Hun kørte forbi huset en søndag eftermiddag, efter hun havde besøgt sin mor.Hun kiggede helt tilfældigt, og så til salg skiltet stå og strutte.
   Uden helt at vide hvordan, endte bilen i indkørslen. Hun studerede de afskallede brædder, mens hun indtastede telefonnummeret og ringede op "Jeg sidder nede i Delfinvænget 87", sagde hun venligt, "har i tid til at komme ned og give mig en rundvisning?"
   Ja, ja, det havde de selvfølgelig.
   Bagefter sad hun helt stille i bilen. Nærmest andagtsfuld. Huset så ikke ud af noget særligt. Lille og faldefærdigt, lå det mørkt hen, og kaldte på en ny ejer.
   Som et lille Hans og Grete hus i skoven, gemt bag et vildnis af til groede træer og buske.
   Den lille glemte perle, eller juvel, kunne blive hendes. Her kunne de slå sig ned. Det var bestemt en mulighed. Hun nikkede hen for sig selv, mens hun lyttede, til muzakken i radioen.
   En smart bil i en frisk rød nuance, gled op i indkørslen. Og en meget velklædt ung dame steg ud, hun havde en mappe og et bundt nøgler i hånden. Hun gik hjemmevant gennem gruset, på betydelig høje hæle. Hun knejste med nakken og det farvede korte, røde hår og vinkede.
   Marianne vinkede tilbage, og låste bilen.
   Kvinden gav hende hånden, og holdt fast et øjeblik, mens hun smilede med sine omhyggeligt malede røde læber "Velkommen", sagde hun indøvet, "Nå, du er faldet for vores svenske drøm?"
   Marianne nikkede, ja, ja, nu gjaldt det bare om, ikke at udvise alt for stor interesse.
   Pernille, som hun hed, låste op. Døren peb i hængslerne, og de kom ind i en smal entre. En lugt af gammel parfume og fugt, slog imod dem. Salgstalen startede med det samme.
   "Ja, det hele står jo temmelig originalt, men det er også meget charmerende. På den måde, er der ikke rørt ved husets sjæl. Og prisen er jo også derefter. Det giver gode muligheder, for selv at sætte sit præg, ikke?"
   "Ja, ja", Marianne nikkede, mens hun studerede rosentapetet og knagerækken, hvorpå, der hang en gammel brun frakke. Ingen af delene interesserede hende særligt. Hun søgte mod husets hjerte, køkken og stue.
   Køkkenet, de trådte ind i, bar præg af et liv uden emhætte. Kakkel tapetet havde den dybe brune farve, der taler om mange års fedtaflejringer, uden vedligehold. Og gaskomfuret var virkelig meget oprindeligt. "Virker komfuret?" spurgte hun stille.
   "Ja, ja" Pernille for straks derhen og åbnede for gassen. Den blå flamme lyste klart og ensartet.
   Marianne undslap et smil, udsigten, gennem det støvede vindue, var god. Vandhanen dryppede en smule. Vinylgulvet havde slidte baner, fra komfur til køkkenvask, og fra køkkenvask ind mod stuen.
   Stuen lå badet i sløret sollys.
   Den var stor efter forholdene, og der stod en del forladte møbler.
   En sofa, med et slumretæppe, strikket i farvede firkanter, og foran den, et slidt kakkelbord i brunt og beige..
   Og henne ved det store hjørnevindue, et skrammet spisebord, med to stole med grønt hullet stof.
   "Ja, her er jo lidt endnu" Pernille lød undskyldende, og prøvede at fange hendes blik. Marianne undgik det, og gik hen og satte sig ved bordet. Pernille satte sig, noget tøvende, på den anden stol. Måske var hun bange for, at den ville falde sammen.
   Marianne var ikke bange. Hun følte sig godt tilpas, mens hun stirrede ud i haven, gennem de støvede vinduer, ud på æbletræerne.
   Der var fire, helt voksede sammen i kronerne, vældig høje, gode klatretræer.
   "Men, man kan hurtigt få det fjernet. Det er vel bare, at ringe til Røde Kors eller spejderne" Pernille slog ud med hånden, og åbnede den medbragte mappe "Jeg har en opstilling her" sagde hun ivrigt "Den kan du tage med dig. Der er gjort et stort nedslag i prisen. Vi ved godt, der er meget, der skal laves. Det er jo et dødsbo. Man får noget for pengene, især, når man tænker, hvor dejligt et område, det er. Et rigtigt børnekvarter".
   Marianne greb papiret, og lod blikket glide ned over oplysningerne. Prisen var rimelig, om end stadig i overkanten. Hun nikkede tilbage mod Pernille "Det ser ok ud" sagde hun "Men, der er også, virkelig meget at lave. Måske, kan vi forhandle os frem, til et yderligere nedslag? 50.000 til det mest nødvendige, ville vel være rimeligt?" hun lukkede papiret sammen og rejste sig.
   "Vi, må se" sagde Pernille, hun havde også rejst sig. "Jeg er ikke sikker på, at jeg kan handle yderligere ned, på prisen. Den er jo lav i forvejen"
   Marianne begyndte at gå "Der må være noget ovenpå" sagde hun "Kan jeg lige se det også?"
   Pernille fulgte efter,gennem køkkenet, til bagentreen. Den var bredere, med afløb til vaskemaskine. En dør førte ind til et lille badeværelse med et grønt toilet, og tilhørende grønt siddebadekar. Fra entreen førte en smal trappe ovenpå.
   Der var tre værelser med skrå vægge, lige hvad de skulle bruge.
   Så da de gik ned igen, var Marianne betydeligt mere overbevist, end Pernille.
   Det var helt tydeligt at hun ikke havde nogen føling med, hvor Marianne var i forhold til et køb.
   Og mens Marianne smilede indvendig, over det vellykkede forløb, talte Pernille færdig, mens de spadserede ned mod bilerne.
   "Vi snakkes ved" sagde hun, inden hun forlod arenaen, med et ordentligt brøl fra sportsbilen.

Ingen af børnene i gaden, kunne vist forklare, hvorfor hun blev kaldt "Heksen".
   Hun var ikke grim, eller havde vorter.
   Og, når man mødte hende på gaden, hilste hun altid pænt, og smilede, med sine varme, brune øjne.
   Hun var en lille, fin dame, og lignede vel snarere en fe, end en heks.
   Måske, fik hun tilnavnet, på grund af, den noget krogede stok, hun altid gik og støttede sig til. Eller måske var det fordi hun var sammenfalden i ryggen, så det lidt så ud, som om, hun havde en pukkel. Hendes brune, slidte frakke, gjorde det, selvfølgelig ikke bedre.
   Så på afstand, afskrækkede hun dem, ved bare, at se anderledes ud.
   Og så var der jo huset. Det lignede i den grad Hans og Grete heksehuset.
   Et lille rødt træhus, med græs på taget, og højt græs foran.
   Jo, det var lige efter bogen, og vandrehistorien løb gennem alle børnene.
   Så, om sommeren i skumringen, sneg de sig rundt i hendes have.
   Nogle stjal æbler, mens andre holdt udkig.
   Nogle, de modige, løb op til hoveddøren og bankede på. For derefter gysende at gemme sig i ribs - og solbærbuskene.
   Så kom hun ud, med sin stok. Og lige der, i døråbningen, lignede hun virkelig, den heks, de efterhånden troede hun var.
   Med tiden, blev de frækkere og mere onde. De trampede på hendes blomsterbede, knækkede grene i træerne, og smed småsten mod hendes vinduer.
   Og hun, hun blev selvfølgelig vred. Og næsten hver gang, de var i haven, kom hun ud, og truede med sin stok.
   På den måde levede hun ganske op til rollen som heks.
   De små af dem, var rædselsslagne. For hvad kunne hun finde på? Spise små børn f.eks.? Men gyset trak dem alligevel med.
   Og de større søskende, nød den magt, de fik på den måde.
   Ofte var det, de mindste, der blev sendt ud på de farligste eventyr.
   Marianne fulgte altid trofast, i sin storebror, Sørens, fodspor. Alt hvad han gjorde, ville hun også prøve. Farlige ting som, at klatre ud på den yderste gren, at gå på tynd is på åen, eller løbe over vejen, lige inden bilerne kom. Hun var ikke bange af sig.
   Og dog, af en eller anden uforklarlig grund, var "heksen" noget af det mest skræmmende, hun kunne tænke sig. Så, når de andre løb ind i "heksens" have, stod hun altid gysende udenfor. Så bange, gjorde den grimme heks hende, at hun, ikke turde passere hækken, på trods af sin brors beskyttende vinger.
   Det siger sig selv, at det ikke kunne vare ved, Søren hånede hende, mere og mere. Og da han endelig en dag, i de andres påhør, truede hende med udelukkelse.
   Da så hun ingen anden vej ud, end at følge efter.
   Og med en egen indre logik, virkede det derefter helt naturligt, at hun måtte, så højt op, hun overhovedet kunne. Og forsigtigt møve sig langt, langt ud på den tyndeste gren af dem alle.
   Hun hørte slet ikke, sin brors indtrængende kald, eller hoveddøren, der blev åbnet med et brag.
   Så opsat, var hun på, at vise sig, at da hun faldt ned troede hun stadig, de andre var der.
   Faldet ned var ikke særligt langt. Men for hendes alder langt nok. Hun ramte adskellige grene på turen. Og fik nogle ordentlige knubs, da hun endelig ramte jorden, så mange, at hun blev slået helt ud.
   Da hun kom til sig selv igen, sad hendes mor, ved siden af hende i sofaen, og pressede en pose frosne ærter, mod hendes pande "Jeg tror du får en lille bule" sagde hun og smilede. Marianne, ville sætte sig op, "Forsigtig" sagde moren "Måske er du svimmel"
   Marianne satte sig op med tilbageholdt åndedræt. Lige over for i den gode lænestol, hvor hendes far plejede at sidde, sad "heksen".
   Hun var iført en nydelig blå spadseredragt, og havde en kop kaffe i hånden, og småkager på kagetallerkenen.
   "Ja" sagde hendes mor "Der er vist en del at forklare, ikke sandt? Fru Hansen her kom og kaldte på mig. Jeg bar dig herover, og tog hende med til en kop kaffe.
   Men hvad lavede du egentlig derovre, helt alene? Fru Hansen siger, du vel bare ville have, et af de gode æbler? Moren stirrede på en gang, både forundret og vredt på hende.
   Så var det fru Hansen kom hende til hjælp "Men" sagde hun "Marianne er jo sådan en sød lille pige. Jeg har tit snakket med hende, når jeg har mødt hende med skoletasken. Og sagt, hun bare kunne gå ind og tage et æble, hvis hun skulle få lyst. Jeg havde bare ikke regnet med, hun ville kravle så højt op" her smilede hun og blinkede indforstået til Marianne over brillerne.
   Marianne smilede tilbage, og fra den dag troede hun ikke længere på hekse.
   Næste dag blev hun og Søren, sendt over til fru Hansen med en stor skål jordbær. Søren var noget fortørnet over opgaven, men måtte bøje sig for ordren. Han tøede, nu lige så hurtigt, op som Marianne, da de begge blev bænket, ved havebordet under æbletræerne, med hver sin store skålfuld jordbær, og en ske at spise med, mens en smilende fru Hansen betragtede dem.
   Her lavede de en ny aftale, aftalen om den store æbleplukkedag. Den der siden blev traditionen.
   Hele flokken, af børn i gaden, blev inviteret til saftevand og franskbrødsmadder, mod at hjælpe med, at plukke alle havens æbler.

Mange år senere, sad Marianne med sin mand i haven. Det var sommer, solen skinnede gennem æbletræerne og deres hvide blomster.
   "Jeg forstår" sagde han "hvorfor, du ville have os ud af lejligheden. Men jeg har aldrig forstået, hvad du dog så i den faldefærdige rønne, vi først kiggede på"
   Marianne smilede tilbage "Det var æbletræerne jeg faldt for" sagde hun "Gamle æbletræer, er gode klatre træer, og det ville jeg gerne give videre til vores børn.