Der var mødt mange op til begravelsen. De fleste af ansigterne genkendte jeg ikke. Den sortklædte forsamling, med de sorgmodige og dystre blikke, stod samlet uden for kirken og den dystre stemning hang som et tykt skydække over dem. Nogle få vekslede et par bemærkninger, men ellers var folk stumme og næsten ubevægelige som statuer. Min far hilste høfligt på de nærmeste personer, mens min mor stod som limet op af ham med blanke øjne. Det virkede som om det mindste ord, den mindste vind, kunne få hende til at bryde ud i tåre. Hun havde ikke lavet andet, dagene op til.

Der er stille i stuen, bortset fra min mors svage hulken. Hendes øjne er ophovnede, tårerne triller ned af kinderne og mascaraen løber. Hun ser lille og skrøbelig ud. Jeg vil gerne ligge en trøstende arm om hende, men gør det ikke. Hvad skal jeg sige? - at alting nok skal gå? Det er i hvert fald løgn. Selv sidder jeg på mit værelse og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, mens jeg stirrer på væggen, hvor malingen er ved at skalle af i små hvide flage, og hører så høj musik at mine trommehinder er ved at sprængtes. Det ringer på døren. Jeg skruer lidt ned for musikken, for bedre at kunne høre hvad der bliver sagt. Det er naboerne igen, som klager over den uudholdelige larm. Det vil jeg give dem ret i.
   Hen under aftenen lister jeg, på strømpesokker, på toilet. Lyset er slukket og huset stille, og jeg kan høre min mors tunge åndedrag inde ved siden af. Jeg stiller mig hen til døren, til stuen, og kan lige ane min far sidde som en høj mørk skikkelse. Hans hænder er ukontrolleret og ryster, idet han tørrer tårerne bort. Han får øje på mig, som jeg står der næsten gemt bag døren, og prøver, i al hast, at genvinde roen inden han siger: "Nå er du ikke gået i seng endnu min dreng", men hans stemme er ukontrolleret, ryster og knækker over.
   Selv stod jeg lidt væk fra menneskemængden og betragtede mine sko, de sorte laksko, som havde stået og samlet støv bagerst i min fars skab. "Sådan nogle bruger man kun til særlige lejligheder", havde han sagt. I går var de så blevet fundet frem. Jeg ønskede så inderligt, at jeg ikke havde været nød til, at trække i det sorte jakkesæt og lakskoene, som gnavede i hælen. Jeg ønskede også, at jeg ikke skulle udholde de sørgmodige og forgrædte ansigter, som borede sig ind i ens hukommelse og blev der - for evigt.

Vejret var koldt og trist. En let vind blæste og fik kjolerne til at flagre og bladene på træerne til at risle. Træerne kastede lange skyer over pladsen og trækronerne virkede enorme og overvældene. Det hele virkede så uvirkeligt - som en film. Jeg var tilskuer og ikke medvirkende. Vinden rev i min mors lange lyse hår, og mindede mig om den aften på verandaen.
   Det er en blæsende og kold aften. Vinden rusker i træerne, som kaster lange skygger ned over haven. Min mor og far sidder inde ved spisebordet i køkkenet med en kop dampende varm kaffe. Gennem gardinet kan jeg se min mors bekymrede blik, mens hun kigger lige frem for sig med tomme øjne og min fars omsorgsfulde hænder, mens han prøver at berolige hende. Min søster står med ryggen til mig, og vinden leger med hendes hår. I modsætning til hendes mor, virker hun ikke særlig bekymret. Jeg nærmer mig hende, og hun drejer langsomt hovedet og kigger på mig - fremtvinger et lille smil.
   "Hvordan har du det?"
   "Fint", Hun siger det så let og smertefrit, at det ikke virker som om, hun har uhelbredelig kræft.
   "Du ser træt ud"
   Hun nikker blot og bliver ved med at stirre frem for sig. Jeg trækker vejret dybt.
   "Du dør - gør du ikke?"
   Hun svarer ikke lige med det samme. Man kan høre forældrenes sagte stemmer indenfor. Endelig drejer hun hovedet og kigger på mig. Hendes øjne er alvorlige.
   "Det ved jeg ikke"
   "Du må ikke", piber jeg. Kulden får mig til at gyse.
   Hun tager blidt fat om mig. "Det ved jeg virkelig ikke", gentager hun." Men jeg lover dig at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at overleve"
   Jeg nikker, mens en tåre triller ned af min kind.
   "Men hvis jeg ikke gør, vil du så love mig...", hun nikker i retningen af køkkenet. "... at du tager dig af dem. Især mor. Lover du det?"
   Jeg kan ikke lide måden hun siger det på. Det lyder som om hun skjuler noget. Som om hun stiller en facade op, der fortæller os andre at alt er fint, at hun nok skal komme sig, men inders inde ved hun, at det er løgn. Det ved vi vel alle sammen. Vi vil bare ikke se sandheden i øjnene. Jeg synker en klump.
   "Det lover jeg"
   Hun smiler. Det kommer bag på mig.
   "Falder dit hår af?", spørger jeg efter lidt.
   Hun smiler igen, men smilet stivner på hende læber.
   "Det kan de ikke sige, men jeg håber det ikke"
   Det forbandede hår. Det var det eneste hun bekymrede sig om. Hvis bare ikke hun havde taget det hele så roligt, så er det ikke sikkert, det ville være kommet så bag på mig.
   Kirkeklokkerne ringede. Højt og rungende og rev mig ud af mine tanker. Der kom liv i statuerne, og gæsterne begyndte at gå ind. Jeg blev stående på de gamle brosten, rystende af kulde i det tynde jakkesæt, og med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg så min far spejde efter mig i menneskemængden, men på daværende tidspunkt kunne han ikke se mig, for jeg faldt i med skyggerne fra træerne. Han gik ind i kirken - regnede nok med, at jeg var der, og dørene lukkedes efter ham. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jakkesættet flagrede omkring mig, og den svære modvind tog vejret fra mig. Flere gange var jeg ved at snuble over mine egne ben, men genvandt balancen lige inden jeg var ved at slå hul på mine fine skræddersyet bukser. Det måtte have set mærkværdigt ud. En lille og splejset dreng, omkring de 15 år, komme tumlende ned af gaden på sine spinkle ben, som om det gjaldt liv eller død, iført jakkesæt med en blomst fastgjort til brystet og en buket røde roser knugende i hånden.
   Først da jeg begyndte at kunne ane skorstenene og røgen fra havnen i det fjerne, og en velkendt, let jagende, stikkende fornemmelse meldte sig, satte jeg farten lidt ned. Et sammenkrøllet papir blæste hen over gaden. Blækket var tværet ud i regnen, men skriften kunne stadig anes som en sirlig pigeskrift. Med lettere rystende hænder rakte jeg ud efter papiret, som i samme øjeblik blev revet væk af vinden. Jeg satte igen farten op - løb af mine lungers fulde kræft. Halsende og hivende efter vejret løb jeg om kap med vinden, men den var for stærk- eller også var det mig der var for svag.

Blyanten kradser hurtigt hen over papiret. Hun sidder bøjet over det, mens hun smiler for sig selv. Her dufter af sommer. Vinduet står på gab, og den friske brise kan mærkes i hele rummet. Varm, rolig og betrykkende.
   "Hvad skriver du?", spørger jeg bag hende.
   Hun farer sammen - tydeligvis forskrækket over min tilstedeværelse og lægger hurtigt hånden hen over papiret.
   "Ikke noget", siger hun og kigger på mig med et hemmeligheds fuldt blik.
   "Hvorfor må jeg så ikke se hvad du skriver?"
   "Fordi det er personligt"
   "Er det til en kæreste?" spørger jeg drillende.
   "Nej", Hun bliver rød på halsen, ide hun siger det.
   "Jeg kan jo se det ikke passer" Det svarer hun ikke på.
   Hurtig som vinden snupper jeg papiret ud af hånden på hende og løber ud af værelset med min søster lige i hælene på mig. Hun himler op og truer med at fortælle mor og far det, men jeg ved hun ikke gør det. Det kunne hun aldrig finde på. Sådan er hun ikke.
   Desværre når hun at få fat på mig, inden jeg når i sikkerhed på mit værelse og kildrer mig, indtil jeg bliver nød til at give slip på det.
   "Der kan man bare se, hvad man for ud af at drille mig", siger hun og griner.
   "Sissel har fået en kæreste" råber jeg på rigtig børnehavemanér.
   Jeg kan se på hende, at hun krampagtigt prøver at holde det tilbage, men hendes læber former sig til et lille smil.
   Jeg griner. Højt og rungende. Det er slet ikke sjovt. Indeni er jeg skrækslagen. Skrækslagen for at hun nu ikke længere har tid til mig mere. Min latter forstummer, og mit smil bliver til en sørgmodig grimasse.
   Hun kigger bekymret på mig.
   "Johannes", siger hun og rører let ved mig. Det gør hun altid, når hun kan se at der er noget galt - for at trøste, men jeg trækker mig væk. Jeg forsvinder op på mit værelse og lader min søster stå tilbage med et undrende blik.
   En bil, meget tæt på mig, dyttede højt og indtrækkende og rev mig ud af mine tanker. Jeg sprang til side og undgik lige med nød og næppe, at blive kørt ned af den grå Volvo, som kommer susende med fuld fart og hvirvlede alle efterårsbladene op efter sig.

Med bankende hjerte, det fine jakkesæt smurt ind i mudder og vabler på hælende nåede jeg havnen. Her lugtede af rådden tang og tung industri. Det sveg i næsen og rev i halsen. Mågerne skreg højt og indtrængende, mens de kræsede rundt i luften. Der var øde og tomt, ikke engang en fisker var at se. Jeg løb ud på en slidt og forfalden bro, da jeg gled i det grønne slam, som lå i et tykt lag på broen. Fortumlet og med tårerne trillende ned af kinderne kom jeg på benene og bandt med rystende fingre den ene sko op. Stod lidt med den i hånden og vejede den. I rent raseri kylede jeg, af alt kræft, den i vandet. Det gav en sær hul lyd fra sig da den ramte vandoverfladen.
   "Hvordan kunne du?" skreg jeg af mine lungers fulde kræft. Sætningen blev hængende i luften og dirrede i den larmende stilhed. En måge fór forskrækket op, og begyndte at skræppe. Hvordan kunne du sådan bare forlade mig? Jeg er intet uden dig. Hvordan kan du tro, at jeg kan klare det uden dig? Du, af alle, burde vide bedre. Jeg kiggede ned. Sokken var ukendelig. Den ville aldrig blive hvid igen. Hvad ville min mor dog ikke sige? Jeg ville med garanti få en skideballe. Min far ville nok bare kigge opgivende på mig, når jeg kom tilbage. Hvis jeg kom tilbage. Det vidste jeg ikke endnu. Hvad skulle jeg dog der? Pludselige forekom det mig meget svært at kende forskel på op og ned. Livet var næsten blevet helt ligegyldigt.

Jeg spejdede ud over det urolige og mørke vand. Syntes at jeg kunne fornemme noget i vandet. Eller var det bare skoen? Hvad lavede jeg egentligt her? Jeg burde sidde inde i en nøgen og kold kirke og se alle de sørgmodige blikke, mens jeg selv græd som pisket, men det gjorde jeg ikke. I stedet stod jeg ude i den blæsende vind, hvor kulden trængte ind under jakkesættet og berørte mit skind, så jeg kom til at gyse.

Jeg trådte et skridt frem, så jeg stod faretruende tæt på det mørke vand. Så tæt at jeg næsten kunne bukke mig ned og røre overfladen. Jeg stod der lidt - på kanten. På kanten af hvad? Broen? Eller noget andet? På kanten til at bryde et løfte? Var det det jeg ville? Den lette støvregn, syntes så pludselig og overraskende at klare mine tanker. Langsomt trådte jeg et skridt tilbage, lagde roserne fra mig på broen, og tog forsigtigt den sidste sko af, inden jeg med varsomme, men hurtige skridt skyndte mig væk, som om vandet pludselig ville finde på at trække mig med ned i dybet.