Intro
   Der var ikke nogen ude at gå den aften, ikke andre end hende selv. Men i det vejr var det ikke noget under. Det passende hende fint, hun havde ikke lyst til at støde ind i nogen nu.
   Hun have bare lyst til at være sig selv, med sig selv. Ingen til at fortælle hende hvad hun skulle gøre. Eller ikke skulle gøre, ingen til at rette på hende, ikke noget pres, ingen familie eller psykologer til at fortælle hvor synd det var at være vokset op sådan. Hvilken alt for stor en beslutning der må være blevet lagt på hendes skuldre. Det kunne have ladet andre ordne. Ikke have gjort det som når man lader en hund vælge mellem dens to ejere. Hun havde ikke valgt moren, men valgt faren fra. Det havde ødelagt ham fuldstændig.
   Men hun havde da klaret sig. Klaret sig gennem der hvor det var hårdest. Hun havde tage de store beslutninger. For hun havde kontrol over sit liv, sine følelser. Hun havde ikke nogen dårlig samvittighed over faren overhovedet. Heller ikke efter hans taktiske død.
   Havde man ikke kontrol over sine følelser risikerede man at miste kontrollen over ens liv. Lader man følelserne storme ind over en, vil de flå ens ydre itu. Fjerne den facade af som de alle sammen mente var så farlig for hende. Hun nægtede selvfølgelig at hun havde en facade ellers ville de vinde.
   De vidste ikke hvordan det var at være hende. Hun blev nød til at lukke sine følelser inde, hvis hun skulle overleve i denne verden. Hendes verden, der skifter lige så ofte som vinden der to fat i hendes frakke. Hun kunne mærke den kølige regn mod sit ansigt. Den fik hende til at slappe af. Her i regnen skulle hun ikke anstrenge sig for at holde facaden oppe. Måske var det derfor hun følte sig godt tilpas med at gå i stormvejr. Stormen havde ikke nogen maske, den er det den er.
   Hendes mor ville aldrig kunne forstå hende. Nogen gange kunne følte hun sig som en del af stormen, en del med dens imponerede rå styrke. Som en af de grinede gale pirat, der fra sit skib skriger af havstormens vind, der pisker bølgeskummet op i hans ansigt.
   Stormen kunne få hendes følelser til at komme frem. Alle de skjulte følelser psykologerne mente hun måtte have fortrængt, fra for længst glemte oplevelser, gav hende kuldegysninger. Den lagde sig som en hinde under huden og forsøgte at presse sig selv ud gennem hårrødderne. Hun overgav sig til det. Uforklarligt gav hun sig til at smile.
   En smule sadistisk måske, men den gav hende en syrlig følelse af magt. Hun nød det. Det skræmte hende også, men det følte bare så godt. Stormen fremmanede det frustrerende, forvirrende ved hverdagen, der var et virvar. Hun to en dyb indånding og undertrykte et udstående trang til at grine manisk. Det mindede hende om "Dr. Jekyll & Mr. Hide". Mr Hide bliver fysisk større og større, som Dr. Jekyll fortrænger sine behov. Men Mr. Hide overtog Jekyll til sidst, hun ville aldrig lade det ske. Det var en skør tanke, skørt. Psykologerne ville have elsket det. Hende, et skridt tættere på sindssygeanstalten. Men hvad kunne man jo forvente med sådan et stormfuldt liv. Hendes smil blev større. Regnen tog til hun kiggede på uret, det var tid.
   I hvilken lomme havde hun nu lagt de piller. Et glimt tæt forfulgt af et rungende tordenbrag. Stormen var blevet værre.
   Hvor var de piller? Hun havde taget dem med. Havde hun ikke? Regndråberne blev større. Hun gav sig at roede febrilsk i hendes lommer. Nej... Nej... De måtte være derhjemme. Skønt. Nu ville det da blive åhh, så skøn en dag i morgen. Flere lyn. Hun vendte om og begyndte at gå hjemad.

Hun smed jakken og støvlerne i entreen. Tændte lyset i køkkenet, det stod de jo. Helt alene, efterladt på køkkenbordet. Hun samlede pilleglaset op, tog et glas ned fra hylden... Tøvede med hånden under hanen, da hun skulle til at fylde det. Hun stillede glasset fra sig på bordet. Der var stille ikke engang tordenen var særlig gennemtrængende.
   Mobiltelefonens hidsige viberne afbrød stilheden så brat at Ann næsten nær havde tabt pilleglaset. Hun tog mobilen og svarede.
   "Ja, det er Ann."
   "Ann det er Sebastian vi har en situation..." Sebastian lød fjern, som om forbindelsen var dårlig og telefonen skrattede. Sikkert på grund af stormen tænkte hun.
   "Hmm..." Lige hvad der manglede tænkte hun" Hvad er adressen?"
   "Grønningen 21...skrrat... Slagelse. Der er ...skrrat... to vogne her."
   "Jeg er på vej."
   "Tag lige en paraply med så er du sød... skrrat." Ann smilede, skøre fjols.
   "Okay... ses."
   Hun lagde på.
   "Så må man jo til det."
   Hun åbnede for pilleglasset, skyllede hurtigt en pille ned og hoppede i bilen mod Grønningen 21. Udenfor var stormen ved at stilne af.