Som han står der, hævet over mængderne og iført knækkede vædderhorn og blodrenset ringbrynje, fylder han alt. Hans stemme er til stede, ikke kun i menneskenes ører og forstand, men helt ind i hjerterne og blodet der strømmer igennem dem, han høres overalt, og intet undslipper ham. Der er noget specielt ved ham, en form for lys, eller mørke, eller aura, en form for uhåndgribelig styrke, der skærer igennem knogler og kød og skaber åben passage, så hans mægtige ord kan ramme hårdt i sjælen.
   "Lyt til mig! For jeg har set! Jeg har forstået! Jeg kender retfærdighedens luner!
   Mærk mig! For jeg er givet styrken! Jeg er givet klarheden! Jeg er den, og den alene, der kan lede Jer igennem mørket!
   Følg mig! For jeg ikke bare kender vejen, jeg ER den! Uden mig er I intet - fortabte, alene, vildfarne i intetheden. Men MED mig er i alt! Udødelige! Uovervindelige! Med min hjælp vil I opnå, hvad der rettelig er Jeres!"
   Sådan siger han. Sådan lyder hans magtmættede ord, når de udsender deres skæbnesvangre genklang over de sultende menneskemasser ved hans fødder. Og de elsker det. De flokkes om ham, dækker den åbne plads som sværmene bier eller panikslagne myrer, der hele tiden tager til i antal. Fra fjerne landsbyer kommer tusindvis af udmattede og udhungrede, kravlende igennem ørkenen, men også kommer de få og fede, sejlende i deres opslidte hestevogne eller ridende på de sidste, udtørrede heste. Hver og en, er de umættelige, ustyrlige, desperate og perfekte, for de mangler ham som svarene på deres pander, de begærer ham som luften de ånder, de kræver ham, højere og stærkere end noget andet der før eller siden kan eksistere.
   "Lyt til mig! Ikke kun med sind, men med krop, og med ånd!
   Føl mig! Ikke bare som en genklang i jeres kranier, men som væsken der flyder i jeres krop og luften der fylder Jeres sjæl!
   Følg mig! Ikke som bud og ikke som love. Ikke med Jeres magt, forstand eller visdom, men med hver eneste fiber af Jeres eksistens! Ikke vær med mig, vær I mig! Ikke forstå mig, forstå IGENNEM mig! Ikke bliv som mig, bliv TIL mig! Først da, vil vores pinsler være ovre. Først da vil vi være komplette."
   Sådan siger han. Og så går han, båret af utænkelige årtiers skjult had og utallige mængders elektriske magt, svævende imod den røde solopgang han som det eneste mellem Himmel og Jord selv eftertragter og sætter højere end sine egne kogende følelser.

Vi fulgte ham. Først som en broget, kluntet masse af smeltende tøjrester, men snart på geledder og i takt, styrket af de lysende klare glasmål vi havde sat os. Vi marcherede igennem fremmede lande og tørre ørkener, vi så vande skille foran os og bjerge lukke sig bag os. Vores fælles ånd blev en mægtig smedje, en blæsebælg der kunne holde livets flammer brændende, og den blev fader for de knivskarpe sværd, de blødende pile og de altopædende ord vi brugte mod De Andre.
   Vi fandt dem kun kort tid efter vi endelig var draget af sted. De var præcis, som han havde sagt. Mørke. Onde. Ubeskriveligt uhyggelige ligeså meget, som de var umenneskelige og deforme. Vi mødte dem på åben mark og i brændende gyder, vi kæmpede mod dem i Solens skygge og under månens flammehav. De var mange - tusinder, hundreder af tusinder - og de kæmpede som vilde bæster, med tredelte metalspyd og buede dødsklinger, uden sorg, fortrydelse eller øje for mørket de bragte over Verden.
   Ingen af os havde nogensinde svært ved at forstå, hvorfor de var Fjenden, eller hvorfor, den eneste vej gik igennem dem. Vi huskede alle hans ord, så dem for os som flammende stjerner imens vi knuste Monstrenes hoveder mod de hårde sten og lod deres mørke, pestfyldte blod rende ud over den hungrende Jord.
   Vores våben var få og vores klinger sløve, og vi var lavere end dem, menneskelige af proportioner og derfor ikke egnet til blodsudgydelse, men vi vandt. Jorden åbnede sig og åd deres våben, Himmelen sendte knusende torden mod deres byer og Havets mægtige vrede udslettede deres hære. Vi var aldrig alene, for selve Styrken, Sandheden og Retfærdigheden kæmpede med os.
   Og altid var han til stede. Hans omnipresente stemme og uvaklende støtte viste os sandheden, brød vores øjnes bedrageri.
   "Deres tårer er falske! Deres latter er tom! Deres skikkelser er illusioner! Deres godhed er forgiftet! De er IKKE som os! De er IKKE venner! De er FJENDEN!"
   Aldrig var vi i tvivl. Vi så deres ondskab, lige meget hvor godt de skjulte den. Vi hørte deres evigt løbende fødder under jorden, og vi fandt deres smedjer og sorte huler fyldt med mørk magi. Vi fulgte vores leders bud, han, som havde været her før, han, som havde set, han, som forstod, og vi behøvede ikke længere at give efter for svagheden. Vi fandt styrken til at fjerne det, der truede os, lige meget hvad. Vi fandt styrken til at dræbe dem alle, både mænd, kvinder og børn. Vi fandt styrken til at gøre det, vi vel inderst inde vidste, ikke var rigtigt.

Midt i al magtrusen, euforien og klarheden, blev han alene. Alt var perfekt. De tusindvis af værktøjer og blinde fulgte hans ord som forskræmte lam. Hans fjender flygtede for hans fødder, frygten malet i deres ansigter, deres bønner endelig overhørte. Han mæskede sig i blodet der fyldte slagmarkerne og tårerne han fandt i de nedbrændte byer. Han tømte hævnens bæger i et enkelt, hungrende drag, og drak samtidig ikke kun sin egen sjæl, men hele hans folks fremtid og fortid. Han udslettede alt, hvad der før havde været kendt som fred og retfærdighed, for at kunne brænde sine egne løsthængende tråde. Han havde elsket det, til en grad hvor han havde tømt livet for alt af værdi. Smerten, ensomheden, døden og blodet, gråden og ulykken, den lange, lange pilgrimsrejse.
   Det havde alt sammen været det værd.