Hans hoved drejer rundt om sig selv i en lille, fin spiral, med den fantastiske lyd af knogler, der knasende opgiver at holde sammen på sig selv, og hans krop falder sammen, går igennem evolutionens stadier fra knælende til liggende med en dump, tør lyd, der spreder sig igennem trægulvet og det lette, levende støv, der dækker det. Det forstår mig, støvet, sammen med det tætvoksende mørke og den smuldrende, tørre mursten, det ved hvad det er jeg gør, det har givet mig sin accept. Stenen i min hånd gør magien mulig, enkel og fattelig, mørket gemmer den, holder den inde sammen med mig og ham, hvor alt tilhører os, og støvet, der legende svæver væk fra hans krops forening med jorden, fuldender stykket i den store finale, der næsten går i et med himmelen. Men kun næsten. Selvom jeg kan gå herfra, fortælle alle at han selv faldt, eller at jeg aldrig har været her, måske endda at jeg ikke engang kender ham, og at jeg er vis på at situationen kan balancere på den lille silketråd der holder det hele sammen, så er det ikke perfekt. Det er ikke smukt. Det er ikke nok.

Min albue hamrer igennem hans personlige sfære og rammer sit mål med en brutal elegance, som kun bliver overgået af den stønnende skønsang og de små, rytmiske host, der akkompagnerer hans krops indskrænkning. Blodet, der lykkeligt bliver frigjort fra hans indre og render ud over de nu røde tænder, er mit stikord; jeg fortsætter dansen, lægger med al min styrke og vægt armene mod hans nakke, fører ham blidt videre igennem hans trin, og publikum jubler. De glæder sig, de elsker vores fortolkning af livets smukkeste øjeblikke, og ikke et sekund lader de sig fratage illusionen af sandhed, intet kan distrahere dem, intet kan slippe deres indestængte vejrtrækning løs, bortset fra spændingens forløsning og dansens endeligt. Og det er det, vi giver dem. Med al den hurtighed og perfektionerede øvelse der skal til, griber jeg fat om hans ansigt og forener det med mit ivrige knæ i en solnedgang der for evigt vil blive husket. Min debut, og afslutningen på hans glorværdige karriere, frigør endelig verdens samlede udspændte energi og sætter det løs i en syndflod af lettelse. Vi bukker, og genopfylder tidens enorme blæsebælge med en enkel, uanseelig udånding.

Ekstasen sætter ind, svømmer omkring os som en let brise, puster til os og blander sig med det rødbrune hav af følelser, glemte og gemte, der er ved at flyde sammen som en pøl under os. Flammer og hav vokser omkring hende og mig, solen hamrer ned i jorden og lys bliver til mørke. Vores læber mødes, og forskellene på kulde og varme bliver udlignet af det pumpende, antændte blod, der rykvis baner sig vej igennem min sitrende krop. Vi skilles et kort øjeblik, et umærkeligt tidsrum, hvori kunstværket fortsætter, jeg maler videre på hende, spreder kærlighedens farve over hende som en velsignelse. De tynde, elegante arme, benene, smukke, stærke og stadig levende, og brystet, kernen, hele værkets begyndelse og ende, alt bliver optegnet og levendegjort med den sølvglinsende stålpensel, den eneste tilbageværende sammenhæng mellem ham og hende.
   Atter mødes vi, og succesen bliver gentaget, badet i det rødglinsende mørke der omgiver os og gør vores todelte sjæl til én, imens det hvisker selveste sandheden i vores øre. Denne gang bliver vi sammen, krop mod krop, læber mod læber, og jeg pumper min ekstase videre igennem hende, viser hende verdens stærkeste vidundere og de mest levende fantasier, og afslutter så seancen ved at dække den eneste synlige plet af hendes indre med liv. Jeg åbner hendes strakte, indbydende strube på fuldt gab og lader den gå i ét med resten af det skinnende legeme.
   Mørket, blandet med tomhed, længsel og sult, er alt hvad der er tilbage af den vidunderlige scene, intet er blevet, bortset fra den røde skønhed, og det sølvglinsende, smukke, udyr. Jeg selv er allerede forsvundet.

Denne gang er dansen ikke kontrolleret, styret af et enkelt, stærkere menneske, men en todelt symbiose, en magisk sammenklang der holder himmelen stående og bringer helt nye dimensioner af skønhed med sig. Aldrig har der været noget så stærkt som mødet mellem den glitrende, slørede sten og min kind, og aldrig har nogen tone klinget så rent som lyden af mine knogler der syngende brister under den blide berøring. Vi fortsætter den makabre vals og skaber et musisk mesterstykke uden lige, en sandhed der kommer til ret og udtryk igennem de uregelmæssige sammenstød og vores knusende spændte kæber, et facit som kun kan synes ved hjælp af vores delte smerte og flammende, fantastiske følelser. Gang på gang smelter grænserne mellem kød og hud sammen, og de hårde ryk, der uregelmæssigt kærtegner min hastigt muterende krop, sender lynende spind af torden og fred igennem mig. Hver eneste gang flytter vi os et stabilt vaklende skridt længere op af den størknede silketrappe, der lysende fortaber sig i atmosfæren.
   Vi stræber begge efter det uundgåelige klimaks, og enden på vores samspil, og efterhånden som takten stiger, pumper pulsen hurtigere og stærkere, og når snart et øresønderrivende, betagende tempo, der flyder sammen med smagen af mit blod og lige så stille spreder sig igennem min krop. Alt er forventning, håb, frygt og adrenalin i de sidste øjeblikke af sammenstødet hvor vi begge giver slip på enhver reserve, og lader alt indhold og al ild pumpe uhindret ud i gyden omkring os. Følelsen er så fantastisk, så altudslettende, at jeg næsten ikke oplever klimakset når det endelig indtræffer og sender mig baglæns imod en blød, svagt bævende betonvæg. Sølvdyret er på jorden, mit røde liv render ned over min hage, alt er præcis som det skal være, og det eneste, der mangler, er udgangen, spiralporten der leder tilbage til den mere grå og usikre verden. Men øjeblikket fortager sig, og muligheden svinder ind til et lille nåleøje, et umuligt, uønskeligt ikke-mål uforståelige længder væk, og jeg vælger at bevæge mig fysisk i stedet. Væk, jeg forsvinder, løber, flyver fra min ligemand, min sjælepartner, mit endeligt. Jeg ved, at min karrieres top er ved sit vendepunkt, og at alt snart bør slutte.
   Jeg kan slet ikke stoppe med at smile for det levende hav af lykke der bobler op igennem min hals.

Alt er stille, immobilt og fikseret, fokuseret på den eneste handling der er tilbage. Det tunge, massive mørke, der bliver delt af det ene vindues morgenlys, den kolde, energispændte luft, som velsigner og kærtegner hver eneste del af mig, og det ru, stærke reb, alt deltager i den åndeløse venten som kun jeg selv kan afslutte. Alt er i et indefrosset, ensomt univers, der hænger dinglende udspændt over det store, sorte inferno, som udgør livets endelige mål og eneste betydning. Den mørke, flydende ilt pulserer om mig, vælter ind af mine øjne og mund og giver mig styrken til at fortsætte, det viser mig de enkelte, svære skridt der skal til, og forsikrer mig om, at alt kan lade sig gøre, og at jeg har en evighed til rådighed. Guidet af det åndende mørke og de kolde slyngplanter af fugt og kulde svæver jeg igennem virkelighedens uvirkelige trængsler og farer, og kommer levende ud på den anden side.
   I takt med mine skridt opstår en rytmisk metronom, slag efter slag på den lille, evige dør, en udødelig banken der når op på hundreder, tusinder, i antal, en lyd der skubber mig bestemt igennem mine stumme replikker. Scenen hvor den sejrende helt vender hjem træder om hjørnet, hjælper blidt det krassende svøb om min hals og fjerner jorden under mig så skammelen kan løfte mig op i min fulde højde. Som jeg står der, vidunderligt svævende mellem liv og død, illusion og sandhed, tomgang og fuldendelse, lytter jeg for sidste gang til jordens intime hvæsen, kuldens knusende sandhed og mørkets behagelige forrådnelse. Jeg bliver omsvøbt af min egen lykke og glædelige forventninger, en stærkere og stærkere koncentration af kolde flammer og knitrende energiudladninger, indtil det eneste jeg kan gøre, er at hamre en af de små, elektriske impulser, kunstens, musikkens, dansens og ekstasens eneste udgangspunkt, igennem mit ben og ud i det lille trævæsen, der understøtter det sidste af livets mysterier.
   I et lille, uendeligt sekund svæver jeg mod himmelens grålige mørke.