og forstående. Jeg fik ofte besøg på hospitalet, og mange talte til mig eller overrakte blomster.
   Det var i virkeligheden meget smukt, til sidst.
   Dryp, dryp.
   Jeg går netop nu på vejen, ikke så langt væk fra hvor jeg bor. Jeg kommer fra et kort visit ved kirken, så der er ikke langt at gå, men der er koldt, og jeg har ikke iklædt mig tilstrækkeligt med varmt tøj.
   Faktisk, så fryser jeg skrækkeligt.
   Jeg ved også, at jeg har brug for et bad. Efter en lang dag på arbejdet sidder der jord og skidt mange steder på mit tøj, og mine negle er næsten sorte af brug. Mit tøj klæber til mig, og mit hår bliver ved med at blokere udsynet fra mit venstre øje - det må have regnet. Det er nok også grunden til, at jeg føler mig så kølig.
   Kølig, som om jeg har siddet stille i meget lang tid.
   Men alle de små kvaler blegner, når jeg får ført mine tanker hen på det forestående møde med min kære kone, og de af børnene, der ikke er gået i seng endnu. Varmen i hendes øjne og glæden i hendes latter står i stor kontrast til den bælgmørke himmel og de mudrede brosten.
   En varme og glæde, jeg mindes at have savnet.
   Dryp, dryp.
   Vores hus er en villa, ikke af betydelig værdi, men en ganske udmærket bolig. Isolationen er god, så vi fryser ikke om vinteren, der er tilstrækkelig plads og nabolaget er stille, men ikke kedeligt. Omstændighederne kunne have været meget værre, så min kone og jeg klager ikke.
   Det har vi ingen grund til.
   Vi har stor forhave, fyldt med blomster der er smukke i sollyset, enkelte høje træer, en lille sti der løber igennem haven og op til hoveddøren, hvor jeg nu befinder mig. Den er lavet af flade, hvide sten, og komplimenterer de farvede blomster og det grønne græs, når man ser det i dagslys.
   Der er ikke noget dagslys i øjeblikket.
   Jeg tror, jeg bliver nødt til at forholde mig i ro når jeg kommer inden døre, og gå tidligt i seng, for jeg kan mærke udmattelsen trække i mig. Mine arme og ben er tunge, og det eneste, der ikke overskygges af tanken om søvn, er den om min kones smil.
   Jeg er træt, som havde jeg gravet mig igennem flere lag jord.
   Dryp, dryp.
   Det føles som om, de taktfaste dryp rammer samtidig med mine bank på døren. Lyden bliver ligesom stærkere af det, synes at trække længere ud og runge dybere, men alligevel bliver døren ikke åbnet. Jeg banker endnu to gange, men begynder så at lede efter mine nøgler i stedet. Min familie er sandsynligvis gået i seng, og jeg vil ikke risikere at vække dem.
   Det er også meget, meget sent.
   Jeg har glemt mine nøgler. Jeg synes, jeg havde dem på mig på arbejdet i dag, før ulykken skete, men jeg kan ikke finde dem i mine tynde bukser, og der er ingen lommer i min slidte skjorte. Jeg må have forlagt dem på arbejdspladsen, eller glemt dem derhjemme før jeg tog af sted. Det foruroliger mig en smule, for det er ikke noget der sædvanligvis sker, men heldigvis ved jeg, hvor vi har den ekstra nøgle gemt, og jeg behøver ikke at berøve min familie deres søvn for at komme inden døre.
   Jeg misunder dem deres søvn, en smule.
   Dryp, dryp.
   Det første, der slår mig, når jeg står inde i dagligstuen igen, er, at jeg stadig fryser. Undervejs, da jeg klatrede igennem vinduet til haven, og gik den korte gåtur ind til det hjemmevante fællesrum, nåede jeg ikke at tænke på det, men nu, hvor jeg står her igen og ser på de pæne møbler og billederne af vores familie, står det mig pludselig meget klart. Her er koldt, lige så koldt som der var uden for, og som der har været meget længe nu.
   Jeg bliver vel nødt til at sige, at jeg er en smule skuffet.
   Jeg lader mine hænder løbe hen over de fine guld-udsmykkede dekorationer og forsøger at indånde duften af den slukkede kamin og den nybagte kage, der står på køl til morgendagen, men jeg finder det sværere end jeg plejer. Mine sanser virker dæmpede, som var der et slør over mine fingre og øjne, og de velkendte omgivelser fremstår lidt mere fremmede, end jeg husker dem.
   Dette må vel krediteres til min sløvede sindstilstand, til det sene tidspunkt, ulykken eller en begyndende sygdom.
   Et kort øjeblik stirrer jeg på det store spejl, og de mørkebrune skodder, der holder det beskyttet for børnenes vildere lege. Det forekommer mig som både fristende og frastødende på samme tid, for et glimt bag de låger ville kunne vise mig om et bad er nødvendigt, men også tvinge mig til at tage et.
   I virkeligheden vil jeg helst bare sove.
   Dryp, dryp.
   Det er lige som jeg står sådan og betragter det store spejlskab, at jeg hører hendes spæde stemme igen. Den bærer præg af frygt, i nat, og hendes smukke øjne er udspilet i en overrasket grimasse, men det forhindrer hende ikke i at stråle med sin sædvanlige ynde. Det lange, lyse hår falder overraskende perfekt om hendes skuldre, og hendes lysegrå natkjole glider i et med hendes bevægelser, som det kun kan lade sig gøre ved de mest elegante af kvinder.
   Jeg vil gerne holde om hende.
   Hun er smuk. Hun må være træt. Det er jo sent. Jeg vil snart gå i seng, for jeg er også træt. Måske, jeg burde tage et bad først. Sover pigerne?
   Alt det siger jeg til hende, mens jeg begynder at mærke en afslappet følelse af tryghed brede sig i kroppen. Jeg er hjemme. Min kone er hos mig. Det hele skal nok blive bedre. Ulykken, kulden, udmattelsen, jorden, det hele skal nok forsvinde.
   Og så skriger hun.
   Dryp, dryp.
   Det er som om dryppene tager til i styrke, når hendes ansigt forvrænger sig i en frygtelig grimasse, og udstøder en lyd jeg aldrig har hørt før. En eksplosion af larm, der ikke kun rammer igennem mine ører, men lader til at skære sig dybt, dybt ind i mit indre. Mit hår sætter sig fast i mit venstre øje igen og bliver siddende, og trætheden og irritabiliteten vender tilbage som en flodbølge af slibrig kulde, der nægter at give slip på min krop.
   Hvorfor skriger hun?
   Jeg tager et beroligende skridt imod hende, men hun vakler baglæns og falder på trappen, og hendes skrig tager kun til i styrke. Al trygheden og den afslappede fred, der næsten føltes som varme, er på et øjeblik forsvundet, og har kun efterladt lyden af hendes skrig, det væmmelige, deforme ansigt der skaber det og et stadig stærkere mørke.
   Dryp, dryp.
   Jeg prøver at forklare hende, at der ikke er noget at være bange for, at jeg bare er en smule træt og beskidt, at jeg godt ved, hun ikke ventede mig, at jeg er ked af vinduet, at børnene ikke må vækkes, at jeg elsker hende, at jeg elsker hende, at jeg elsker hende, men det føles som at tale igennem en mudret masse af mosevand og jord. Ikke et eneste ord kommer frem som jeg vil have det, men bliver til forstyrrende, gutturale lyde, og min krop synes ikke rigtig at kunne fungere længere, lammet af smerterne der pludselig er vendt tilbage tifold.
   Hvorfor skriger hun!?
   Endnu et skridt frem. Jeg vil holde om hende. Kærtegne hende. Berolige hende. Men hun skriger igen, forsøger vaklende at komme på benene, prøver at kravle op ad trappen og væk fra mig.
   Hun skal ikke kravle væk!
   Jeg sætter efter hende, med en hurtighed som jeg ikke anede, jeg besad, og holder fast i hendes ben, tvinger hende til at lade mig kærtegne dem.
   Jeg vil jo bare kærtegne hende, elske hende, HVORFOR SKRIGER HUN!?
   Kulden farer lammende igennem mig imens jeg trækker til og mærker hende lande på gulvet foran mig, og jeg råber til hende at hun skal være rolig, at det nok skal gå -
   Dryp, dryp.
   at jeg elsker hende, at hun er smuk, jeg prøver at holde hende stille, men mine lemmer vil ikke rigtig lystre mig, og hun forvilder sig til siden, væk fra mine febrilske arme. Jeg stirrer overrasket et øjeblik på det sted hvor hendes forvrængede ansigt var et øjeblik før, og så drejer jeg mig og råber en sidste, guttural bøn om tilgivelse og fred før hun sparker mig hårdt på benet. Jeg vælter, lander på siden med et grimt, lavmælt, dump. Der er stille, et øjeblik. Jeg kan se spejlskabet stå få meter væk fra mig. Jeg kan se billederne med de to smukke, fantastiske børn. Der er koldere end der nogen sinde har været.
   Dryp, dryp.
   Jeg er dækket af et mørkt, tungt stof. Det er overalt. Det kvæler mig.
   Dryp, dryp.
   Jeg kan mærke smerten overalt i min krop, men den er ved at blive fortrængt af en følelsesløs kulde.
   Dryp, dryp.
   Og så går det op for mig, at hun er på vej væk.
   Væk. Fra mig. Bange. Deform. Ikke sig selv. Ikke smuk.
   Jeg vender mig kluntet mod hende. De mange år der netop gik varede tilsyneladende ikke mere en korte sekunder, for hun ligger stadig på gulvet, midt i et panikslagent forsøg på at rejse sig.
   Og løbe væk.
   Jeg griber fat i hende igen, omkring hoften, og begynder at trække mig tættere på hende. Hendes skrig vokser til et lydniveau jeg ikke havde forestillet mig kunne findes, og hun sparker, igen og igen, stiletten på hendes sko borer sig ind i min brystkasse, den knaser imod knoglen i min skulder og bliver siddende, og hendes fod rammer mig i ansigtet, slår min kæbe løs, knækker min næse.
   Dryp, dryp.
   Men smerten findes ikke. Den er der ikke. Jeg ved, at min kæbe og min mund ikke virker, og jeg ved, at mit ene ben ikke rigtig kan skubbe af på jorden, men der er ingen smerte.
   Kun kulde.
   For det er lige meget. Jeg vil bare se hendes øjne igen, se hende smile, jeg vil bare kærtegne hendes ansigt en sidste gang, og ingen smerte kan forhindre mig i det. Det eneste, der betyder noget, er at komme tættere på hende, at forhindre hende i at løbe væk, at vise hende, hvor meget jeg elsker hende.
   Dryp, dryp.
   Jeg ligger på hende, nu, og holder hendes skuldre til jorden så hun ikke kan krybe væk fra mig, mens jeg finder min frelse i hendes øjne. Men det virker ikke, der sker ingen ting, hendes øjne har mistet deres sædvanlige glans, og der, hvor der burde være et smil, er der nu kun en stivnet, skrigende grimasse, som jeg ikke kan forstå er rettet mod mig.
   Dryp, dryp.
   Jeg ryster hende, råber videre, prøver at berolige hende, men hun får den ene arm løsrevet og begynder at banke den svagt mod mit bryst. Hun vil ikke være rolig, hun vil ikke være smuk, hun vil ikke elske mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
   Dryp, dryp.
   Jeg lægger hænderne på hendes hals, så hendes skrig måske kan stoppe, så hun måske kan ligge lidt stille og forstå, at jeg ikke vil hende noget ondt. Jeg har tænkt mig at slippe hende snart. Hun skal bare tie stile et øjeblik, så jeg kan tænke og få styr på hvad -
   Dryp, dryp.
   Lydene bliver ved, mit ene øje virker ikke rigtig, det må være håret igen, jeg er så beskidt, så mudret, så træt, så kold, og hun skal bare være stille lidt, bare være rolig, bare stole på mig, bare være smuk, men hun vil ikke, hun skriger, hun rykker rundt under mine hænder, og jeg råber og jeg råber og
   Dryp, dryp.
   Hun er ikke smuk.
   Dryp, dryp.
   Hun er blevet kold, i stedet for varm.
   Dryp, dryp.
   Jeg er begravet. Der er fugtig, tung, mørk, kvælende, ulækker jord overalt.
   Dryp, dryp.
   Jeg bryder igennem jorden, endelig, befriende, jeg ånder, jeg ser hende, smuk, lys, perfekt.
   Dryp, dryp.
   Jeg mangler hende. Alt det andet er for meget. Hun kan hjælpe mig.
   ...
   Spejlet er åbent. Dørene er flået op, de ligger på jorden. Alt er kaos. Jeg kan se mig selv. Jeg burde ikke kunne se mig selv. Jeg vil ikke se mig selv. Men det kan jeg.
   Jeg tror, jeg ved hvorfor jeg er så kold. Ligesom hun er.
   Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg kan få det bedre. Måske jeg kan blive varm igen. Jeg har ikke længere lyst til at sove. Jeg er bange for at få mareridt.
   Jeg ved, ild er varmt. Måske, hvis der nu var ild i huset. Så ville det blive varmt.
   Måske.
   Jeg har ikke lyst til at sove.
   Jeg har bare sådan lyst til at være varm.