Pludselig dukkede han op. En samtale med nogle venner, åbnede en tanke om ham.
Har ikke tænkt på ham i over 10 år. Og tanken gjorde mig trist og ilde til mode.
Skubber ham fra mig og koncentrerer mig om nuet og de mennesker jeg er sammen med.
Jeg hopper ind i samtalen igen. En debat om seksuel orientering.
Nu er han her igen. Ikke i fysisk forstand, men jeg fornemmer alligevel hans tilstedeværelse. Ved siden af mig. Sammen ser vi ind i skærmen og han venter på mit træk. Hvad vil jeg skrive? Jeg ved, at han forventer at jeg fortæller hans historie.
Så det vil jeg gøre.
MÅ HERREN TAGE GODT I MOD DIG OG JORDEN VÆRE DIG EN BLØD SENG
Overskriften står klart i Bold, 14 punkt, Times New Roman.
Den stirrer på mig. Den spørger; "og hvad kan du så få ud af mig?"
Sidder længe og stirrer igen. Forsøger at genopfriske dengang.
Dengang var jeg reklamemand. Art Director eller på dansk, kreativ chef. Ansvarlig for bureauets koncepter og visuelle udkomme. Min partner og jeg har netop ansat en -rentegner- en gammel titel fra dengang, alt blev udført i hånden. Nu var der grafiske arbejdsstationer, så nu var en rentegner en desktopper. Moderne tider.
Han var midt i tyverne. Høj, lidt mørklødet, altid velklædt i mærkevare tøj.
Gjorde ikke så meget væsen af sig og det er i og for sig en dyd for en desktopper. Ingen kreative armbevægelser, ingen egen mening om produktet, bare rentegne oplægget efter idé oplæg, så vi andre kan sælge idéen.
Faktisk virkede han lidt genert, lidt tilbageholdende og bidrog sjældent med større input under frokost hyggen. Og det han sagde, var sjældent særligt sjovt eller interessant. Han var der bare fra 9:00 til 17:00.
Og sådan gik dagene sin gang. Bureauet havde gudskelov travlt og alle passer deres gebet. Han passer sit og er god til det.
Så var det næsten jul lige før juleferien. En dag står han på mit kontor.
"Jeg har gået og tænkt, om jeg må vise dig nogle tegninger?", sagde han lavmælt.
"Ja da, meget gerne", var min overraskende udmelding. "Nogen du har med, noget vi skal se på nu?", jeg var ved at hæve mig fra stolen.
"Nej, egentlig tænkte jeg om jeg måtte invitere dig hjem en aften og vise dig dem?". Han står lidt usikkert på sine lange ben, lidt som en lille dreng foran skolelærerens kateder.
Jeg sætter mig ned igen og ser sikkert overrasket ud.
"Øh ... jo det skulle nok lade sig gøre"; undrende over denne udmelding. "Hvornår havde du tænkt dig?".
Han lyser op og siger kækt; "Hvad med i morgen aften, efter job?".
"Det kan jeg godt, det er så en aftale", jeg nikker venligt, griber fat i en rød marker pen.
"Du tegner godt"; han nikker til mit layout på skrivebordet, vender om og forlader mit kontor.
Det var godt nok sørens, tænker jeg. Sætter den røde marker pen på papiret og forsvinder atter ind i den kreative proces.
Sætter mig ind i min smarte bil. Han bor i Odense forstaden Skibhus. Der er ikke så langt fra centrum. Han blev hentet af sin far efter jobbet, så han er sikkert allerede hjemme. Hans far henter ham tit.
Ringer på klokken. Døren går op. Han har skiftet tøj, bemærker jeg. Han byder mig indenfor i sin to værelses lejlighed. Den er meget lys, meget hvid, og der er utroligt velordnet til næsten pinligt rent.
"Jamen, så velkommen"; siger han, tydeligt stolt af sit hjem. "Jeg har lavet kaffe og købt kager". Det yndigste kaffestel står linet op på sofabordet. Flødeskumskager på hver sin kagetallerken med gaffel til. Han går ud i køkkenet og henter kaffen.
Mit blik vandrer rundt i stuen. I hjørnet står et ganske stort juletræ, ædelgran. Den eneste pynt er røde sløjfer, sirligt bundet til stort set alle træets større grene. Et stort HI-FI anlæg. Et portræt maleri af en ung mand på væggen. Jeg sætter mig ned i sofaen.
"Jeg er glad for, at du giver dig tid til at komme, det glæder mig meget", han sætter sig ved siden af mig. "Værsgo"; han peger på kagen og hælder kaffe op.
"Det var da så lidt"; siger jeg, "altid spændende at besøge nye hjem", fortsætter jeg.
I mit indre undrer jeg mig og flere spørgsmål presser sig på, men jeg lader dem ligge.
Og vi sidder tavse og spiser kage. Slubrer lidt kaffe i os. Jeg bryder tavsheden; "Du ville vise mig nogle tegninger, dem er jeg spændt på at se". Er dette et taktisk møde, for at han vil opnå noget på jobbet, bedre og mere kreative opgaver. Nå, jeg venter på hans udspil.
Han rejser sig og går ind i værelset ved siden af. Kommer ind med en stor mappe. Flytter lidt rund på porcelænet, så der er plads til at slå mappen op.
"Jeg er spændt på hvad du siger"; og han åbner mappen. Den første blyant tegning viser sig. En nøgen herre. "Dette er en af mine venner, der har siddet model". Han rækker ud efter tegningen og giver det til mig. Jeg sidder længe med det og ser på det med påtaget interesse. Det er faktisk ikke særligt godt, stregen virker usikker. "Ja"; siger jeg langsomt, "det er meget godt ... vil du have at jeg siger noget fagligt om dine tegninger, eller?". Jeg ser på ham og han nikker; "Det må du godt".
"Så er dette portræt, jævnt godt, noget usikkert i stregen, lidt livløst... skraveringen er uens". Jeg kigger alvorligt på ham og ser, at jeg har såret ham. Det havde han vist ikke regnet med.
"Der er flere"; og han bladrer hurtigt, for at finde en god tegning. Jeg kan lige følge med og ser, at niveauet er det samme hos de fleste tegninger. Jeg griber ud efter en tegning. "Denne er god!". Og jeg forklarer hvorfor. Han lytter og lyser lidt op.
Jeg spørger ind til, hvad han skal i julen. Han skal til sine forældre. Spørger igen, for jeg er ikke klar over, om han har en kæreste. Dette svarer han ikke på.
Rømmer mig, ser på armbåndsuret og siger; "Jeg må hellere se, at komme hjem til familien. Tak for invitationen, det var ganske hyggeligt". Han rejser sig og giver mig hånden og siger "Tak, og Glædelig Jul".
Sidder i min bil. Hvad skete der her, hvad handlede det om? Kaffe og kager? Kører ud af Odense, sydpå til min ventende familie.
Efter nytår. Vi er tilbage på jobbet igen. Han hilser og smiler til mig.
Af og til opfører han sig som en primadonna. En dag står min partner og tordner løs over ham. Tydelig utilfreds med noget arbejde. Jeg blander mig ikke. Han tuder og hyler op. Den reaktion, har vi godt nok ikke oplevet før.
"Han ter sig som en tøs!", siger min partner til mig. Vi holder ledelses møde. Planlægning af dagens opgaver.
"Måske er han en tøs"; siger jeg. "I hvert fald bøsse", fortsætter jeg.
"Tror du, hvad bygger du det på?", siger min undrende partner.
Og jeg fortæller om invitationen før jul. At jeg fik kaffe og kage i stedet for en håndbajer.
"Ja, så er der ingen tvivl"; og så er det stadfæstet af min partner.
Og derved bliver det. Han er bøsse. Vi ved det, men ingen taler mere om det.
Skæbnen er lunefuld. Jeg sælger mine andele i bureauet for at gå andre veje. Vi skilles som venner, men vores forretnings drømme går hver sin vej. Jeg starter et nyt bureau og vi samarbejder fortsat om visse kunder. Han bliver hos min partner.
Senere bliver han fyret, blev taget i, at udføre arbejde for egne kunder og med bureauet maskiner. Den slags er ikke for smart.
Og så går han i glemmebogen.
Et år senere, ombord på storebæltsfærgen, Nyborg / Korsør. Pludselig er han der i cafeteriaet. Sidder sammen med en anden fyr. Jeg går hen og hilser. "Hej med dig. I skal måske til Gay Pride i København?". Han ser helt forskrækket ud. Hans ven svarer med et nik. "Håber du har det godt? ... så må i hygge jer"; jeg vil ikke forstyrre mere, kan se, at han er ilde til mode.
Et par år går. Jeg sidder en sen aftentime og arbejder på nogle illustrationer. Telefonen ringer. Så sent, tænker jeg og griber røret.
"Hej, det er mig"; hans stemme genkender jeg straks.
"Jamen, det er længe siden", klassisk bemærkning. "hvor har du mit nummer fra?" spørger jeg. Jeg er flyttet til København.
"Du er nem at finde, fandt din hjemmeside, forstyrrer jeg?", han lyder lidt usikker.
"Nej, jeg sidder og arbejder, men det er meget godt med en pause, hvad kan jeg gøre for dig?". Og så snakker han. En hel masse om ensomhed. At han ville have min opmærksomhed, om min tolerance og han følte sig tryg ved mig. Jeg lytter og bliver ganske bevæget. Fremstammer et "Tak" og lytter igen. "Vil du have, at vi skal mødes og snakke om tingene?", spørger jeg.
"Det vil jeg gerne, gider du virkelig?", han lyder virkelig taknemmelig.
"Klart, når jeg tilbyder det, du har brug for det, kan jeg høre". Og jeg mener det.
"Jeg ringer dig op, når jeg kommer til København"; siger han.
Han ringer aldrig. Måske mistede han modet. I hvert fald gør jeg ikke mere ved sagen og han forsvinder igen i tågernes glemsel.
Min gamle partner sender mig en mail. Deri står: Han har hængt sig. Hans far fandt ham. Jeg sidder som lammet og stirrer på det triste budskab. Hvor gammel blev han? 35 ... 36 år? Han fik aldrig taget springet. Jeg har det skidt. Jeg lyttede, men handlede ikke, tidsnok. Jeg kunne have hjulpet ham. Han bad om min hjælp. Han var ulykkelig og ensom. Jeg gyser ved tanken. Intolerance slår ihjel. Hvorfor skal det være så svært, at elske, hvem som helst.
Jeg kendte han så lidt, men nok til at føle en stor sorg. Min tanke til ham:
Må Herren tage godt imod dig og jorden være dig en blød seng.
Nu har du fred.
Jeg kigger til min højre side. Er han der endnu? Nej. Han er forsvundet. Han vidste, at jeg hele tiden har forstået og respekteret ham for det han var. Nu har jeg også nedfældet det.