Lyset dæmpedes inde i den lille lejlighed, og stilheden lagde sig tungt over personerne ved bordet. De boede alle sammen i huset, var enten naboer eller kendte hinanden fra spilleaftenerne. Sådan en aften var det den aften. Han, Per Larsen, var selv flyttet ind dagen i forvejen, og spilleaftenen var arrangeret til ære for ham. Det var Jansson, der havde stablet det hele på benene. Det var det altid, havde Per ladet sig forstå.

Overfor Jansson sad Hansen med det lange, grånede hår og den stolte attitude. Hans guldmonokel glimtede i det svage lys. Han sad krumbøjet over sine kort og nærmest nedstirrede dem, som havde han ekstremt svage øjne. Han var den rigeste af de fire, der sad derinde - og også langt den ældste. Til venstre for Hansen sad Per selv, og overfor ham sad Pebersvend.
   Han kendte ikke Pebersvends rigtige navn. Han kendte ikke nogen af de tilstedeværendes fornavne. Og han kunne ikke være sikker på, at selv efternavnene var de rigtige efternavne. De var nærmest som en hemmelig klub.
   En klub, der sidder i et mørkt lokale, hvor der lugter underligt. De lugter som om, de leget gaskammer herinde¸ tænkte han. Men han valgte at ignorere det, da ingen af de andre gjorde mine til at undersøge det nærmere.

Duften ad sensommeraftenen udenfor spredte sig i rummet. Den var kommet ind af det åbne vindue, og han følte sig voldsomt tiltrukket af den friske luft. Men han var spærret inde i det lille lokale sammen med tre andre mænd, som han ikke kendte. Jansson havde været meget venlig mod ham dagen i forvejen, men nu så det ud som om manden ignorerede ham. Han følte sig udelukket, selv om han var en del af dem. Jansson var en direkte modsætning til Hansen: lad, ugidelig og klædt i tøj, der slet ikke passede til ham - både i størrelse og i udseende. Per forestillede sig manden i det der nymodens, slaskede tøj. Jo, hættebluse, hængerøv og guldkæder var lidt mere Jansson-agtigt.
   Hen ad aftenen blev der udstedt flere og flere eder fra Janssons side af bordet, mens Hansen blot så endnu mere stolt ud i sit jakkesæt. Pebersvend sad bare og stirrede ud i luften, selvom han tabte mindst hundredvis af kroner per runde. Per havde selv spillet et par gode runder og pengebunken foran ham bugnede nu. Jansson rejst sig og undskyldte sig med, at han skulle "på'ed lille hus", som han sagde det. Falsk jysk! Per fnøs og lænede sig tilbage i sædet.

Aftenen skred fremad, alkoholen blev hentet frem, og man så ikke mere til Jansson. Per blev mere nervøs, alt dette mindede lidt for meget om en gyser. Så rejste også Hansen sig, undskyldte sig med, at han havde glemt sin specielle aftenmonokel. Ja, den er god med dig, tænkte han mens han så Hansen forsvinde ud af døren. Den smalle lysstribe først dukkede op og forsvandt så igen. Per sukkede højlydt. Alene med en idiot.

De spillede et par runder, før Per og Pebersvend opgav. At spille poker når man kun var to, var ikke nemt - især ikke når Pebersvend var en elendig spiller. Det havde været Per, der havde foreslået det, og han mente at kunne have set en antydning af lettelse i Pebersvends øjne. Det var desuden blevet bælgravende mørkt inde i lokalet. Man kunne kun lige skimte den andens ansigt

"Har du ikke noget lys?", spurgte han Pebersvend. Pebersvend rystede blot på hovedet.
   "Kan du så ikke prøve at finde noget?", forsøgte han sig igen. "Du kender dette sted langt bedre end jeg gør."
   Pebersvend så intenst på ham, nikkede så, og forlod lokalet. Nu var han alene, i et stadigt fremmed hus, og to personer var allerede "forsvundet".
   Tiden gik.
   Han overvejede at ringe til politiet, men tøvede så. Han havde ikke lyst til at anskaffe sig et øgenavn i stil med Pebersvends. Jansson var sikkert bare faldet i søvn, og Hansen, han var sikkert bare... Nej, det var for åndssvagt.
   Han rejste sig med en bestemt mine, og skridtede resolut hen mod døren. Den var låst. Han gik over mod den anden dør. Den var ikke låst, men den knirkede fælt. Dette sted havde han ikke set før. Det var en lang gang med diverse løsthængende brædder på væggene. Hele vejen ned var væggene desuden overhængt med billeder af dybe skovsøer. Vandet var helt sort på mange af dem.
   Per gøs, men fortsatte hen ad gangen.

For enden af gangen kom han til en ulåst dør, og bagved den var en stort, lyst lokale. Der var helt bare vægge, bortset fra fire spejle. De hang ved siden af hinanden med blot centimeters mellemrum.
   I det helt til venstre var der klistret fire esser fast i øverste højre hjørne. I de midterste var der limet henholdsvis en guldmønt og en træhammer fast. Det højre var tomt. Over spejlene sad der A4-ark, klæbet fast med tape, med deres navne på. Først Jansson, så Hansen, derefter Per selv og til sidst stod der Pebersvend. Over dem stod der skrevet noget med rød maling.
   Tre syndere og en idiot, læste han grumt. Tre til Helvede og en enkelt til Himmels.
   Per gøs og fór ud af lokalet. Op på gangen, og ind i spillerummet igen. Der sad de tre andre med store smil og vinkede til ham.
   "Jeg vil UD", råbte han. "Jeg bryder mig ikke om at være her mere. Luk mig ud, eller..."
   "Eller hvad, kære ven", spurgte Hansen. "Bliv dog og spil med os."
   "Bare giv mig nøglen", gispede han og gik hen mod Jansson. "Du har den, ikke?" spurgte han ham. "Jo, men døren er ikke låst. Det har den aldrig været. Men vi kunne ikke forstå, hvori alverden du var blevet af", svarede Jansson.
   Det hele svimlede for Per, han væltede ind i den eneste vej ud: den ulåste dør.
   De gør grin med mig, tænkte han. Tag det helt roligt, gamle dreng.
   De andre så med forbavsede miner, alt imens Per Larsen styrtede om og besvimede. De tilkaldte en ambulance, der skulle køre ham på hospitalet.

Inden den var kommet, vågnede han op og så sig gispende omkring. Han så spillebordet med det grønne filt og jetonerne og pengene, der lå på bordet. De andre stod om ham med bekymrede miner. "Hvad skete der?", spurgte Per, på trods af at han udmærket godt vidste det.
   "Vi spillede og så faldt du pludselig om", svarede Hansen.
   LØGN!
   "Okay, tak", sukkede Per. "Men jeg kommer forresten i tanke om, at jeg kan bo hos min moster. Så slipper jeg da for huslejen, og I kommer af med en så dårlig pokerspiller som mig!"
   De grinede alle, selv Pebersvend.
   "Tager du af sted nu?", spurgte Hansen.
   "Ja", kom det prompte fra Per.
   "Okay, kammerat", sagde Jansson. "Hyggeligt at møde dig!"

Et par dage senere, da Per Larsen var flyttet, og alle hans ting var forsvundet, stod de tre andre og snakkede sammen. De mente alle tre, at ham Larsen, han var dog en underlig en. Snakken gik, og snart kendte alle i kvarteret historien om Larsen, der besvimede under et slag poker.
   Der gik dage. Dage blev til uger, og så en dag lå der pludselig et brev hos viceværten. Det var adresseret til de tre personer fra Episoden, som det nu blev kaldt.
   Der stod:
   
   Gasværk Lindholm
   Skottevej, Lindholm
   5612, Lundby
   Kære beboere!

Vi har for nylig fundet en lækage i jeres gasrør. Normalt kan vi ikke se, om vores kunder har lækager i deres gasrør, men siden I har brugt betydeligt større mængder gas end I plejer, sendte vi, som I ved, en medarbejder ud for at se på problemet.
   Der var som sagt en lækage, og samtidig med det hul i jeres gasrør, er der sket en fejl hos os. Derved er der kommet andre gasser ud i rørene. Det drejer sig blandt andet om den lattergas, som vi sælger til firmaer.
   Derfor kan I, i denne periode, have været offer for hallucinationer, syner og lignende, der kan have medført gener for jer og jeres omgivelser.
   Vi beklager meget, at dette har været muligt.

Mange hilsner,

Daniel Jackson
   CEO Gasværk Lindholm