Jeg kan alt. Jeg er bange for, jeg hverken ved hvordan eller hvorfor, men jeg er blevet sikker på, at jeg på en eller anden måde har opnået, hvad I vil kalde omnipotens; alting tyder på, det ser sådan ud. Eksempelvis er det lykkedes mig at sætte uanseelige byggesten som molekyler og atomer sammen til utroligt avancerede systemer, som kan holde sig selv stabile i evigheder. Jeg har også skabt tænkende, følende og reflekterende liv, der kan formere og udvikle sig uden min hjælp. Som et eksperiment har jeg frembragt en sten, jeg ikke kan løfte - og løftet den alligevel. Paradis har jeg også skabt. Flere gange, faktisk. En verden, hvor alle er lykkelige, hvor begreber som smerte, død og savn aldrig har eksisteret, og hvor alt, fra den mindste stump uorganisk materiale til de største og vildeste følelser er i konstant balance. Men alligevel har jeg i de sidste sekunder og årtusinder følt mig langsomt mere og mere ubetydelig. Ligegyldig. Magtesløs. Forstår I, jeg har sat mig et mål, som jeg er klar over, er et godt mål, men som jeg også har haft vanskeligt ved at opnå. Jeg vil gerne skabe væsener, der kan fembringe en paradisisk tilstand uden min hjælp, hvilket er grunden til, jeg i de sidste mange år har eksperimenteret med selvstændige planeter og livsformer med muligheden for at blive til noget, jeg ikke har forudset. Dette er en rapport over forløbet.
   Jeg startede simpelt ud med at skabe en lang række økosystemer, hvor jeg gav indbyggerne evnen til fysisk at udvikle sig på forskellig vis, og her kunne jeg så observere hvordan væsenerne, selvom de udviklede sig i forhold til muligheder og magt, aldrig kom nærmere begreber som glæde og lykke. Jeg havde regnet med resultaterne, og fortsatte straks med at eksperimentere med skabningernes forestillingsevner for at tillade dem at se hvordan deres verden kunne blive, og så tilførte jeg en brændende higen efter at opnå lykke. Allerede her begyndte tingene at gå galt. I mange af de millioner af universer jeg med en hånbevægelse havde sat i eksistens, blev umådelige monumenter bygget, geniale maskiner opfundet og meget stærk magi frembragt, og mulighederne for tilfredsstillelse blev større og større, men samtidig udviklede tilstedeværelsen for de levende sig til en konstant kamp for herredømme. De steder, hvor abnorme væsener ikke åd alt andet i deres jagt perfektion, og forårsagede kollapser af hele økosystemer og dermed også dem selv, blev der opfundet utrolige mængder af våben, torturinstrumenter og andre måder at tvinge medskabninger til at overgive deres lykke. Krige blev udkæmpet, massemord begået, og ikke et eneste sted var evnen til at lyve ikke en bi-effekt af forestillingsgaven, jeg havde givet mine skabninger. Det var på ingen måde perfekt, men det var et udmærket startsted, og det var herfra jeg afprøvede mere eller mindre alting. I et univers ændrede jeg indbyggernes kroppe til uigennemtrængelige beskyttelsesdragter for at forhindre de mange mord og krige, ved at gøre alle immune over for enhver form for skade. Straks blev nye og andre måder dog opfundet, hvorpå man kunne tilbageholde eller tvinge andre uden faktisk at skade dem. Dernæst forsøgte jeg at fjerne kroppenes fysiske tilstedeværelse i universet, og jeg kunne så observere hvordan enhver form for samvær og kommunikation ophørte, fordi intet væsen længere så nogen vinding ved sociale handlinger. Jeg opgav den tankegang, og fortsatte til et andet univers, hvor jeg i stedet indførte kærlighed, venskab og flokdyrsbegreber, som en form for mørtel til at holde samfundene sammen på. Men ligeså mange gange de ellers så lyse følelser bragte glæde eller alliancer, ligeså mange gange blev de misforstået, misbrugt eller ignoreret, og blev i sidste ende grund til flere forræderier, mere misundelse og stærkere had end noget andet jeg før eller siden har skabt. På dette tidspunk var jeg en anelse fortvivlet og forvirret, for jeg plejer ikke at have problemer med noget som helst, men jeg var stadig fortrøstningsfuld og havde endnu mange idéer, så jeg fortsatte mine forsøg. Jeg ville nu umuliggøre løgnen for at skabe tillid og lette kommunikation skabninger imellem, men fandt at løgnen som begreb hang uadskilleligt sammen med evnen til at forestille sig noget der ikke fandtes endnu, hvilket jo er en nødvendig egenskab for at kunne opnå paradis. Jeg valgte derfor i stedet at brødfødte en afsky for løgnen i mine skabninger, hvilket øjeblikkeligt skabte store ændringer i systemet. Jeg blev inspireret, og med et blink med øjet indførte jeg også afsky for mord, tyveri og skade på andre for egen vindings skyld. Her troede jeg, jeg havde opnået noget godt, indtil mange lærte at undertrykke deres afsky til en sådan grad at de fortsatte ufortrødent med at sprede skade, med den ene forskel at de blev udstødt og hadet de steder, de blev opdaget, om misgerningerne var gjort bevidst eller ej. Jeg kunne også se, at mine væsener havde vanskeligt ved at forstå noget så abstrakt som følelser, og at dette alt for ofte ledte til misforståelser, selvhad og ulykke, hvilket jeg forsøgte at modarbejde ved at skabe nogle konkrete retningslinjer. Nogle steder kommunikerede jeg dem igennem drømmesyner, andre steder som bøger eller skrifter med love og visdom, men også her viste livet sig at være vanskeligere at håndtere end som så. Selvom jeg gjorde min hjælp så entydig og klar som overhovedet muligt, hvilket jo kan hævdes fuldstændig ærligt, blev der fortolket, omskrevet og snydt med ordene og betydningerne i retningslinjerne. Fordi alt for mange nægtede at underlægge sig hvad der ville skabe det perfekte samfund eller greb muligheden for konsekvensløst at gavne sig selv, blev så meget vold og had fostret mellem dem med forskellige versioner af mine retningslinjer, at jeg i afsky fjernede forsøgsverdenerne øjeblikkeligt. Jeg var nu ved at blive oprevet og lettere forstyrret, og begyndte i større og større grad at gribe personligt ind i eksperimenterne. Jeg brugte flere syner, skabte strammere love og begyndte til sidst at tale direkte gennem enkelte individer i flokken, men lige meget hjalp det. Her brugte en pause på at skabe milliarder af nye farver og sprog på hvad der for Jer ville virke som et øjeblik, for at give et afløb for mine frustrationer, og for at overveje, hvad jeg nu kunne gøre. Jeg endte op med beslutningen om at udvælge nogle få af væsenerne, og imod min oprindelige overbevisning påtvinge dem en klar forståelse for, hvordan verden kunne ændres til det perfekte. Jeg forsøgte med at gøre dem glade forbilleder eller ulykkelige vise, jeg gav dem overdådig magt for at fremkalde respekt fra masserne, eller gjorde dem medfølende, gode og lyse for at skabe tillid og lyst til at lytte. Men de steder, hvor disse særlige individer ikke blev slået ihjel, undertrykt, ignoreret eller fejlfortolket, varede deres gode indflydelse sjældent mere end nogle få århundreder, og ændrede kun meget lidt. På få, mikroskopiske øjeblikke var jeg tilskuer til så meget forræderi mod det rigtige og bedste for tilhørerne, at jeg i et vredesudbrud nedtvang den samme forståelse som før over samtlige væsener i alle mine universer, og besindede mig kun i sidste øjeblik til at lade dem beholde deres selvstændighed og udviklingsevne, så systemerne, i hvert fald tilnærmelsesvis, stadig var en del af mit oprindelige projekt. Og pludselig var der stille. Mine universer var øjeblikkeligt blevet præget af en logik og en salighed, der varede i et for Jer uforståeligt tidsrum. Enhver vidste præcis, hvad han skulle gøre, for at alle ville opnå den perfekte tilstand. Ingen tvivlede, ingen frygtede og ingen led. Umiddelbart virkede alt meget som i mine selvskabte paradiser, og jeg var næsten sikker på, jeg havde opnået mit mål, da verdenerne en efter en begyndte at ændre sig. Først i små mængder blev de handlinger, skabningerne vidste ikke ville lede til mere end en kortsigtet lykkefølelse, alligevel afprøvet. Dernæst begyndte der at brede sig utilfredshed, og protester opstod. Mange fulgte de enkelte grupperinger der stod frem og råbte op imod deres forudbestemte, ensformige liv, og kaosset og ulykken spredte sig som en steppebrand på en tørvplanet. De ulykkelige følelser, jeg havde kæmpet så hårdt mod så længe, voksede eksplosivt, og nåede et højdepunkt jeg ikke i nogen af mine skabelser havde set før. Utallige verdener og universer gik op i flammer af død og ødelæggelse, og lige meget hvor mange gange jeg forsøgte at rette op på mine fejltagelser, gik alt galt. Profeter blev spiddet eller brændt levende. Kærlighed resulterede kun i overgreb eller savn og vrede. Visdomsord var skyld i gerninger fuldstændig modsat af deres hensigt. Jeg så alt hvad jeg havde lavet, den verden som mine skabelser selv skulle have gjort perfekt, falde sammen omkring mig, og så ingen anden mulighed end at fjerne det hele.
   Jeg kan alt. Det er jeg sikker på. Men lige meget hvad jeg har forsøgt siden da, har jeg aldrig set tegn på, mine væsener kan opnå den samme indsigt. Jeg har gjort alt. Ændret på fysisk udseende, fjernet al kommunikation, skabt fælles, mørke fjender til nedkæmpning, opfundet måder hvorpå væsener ubevidst kan forstå et brudstykke af min vision, jeg har aktivt dræbt alle der har over-skredet mine strenge love, eller givet helbredelse og glæde til dem, der har ændret sig til det bed-re, men intet har hjulpet. I årtusinders galskab har jeg flået alle mine skabelser fra hinanden og febrilsk forsøgt at sætte dem sammen igen som tilfældige dele af alt og intet, og jeg har vokset mig både blind og døv. Flere gange har jeg givet op og forsøgt at vende tilbage til mine tidligere projekter og opgaver, men ingen af dem gav længere mening for mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig alene og afskåret fra alt andet, og magtesløs til at ændre det dybe mørke jeg nu ser overalt. Alle mine idylliske paradiser er blevet ødelagt i min vrede, og jeg har glemt hvordan jeg kan genskabe dem. Det er derfor jeg er her nu. Det er derfor jeg taler til Jer. Jeg er desperat. Jeg kan ikke længere se en måde hvorpå alt kan være perfekt. Jeg har intet andet håb end blindt at tale ud til resterne af mit eget kaos. Og nu hvor jeg ser på Jer, så er jeg klar over, der måske aldrig har været noget håb. I er ligeså uvidende som jeg. Der er ingen af Jer der kan ændre universets gang, for hvis ikke jeg kan, omnipotent og almægtig, hvem kan så?
   Jeg har givet op. Jeg vil ikke længere vente. Jeg tør ikke længere håbe. Jeg kan ikke længere tro.