Tilegnet Emma - en omvandrende engel.
   " Love is the triumph of imagination over intelligence." -- Henry Louis Mencken


Røde blade faldt svævende ned fra træerne i parken. Det virkede næsten surrealistisk og på én gang dog alligevel så smukt. Hun rettede lidt sin lilla hue og besluttede, at hun ville skrive om parker og efterårsløv. Hun tog et skridt videre og dét ene førte det andet med sig, og før hun vidste af det, stod hun foran porten til parken.
   Der var helt stille. Ingen biler, ikke et øje.
   Da hun vågnede, var det første hun havde mærket været hans arm rundt om hendes krop. Den første tanke, der havde strejfet hende var "Hvem fanden tror du, du er?" og armen var blevet skubbet til side. Ikke aggressivt, men heller ikke kærligt.
   De grønne øjne havde kigget et øjeblik på hende før de havde lukket sig selv igen og hun igen var alene. Det samme sæt øjne, der virkede som om de betragtede hende på afstand selv nu, alene i parken om morgenen.
   Hun ville forfærdeligt gerne være alene.
   Måske ville nogle af arrene falme en lille smule, hvis de grønne øjne holdt op med at stirre så meget, men nu kunne hun kun vende tilbage til dem i lejligheden.
   Lyset skiftede til grønt, og hun traskede forsigtigt over. Det gjorde hun altid, skønt der aldrig var nogen grund til at være så forsigtig på dette tidspunkt af døgnet - der var hverken biler eller nogen gud til at våge over hendes gerninger nu.
   "Hørte du bjerget falde sammen," spurgte de hende, da hun trådte ind af døren og hun skælvede af angst, da hun nikkede. De gennemskuede hende og fik hende til ting, hun ikke havde lyst til. Selvfølgelig havde hun ikke mærket et bjerg falde sammen. Det var dem, der fik det til det.
   "Gik du over for rødt, da du gik hjem i morges," anklagede de skarpe øjne hende og hun rystede sammenbidt på hovedet. De mørke lokker fløj omkring hendes hoved, og hun fik lyst til at klippe dem af.
   Og hun klemte hårdt om kruset mens hun græd stille og bad til at de ville holde op med at dømme hende sådan.
   "Mor?" hviskede hun ned i kruset og så fortvivlet ned i de få tråde af vand, der drev ned langs indersiden af kruset. Men ingen svarede hende - der var kun øjnene, der stirrede på hende.
   "STOP!" råbte hun så. Pludseligt. Men ingen svarede og ekkoet forsvandt i lejligheden.
   "STOP!" råbte hun igen, selvom hun vidste, at det ingenting nyttede. "For helvede," hun bankede hånden ned i bordpladen og forsøgte at overdøve stilheden.
   Som hun alligevel ønskede.
   Hun havde brug for stilheden, men hun ville også ønske, at der ikke var så stille. At der var nogen, der kunne bryde den, så hun ikke var så alene med det.
   Men hun måtte klare det selv.
   Det skulle hun.

De hørte hende alle sammen. Den spinkle kvinde med det mørke hår. Alle fik kuldegysninger, da hun hævede stemmen og slog ud efter de nærtstående. Ingen var rigtig sikre på hvilke ord, der kom ud af hendes mund. Nogle mente bestemt, at de opfattede noget med brudte løfter, enkelte hørte brudstykker af en hel samtale, som hun virkede til at have med sig selv i et let skingert toneleje.
   "... hvem fanden tror du, du er?"
   "... STOP!"
   "... du efterlader kun ar, skrid!"
   De ventede alle på dem i hvidt, der kunne rette op på det igen, bringe det hele til ro og få tingene til at glide igen.

"Hej, du." Døren åbnede sig og en ung mand trådte en. Han smilede til hende og rakte hånden ud til hende. Hun stirrede bare på den, hvilket han så ud til at studse over, før han så stak den i lommen.
   Hun rettede så blikket mod hans ansigt.
   Tavshed.
   "Døren stod på klem, så jeg ville lige se, om du var okay," sagde han undskyldende. Hun kunne kvæle ham for det irriterende smil. Hun havde lyst til at slå ham for at få det væk, skære i hans arme og se om det så ville forsvinde.
   Men det var der stadig. Det sukkersøde smil.
   "Er du okay?"
   Gad vide om man kunne flå et smil af et ansigt?
   Han satte sig på en stol overfor hende og tog hendes hånd med en hurtig bevægelse. Hun lod ham bare gøre det, forsøgte ikke at rive den til sig. Hans hånd var kølig, men den holdt forsigtigt om hendes. Hun så hans skuldre falde lidt ned, som om han var nervøs.
   "Hvad vil du have, jeg skal svare?"
   Hendes stemme fik det til at gibbe i ham.
   "Ved du hvad?" sagde han så efter en lille, akavet pause, "hvorfor kommer du ikke med mig?"
   "Hvorhen?"
   "Bare lidt ud. Du trænger til noget frisk luft." Han smilede til hende. Han trak i hende, men hun blev bare siddende.
   "Jeg vil ikke ud igen. Jeg har allerede været ude." Hendes stemme bed af ham og hun bed tænderne sammen. "Og det var fint nok, at du ved det. Jeg var ikke ved at blive kørt ned og jeg huskede at tage tøj på. Mor."
   Han kunne jamre over at hun var sådan mod ham, men han ikke kunne gøre noget.

I hendes hoved forsvandt tankerne igen og blev erstattet af, hvad hun selv ville kalde tåger. Der blev tavst og omkring hende var der bare... lyst? Hun undrede sig over det og kunne svagt høre hans stemme i det fjerne.
   Og så kom billederne.
   Billedet af hendes hænder, der knugede postkortet fra Amsterdam. Håndskriften var sirlig og meget, meget lille og fyldte postkortet ud fra kant til kant. Hun kunne lige ane hvordan tårer havde tværet noget af skriften ud og hvordan stemplet dækkede nogle af ordene.
   Billedet af hendes hånd med blod på. En tynd stribe, der løb ned fra underarmen og dryppede ned på en hvid flise.
   Billeder af lys og mørke, af silhuetter og blå skær i glimt.

Han rakte ud efter hendes hånd igen og følte en vis afmagt, som han så hende sidde der. Hendes klynkende stemme og sammenbidte læber fik det til at rykke i ham ubehag. Han kunne ikke lide at se hende sådan - hendes hånd var knyttet og vred sig ud af hans, men hun kiggede ikke på ham.
   Det gjorde hun aldrig.
   Han var oprigtigt bekymret for hende. De andre havde afskrevet hende sådan lidt efter lidt, men han var sikker på, at det nok skulle blive godt igen. Hun var ikke syg, hun var bare bange for ham. For andre mennesker, men det forstod han mere end nogen anden.
   "Du skulle nu tage med mig en tur ud i haven. Egetræet er så flot - det er virkelig blevet flot."
   "Jeg har jo sagt," vrissede hun irriteret, "at jeg har været ud at gå i dag."
   Han fattede det ikke. Hun kunne ikke have været ude at gå i dag - der var ingen mulighed, men det kan være, han bare ikke vidste noget om det. Hun burde bare ikke... have været ude.
   Han sank en klump.
   "Jeg går igen så."
   Hun svarede ham ikke, og han forlod rummet lige så stille, som han var kommet. Som han gjorde hver dag.

De fløj via Amsterdam og efter et par dage der, havde de fløjet til Tokyo. Da hun havde vinket farvel til dem i lufthavnen da de steg på flyet mod Holland, havde knuden lige pludselig sat sig fast i maven. Knuden af frygt for at der skete dem noget. De ville være væk i en måned. En hel måned.
   "Der sker ikke noget, skat. Din mor og jeg har helt styr på det. Lige om lidt kommer vi og børnene hjem, skal du se." Han smilede til hende, men det hjalp kun i øjeblikket og hun knugede hænderne hårdt sammen.
   "Men det er nu ærgerligt, at du ikke kan tage med," indvendte hendes mor så og øjnene flakkede over mod den automat, hvor man kunne købe billetter.
   Men hun tog ikke af sted og for hvert minut der gik, sad hun bare og vred fingrene imellem hinanden. Der kom intet brev, ingen e-mail. Ingenting.
   Efter 5 dage kom der endelig et postkort. Ud fra datoen kunne hun se, at det var skrevet dagen efter deres ankomst.

Hun så ham gå ud af døren dagen forinden og hun havde haft en vild lyst til at bede ham blive. Så hun kunne snakke med ham. De havde ikke set hinanden i flere år nu, og hun savnede ham. Hun savnede dem alle sammen.
   En tåre dukkede op i hendes øjenkrog, men hun tørrede den hidsigt væk.
   Det nyttede ikke at høre stemmer og se mærkelige øjne - eller at se ham for den sags skyld - for de var jo alle sammen væk.
   Hun fandt postkortet frem - dets kanter var helt slidte og flossede af at have været fremme så mange gange. Hendes fingre gled over de brugte ord og tårerne fik frit løb.
   Hun kunne huske det hele nu.
   "Home is... whenever I'm with you! Og det er jeg ikke."
   Hun kunne huske det forfærdelige øjeblik, da det hele gik galt.
   Hun rejste sig op med et suk. Tingene, der var sket, kunne ikke gøres om, så hvad nyttede det at sidde og være ked af det? Hun besluttede sig for at gå en tur alligevel - alene. Og med sin notesbog, så hun kunne skrive.
   Hun gik ud af værelset, ned af gangen og ud af de dobbelte døre, der førte ud til vejen og parken. Forsigtigt så hun sig for og så at lyset var rødt. Tålmodigt blev hun stående, nervøs for at stemmerne skulle dømme hende igen.
   Eller de grønne øjne.

Hun styrtede ud på det nærmeste badeværelse og så på sig selv i spejlet. Hendes øjne var omtågede og det blødte fra underarmene. Lydene fór stadig rundt i hendes hoved - lysene, alt det blå. Alt det surrealistiske, al den kærlighed der bare flød ud på gaderne og nu ud i en håndvask.
   Tårerne kom tilbage og hun slog hånden ind i spejlet, der knustes af slaget. Hun ænsede ikke smerten, hun opdagede ikke de små stykker glas i sin hånd.
   Hun havde løftet armene for at beskytte sig.
   Mod glasset og metallet.
   Døren ind til badeværelset åbnede sig og en sygeplejerske trådte ind. Hun så forfærdeligt ligeglad ud, selvom en påtaget medlidende mine havde formet hendes ansigt.

Han stod og kiggede ud af vinduet, trist til mode, da han så hende træde ud af dørene. Han stod på etagen ovenover, så han havde god mulighed for blot at iagttage hende uden at hun så ham.
   Kvinden ved siden af rømmede sig.
   "Det er sørgeligt, egentlig."
   Han nikkede bare som svar og kiggede på den ældre kvinde, der nu også have taget plads ved vinduet. De kiggede bare på hende, som hun stod der midt i det hele og ventede nedenunder dem.
   Der var ingen andre, der ænsede hende.
   "Hun..." En klump dannede sig i hans hals. "Hun ved ikke, hvad hun gør."
   "Nej," svarede kvinden bare.
   Der var en lidt akavet tavshed, før hun fortsatte:
   "Ved du hvad hun laver? Vi har prøvet at finde ud af det, men det synes ikke at give nogen mening. Og hun vil ikke fortælle det og lader ingen komme tæt på. Hun står jo bare der og venter."
   "Det hun laver nu? Altså, i jeres have?"
   "Ja, det hun kalder Parken."
   "Hun venter på at kunne komme over i den."
   "Venter?" Kvinden så spørgende på ham.
   "Ja, på at det skifter til grønt, doktor."

Hun hentede dem i lufthavnen om morgenen. Det var en af de der grå, kølige morgener, som man helst undgik at gå ud i, hvis man kunne. Vinduesviskerne kørte for fulde hammer og der var tavst i bilen.
   "Så. Har det været en god ferie?"
   Hendes mor begyndte at tale om Tokyo og hvor flotte parkerne var og børnene snakkede uafbrudt i munden på hinanden. Hendes mand sad og småsov op af ruden og hun følte lige pludselig et stik af afsky. De havde ikke engang sagt hej til hinanden.
   Efter et stykke tid faldt de tre andre også i søvn og hun åndede lettet op. Det var rart med lidt ro. Mens de havde været væk, havde hun været ved at gå til at frygt for, at der skulle ske dem noget, men nu havde hun bare brug for ro.
   Gid de tog af sted igen, tænkte hun kortvarigt, men fik så dårlig samvittighed.
   De monotone dunk fra vinduesviskerne fik hendes tanker til at bevæge sig væk fra vejen og ind i en tankerække om dengang, de blev gift. Det havde været så romantisk - hvid kjole, kirke. Alt havde været perfekt dengang. Selv hans humor havde været i orden dengang. Og nu...
   "DER ER RØDT!"
   Han råbte og trak i rattet, fik bilen ud af kurs og lige ret mod en lastbil.
   Hun løftede armene op og nåede lige at kigge i bakspejlet. Hun så børnene, der slog hovederne mod hinanden i søvne, hun så sin mor glippe med øjnene. Hun kunne lige skimte sin mand ved siden af sig.

Da hun kom til bevidsthed igen så hun blodet i børnenes ansigter. Deres lukkede øjne. Hun kunne knap se noget selv og mærkede en skarp smerte fra ribbenene.
   "Herovre!"
   "Skynd jer!"
   "Jeg siger jer, hun kørte ind i mig. Der var rødt for hende!"
   Hun så på sine børn med matte øjne.

Hun begyndte at græde, da billederne langsomt tonede ud på hendes nethinder.
   Men det er lige meget. De er alle sammen væk nu. Hun huskede sygeplejerskens ansigt og alles fortvivlede miner, da hun trådte ind i det lyse værelse. Hun huskede deres blege ansigter på puderne og hvordan hun havde prøvet at ruske liv i de små.
   Hun så op på det lyskurven, der havde skiftet farve og mærkede så en hånd på sin skulder.
   "Kom med op," sagde han.
   Hun lod sig trække med op i lejligheden.
   "Se, mor," sagde han så og holdt et spejl op foran hende, så hun kunne se sig selv. "Du lever og vi lever, og der er slet ikke sket noget. Han smilede kærligt til hende, men det så hun slet ikke. Hun så kun i spejlet.
   Og i spejlet så hun et sæt grønne øjne.