Byen er grå.
   Siden min søster Ewa døde af cancer har den være kold og trist, og jeg nyder ikke længere at gå på diskoteker med vennerne. At drikke sig hamrende stiv er heller ikke noget, jeg bryder mig om længere.
   Jeg trækker hovedtelefonerne ned over ørerne, skruer op på min iPod. Min musiksmag har også ændret sig radikalt siden jeg mistede hende.
   SlipKnot buldrer i hovedtelefonerne med This Cold Black.
   Metal.
   Forsanger Corey Tailor synger:
   "Try to suffer on in silence. Try to stop me if you can."

Mine fødder bevæger sig i takt til musikken, det pjuskede hår vælter konstant ind over ansigtet. I det mindste kan dét farve byen lidt. De lilla og røde nuancer i håret virker på en måde beroligende på mig.
   Vinden slår mod mit ansigt, regnen pisker mod de våde, grå brosten. Det sprøjter på de håndmalede Converse-sko.
   Ingen mennesker er ude, udover mig. Regnen har vel afskrækket dem. De få, der befinder sig udenfor deres trygge rammer, sidder i kedelige, sølvgrå biler.
   En salt tåre triller ned af min kind.
   Jeg løfter min hånd, tørrer den stædigt væk.
   Jeg savner dig, Ewa.
   Tårerne kommer som en forløsning, en længe ventet lindring, selvom jeg har grædt meget på det seneste.. De blandes med regnen, og efterlader et spor af min sorg på jorden.
   Jeg sætter mig på den nærmeste bænk.
   "Hvorfor gav du op?" hulker jeg. Jeg har brug for at sige bebrejdelserne højt. Jeg tager hovedtelefonerne af, lytter til regnens plasken i rendestenen.
   "Ewa.." hvisker jeg, sparker til en sten. "De sagde, at du havde måneder tilbage. Hvorfor gav du op? Hvorfor?"

Hun var blevet så glad, da de sagde hun havde næsten et halvt år tilbage at leve i. Hun havde tegnet en tegning til mig. Af byen. Hvert hus havde sin egen farve. Solen havde skinnet.
   Hun havde smilet, men jeg havde bare sendt hende et trist smil - og havde set hendes blegne.
   "HVORFOR GJORDE DU HENDE KED AF DET?" havde min mor skældt, da vi var kommet ud i bilen igen. "Pigebarnet ser for fanden op til dig!"
   Jeg rejser mig, sætter i løb, tager hovedtelefonerne på igen, og ignorerer smerten fra skulderremmen på min taske. Har lyst til at gøre noget; noget der gør ondt, noget der gør fysisk ondt. Jeg føler et behov for at glemme, og starte på en frisk.
   De siger, man ikke kan føle ekstrem smerte to steder på en gang. At det ene vil opveje det andet, på en eller anden måde.
   Jeg håber det.
   Håber, at det gælder både med psykiske og fysiske smerter.
   Sætter farten op. Mærker sidestikket lige under ribbenet.
   Falder.
   Skyder hænderne ud for at afbøde faldet, ruller rundt. Jeg mærker småsten rive. Ligger med kinden mod de våde brosten.
   Vandet blandes med blodet fra hudafskrabningerne, og en sirlig, rød linje af fortyndet blod løber ned af mine fingre.
   Det var dagen efter det besøg, at hun var død. Lægerne forstod intet, men det gør jeg. Hun gav op, fordi jeg svigtede hende.
   Jeg ser blodet, der drypper ned på brostenene.
   Et hurtigtog buldrer gennem togstationen, der befinder sig lige ved siden af der, hvor jeg ligger.
   Jeg får en ide. Rejser mig op, selvom smerten lyner gennem mit hoved, som jeg slog mod jorden.
   Jeg føler mig omtåget. Et minde farer gennem mit sind, fra dengang hun bare var en sød, rask pige:

Vi, Ewa og jeg, sidder foran vinduet. Det regner. Ewa hader regn. Jeg elsker den. Jeg ånder på ruden, dugger den til, og vi morer os med at tegne i duggen.
   "Ewa?"
   "Mmh?" hvisker hun, stærkt optaget af duggen, der er ved at fordampe fra ruden.
   "Prøv at se der," hvisker jeg tilbage og peger på InterCity-toget.
   "Orw," hvisker hun, overdramatisk.
   "En dag vil jeg ride på sådan et," siger jeg.
   "Det kan man da ikke." Hun løfter skeptisk det ene øjenbryn.
   "Man kan, hvad man tror på."
   Hun smiler stort, genkender dét, som mormor altid sagde til hende, når hun var ked af det.
   Mormor kom til at sige det mange gange, tænker jeg trist. Jeg kan ikke græde længere. Jeg har grædt for meget de sidste par måneder alligevel. Slipknot spiller Snuff i hovedtelefonerne, Corey Tailor synger:

"I still press your letters to my lips, and cherish them in parts of me that savor every kiss,
   I couldn't face a life without your lights, but all of that was ripped apart when you refused to fight."
   Da jeg træder op på kanten af gangbroen, der fører fodgængere sikkert fra den ene side af skinnerne over til den anden, standser jeg. Der er et eller andet, jeg har glemt.
   Jeg tøver.
   Ser ned på taget af toget, der drøner forbi.
   Jeg springer. Mærker et kort øjebliks vægtløshed.
   Kommer i tanke om det, der var glemt.

"Men.." mumler hun.
   "Hvad?" spørger jeg.
   "Du skal ikke ride på et tog. Det ville gøre mig ked af det."
   Jeg rammer taget med et højt bump, lander forkert. Jeg er ved at trille ud over kanten, men får hevet mig selv ind.
   Mit hjerte banker, min krop smerter. Det passede ikke. Jeg er stadig fyldt af smerte i mit sind.
   Det var forkert at springe, men nu er det for sent. Det sortner for mine øjne, da jeg klamrer mig til taget. Verden suser forbi.
   "EWA," skriger jeg. "UNDSKYLD."
   Jeg sætter mig op, mærker vinden i håret. Regnen pisker mod mit ansigt. Kører forbi station efter station, mens lettelsen breder sig i min krop.
   Jeg nyder faktisk turen.
   Jeg ser træer glide forbi, biler med chokerede ansigter. Jeg ser byer dukke op og forsvinde i det fjerne. De er alle sammen farverige, og ligner alle sammen Ewas tegning. Jeg ser mennesker med hunde, mennesker med børn - og jeg spørger højt mig selv, om princippet ikke er det samme?
   Jeg ser broen i det fjerne. Jeg fyldes af rædsel og fortrydelse.
   Jeg drejer mig rundt, vil bare af. Sætter mig ud til kanten, med benene ud over. Vil hoppe af, men det føles som om farten er sat op.
   Broen kommer nærmere.
   Jeg er ved at falde af, og får med møje og besvær trukket mig ind.
   Jeg prøver at lægge mig ned fladt på maven. Kan jeg komme under broen?
   Da der er omkring 200 meter hen til broen, opgiver jeg også det.
   Sætter mig op igen.
   Springer af, men fortryder midt i springet, og holder febrilsk fast. Hvorfor gør jeg det?
   Alle mine sanser skriger "SPRING!" men jeg tør ikke.
   Broen nærmer sig.
   100 meter.
   "For helvede da også," råber jeg frustreret.
   50 meter.
   Jeg giver slip, og støder fra mod siden af toget. Ser en børnehavepædagog med rædsel malet i ansigtet. Hun står med åben mund, og stirrer på mig mens jeg falder.
   Det føles som en evighed, alt går i slowmotion. Jeg overvejer at vinke.
   Lettelse fylder mit sind. Jeg undgik broen.
   Min krop hamrer ind mod en ledningsmast. Først bliver jeg overrasket. Så rammer jeg jorden. Min ryg gør ondt. Det gør alt andet også, men det føles som om, der er ild i ryggen.
   Blikket sortnes. Jeg er glad for mørket.

Jeg vågner.
   Biip, biip, biip.
   Falder hen i tomhed igen.

Åbner øjnene.
   Hvad er det, der siger det?
   "Desværre. Det, at hun overlevede - og det at hun ikke ramte køreledningerne ved broen - er i sig selv et mirakel," mumler stemmerne bag forhænget omkring mig.
   Jeg døser endnu. Søvnen har endnu ikke forladt systemet, vejrtrækningen føles tung. Det er koldt. Jeg drejer hovedet, og stirrer længselsfuldt ud mod byen.
   Den virker mere farverig, mere fuld af liv.
   Jeg kan ikke mærke noget i min krop, ud over kulden i mit ansigt. Byen er ikke længere grå og kold, varme farver strømmer ind af det lukkede vindue. Solen skinner.
   Jeg drejer hovedet igen, kigger op i loftet, det hvide loft virker beroligende på mig.
   Puden bag nakken støtter behageligt.
   Lyden af gråd finder vej under forhænget, der i forvejen dæmper alle lyde.
   Alt er hvidt.
   Alt er koldt, jeg har bare lyst til at sove evigt. Trække mig tilbage under min skal af varme, der findes under dynen.
   Hvorfor græder hende, der sidder ude foran forhænget?
   Jeg husker intet fra før, jeg vågnede.
   Før det, er alt sort.
   Hvem er det, der har overlevet?
   Er det mig? Hvem er jeg?
   Jeg får også lyst til at græde. En enkelt tåre dannes i øjenkrogen, løber sirligt ned af min kind. Den brænder, og kulden skærer, der hvor tåren har trukket et spor af salt vand fra mit øje til min kind.
   Den sagtner farten, og stopper lige ved min mundvig.
   Jeg tager hånden op for at tørre den væk, læner hovedet tilbage på puden.
   Ønsker at hvile.
   Og så opdager jeg den kildrende fornemmelse af den salte tåre, der stadig befinder sig lige ved siden af min mundvig.
   Åh Gud.
   Min hånd har ikke rykket sig en millimeter, og den ligger præcis, hvor den lå før.
   Og tåren kan ikke viftes væk med tankerne.
   Et ord baner sig vej til min mund, selvom jeg knap kan udtale det. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra.
   "Ewa.."
   Et gisp lyder ude fra forhænget. En kvinde trækker det fra, og kigger på mig. Jeg prøver febrilsk at huske, hvem denne kvinde er.
   "Mor?"
   Hun udbryder et suk, og sætter sig ved sengekanten og stryger mig over panden. Det er behageligt.
   Pandehåret falder ned foran mine øjne. I lyset virker det blegt, og farverne er falmet.
   Jeg har en masse spørgsmål, men ét af dem nager mig.
   "Hvem er Ewa, mor?"