Jeg listede mig uset over parkeringspladsen. Det var anden gang jeg var der den uge. Det var stadig mørkt. Uh, jeg var bange for mørke. Det har jeg altid været. Lige siden min barndom. Mine forældre skammede sig over mit ræd for mørke. Og jeg skammede mig over det.
   Nu var jeg blevet 25 år og var stadig bange for mørke. Min far - min mor er desværre gået bort - hånede mig altid for denne skræk.
   "Du er svag, du vil aldrig kunne udføre missioner i Hans navn," sagde han altid og stirrede ondt på mig. Og så var det, jeg stormede ud af hans lejlighed.
   Sådan var det altid.
   Sådan har det altid været.
   Jeg skulle vise ham, at jeg ikke var svag!
   Over bygningerne blinkede et neonskilt fortvivlet. Bagdad Lufthavn stod der, men det var det ikke længere. Den havde ikke været i brug siden amerikanernes indtog for nogle år siden. Jeg mærkede øjnene brænde, tårerne pressede sig på, og jeg så febrilsk rundt efter mennesker på denne triste morgen.
   Inde i bygningerne havde jeg gemt mit udstyr; dét, der skulle bruges til udryddelsen af frygten. For hvis jeg kunne klare det, så ville jeg klare alt! Alt!
   Selv det mørke, der ville komme bagefter.
    
   Jeg hørte trin bag mig og vendte mig om, forsigtigt. Ikke tiltrække mig opmærksomhed allerede.
   "Amith, nej," hviskede hun, da hun kom nærmere. Det var Banu, min bedste og eneste ven gennem hele mit liv. Hun var der altid, når alle andre forlod mig. Hun trøstede mig dengang min far havde slået mig igen, og hun gav mig et glædesstrålende knus, når jeg kom hjem og fortalte, at jeg var forelsket.
   Nu var hun her igen, efter lang tid uden kontakt.
   "Gør det ikke, du skal ikke gøre det," hviskede hun. "Der er andre måder, Amith, du kan vinde over frygten på andre måder."
   "Nej," hviskede jeg tilbage.
   Jeg vendte ryggen til hende og gik ind i bygningerne, hentede mit udstyr og gik ud igen. Hun var væk, forsvundet i den blå luft. Det havde hun altid kunnet. Jeg kan huske, at jeg undredes over det som lille, når hun pludselig forsvandt - og dukkede op.
   En tåre dukkede op på min kind.
   "Jeg gør det for din skyld, Banu," hviskede jeg ud i mørket, men der kom intet svar. Jeg drejede hovedet og så på bygningerne.
   "Farvel," hviskede jeg.
   Jeg satte mig ind i bilen, satte den i gear og drønede ud ad markvejen, der engang havde været både cementeret og travl. Nu var den øde.
   Hvor skulle jeg køre hen og rigge bilen til?
   Så vidste jeg det.
    
   "Amith," hviskede hun. Jeg vågnede brat af min døs. Hun sad i bilen ved min side og tog min hånd.
   "Jeg tager med dig. Vi gør det sammen. Lad os udrydde frygten, sammen."
   Jeg rystede på hovedet, men hun nikkede og lagde en finger på mine læber.
   Sjovt at Banu dukkede op nu, hvor frygten var størst - præcis som i gamle dage. Det måtte være min mission, der kaldte på hende igen. Jeg var overbevist om, at der var et bånd imellem os, der ikke kunne brydes.
   Jeg drejede nøglerne i tændingen, trådte på speederen og vi susede ud over de irakiske veje.
    
   Jeg parkerede bilen i nærheden af sikkerhedskontrollen i den nye lufthavn, forbandt min telefon med elektronikken nedenunder bilen og gik ind i lufthavnen, mens jeg rystede voldsomt.
   Jeg tog rygsækken på. Rygsækken med dét, der skulle få mig til at overvinde frygten og slutte mig til Ham, æret og frygtet af generationer.
   Banu gik stille og roligt ved min side, tog min hånd. Jeg trykkede på tasten, der udløste det. Jeg så vagterne stirre på mig, som om jeg var rablende sindssyg. Så råbte en af dem en advarende lyd, og de kom alle sammen farende, mens de trak deres håndvåben.
   "Det går nok," hviskede Banu. "Lad dem komme."
   Mobiltelefonen udstødte et Biiip.
   Al lyd forstummede, alt forgik i slowmotion.
   Jeg vidste at jeg kunne. Nu kan han ikke længere sige noget om min frygt for mørke. Den er forsvundet, takket være Banu. Jeg frygtede mørket dengang, turde ikke overgive mig til Guds skæbne og Hans missioner. Turde ikke vade ind i mørket for Ham, men nu har jeg gjort det. Jeg overvandt frygten.
   Jeg så bilen udenfor omsluttes af ild, dernæst så jeg vragdele komme flyvende.
   Jeg tænkte på Banu, så hende for mig og så hende en sidste gang for mine levende øjne, kort før de lukkedes. Hun smilede og forsvandt i den blå luft. Som hun plejede når hun havde hjulpet mig.
   Så eksploderede bomben, jeg bar på mig.
   Først var der lys, dernæst kom mørket. Og mørket var godt.