Jeg er det mindste menneske i verden, jeg står mellem to bjerge med en hånd på hver top, kulden penetrerer min hud som tusinde knive, jeg skriger af smerte i en hviskende stemme ingen gang jeg selv kan høre eller forstå.
Jeg er låst fast, du har låst mig fast, jeg kan ikke bevæge mig. For hvert af mine små fodtrin går flere hundrede civilisationer under, knust under min vægt.
Jeg ville råbe dit navn, men jeg har glemt det, jeg ville tænke på dit ansigt, men jeg kan ikke huske hvordan det ser ud, tilbage er kun en følelse, en kold følelse af ubehag.
Jeg er den mindste person i verden, jeg står krumbøjet for ikke at støde mod himmelhvælvingen, kometer og stjerneskud rammer min nøgne ryg og jeg kan intet gøre ved det.
Har du tænkt på hvorfor planeter flyver rundt om dig, imens de tænker på hvordan det er at være dig. Dine ord var fugle, fugle konstant på flugt, som sort sol bevæger de sig i et modsatrettet mønster, men er der overhovedet stjerner når du ser ud ad dit vindue? Peger du på kraterne i månens lys?
Jeg er ikke som dig, jeg er noget andet, men jeg er noget. Jeg er noget i lænker der skal gemmes væk, jeg er noget der skal slettes, noget man ikke skal huske på. Men selvom du glemmer mig, er jeg her endnu, krymper dag for dag, indtil jeg knuses af universets mangel på plads.
Hvorfor kører mine tanker konstant rund om dig? Og hvorfor tænker jeg på de sjæle der skal igennem det samme som mig. Er der overhovedet stjerner når du ser ud ad dit vindue? Griner galskaben med dig? Kan du føle kulden kravle ned over min hud, kan du føle min smerte, er dine tanker nogensinde på det du har ødelagt, eller er jeg et objekt ligesom dig selv?
Jeg står og ser ned på guds skabninger med misundelse i mit blik, jeg træder på dem og trækker dem hen til mig, jeg flår deres vinger af og smider dem ud i kulden. Jeg står her og fokusere på smerten, det er eneste ved dig, jeg kan være sikker på er rigtigt...